10.09.2020

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Ligesom man i USA i 1960’erne begyndte at optage sorte studerende, der ikke var akademisk eller socialt forberedte på, hvad der ventede, har man også i Danmark skabt masseuddannelser, hvor det kritiske og akademiske grundformål er gået fløjten. Den danske uddannelsesideologi beror på uviljen blandt universiteterne til at dumpe elever, der ikke når fagets mål, og lysten til at modtage taxameterpenge for selv den sløveste studerende, der gennemfører.

Kommentar af Henrik Dahl, medlem af folketinget for Liberal Alliance

Identitetspolitik er politik, der retter sig mod at opnå anerkendelse. Og i sin venstreradikale variant er det en særlig nichevariant, der er baseret på postmoderne teorier og fokuserer på minoriteter. Hvis man vil forstå årsagerne til denne form for politik i vore dage, må man tilbage til 1960’erne, hvor omdannelsen af de klassiske universiteter til masseuniversiteter begyndte. I hvert fald hvis man stoler på Allan Bloom og hans berømte bestseller ”The Closing of the American Mind” fra 1987.

I den bog benytter Bloom Ivy League-universitetet Cornell, hvor han selv var ansat i slutningen af 1960’erne, som eksempel. Ledelsen af universitetet begyndte i 1967 at optage sorte studerende i stort antal, og mange af dem var hverken akademisk eller socialt forberedte på, hvad der ventede, og klarede sig derfor dårligt på studierne.

Det stillede Cornell i en svær situation. Skulle man dumpe de pågældende studerende efter de samme standarder, som man plejede, og derved risikere anklager om racisme? Eller skulle man lade dem bestå, selvom de i et vist omfang fik karaktererne forærende, på bekostning af den akademiske faglighed?

På Cornell slog man ind på den sidstnævnte vej. Men inden man var kommet ret langt, var Black Power-bevægelsen taget til i styrke. Det førte i 1969 til en bevæbnet besættelse af en bygning på universitetet. Kritikken gik blandt andet på, at det klassiske pensum var en hvid opfindelse, der var designet til at holde sorte nede. Rektor endte med at give efter for presset. Og der begyndte den identitetspolitiske kamp mod, hvad Bloom og mange andre opfattede som gængse og klassiske akademiske standarder.

Masseuddannelse har vi også fået i Danmark. Ikke mindst i løbet af de seneste 20-25 år. Og ligesom i USA har de utilsigtede konsekvenser næsten været større end de virkninger, der var planlagte.

 

Masseuddannelse har vi også fået i Danmark. Ikke mindst i løbet af de seneste 20-25 år. Og ligesom i USA har de utilsigtede konsekvenser næsten været større end de virkninger, der var planlagte

_______

 

Officielt har masseuddannelse i Danmark haft to hovedformål, der tilsammen kunne forene højre- og venstrefløjen. Det ene var at forøge den humane kapital ved at give flere mennesker avancerede uddannelser. Den anden var at fremme den sociale mobilitet og på den måde nå målet om, at flere skal bryde den sociale arv.

Begge hovedformål giver anledning til alvorlige problemer
To betydelige bivirkninger ved at uddanne flere har for det første været, at en hel del kandidater ansættes i HK-stillinger og på den måde fortrænger de klassiske HK’ere. For det andet er der opstået en udbudseffekt. Mens frygten for at uddanne til arbejdsløshed er ganske reel, skal man også være opmærksom på det problem, der ligger i at uddanne til arbejde.

Oversvømmer man markedet med generalister, siger en grundsætning inden for økonomien, at de ender med at skabe job til sig selv. Det er kernen i udbudseffekten og en af de mest trækkraftige motorer i udviklingen af pseudoarbejde – det vil sige arbejde, der egentlig ikke er behov for, men som det alligevel er lykkes diverse interessegrupper at argumentere for nødvendigheden af.

