12.08.2020

.

En skoleklasse består ikke længere af 25 drenge og piger med en fælles, dansk reference, men er en sammensat gruppe af børn med vidt forskellig identitet. Nogle taler ikke et ordentligt dansk. Nogle har lært, at danskere er racister og gør en dyd ud af at være muslim frem for kristen, mens andre bare er mere bevidst om det palæstinensiske folks rettigheder til en plet i Mellemøsten end danskernes ret til dette vores land. I mødet med disse selvbevidste fremmede, står den danske ungdom uforberedt.

—

Kommentar af Morten Messerschmidt, næstformand i Dansk Folkeparti, MF

Magter Jens Rohde samtalens kunst? På sin hjemmeside erklærer Det Radikale Venstre sig som ”barn af teologen Hal Kochs samtaledemokrati”. Det er en henvisning til bogen “Hvad er demokrati?”, hvor Koch i 1945 argumenterer for, at vi gennem samtale skal opnå gensidig forståelse. Det er jo en smuk tanke. Desværre synes især Rohde ikke at dele den. Foranlediget af min nylige annoncering af behovet for fornyet påmindelse om dansk kultur og dansk kristendom, kommer han i sit indlæg i RÆSONs Kommentarserie hele paletten rundt. Han mener, jeg ”skuer mod øst i retning af mine venner” i Ungarn og Polen. Tilsyneladende er han mere optaget af polemikken end af samtalen. Så meget for gamle Koch og partiprincipper.

For Jens Rohde taler mod bedre vidende. Selvfølgelig ved han godt, at jeg taler om ”dansk kristendom” – ikke polsk eller ungarsk. Og det er selvsagt utænkeligt, at Rohde som viborgenser skulle være uvidende om Hans Tausen (1494-1561, der prædikerede – og blev anklaget for kætteri – i Viborg, red.), som blev en ledende skikkelse i den danske reformation og dermed bidrog til at forme udgangspunktetet for dansk kristentro.

For Jens Rohde er det bare lige meget. Han styrer ikke efter den demokratiske samtale, men efter de kvikke bemærkninger og efter at gøre sig til i det kulturradikale segment, hvor muntre vittigheder er vigtigere end fordybelse. Rohde er faldet godt til hos de Radikale. Det er nemlig slet ikke Rohdes ærinde at prøve at forstå, hvad jeg har sagt. Nej, emancipationens sag handler bevidst om det modsatte. At vrænge på næsen, grine overlegent og nedgøre. Derfor bliver ”dansk kristendom” til Orban, og dansk kultur til grin. I radikalismen er mennesket nemlig ikke bundet – hverken til familie, folk eller fædreland. Her vælger man selv sin identitet. Og når en formastelig som jeg gør opmærksom på, at tilværelsen i dette fritvalgssamfund blive både tomt og ensomt, slår man den påtagede latter op: ”Har man hørt mage – en politiker, der taler om kristendom. Det er jo ligesom Orban!”

 

I radikalismen er mennesket nemlig ikke bundet – hverken til familie, folk eller fædreland. Her vælger man selv sin identitet. Og når en formastelig som jeg gør opmærksom på, at tilværelsen i dette fritvalgssamfund blive både tomt og ensomt, slår man den påtagede latter op
_______

 

Men dansk kristendom er ikke Orban. Eller Kaczynski. Dansk kristendom er hverken øst, vest, nord eller syd. Det er lige her. Dansk kristendom er Kierkegaard og Grundtvig, Jacob Knudsen og Kaj Munk, Ingemann og Chr Richard, Kingo og Brorson. Det er Kierkegaards ”Hiin enkelte”, Grundtvigs ”mageløse opdagelse” og vore mange sange, salmer, digte og romaner, som netop udspringer af de tanker og de livsvilkår, der blev os danskere til del.

Derfor bliver Rohdes imponerende tour de force ud i europæiske affiniteter ligeså latterlig som den er afslørende. Latterlig, fordi han taler imod bedre vidende. Afslørende, fordi den viser, at det er det eneste, han kan.

