31.08.2020

Protestbevægelsen gav dem håb, men så blev landet kastet ud i dyb krise. Nu står Libanon måske igen til at miste de ressourcestærke unge, som er en vigtig brik i genopbygningen af landets økonomi og i opbygningen af en ny politisk opposition.

Analyse af Anne Kirstine Rønn

”Hvis demonstranterne ikke ser nogen anstændige mennesker i denne stat, så lad dem emigrere”, sagde Libanons præsident, Michel Aoun, i et interview tilbage i efteråret, da hundrede tusinder af mennesker indtog gaderne og krævede et opgør med landets politiske styre. Udtalelsen gjorde demonstranterne rasende. Hvis der var noget, de ikke ville på det tidspunkt, så var det at rejse væk og efterlade Libanon i hænderne på Michel Aoun og resten af den korrupte elite. Spørgsmålet er, om befolkningen, i lyset af den dybe økonomiske krise og den ødelæggende eksplosion i Beirut, mener det samme i dag.

Jeg besøgte selv Libanon i oktober sidste år i forbindelse med min Ph.d. Jeg ankom et par dage efter protesterne var brudt ud og blev modtaget af en kødrand af festende mennesker. Det var første gang i landets nyere historie, at så mange demonstrerede mod regimet. De største demonstrationer samlede millioner af mennesker i gaderne, og begivenhederne blev hurtigt udråbt til et vendepunkt for landet. Det vakte et håb om forandring.

Når jeg talte med unge demonstranter i gaderne, var det særligt deres håbefuldhed, som gjorde indtryk på mig. Mange fortalte, at protesterne havde fået dem til at genoverveje eller endda skrotte planerne om at flytte til udlandet for at finde arbejde. For første gang i deres liv følte de sig nu stolte over at være libanesere og troede på en fremtid i deres land, sagde de. Håbet var så højt, at mange satte deres studier eller arbejde på pause i månedsvis for at tilbringe mest mulig tid på at demonstrere. Selv libanesere, som allerede boede i udlandet, vendte hjem for at deltage. I begyndelsen af protesterne landede fly fulde af expats i Beiruts lufthavn, og på sociale medier kunne man se videoer, hvor den såkaldte “Diaspora Brigade” kom dansende ud i ankomsthallen, mens de sang “Toot toot toot, vi vender tilbage til Beirut.”.

Ti måneder efter protesterne begyndte, var håbet allerede svækket betydeligt. Faktisk var Libanon endt ud i så dyb en krise, at det var vanskeligt at forestille sig, hvordan tingene kunne blive meget værre, end de var ved middagstid den 4. august 2020 – få timer inden eksplosionen i Beirut. Der manglede mad på hylderne i supermarkederne og medicin på hospitalerne. Inflationen havde udviklet sig på en måde, som blev sammenlignet med situationen i Venezuela. Lyskryds og gadelygter var ude af funktion, internettet svigtede, og antallet af nye COVID-19-tilfælde begyndte at stige så drastisk, at regeringen indførte midlertidig nedlukning for at komme smitten til livs. Og så skete der det, der ikke måtte ske.

Håbløs politik
Eksplosionen i Beiruts havn har indtil videre kostet 171 menneskeliv og såret over 5000. Beiruts guvernør har meddelt, at 300.000 mennesker er gjort midlertidigt hjemløse, mens de materielle skader vil koste op mod 95 milliarder kroner at genoprette. Mange medier fokuserer på, hvordan krisen og eksplosionen stiller i forvejen svage grupper endnu svagere. Flygtninge bliver pressede og migrantarbejdere bliver smidt på gaden. Men en anden, og måske overset, konsekvens kan være, at de mennesker, som har flest ressourcer til at hjælpe med at bygge landet op, ender med at kaste håndklædet i ringen og flytter ud.

 

Eksplosionen i Beiruts havn har indtil videre kostet 171 menneskeliv og såret over 5000. Beiruts guvernør har meddelt, at 300.000 mennesker er gjort midlertidigt hjemløse, mens de materielle skader vil koste op mod 95 milliarder kroner at genoprette
_______

 

Libanon er blandt de stater i den arabiske verden, som har den længste historie med emigration. Under borgerkrigen i 1975-1990 forlod omkring 40 pct. af befolkningen landet, og gennem årene er der opstået diasporaer uden for Libanon, som anslås til at være næsten tre gange større end landets egen befolkning. De fleste af mine bekendte i Libanon har enten allerede boet i udlandet eller planlægger at gøre det på et tidspunkt. Faktisk, tror jeg ikke, jeg kender en libaneser, der ikke har mindst ét familiemedlem, som er udvandret. I de senere år har man set en ny bølge af emigration ud af landet, og det er den bølge, der risikerer at blive forstærket i kølvandet på ødelæggelserne i Beirut.

