28.09.2020

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Denne regering er som den forrige: Den taler meget om, hvor grønt Danmark er, men gør selv så lidt som muligt for at gøre talen sand. Og så længe støttepartierne roser hver en lille klimaluns fra regeringen til skyerne, ’greenwasher’ de en klimapolitik’, der i sin grundessens aldrig har taget grundlæggende afstand fra den business-as-usual tilgang, der ødelægger vores jord.

Kommentar af Magnus L.H. Haslebo, medstifter af Modstandsgruppen Guerilla

Det er kun lidt mere end et år siden, at Mette Frederiksen – med det grønneste folkelige mandat nogensinde – blev Danmarks nye statsminister. Det blev hurtigt fulgt op af en målsætning fra regeringen om at reducere Danmarks udledning af drivhusgasser med 70 pct. i 2030. Og pludselig ville de grønne aktørers optimisme ingen ende tage. Efter fire år med Lars Christian Lilleholts (V) såkaldte ”grønne realisme”, der reelt set betød sort business-as-usual, ville der nu endelig ske noget, syntes fornemmelsen at være.

Den fornemmelse er nu væk, og de optimistiske toner er forstummet. Fra Greenpeace til Concito hagler kritikken ned over regeringen. For siden da har regeringens udmeldinger i stigende grad lydt som om, den forrige regering og Lars Christian Lilleholt stadig lagde linjen: Afgifter på flyrejser er blevet afvist, det samme er en mærkbar CO2-afgift, en afgift på det kød, der står for ca. 14 pct. af den globale udledning, mens finansminister Nicolai Wammen just har advaret mod, at den grønne omstilling bliver for ambitiøs. Hvad så end det betyder, når kursen synes lagt mod 2 graders opvarmning i 2030, 3 grader i 2050 og 4 grader så tidligt som 2075.

Når al ambitiøs lovgivning, der påviseligt og effektivt vil reducere udledningerne, så kategorisk afvises, er der selvfølgelig kun ét tilbage: At håbe på et mirakel. Og det kom også for nyligt frem, at det er just dét regeringen gør: Håber på et mirakel. Det skete, da Mette Frederiksen meldte ud, at det er teknologiske fremskridt, der skal redde os fra det civilisations-kollaps, vi er på vej mod.

At det er helt hen i vejret, gider jeg ikke bruge tid på her, for det har andre allerede gjort bedre, end jeg er i stand til. Selv, hvis de nødvendige teknologiske landvinder, der fx skal til for at muliggøre CCS (carbon capture and storage), bliver gjort, så afkræver klimakrisens alvor opstillingen af så mange værker, at tilgangen afslører sig selv som ønsketænkning – og sine proponenter som fantaster uden realitetssans.

 

Støttepartierne har, hver gang de har fået blot en lille klimaluns, beredvilligt stillet sig frem og rost tiltaget mere, end det kunne bære
_______

 

Støttepartier greenwasher regeringens politik
Dette efterår byder på flere vigtige forhandlinger om bl.a. en grøn skattereform, transport og landbrug, men både baseret på det seneste års politik samt regeringens ovennævnte udmeldinger, står det allerede nu klart, at resultaterne deraf vil blive lige så håbløst utilstrækkelige, som de seneste 30 års klimapolitik har været det.

Det, der bliver interessant, er dermed, hvordan støttepartierne – Enhedslisten, SF og Radikale – vil forholde sig til det faktum. Gør de, som de har gjort det seneste år, hvor de går med i aftaler velvidende, at de er milevidt fra at levere på den fælles målsætning og endnu længere fra at være tilstrækkelige i forhold til, hvad klimakrisen ifølge FN kalder på, så svigter de den grønne dagsorden ved at gøre sig til kollaboratører for regeringens uærlige greenwashing.

En greenwashing som kort fortalt går ud på to ting: 1. At underspille alvoren af klimakrisen, som egentlig er en ødelæggelseskrise, og 2. At overspille betydningen af Socialdemokraternes småtiltag.

Således har støttepartierne, hver gang de har fået blot en lille klimaluns, beredvilligt stillet sig frem og rost tiltaget mere, end det kunne bære. Det skete fx, da den såkaldte klimaaftale for affald faldt på plads. Den indebar en privatisering af kommunernes anlæg til affaldssortering, men fordi Socialdemokratiet havde presset på for noget endnu værre, endte fx Enhedslisten, der ellers er arge modstandere af privatisering, med både at gå med i aftalen og rose den bagefter.

Enhedslisten ordfører Mai Villadsen kaldte det sågar en “sejr for klimaet og fællesskabet.” Ikke fordi aftalen var god, men fordi den kunne have været værre. Radikale Venstre var også glade: Ja, nuvel, aftalen indebar kun en CO2-reduktion på 0,7 mio. tons ud af de 19-20 tons, Danmark skal reducere, men Radikale var glade for, at de så i 2021 kunne diskutere, hvordan affaldsmængden kunne bringes yderligere ned.

