08.07.2020

.

Problemerne er ikke noget nyt for landets politikere i kommunerne og Folketinget. Det store spørgsmål er så, hvorfor ingen har gjort noget ved det. Hvorfor er der en stiltiende accept af, at det er i orden at lave så mange fejl, og fratage eller nægte mennesker den hjælp, de ifølge loven har ret til, uden et fagligt grundlag?

Kommentar af Monica Lylloff

INDEN JEG BLEV mor til børn med handicap, levede jeg i den naive forestilling, at jeg bidrog til vedligeholdelsen af et kæmpe sikkerhedsnet, der griber og hjælper mennesker, der har brug for hjælp, når jeg afleverede halvdelen af min løn til SKAT. Jeg var overbevist om, at vores velfærdssamfund var skudsikkert. Det gælder desværre ikke handicapområdet, som i årtier har været præget af vilkårlighed, manglende retssikkerhed, manglende finansiering, diskrimination og til tider nærmest diktatoriske tilstande.

Det er kommunerne, der træffer afgørelser på socialområdet, herunder om hvilken hjælp mennesker med handicap og deres pårørende kan få. Desværre er der skræmmende mange fejl i disse afgørelser. I 2019 omgjorde Ankestyrelsen 51 pct. af de påklagede afgørelser på børnehandicapområdet og 46 pct. på voksenhandicapområdet på landsplan (se: “Danmarkskortet” her).

 

I 2019 omgjorde Ankestyrelsen 51 pct. af de påklagede afgørelser på børnehandicapområdet og 46 pct. på voksenhandicapområdet på landsplan
_______

 

DETTE ER IKKE NOGET NYT for landets politikere i kommunerne og Folketinget. Social- og indenrigsministeren udtaler jævnligt, at det ikke må være en kamp at få hjælp, og at de mange fejl i kommunernes afgørelser er bekymrende. Det store spørgsmål er så, hvorfor ingen har gjort noget ved det. Hvorfor er der en stiltiende accept af, at det er i orden at lave så mange fejl, og fratage eller nægte mennesker den hjælp, de ifølge loven har ret til, uden et fagligt grundlag? Hvem styrer egentlig det spil?

Man skulle tro, at det er politikerne, der sætter retningen på socialområdet, men sådan er det desværre ikke. Der er en anden spiller, der får mere og mere magt: Den private interesse- og medlemsorganisation med navnet Kommunernes Landsforening (KL). En organisation, hvis rolle skulle være at forhandle kommunernes økonomi, men som nu både har indflydelse på lovgivning og er toneangivende i kommunerne og som står til at få indflydelse på Ankestyrelsens afgørelser.

Den 18. juni 2020 var social- og indenrigsministeren i samråd om en ny paragraf i serviceloven, som skal give kommunerne mulighed for at bevilge overvågning i eget hjem til svært handicappede mennesker, som kan dø uden denne overvågning. Paragraffen vil kun omfatte unge mellem 18 og 23 år. Unge fra 24 år og op vil derfor være nødt til at flytte på institution. Under samrådet kom det frem, at grænsen på de 23 år var et resultat af en forhandling med KL, men at grundlaget for denne forhandling ikke var tilgængeligt. KL var kommet frem til, at det ville blive for dyrt at udvide målgruppen. I Altinget kunne man den 25. juni 2020 læse, at KL reelt ikke kendte den eksakte udgift, men havde følgende opfattelse: “at flere personer uundgåeligt vil søge mod ordningen, når det bliver muligt at yde hjælp til overvågning i eget hjem”.

