MEP Pernille Weiss (K) om Ursula von der Leyens state of the union-tale: Hvor var Københavnerkriterierne?
17.09.2020
.
Ursula von der Leyen viste i sin tale lovende takter på det grønne område, men det var bekymrende, at kommissionsformanden ingenting sagde om, hvordan medlemsstaters overtrædelser af retsstatens ukrænkelige principper og de ofte omtalte Københavnerkriterier skal sanktioneres. Stod det til mig, skulle kommissionen have magt til prompte at lukke pengekassen i, når det gælder lande som Ungarn og Polen.
RÆSON har spurgt fire medlemmer af Europa-Parlamentet fra forskellige partier om dagen derpå kort at give deres vurdering af Ursula von der Leyens state of the union-tale fra igår. Denne kommentar af Pernille Weiss, medlem af Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti, er den første i rækken.
_________________
JEG SKRIVER dette indlæg, mens jeg endnu sidder i salen på de vanvittigt irriterende stole, vi skal blive siddende på, mens vi sveder bag mundbindet, har oversætteren i øret og lytter til de mange indlæg fra kollegaerne, som følger i kølvandet på Ursula von der Leyens tale om unionens tilstand.
Det, jeg især var glad for at høre, var selvfølgelig, at der nu kommer mere medvind på 2030- klimamålets bevægelse opad fra det nuværende mål om 40 pct. CO2-reduktion til mindst 55 pct.
_______
Hun talte i 77 minutter. De fleste af os får ét minut. Stolene er så lave, at det er svært at arbejde ved den bærbare, mens der lyttes. Og de ligner noget fra et ophørslager i de gamle politbureauer fra før murens fald, og så er de tilmed vippet bagud, som skulle vi slå mave efter et tungt måltid. Alt i alt en fysisk og visuel oplevelse, der går tilbage i tiden og trækker den klaustrofobiske fornemmelse endnu tydeligere frem.
Fornemmelsen af, at ord og overbudskrig på tal alene ikke løser problemerne, som vi står med. Tværtimod.
Alligevel var det en god tale. Energisk, sikker og den kom meget langt omkring. Von der Leyen er tydeligvis kompetent.
DET, JEG ISÆR var glad for at høre, var selvfølgelig, at der nu kommer mere medvind på 2030- klimamålets bevægelse opad fra det nuværende mål om 40 pct. CO2-reduktion til mindst 55 pct. Allerhelst vil jeg, at EU gør som Danmark og stiler efter en 70 pct. reduktion, men realiteterne er også, at vi som lille, veldrevet land alt andet lige har et bedre udgangspunkt i både grønne teknologier, omstillingsparathed og fokus på klimaet over alle andre dagsordner. I andre europæiske lande er arbejdsløshed, social ulighed og migration oveni et mere eller mindre coronasmadret samfund lige nu vigtigere end klimaet.
Her glæder jeg mig til at se Kommissionens længe ventede konsekvensanalyse, der udarbejdes om initiativer, der forventes at have markant påvirkning på økonomiske, miljømæssige eller sociale forhold, og som kommer ud om et par dage. Den skal bruges til at flytte bekymringerne og fjerne forbeholdene hos dem, der ikke er helt så klimaambitiøse, som vi er i Danmark. Den vil forhåbentligt give lys og næring til at se den grønne omstilling og vejen mod klimaneutralitet i senest 2050 som det, der for alvor skaber jobs, øget eksport og mere vækst – plus en masse andre positive sidegevinster for biodiversiteten, miljøet og vores trivsel som mennesker.
Hvad jeg til gengæld ikke kan lide i Ursulas tale, er det, hun ikke sagde om bødekassens design for medlemsstaters overtrædelser af retsstatens ukrænkelige principper og de ofte omtalte Københavnerkriterier
_______
HVAD JEG TIL gengæld ikke kan lide i Ursulas tale, er det, hun ikke sagde om bødekassens design for medlemsstaters overtrædelser af retsstatens ukrænkelige principper og de ofte omtalte Københavnerkriterier, der bl.a. kræver, at medlemslande har demokratiske institutioner og overholder menneskerettigheder. Dem skal hun jo komme med forslag til, når nu Rådet, altså de nationale regeringsledere, ikke kunne blive enige om konsekvenser for brud på kriterierne på deres topmøde i juli. Hun mangler på dette punkt at føre an og vise retning.
Jeg – og et kæmpe flertal i Europa-Parlamentet – vil, at Kommissionen skal reagere prompte og lukke pengekassen i, så snart overtrædelse af Rule of Law er konstateret. Det burde fx gøre sig gældende ved lande som Ungarn og Polen. Rådet synes, at de skal sidde med den røde knap og først bruge den, når et kvalificeret flertal af dem er enige om det. Vi vil – jeg vil – at Kommissionen har handlepligt med det samme og at kun et kvalificeret flertal i Rådet efterfølgende kan åbne kasserne igen.
Kommissionsformanden sagde ingenting om den sag og det bekymrer mig – og det sagde jeg direkte til hende, da jeg fik ordet i den lange debat. Så fik jeg også strakt benene lidt. ■
Jeg – og et kæmpe flertal i Europa-Parlamentet – vil, at Kommissionen skal reagere prompte og lukke pengekassen i, så snart overtrædelse af Rule of Law er konstateret. Det burde fx gøre sig gældende ved lande som Ungarn og Polen
_______
Pernille Weiss (f. 1968) er medlem af Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti. Hun er uddannet sygeplejerske, cand.scient. og har en mastergrad i innovation og ledelse fra CBS. ILLUSTRATION: Ursula von der Leyen under hendes state of the union-tale i Europa-Parlamentet, d. 16. september, 2020 [Foto: CC-BY-4.0: European Union 2020 – Source: EP/ Flickr]