Hvad angår målsætningen om at bryde den sociale arv, har dens tilhængere forstået uddannelsessystemet dårligt. Hvis man helt generelt uddanner flere, sker der jo ikke det, at den enkelte klatrer op ad den sociale rangstige. Det sker kun, hvis uddannelsesniveauet i samfundet er konstant, og den enkelte ved en ekstraordinær anstrengelse når et uddannelsesniveau, der ligger højere end det sociale lag, vedkommende er rundet af.

Hvis man uddanner alle, opstår blot en form for inflation: Hvad der tidligere krævede en studentereksamen, kræver nu en videregående uddannelse. Den mekanisme har ingen effekt på den sociale mobilitet. Den repræsenterer først og fremmest en tvivlsom udgift for staten samtidig med, at den tilfredsstiller en række interesseorganisationer, der gerne ser flere af deres medlemmer ansat som forskere og undervisere.

 

Hvis man uddanner alle, opstår blot en form for inflation: Hvad der tidligere krævede en studentereksamen, kræver nu en videregående uddannelse. Den mekanisme har ingen effekt på den sociale mobilitet
_______

 

Masseuddannelse på universiteterne forudsætter naturligvis, at der også finder masseuddannelse sted på de adgangsgivende ungdomsuddannelser. De sidstnævnte er jo en nødvendig del af fødekæden til de videregående uddannelser. Derfor vil jeg behandle masse-ungdomsuddannelse og masse-videregående uddannelse samlet.

Visionen i masseuddannelsen er naturligvis, at studerende fra grupper i samfundet, der ikke har tradition for at uddanne sig, uden væsentlige problemer tager de akademiske traditioner til sig; uddanner sig inden for en bred vifte af fag; og bliver en del af en voksende, akademisk middelklasse.

Men sådan går det ikke. Resultatet af at optage mange flere, end man gjorde tidligere, har – man fristes til at skrive selvfølgelig – været, at de førhen ukvalificerede til en ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse, kommer til at sætte dagsordenen.

Det medfører på ungdomsuddannelser problemer med disciplin i timerne; problemer med at forberede sig til undervisningen og deltage i den; og problemer med i det hele taget at nå den kernefaglighed, der tidligere var målet.

Selvsagt forplanter disse problemer sig til de videregående uddannelser. I dag optager Aarhus Universitet ikke studerende, der har under 7 i gennemsnit fra deres studentereksamen, mens Københavns Universitet har sat grænsen ved 6. Det betyder, at karaktergennemsnit fra minimumsgrænsen på 02 til gennemsnittet på 6 eller 7 ikke kan bruges til det, der egentlig er hele grundformålet med STX: At kvalificere eleven til at søge optagelse på en videregående uddannelse. Denne situation ville man tidligere have nægtet at acceptere og i stedet gjort det, der på langt sigt også er det mest skånsomme over for eleverne: Dumpet alle, der reelt ikke havde nået gymnasiets mål.

‘
 

Resultatet af at optage mange flere, end man gjorde tidligere, har – man fristes til at skrive selvfølgelig – været, at de førhen ukvalificerede til en ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse, kommer til at sætte dagsordenen
_______

 

Overvejer man dette nøjere, er det naturligvis absurd. Hvorfor er det uddannelses- eller socialpolitisk vigtigt, at der sidder en stor gruppe af elever i alle STX-klasser, der aldrig kommer til at nå uddannelsens grundformål? Det giver nul mening, og det er svært at forstå, at tilhængere af dette system overhovedet kan holde masken, når det står til diskussion.

På de videregående uddannelser bliver man også nødt til at ofre en stor mængde af ressourcer på de nye studerende, som det ikke tidligere var nødvendigt at gøre. Samtidig gennemførte man i 2014 en såkaldt fremdriftsreform. Dens bærende princip var, at alle så vidt muligt skulle gennemføre deres uddannelse. Hvilket udelukkende lader sig gøre, hvis man sænker de akademiske standarder i betydelig grad. Igen er det universiteterne som institutioner, der bliver de største ofre. Egentlig burde man jo blive ved med at gøre som tidligere og dumpe de ukvalificerede. Men for det første ville uddannelsesideologien blive demaskeret, hvis man gjorde sådan. For det andet vil uddannelsernes ledelser nødig gå glip af de taxameterpenge, der udbetales for selv den sløveste studerende, der gennemfører. Den sløve stemning og det lave energiniveau, der er kommet til at præge undervisningen på ungdomsuddannelserne, fortsætter derfor ofte – men heldigvis ikke altid – på de videregående uddannelser.

Et af de mest bemærkelsesværdige træk ved vore dages masseuddannelse er, at fraværet af generel, akademisk dannelse er næsten totalt. Tidligere insisterede ungdomsuddannelserne på, at der var en række problemstillinger; individuelle kunstnere og tænkere; og kritiske årstal og begivenheder, som det var for dårligt, hvis man ikke havde kendskab til, når man påstod, at man havde modtaget en uddannelse.

Denne normative holdning til, hvad der slet og ret er for dårligt, at man ikke ved, er helt gået fløjten. Min personlige bundoplevelse var for omkring ti år siden. Her afviste en universitetsstuderende på 9. semester, som jeg eksaminerede, at tage stilling til begrebet ”mellemkrigstiden” – som vedkommende selv havde anvendt – ud fra den betragtning, at eksamensfaget jo ikke var historie.

Hvor masseuniversitetet i USA førte til vore dages anti-liberale identitetspolitik, har det i Danmark taget en anden retning: Mod studerendes selv-offergørelse under paroler som ”stress” og ”pres”. Og mod universitetsledelsers og politikeres generelle accept af, at en meget stor del af de studerende har et lavere videns- og abstraktionsniveau, end der var gældende standard for 20-30 år siden.

 

Den store skurk i alt dette er forestillingen om social ingeniørkunst. Det vil sige idéen om, at man bruger statens institutioner til at nå mål, der ikke har noget med institutionernes egne, indre mål at gøre
_______

 

Den store skurk i alt dette er forestillingen om social ingeniørkunst. Det vil sige idéen om, at man bruger statens institutioner til at nå mål, der ikke har noget med institutionernes egne, indre mål at gøre. Men dermed underminerer man institutionerne. De kan nemlig ikke holde til alle de institutionsfremmede opgaver, de bliver pålagt.

Akademiske institutioner er – som alle andre – en slags organismer, der også fungerer i kraft af kultur og traditioner. Ødelægger man den kritisk vigtige kultur og de kritisk vigtige traditioner med gøgl og verdensmål og brugertilfredshedsundersøgelser, ødelægger man institutionerne selv.

Vel kan deres gamle navne stadig stå over indgangen. Og vel kan deres uddannelser bevare deres gamle navne. Men det er udtryk for en helt ekstrem tiltro til, at navnet skaber tingen.

Et moderne gymnasium eller universitet er ikke meget anderledes end Monty Pythons berømte osteforretning. Vel betegner foretagendet sig som en osteforretning, og vel optræder ekspedienten udmærket i rollen som sælger af ost. Men på den anden side: Når det efter en længere periodes udspørgen og opremsning af navnene på over hundrede oste viser sig, at ingen haves på lager, er man i sin gode ret til at være skeptisk.

Vi har ganske vist ikke noget ost. Men vi har så meget andet, at det stadig er i orden at sige, at vi er en osteforretning. Sådan afparerer typiske universitetsledelser enhver form for kritik. Det går ikke i længden. ■

 

 

Henrik Dahl (f. 1960) har siden 2015 været MF for Liberal Alliance og bl.a. sit partis ordfører for afbureaukratisering. Uddannet sprogofficer (i russisk), cand.scient.soc. fra Københavns Universitet, M.A. in Communications fra University of Pennsylvania samt ph.d. fra CBS. Forfatter til en række bøger. ILLUSTRATION: Henrik Dahl [Foto: Peter Hove Olesen/Polfoto]