Nogenlunde samme tilgang var der, da regeringen kort før sommer kunne præsentere en bred klimaaftale, der mest af alt indeholdt en masse tidligere præsenterede tiltag, som fx ovennævnte affaldsaftale samt de to energiøer med havvindmøller, der vil udbygge produktionen af grøn energi med 5.000-6.000 megawatt.

 

Det er i sin essens greenwashing at rose sådanne småtiltag. Det er at stikke vælgerne blår i øjnene

_______

 

Aftalen formodes samlet set at betyde en CO2-reduktion på 3,4 mio. tons i 2030, hvilket svarer til blot en femtedel af de samlet set 20 mio. tons, som regeringen er forpligtet til. Derudover er store dele af reduktionen blot ønsketænkning al den stund, at fx mere grøn energiproduktion ikke nødvendigvis medfører, at der produceres mindre fra fossile energikilder. Lige så vel som flere elbiler ikke nødvendigvis fører til færre benzin- og dieselbiler.

Det mest interessante ved klima-aftalen var imidlertid det, der ikke var med. Nemlig den CO2-afgift, som alle seriøse aktører på tværs af det politisk spektrum har kaldt på igen og igen. Aftalen udskød denne nødvendighed til en drøftelse til efteråret, mens finansminister Nicolai Wammen i Politiken var hurtig til at pointere, at en eventuel grøn skattereform ikke behøver indeholde en CO2-afgift.

Alligevel var der også ved denne lejlighed brede smil hos støttepartierne. Fra Enhedslisten lød et “rigtig godt”, SF meldte, at de var “rigtig glade” mens Radikale Venstre omdøbte klimaaftalen til “Danmark som VINDernation”.

Det er sådanne udmeldinger, der gør det svært for borgerne at gennemskue, at regeringen og støttepartierne ikke på nogen måde har taget grundlæggende afstand fra den business-as-usual, der i de 30 år ødelæggelseskrisens konsekvenser har været kendt, kun har gjort tingene værre.

Det er i sin essens greenwashing at rose sådanne småtiltag. Det er at stikke vælgerne blår i øjnene.

 

Støttepartiernes analyse synes at være følgende: Hvis ikke de går med i selv de ringeste aftaler, så vil regeringen blot indgå nogle endnu værre aftaler med blå blok
_______

 

Magtlogik over klimamatematik
Støttepartierne greenwasher selvfølgelig ikke helt uden grund. Der er en logik bag. Deres analyse synes at være følgende: Hvis ikke de går med i selv de ringeste aftaler, så vil regeringen blot indgå nogle endnu værre aftaler med blå blok. Det hedder sig også, at det perfekte ikke må blive det godes fjende. Altså at høje ambitioner ikke må resultere i, at man giver afkald på selv små forbedringer.

Dette er blevet en realpolitisk kongstanke, der danner grundlag for vores konsensusdemokrati, og historisk set har den også noget for sig. Således har de fleste ældre en opfattelse af, at tingene – selvom det nogle gange går lidt vel langsomt – er blevet gradvist bedre, og så går det jo nok det hele.

Problemet er bare, at ødelæggelseskrisen har en sjælden dimension, der i den grad udfordrer den politiske vanetænkning: Den er, at problemet har en deadline. At gøre lidt nu er katastrofalt, når vi ganske enkelt ikke har muligheden for at gøre meget på et senere tidspunkt. Som den anerkendte klimaforkæmper Bill McKibben siger om klimakrisen, så er en langsom sejr det samme som et nederlag.

Det er også denne dimension, der forleden fik WMO-generalsekretær Petteri Taalas til igen-igen at ramme alvoren ind: “Uden hurtige nedskæringer af CO2 og andre drivhusgasser vil klimaændringerne indebære stadig mere ødelæggende og irreversible konsekvenser for liv på Jorden. Mulighedernes vindue for handling er næsten lukket.”

Det harmonerer dårligt med støttepartiernes fejringer af de utilstrækkelige småtiltag, der kan tvinges ud af regeringen, og som i bedste fald vil føre til den langsomme sejr, som er at sidestille med et klimanederlag. Et nederlag, der altså – hvis alle andre lande følger dansk eksempel og tempo – vil føre til et civilisationskollaps. Måske allerede så tidligt som i 2050.

 

At gøre lidt nu er katastrofalt, når vi ganske enkelt ikke har muligheden for at gøre meget på et senere tidspunkt
_______

 

Det burde selvfølgelig være nok til at få støttepartierne til at ændre kurs, men Christiansborgs magtlogik og vanetænkning er åbenbart en endnu stærkere kraft end viden om, at ens kurs vil føre til menneskelig lidelse af hidtil uset omfang. De lader sig styre af helt andre forståelser end klimakrisens ubønhørlige matematik, og de krav denne formulerer.

En ny kurs: Sig det som det er
Når de politiske partier vægter magtlogik over klimamatematik, står det der også klart, at enhver argumentation for en kursændring over mod reel grøn politik, må tage udgangspunkt i deres tænkning – og dermed førnævnte analyse. Det er heldigvis ikke svært, for den er i bedste fald mangelfuld.

Beslutter støttepartierne sig for rent faktisk at udvise ansvar i forhold til klimakrisen og afstår fra at lægge stemmer til Socialdemokraternes småtterier, så er det formentlig rigtigt, at Socialdemokratiet vil søge at indgå aftaler med blå blok.

Som vi så det med fx aftalen om støtte til luftfarten, der sendte halvtomme fly i luften, som Radikale i øvrigt gik med i. Hvis støttepartierne har ret i, at dette generelt vil føre til en mindre grøn politik, så bliver spørgsmålet, hvor længe Socialdemokraterne kan holde til det. For det står klart for selv dem, at klimabevidstheden rækker langt i eget vælgerhav. Således svarer hele 44 pct. af Socialdemokraternes vælgere, at miljø og klima er blandt de tre vigtigste politiske emner – kun overgået af sundhed med 45 pct., mens socialpolitik med 36 pct. fuldender S-vælgernes top-3.

Når Socialdemokratiet ikke længere har støttepartierne til at rose sine klima-småtterier, men derimod må forvente krads og velargumenteret kritik fra de partier, der går mere op i klimaet, er det ikke utænkeligt, at Mette Frederiksen og co. vil se sig nødsaget til at løfte ambitionsniveauet. Simpelthen for at undgå, at der siver for mange grønne vælgere ud af butikken.

 

Risikoen for endog markante reaktioner fra Socialdemokratiets egne vælgere og medlemmer vil blive større af et andet resultat af, at støttepartierne afstår fra at gå med i uambitiøse småtiltag
_______

 

Risikoen for endog markante reaktioner fra Socialdemokratiets egne vælgere og medlemmer vil blive større af et andet resultat af, at støttepartierne afstår fra at gå med i uambitiøse småtiltag. Og det er, at støttepartierne kan springe ud af rollen som regeringens små, velvillige greenwashere. At støttepartierne sætter sig selv fri til at kommunikere ærligt om, hvor alvorlig klimakrisen er, og hvor lidt regeringen er villig til at gøre.

Det ville være et helt utroligt scenarie, de seneste 30 års uærlige og uredelige klimakommunikation taget i betragtning. Et hvor borgerne og vælgerne rent faktisk får mulighed for at gøre boet op baseret på et reelt billede af, hvor alvorlig klimakrisens er. Hvor store forandringer den her og nu afkræver os.Og dermed får mulighed for at bedømme den førte politik på de rigtige præmisser.

Al den stund, at klimakrisen – uanset, om vi fortsætter med at gøre tæt på ingenting eller begynder at handle så markant, som FN anbefaler – grundlæggende vil ændre vores og vores børns livsomstændigheder, fortjener borgerne selvfølgelig, at de politiske partier begynder at sige det, som det er.

For faktum er også, at det nuværende forløjede niveau for klimadebatten, hvor man påstår at acceptere forskningen, men overhovedet ikke handler, som den foreskriver, ikke er stort bedre end olieselskabernes manipulerende kampagner, der i 30 år lykkedes med at så tvivl, nedtone alvoren samt overdrive rummet for handling.

Det er ukendt territorium, hvordan vælgerne rent faktisk vil begynde at flytte på sig, hvis støttepartierne i stedet begynder at bidrage til en ærlig og redelig klimadebat. Men det burde ikke afholde nogen som helst fra at sige det, som det er. For en ærlig og redelig debat er nu engang en forudsætning for et velfungerende demokrati – og dermed et mål i sig selv. ■

 

Det er ukendt territorium, hvordan vælgerne rent faktisk vil begynde at flytte på sig, hvis støttepartierne i stedet begynder at bidrage til en ærlig og redelig klimadebat. Men det burde ikke afholde nogen som helst fra at sige det, som det er
_______

 

MagnusLuca HaraldHaslebo (1982) eruddannetjournalist ogcand.public, forfatter og tidl. pressechef i Alternativet, tidl. kampagne- og kommunikationschef for Zetland.

ILLUSTRATION: Finansminister Nicolai Wammen (S) og Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) samt Tommy Ahlers (V), Ole Birk Olesen (LA), Mette Abildgaard (KF), Pia Olsen Dyhr (SF), Signe Munk (SF), Mai Villadsen (EL), Rune Lund (EL), Ruben Kidde (RV), Morten Østergaard (RV) Josephine Fock (ALT) og Morten Messerschmidt (DF), da Regering og aftalepartierne holder doorstep efter afslutning af forhandlinger om den sidste store klimaaftale inden sommerferien i Finansministeriet natten til mandag den 22. juni 2020. Klimaaftalen indeholder CO2-reduktioner for 3,4 millioner ton. Regeringens udspil lagde op til to millioner ton. Alle partierne undtaget Nye Borgerlige er med. Det skriver Ritzau d. 22. juni 2020. [Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix]