27.10.2010

Officielt havde Ahmadinejads besøg i Libanon tidligere på måneden til formål at promovere sammenhold blandt Irans splittede befolkning. Præstestyrets åbenlyse støtte til Hezbollah og Ahmadinejads provokerende optræden ved grænsen til Israel har dog øget spændingen i regionen.
      “Spørgsmålet er bare, hvem der angriber hvem først”, siger den svenske terrorekspert Magnus Ranstorp.

Af Frauke Giebner

Da Irans præsident besøgte Libanon tidligere på måneden, blev han modtaget med flag og jubelråb af omkring 750.000 libanesere. Nogenlunde samme antal mennesker samles hver februar i Beirut for at mindes mordet på landets tidligere premierminister, Rafiq Hariri.
      Og selvom Ahmadinejad har underskrevet 16 aftaler om økonomisk og materiel støtte til Libanon; selvom han har talt i landsbyen Bint Jbeil, som kun ligger tre km fra den Israelske grænse og har stor symbolsk betydning for Libanons shiiter; og selvom han har mødtes med landets religiøse og politiske overhoveder, handlede statsbesøget i sidste ende hovedsagligt om den mand, der blev myrdet på Valentinsdag for fem år siden.

Tribunalet truer
Grunden til, at Ahmadinejad besøger Libanon lige nu er ikke udelukkende for at indgå et samarbejde med den libanesiske regering. FN-undersøgelsen af, hvem der er ansvarlig for drabet på Rafiq Hariri, er ved at nærme sig en afslutning. Det forventes generelt, at FN sigter medlemmer af Hezbollah for mordet. Blandt andet har Hezbollahs sikkerhedschef Mustafa Badreddine været i tribunalets søgelys.
      “Tribunalet er den mest vanskelige udfordring for Libanon i mange år”, siger den svenske terrorekspert Magnus Ranstorp.
      Undersøgelsen har fokuseret på 50 personer med tilknytning til Hezbollah, og flere af dem forventes sigtet. Det er ikke offentligt bekræftet, men alle – også den libanesiske regering – synes at forvente dette udfald.
      “Og jeg ved, at Hezbollah bliver sigtet”, fastslår Magnus Ranstorp, der i 90‘erne har mæglet i konflikten mellem Hezbollah og Israel.
      En sigtelse vil medføre, at Hezbollahs legitimitet som modstandsbevægelse bliver svækket helt gevaldigt. Når organisationen føler sig truet på deres interesser, har de flere gange tidligere grebet til våben.
      “Hezbollah har et voldsmonopol. Hvis ikke de får, hvad de vil have, gør de bare, som det passer dem”, siger Dagbladet Informations mellemøstkorrespondent Lasse Ellegaard. I løbet af de sidste måneder har der været en række politiske provokationer fra Hezbollahs side. Hvis partiet ser tribunalets afgørelse som en trussel mod deres indflydelse i Libanon, er der en betydelig risiko for, at organisationen foretager en aktion lig den i 2008, hvor partiet startede en ugelang væbnet konflikt.
      Det iranske besøg kan således forstås som et forsøg på skadesbegrænsning. Hezbollah er det tætteste, Iran kommer på Israel, og landet har en stor interesse i, at Hezbollah fastholder sin magtfulde position i Libanon. Ahmadinejad skulle derfor minde libaneserne om, at modstanden er et fælles anliggende og ikke et shiitisk projekt. Selvom Ahmadinejad besøgte Libanon – og ikke kun Hezbollah – var hans ophold arrangeret i tæt samarbejde med den shiitiske organisation. Besøget har været en magtdemonstration fra Irans og Hezbollahs side – og dermed et signal til de andre libanesiske partier om at træde varsomt med beskyldninger og eventuelle sanktioner mod Hezbollah.
      “Iran værdsatte Hariri som politiker, og vi ønsker, at terrorhandlingen bliver opklaret, fordi det vil skabe enhed blandt det libanesiske folk. Med besøget ville vi vise libaneserne, at vi støtter dem, og at de må stå sammen i disse tider”, siger den iranske ambassadør i Danmark, Morteza Damanpak Jami.

Kostbart trosfællesskab
Det iranske præstestyre investerer årligt mange millioner dollars i den libanesiske modstandsbevægelse og har ingen interesse i, at Hezbollah gør sig upopulær i Libanon. Organisationen er det mest succesfulde eksempel på den islamiske revolution som eksportvare. Hezbollah er en organisation med international indflydelse – de støtter Hamas og har et netværk i bl.a. Sydamerika – og nyder en enorm popularitet i Mellemøsten. Siden Hassan Nasrallah overtog ledelsen i 1992, har organisationen kæmpet for at fralægge sig sit image som islamiske ekstremister – blandt andet har de opgivet at ville gøre Libanon til islamisk republik. Hezbollah bygger deres politik på en fundamentalistisk interpretation af islam, men deres aktivisme går på tværs af politiske holdninger og religiøse skel, med udgangspunkt i et marxistisk-leninistisk syn på statens ansvar.
I dag har partiet 12 medlemmer i det libanesiske parlament, hvor de i koalition med AMAL, landets sekulære shiitiske parti, og Free Patriotic Movement, et kristent parti, har omkring en tredjedel af sæderne.
      “Samtidig er de en stat i staten – ikke mindst, fordi de tilbyder sociale ydelser, som den libanesiske stat forsømmer. Hezbollah er en ekstremt intelligent og legitim organisation. De udfører en meget kyndig form for politisk jiu jitsu – de bruger de andres egen-kraft mod dem”, forklarer Magnus Ranstorp.

Våbenbrødre
Derudover er Hezbollah den eneste mulighed, Iran har for at påvirke den israelsk-arabiske konflikt militært.
      “Prøv lige at forstå det: Iran har en hær stående i Libanon, som hedder Hezbollah.” Tålmodighed er ikke noget, Lasse Ellegaard abonnerer på. Til gengæld har han i mange år fulgt forandringerne i regionen tæt som mellemøstkorrespondent. Han mener, at Ayatollah Khamenei sendte Ahmadinejad som bydreng.
      “Hezbollah er ikke loyale over for den iranske stat. Det har de aldrig været, og det er ikke til at sige, hvordan forholdet ville være, hvis den Grønne Bevægelse var kommet til magten. Men de accepterer Ayatollah Khamenei som åndelig vejleder.”
      Hezbollah følger den iranske udgave af shiismen, i modsætning til eksempelvis mange irakiske shiiter. Derfor finansierer den islamiske republik hvert år partiet med et ikke nærmere bestemt beløb – eksperters skøn varierer fra 100 mio til 2 mia USD årligt. Pengene kommer dog ikke fra den iranske stat, men fra organisationer, der er tilknyttet det religiøse overhoved, ayatollahen.
Selvom Hezbollah accepterer Khamenei som deres øverste myndighed, er det ikke ensbetydende med, at Hezbollah er Irans marionetdukke. Som politisk-religiøs organisation er de blevet mere uafhængig af Iran de sidste 18 år.
      Faktisk kunne Hezbollah i princippet helt klare sig uden pengene fra Iran, fordi de får omfattende understøttelse fra den libanesisk-shiitiske diaspora, forklarer Magnus Ranstorp. Til gengæld er organisationen afhængig af Irans våben, og i tilfælde af krig er de underlagt ayatollahens interesser. Og Khamenei var faktisk ikke begejstret over krigen i 2006 – han ville have gemt et direkte angreb på israelerne som es i abaya’ens ærme.
      Kristeligt Dagblad skriver, at besøget har været generalprøven for en shiitisk magtovertagelse i Libanon. Det er Lasse Ellegaard ikke enig i. “Jeg tror ikke, at de vil omdanne Libanon til en shiastat, men de vil bevare deres indflydelse. Hassan Nasrallah er på mange måder jo en fornuftig mand, der søger konsensus mellem de forskellige grupper i befolkningen og parlamentet. Samtidig handler det om at indrullere Libanon i modstandsfronten, bestående af Syrien og Iran.”