 

Man skulle tro, at det er politikerne, der sætter retningen på socialområdet, men sådan er det desværre ikke. Der er en anden spiller, der får mere og mere magt
_______

 

I december blev det kendt for offentligheden, at mange kommuner har haft ansat private konsulenter til at finde besparelser på handicapområdet. Visse af disse konsulenter har været aflønnet ud fra, hvor stor en besparelse de kunne finde, også kaldet “no-cure-no-pay”. En uetisk og usympatisk tilgang til mennesker. Den 25. juni 2020 kunne man på Social- og Indenrigsministeriets hjemmeside læse, at Ankestyrelsen havde udtalt, at betalingsmodellen “no-cure-no-pay” er ulovlig, hvis de private konsulenters arbejde for en kommune indebærer vurderinger af konkrete ydelser til borgere. Samme dag kunne man på KL’s hjemmeside læse denne overskrift: “Ankestyrelsen slår fast: Ikke ulovligt at bruge private konsulenter på social-området”.

I økonomiaftalen for 2021 mellem kommunerne og regeringen fremgår det, at KL nu får mulighed for at drøfte rækkevidden af Ankestyrelsens afgørelser. En Ankestyrelse, der ellers skulle være uafhængig og være mulighed for retssikkerhed på socialområdet. Den 25. juni 2020 kunne man i Altinget læse følgende overskrift: “KL: Vi er nødt til at drøfte rækkevidden af Ankestyrelsens principmeddelelser”. Ifølge Thomas Adelskov, formand for KL’s Socialudvalg og borgmester i Odsherred, er det et problem “når Ankestyrelsen træffer afgørelser, der i deres ordlyd er meget vidtgående i fortolkningen af loven – og yderst vidtgående i forhold til den eksisterende praksis”. Denne udtalelse er interessant set i lyset af den høje omgørelsesprocent. For hvad mener KL, når de siger, at Ankestyrelsens afgørelser er blevet for vidtgående? Jeg har en fornemmelse af, at der hentydes til, at det koster kommunerne for mange penge, når Ankestyrelsen giver så mange borgere medhold i deres klager.

 

Hvad mener KL, når de siger, at Ankestyrelsens afgørelser er blevet for vidtgående? Jeg har en fornemmelse af, at der hentydes til, at det koster kommunerne for mange penge, når Ankestyrelsen giver så mange borgere medhold i deres klager.
_______

 

Vi har politikere, der med til bordet har inviteret en organisation, som dermed kan have afgørende indflydelse, alt imens borgernes retssikkerhed udvandes – og ligeledes en organisation, der ikke kan stilles til ansvar som en offentlig myndighed vil kunne, da en privat organisation ikke er underlagt de samme regler, som en forvaltningsmyndighed er, men som udstikker retningen ude i kommunerne.

Jeg mangler nogle borgmestre, der vil stå frem og erkende, at måden, handicapområdet forvaltes på, er en skandale. Borgmestre, der tør stå op imod den manipulation af de kommunalt ansatte, som finder sted, og som ender ud i den forråelse, der efterhånden gennemsyrer forvaltningen. Når en socialchef i ramme alvor vil legitimere låste døre over for mennesker med handicap eller når socialchefernes formand indikerer, at nogle borgere får for meget hjælp på bekostning af andre: ”Folketingets politikere må gå ind i dialogen om, at vi ikke kan give alt til alle”. Men der er pinlig tavshed. Selv når det kommer frem, at et udviklingshæmmet barn bliver forbrændt i bad på en institution er der stille (link og link).

Det store spørgsmål er, om vi i Danmark fortsat skal leve i en illusorisk rus over, hvor fantastisk et velfærdssamfund vi har? Hvor illusionen holdes ved lige af demokratisk valgte borgmestre og folketingspolitikere, der sørger for at være hinandens polstrede puder? Og hvor en privat interesse- og medlemsorganisation som KL nu har fået politisk magt til at styrke illusionen. ■

 

Jeg mangler nogle borgmestre, der vil stå frem og erkende, at måden, handicapområdet forvaltes på, er en skandale.
_______

 


Skriv i Kommentarserien: Send dit artikelforslag til redaktionen på: redaktionen@raeson.dk

Monica Lylloff (f. 1978) er anklager hos Rigsadvokaten, forfatter til bogen SEJE MOR og medstifter af #enmillionstemmer [illustration: pressefoto]