Danske unge vokser i dag op i en helt anden virkelighed end den, der blev min – og Rohdes generation – til del. Vi blev født ind i en verden, hvor danskerne endnu var et homogent folk, hvor alle (med det tyske mindretal som undtagelse) havde dansk som modersmål, hvor dansk folkekirke og dansk frisind gik hånd i hånd og hvor man endnu turde tale om Danmark som danskernes hjem. Den nye generation vokser op under vilkår, hvor det naturlige fællesskab er i opløsning. En skoleklasse består ikke længere af 25 drenge og piger med en fælles, dansk reference, men er en sammensat gruppe af børn med vidt forskellig identitet. Nogle taler ikke et ordentligt dansk. Nogle har lært, at danskere er racister og gør en dyd ud af at være muslim frem for kristen, mens andre bare er mere bevidst om det palæstinensiske folks rettigheder til en plet i Mellemøsten end danskernes ret til dette vores land.

I mødet med disse selvbevidste fremmede, står den danske ungdom uforberedt. Efter i årtier at have lært, at ”en fremmed er en ven, du ikke har mødt” og at ”der findes ikke noget, der hedder Danmark”, møder de uforberedte og tøvende deres nye, selvbevidste klassekammerater, som hjemmefra har lært, hvad deres kultur består af. Som stolt bærer det muslimske tørklæde for at ”vise ærbarhed”. Som årvågent følger læreren for, om der nu skulle falde ”et racistisk ord” eller endnu værre: om man skulle kunne føle sig krænket og diskrimineret.

 

Hvem tør bede en gennemsnitlig elev efter folkeskolens afgangseksamen nævne en salme af Grundtvig eller Ingemann? En roman af Pontoppidan? Et digt af Johannes V. Jensen? Eller et skuespil af Ibsen?
_______

 

At Det Radikale Venstre bærer hovedansvaret for denne af-identificering af den danske ungdom, synes overflødigt at nævne. Den polemisering, Rohde i sin kronik lader overgå mig, er jo netop videreførelse og vidnesbyrd om det livssyn, der i to generationer har været ført fra radikal side. Og de danske skolebørn anno 2020 er selve beviset. Som jeg forleden påpegede i Deadline på DR2: Hvem tør bede en gennemsnitlig elev efter folkeskolens afgangseksamen nævne en salme af Grundtvig eller Ingemann? En roman af Pontoppidan? Et digt af Johannes V. Jensen? Eller et skuespil af Ibsen? Hvem tør bede dem nævne landets 10 største byer? Reformationens betydning? Krigene mod svenskere og Preussere – eller såmænd samarbejdspolitikken, der nær havde kostet os al hæder og ære?

Til gengæld ved de alt om sult- og klimakatastrofer rundt omkring i verden. De ved, at jøderne har stjålet land fra palæstinenserne. De kan sikkert også regne og finde rundt på google, ligesom deres sociale kompetencer teoretisk er helt i top (når de ikke er på Facebook og Tiktok). Men hvem de selv er, hvor de har rod, og hvor de har hjemme, aner kun de, der har lært det hjemmefra. For i skolen tør man ikke sige den slags. Af frygt for at støde og krænke. Eller – gys – at være nationalist.

Denne virkelighed vil Jens Rohde og hans radikale venner ikke forholde sig til. Og når nogen påpeger rigets ringe åndelige forfatning, slås den samme forlorne latter op, som da vi andre i 90erne og senere advarede imod indvandringen og dens konsekvenser. Morten Korch! Nationalist! Racist! Orbanist!

At dette er den danske virkelighed, erkender jeg. Trods folkelig modvilje har den kulturradikale gardes dominans i medierne og undervisningsverdenen sat sig så massivt på dannelsen, at man end ikke i dag, hvor landet åndeligt vel er i en ringere forfatning end nogensinde før, skammer sig til andet end småperfide vittigheder og tåbelige insinuationer. Hal Koch ville ikke være stolt. Men det er jo en helt anden samtale. ■

 

Trods folkelig modvilje har den kulturradikale gardes dominans i medierne og undervisningsverdenen sat sig så massivt på dannelsen, at man end ikke i dag, hvor landet åndeligt vel er i en ringere forfatning end nogensinde før, skammer sig til andet end småperfide vittigheder og tåbelige insinuationer
_______

 

Morten Messerschmidt (f. 1980) er medlem af Folketinget og næstformand for DF. Fra 2009 til 2019 var han medlem af Europa-Parlamentet. Desuden er han forfatter til flere bøger. ILLUSTRATION: Officielt pressefoto af Morten Messerschmidt.