Penge og krig
Det er ikke kun Hezbollah, der har brug for støtte. FN-sanktionerne i forbindelse med Irans atomvåbenambitioner har bragt landet i alvorlige økonomiske problemer. Ahmadinejad skal skaffe 125 mia USD i udenlandske investeringer, for at kunne reinvestere i bl.a. de iranske olieraffinerier fremhæver Ranstorp. Derfor han Ahmadinejad i denne uge også taget imod Huge Chavez som led i Irans charmeoffensiv over for Venezuela. Samtidig har Iran lovet Libanons regering at investere 470 mio USD i landet. I modsætning til de penge, som præstestyret giver til Hezbollah, kommer de penge, som Ahmadinejad har lovet den libanesiske stat, fra regeringen og ikke kun fra religiøse institutioner.
      Aftalen er i virkelighed dog ikke meget mere end varm luft, skriver The Independents korrespondent Robert Fisk. Som modydelse har Iran nemlig krævet et lån på præcis det samme beløb af den libanesiske centralbank – som denne ikke kan give uden at bryde FN-sanktionerne. For ti år siden er en lignende aftale mellem de to lande faldet til jorden, fordi Libanon ikke har villet bryde sanktionerne, skriver Fisk.
      Siden dengang har der ikke været noget officielt samarbejde mellem begge stater, forklarer den iranske ambassadør. Han afviser, at besøget har haft nogen forbindelse til tribunalet. Det var heller ikke et signal om, at Iran ønsker at blive inddraget i fredsforhandlingerne mellem Israel og Palæstina, siger Morteza Damanpak Jami.
      “Det var ikke nødvendigt at sende et signal, fordi alle er klar over, at Iran er en inflydelsesrig nation. Desuden ønsker vi ikke at være en del af de såkaldte fredsforhandlinger, fordi det for os er en død proces.” Ambassadøren medgiver, at Ahmadinejads optræden ved grænsen til Israel har været provokerende, men at præsidentens udtalelser omkring det zionistiske regimes snarlige endeligt ikke skal forstås som en direkte trussel:
      “Som jeg forstår det, mener han, at Israel i sidste ende vil tilintetgøre sig selv.”

Hvem angriber først?
Magnus Ranstorp vurderer, at det ligefrem ville være i Irans interesse, hvis Israel angreb den islamiske republik.
      “Iran har store økonomiske vanskeligheder, og oppositionen udfordrer regimet; Ahmadinejad står svagt, og der er en masse uenighed. Et angreb udefra ville aflede opmærksomheden fra de interne problemer og give den islamiske revolution en samlende funktion.” Ranstorp er overbevist om, at der kommer en krig inden alt for længe.
      “Der er helt afgjort en tiltagende spænding i regionen – spørgsmålet er bare, hvem der angriber hvem først.”
Ahmadinejads besøg i Libanon ændrer dog intet i et større perspektiv.
      “Det er en provokation mod Israel og giver dem en undskyldning til at angribe Libanon igen. Men strategisk har det ikke den store effekt.”
      Alligevel har Libanons regering de sidste dage haft travlt med at tilgodese deres nabolandes interesser i nationale anliggender. I kølvandet af den iranske visit har de libanesiske statsoverhoveder mødtes med både Syrien og Saudi Arabien. Begge lande har betydelig indflydelse i Libanon på grund af massiv finansiel og materiel støtte. Mens Syrien leverer våben til Hezbollah, investerer Saudi Arabien i sunnitiske forehavender – og Rafiq Hariri var saudisk statsborger. Især de sunnitiske saudier er bekymrede for det tætte bånd mellem shiiterne i Iran, Libanon og dels Irak, da der hersker en evig magtkamp mellem tilhængerne af forskellige interpretationer af islam. Samtidig opfatter de øget iransk indflydelse som en trussel mod egne interesser – ikke mindst, fordi Iran har tilbudt at yde støtte til den libanesiske hær, der i forvejen samarbejder med Hezbollah. Tidligere blev hæren i stort omfang finansieret af USA, som efter et sammenstød mellem hæren og Israel i august i år dog har droppet støtten – fordi der efter amerikansk smag er for mange shiiter i ledende positioner.
      “Det her er ikke et land, det er et arrangement”, som Lasse Ellegaard. siger.

Frauke Giebner (1987) er kandidatstuderende i journalistik. Hun har læst medievidenskab i Berlin og politologi i Beirut og er flere gange blevet mistænkt for at være israelsk spion. Desuden er hun studerende hos tænketanken Cevea.