Det er særligt de unge, der søger væk. I 2016 udgav United Nations Development Programme (UNDP) en rapport som viste, at en tredjedel af libanesiske unge overvejer at flytte til udlandet. Knap halvdelen af de unge, der ender med at flytte fra Libanon, har en universitetsuddannelse. Libaneserne er blandt de mest veluddannede befolkninger i Mellemøsten, og i hovedstaden Beirut ligger adskillige velrenommerede universiteter, som udklækker kompetente læger, ingeniører, jurister, designere og økonomer. Men landet har i årevis ikke formået at skabe nok jobs til unge, ressourcestærke libanesere.

Derudover har landet et politisk system, som ikke giver de unge mange muligheder for at få indflydelse på de beslutninger, der træffes i landet. I mange valgdistrikter er det at stemme på oppositionen ikke andet end en symbolsk handling, hvis der overhovedet eksisterer en opposition. De fleste partier, som sidder på magten i Libanon i dag, har gjort det siden borgerkrigen sluttede i 1990. De er enten anført af tidligere militsledere eller af rige forretningsmænd, der har brugt deres velstand som et springbræt ind i politik. Fælles for dem alle er, at de hævder at beskytte en bestemt religiøs gruppe frem for libaneserne som nation. Desuden bruger de korruption til at holde et fast greb om deres støtter, som de tilbyder sundhed, uddannelse, sikkerhed og jobs i bytte for stemmer, når der er valg. I nogle områder af Libanon, får tilhængere af de dominerende partier eksempelvis op til 90 pct. rabat på deres behandling på private hospitaler. Vil man have job som embedsmand, går vejen gennem kontakter i det politiske system.

Sidste Chance
Selvom masseprotesterne pustede liv i drømmen om en bedre fremtid i Libanon, fyldte tanken om at flytte ud af landet stadig meget for de unge libanesere. “Unge føler, at dette er deres mulighed for at redde deres land, inden det er for sent.” udtalte Karim Emile Bitar, som er leder af Institut for Politikvidenskab på Saint Joseph Universitet i Beirut, da han tilbage i november gav et interview til avisen l’Orient de Jour. ”Der er en følelse blandt dem, om at dette er deres sidste chance for at rette op på et råddent system. Mange fortæller mig, at hvis denne revolution fejler, vil de overveje at emigrere”. Ifølge Bitar, er der altså enormt meget på spil i Libanon i denne tid.

 

I 2016 udgav United Nations Development Programme (UNDP) en rapport som viste, at en tredjedel af libanesiske unge overvejer at flytte til udlandet
_______

 


Allerede inden eksplosionen ramte Beirut, hang håbet i en tynd tråd. Da jeg vendte tilbage til Libanon i januar, kunne jeg tydeligt mærke, hvordan stemningen til demonstrationerne havde ændret sig i løbet af to måneder, hvor jeg havde været væk. Den var blevet mere sammenbidt og vred. De store folkefester med musik og dans var afløst af stadig voldsommere konfrontationer mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker. Banker over hele landet blev sat i brand, i hvad der mest af alt lignede et hævnangreb for alt den skade, de havde forvoldt Libanons økonomi.

Samtidig blev den økonomiske situation i landet mere og mere desperat. Værdien af det libanesiske pund faldt. Flere og flere mistede deres arbejde, dollarreserverne slap gradvist op, og videoer begyndte at florere på nettet af mennesker, der i desperation gik amok ved disken i banken, fordi de ikke kunne få adgang til de penge, der skulle betale deres regninger. I marts ramte COVID-19 også landet og kastede endnu flere ud i arbejdsløshed. Historier om folk, der begik selvmord i desperation, blev fremhævet som symboler på, hvor dybt plaget landet var. Som en aktivist konstaterede over for mig tidligere på sommeren: Der er ikke længere nogen middelklasse tilbage i Libanon. Der er stort set ingen tilbage, der lever et normalt liv.

Gennem de seneste måneder er krisen blevet værre. Allerede inden eksplosionen begyndte folk i stigende grad at overveje mulighederne for at udvandre. Frustrerede Libanesere begyndte at dele deres overvejelser om at flytte i aviserne og på sociale medier, og blandt dem var endda nogle af frontfigurerne fra protesterne. Som eksempelvis den unge politiske analytiker, Nadim el Kak, der skrev følgende på sin twitterprofil i maj: “Jeg plejede at være den person, der altid fortalte folk, at de skulle bevare håbet på politisk forandring i Libanon og organisere sig, men jeg har mistet troen på Libanon for de kommende 5-10 år. Det er trist og svært at forlige mig med, at jeg sandsynligvis skal emigrere, i det mindste midlertidigt”

Unge er drivkraften
Noget af det værst tænkelige, der kan ske for Libanon lige nu, er, at flere progressive unge generationer får det som Nadim el Kak. Hvis store dele af de bedst uddannede unge mister modet og forsvinder, vil det ikke kun medføre et økonomisk tab. Det vil også være fremtidens politiske opposition, der svinder ind. Det er nemlig i den unge generation, at man kan øjne en ny politisk bevidsthed. De har ikke, som deres forældre, oplevet borgerkrigen på første hånd. Derfor nægter de i højere grad end ældre generationer at definere sig i kraft af den religiøse gruppe, de er født ind i. Mange af dem vil først og fremmest ses som libanesere. De efterspørger nye politiske partier, som vægter mere sekulære værdier, og som slår hårdt ned på korruption. Nogle af de mest radikale ønsker ligefrem at vælte hele det politiske og økonomiske system i Libanon, også selvom de ikke har en fuldkommen plan for, hvad det skal erstattes med og hvordan.

 

Hvis store dele af de bedst uddannede unge mister modet og forsvinder, vil det ikke kun medføre et økonomisk tab. Det vil også være fremtidens politiske opposition, der svinder ind
_______

 


Det er også blandt de unge libanesere, at man finder størstedelen af de aktivister, som står bag den oppositionsbevægelse, der over det sidste årti er taget til i styrke og størrelse. De står i spidsen for en lang række foreninger, politiske organisationer og uafhængige nyhedsplatforme, som alle arbejder for at udfordre det politiske status quo. De sidste ti år har de organiseret kampagner for et væld af forskellige mærkesager, som blandt andet tæller civilt ægteskab, homoseksuelles rettigheder og løsninger på Libanons omfattende miljøproblemer. De er dygtige til at organisere sig, og de er hjemmevante på sociale medier, som de bruger til at skabe opmærksomhed omkring behovet for forandring.

Hvis man vil forstå, hvor vigtig en rolle de unge ressourcestærke borgere spiller, kan man bare se på billederne fra dengang protesterne var på deres højeste. Her var Martyrpladsen i det indre Beirut fyldt med diskussioner og forelæsninger, og en stor del af dem, der tog ordet i debatterne, var unge. Ligesom det også var de unge, der koordinerede meget af aktiviteten i gaden. Hvis en vej eksempelvis skulle blokeres, ville en kædebesked blive cirkuleret rundt via tjenesten, WhatsApp, og på kort tid samle tilstrækkelig mange mennesker til at lukke trafikken.

De står, med deres egne ord, for at omdanne vreden og frustrationen i gaderne til politiske projekter, som kan udkonkurrere de gamle partier. Det sketei kølvandet på den sidste bølge af protester i 2015, hvor en ny bevægelse, kaldet Beirut Madinati, stillede op imod de traditionelle partier til Beiruts lokalvalg og fik næsten 40 pct. af stemmerne. En overvældende del af de frivillige, der stod bag kampagnen, kom fra Det Amerikanske Universitet i Beirut. Det er afgørende, at disse unge holder ved, hvis de seneste måneders protester skal leve videre.

Med vrede skal land bygges?
Skal man tro flere af de eksperter, der i disse dage kommenterer situationen i internationale medier, vil man sandsynligvis se en bølge af migration ud af Libanon. Spørgsmålet er, hvor stor bølgen vil blive. Der er naturligvis også en modfortælling, som kommer fra mange af de aktivister og oppositionsgrupper, der har organiseret sig under protesterne og er blevet i gaderne lige siden det hele startede den 17. oktober. De omtaler ikke hændelsen som en ulykke men kalder den i stedet en forbrydelse, hvis gerningsmænd skal findes gennem en international efterforskning.

Eksplosionen er for dem at se det ultimative bevis på, hvor groft regeringen forsømmer sine borgere. Ifølge dem, ligger der i eksplosionen også et potentiale til at få vreden mod eliterne til at blusse op igen med fornyet kraft. Har de ret i deres forudsigelse, kan det være, at eksplosionen i sidste ende kommer til at formå det, som ti måneders protester endnu ikke har formået at gøre: nemlig at vriste magten ud af hænderne på den politiske elite i landet. Indtil videre har vreden vist sig i gaderne. Lørdagen efter eksplosionen samledes tusinder på Martyrpladsen i Beirut til demonstrationer, der endte i voldsomme sammenstød med hundreder af sårede til følge. Regeringen er allerede bukket under for presset, og forude venter en langstrakt proces med at finde en ny premierminister. Men spørgsmålet er, om vreden bliver ved med at trække folk på gaden. Og om den er stærkere end den tvivl på fremtiden, der florerer blandt de mange unge libanesere, som har mulighederne for at søge andetsteds hen. ■

 

Eksplosionen er for dem at se det ultimative bevis på, hvor groft regeringen forsømmer sine borgere
_______

Apropos denne artikel:

Vestenskov & Streubel-Kristensen i RÆSON SØNDAG: Eufori og et væltet diktatur fører oftere til borgerkrig end politisk stabilitet

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning