29.06.2020

Efter coronakrisen må EU – og Danmark, hvis kongeriget da ellers stadig gider være med – beslutte sig: Vil man arbejde for en bipolær kinesisk-amerikansk verdensorden, der undergraver det internationale institutionelle samarbejde, der har været til Danmark og Europas store fordel, siden det blev opbygget efter Anden Verdenskrig, og som er betingelsen uden anden for, at Danmark kunne fremstå som stærk stat i begyndelsen af marts? Eller vil EU forsøge en vej mellem Kina og USA, der indebærer at arbejde for at redde det internationale samarbejde og dermed sikre, at Danmark fortsætter med at være en stærk stat?

Denne artikel indgår i RÆSONs trykte sommernummer, som forrige weekend ramte postkasser og butikker landet over. Det trykte nummer har titlen: “Efter Coronakrisen: En Dybere Kløft i Europa”

Af Lars Erslev Andersen

Nogle mener, at verden efter coronapandemien vil ligne sig selv. Andre håber på en grønnere og dermed en bedre verden (gid, de får ret). Selv ser jeg nogle tendenser, der peger i retning af en ganske forandret verden – anderledes, men ikke nødvendigvis bedre.

Under pandemien har et tilbageværende tema været ’den svækkede globalisering’ over for ’nationalstaternes genkomst’ – den debat kunne måske løftes en smule ved at nuancere den og trække den lidt ud af en politisk positionering mellem at være ’for og imod globalisering’ og ’for og imod nationalstat’. Mange dele af verden kan forandre sig (Afrika, Asien, Sydamerika) – Mellemøsten, som er fokus her, er kun et eksempel på det, der i gang.

Vi er, kort sagt, på vej mod en ny, bipolær verdensorden omkring USA og Kina. For EU er spørgsmålet, om man i den orden helt vil følge USA – og dermed reelt risikere at deltage i nedbrydningen af det internationale system, der blev opbygget efter 1945 – eller søge en tredje vej.

Mellemøsten: en lang liste af uløste problemer
I Mellemøsten har pandemien forstærket nogle udviklinger og dynamikker, der allerede var i gang. Regionen forandres under pandemiens hærgen, mens det meste af verden er optaget af dels at bekæmpe virus, dels at redde økonomien. Samtidig med at corona blev anerkendt som en pandemi, offentliggjorde Donald Trump sin længe ventede plan for fred i Israel-Palæstina-konflikten. Selvom der eufemisk tales om en tostatsløsning, bliver man hurtigt klar over ved læsning af planen, at der kun er tale om én stat, nemlig Israel. Israel vil have fuld kontrol og suverænitet over hele Jerusalem, mens planen tildeler palæstinenserne et lille landområde med nogle landsbyer – langt uden for byen – som hjemsted for en palæstinensisk hovedstad, som de da gerne må kalde Jerusalem. Territoriet, som palæstinenserne kan råde over, skal ifølge planen være dobbelt så stort som den klassiske ide om en Gaza-Vestbred-stat, men udvidelsen er placeret i den israelske Negev-ørken, grænser og sikkerhed varetages alene af israelerne, og området er fuldstændig gennemhullet af israelsk suverænitet.

 

Når Danmark og EU efter pandemien igen begynder at koncentrere sig om andre regioner i verden, vil det således indebære at skulle tage stilling til en politik, hvor udsigten til en palæstinensisk stat endegyldigt er fjernet
_______

 

Dermed er ideen om en palæstinensisk stat, som den har været tænkt i tostatsløsningen siden 2004, herunder i den danske udenrigsminister Per Stig Møllers ’vej mod fred’, aflivet af Trump-regeringen i fælles forståelse med Israel. For at understrege denne pointe erklæres der i planen eksplicit, at FN’s resolutioner om konflikten betragtes som irrelevante.

Konklusionen er, at ideen om en selvstændig og suveræn palæstinensisk stat inden for det territorium, der blev besat af Israel i juni 1967, med Østjerusalem som hovedstad endegyldigt er lagt i graven. Hertil vil nogle måske indvende, at Biden, hvis han vinder, vil gå tilbage til tostatsløsningen, men det er næppe sandsynligt: Således har Biden allerede annonceret, at Israels planlagte annektering af Vestbredden nok er problematisk, ikke fordi den skader palæstinensernes muligheder, men fordi den sætter Israel i et dårligt lys internationalt, og at annekteringen ikke vil få nogen negative konsekvenser for Israel overhovedet, dersom han bliver præsident. Med andre ord har Biden som Trump de facto givet grønt lys for Israels annektering af Vestbredden.

Visse forskere og kommentatorer, som i årevis har påpeget, at tostatsløsningen er helt urealistisk, argumenterer for, at annekteringen af Vestbredden må føre til visionen om ’to nationer i én stat’, altså at Israel bliver en liberal retsstat med lige rettigheder og pligter også til de palæstinensiske borgere. Men hvor rigtig denne vision end måtte være i palæstinensisk perspektiv, er den endnu mere urealistisk end tostatsløsningen: Den ville være enden på Israel som en jødisk stat, og det er faktisk sværere at forestille sig ske end realiseringen af den nu aflivede tostatsløsning.

Når Danmark og EU efter pandemien igen begynder at koncentrere sig om andre regioner i verden, vil det således indebære at skulle tage stilling til en politik, hvor udsigten til en palæstinensisk stat endegyldigt er fjernet. Det indebærer også at skulle tage stilling til, hvad verden skal stille op med de godt fem millioner mennesker, der i dag af FN er registreret som palæstinensiske flygtninge. Hvad skal der i grunden blive af dem? Det skal Danmark og resten af verden tage stilling til, når pandemien er overstået.

Efter pandemien vil man også opdage, at krigene i Syrien, Libyen, Yemen og Sahel langtfra er ovre. At Libanon de facto er faldet fra hinanden og på randen af en intern konflikt, hvis omfang ingen i dag kan forudsige, men som uundgåeligt vil forværre situationen i den lille stat.

I Irak er situationen ikke meget bedre. Ganske vist er det lykkedes at få valgt en ny premierminister efter seks måneders intern konflikt, men parametrene på alle fronter peger i den forkerte retning: Økonomien hænger i laser og forværres af krisen på oliemarkedet, og politisk er uenigheden stor om forholdet til både Iran og til USA. Der er ingen konstruktive udviklinger i forholdene mellem sunni- og shiamuslimer og kurderne. Islamisk Stat har benyttet den interne konflikt og den stadig mere intensive stedfortræderkrig i landet mellem Iran og USA til at organisere en ny kampagne af vold og terrorisme.

Det er den situation, danske soldater vil møde, når Danmark overtager ledelsen af NATO’s mission i Irak med udgangen af 2020. Man kan faktisk tvivle på, at de 500 danske soldater overhovedet når at komme på plads i Irak, inden helvede igen bryder løs i landet. USA og Trump vil ud. Ganske vist buldrer Trump løs med eksorbitante krav om erstatninger, når Irak taler om at bede USA trække sig ud, men det skal nu ikke sløre, at Trump ret beset helst ser en plan om at få sine tropper ud inden præsidentvalget i efteråret og har det fint med, at NATO tager sig af at træne stumperne af en irakisk hær til at holde Islamisk Stat stangen – og måske i sit stille sind (hvis han har et sådant) tænker: velbekomme!

Vil Kina erstatte USA i Golfen?
Irans økonomi er i hårdt presset. Ayatollaherne er tvunget til at gentænke Irans tilstedeværelse i det arabiske Mellemøsten, ikke mindst i Libanon, Syrien og Irak. Det vil indebære omgrupperinger og tilbagetrækning, som vi allerede har set det i Syrien, men det vil ikke indebære et ophør af tæt samarbejde med de antiamerikanske grupperinger i landene, formentlig tværtimod.

Lige nu ser det ud til, at der er en deeskalering i gang mellem USA og Iran i Den Persiske Golf. Det er baggrunden for, at amerikanerne trækker deres Patriot-batterier ud af Saudi-Arabien. Men som påpeget af Kirsten Fontenrose fra The Atlantic trækker USA batterierne ud, fordi de er mere nødvendige i Østasien til at afskrække Nordkoreas Kim Jong-un. Efter at nordkoreanerne har brugt det seneste år til at opgradere deres missilkapacitet, kan de faktisk ramme USA, hvilket Iran ikke er i stand til. Nordkorea er derfor en større trussel mod USA end Iran, der primært truer de arabiske Golfstater med Saudi-Arabien i spidsen. Dertil kommer, at Trump vel er mere tryg ved at have Patriot-batterier i Østasien, hvor Kina ligger, end i Vestasien, hvor Iran kun kan true amerikanerne, hvis de er så dumme at invadere den islamiske republik – og det er de næppe, heller ikke Trump: Faktisk har Trump adskillige gange klart vist, at han ikke ønsker krig med Iran, ved at undlade militær gengældelse, da Iran nedskød en amerikansk drone i juni sidste år, og heller ikke svarede igen på det omfattende droneangreb mod saudiarabiske olieinstallationer i september 2019, på trods af at han erklærede at have beviser for, at Iran stod bag.

Fontenrose mener tillige, at Iran formentlig vil holde sig fra sine angreb i Den Persiske Golf, som verden så en serie af i 2019, fordi landet lige nu er midt i en strid om ophævelse af FN’s våbenembargo: I oktober udløber våbenembargoen som følge af atomaftalen fra 2015, der fastslog, at overholdt Iran sine forpligtelser, ville embargoen ophøre. Med henvisning til aftalen argumenterer USA tværtimod for, at Iran skal underlægges fulde sanktioner, mens Iran svarer, at USA – efter at Trump forlod 2015-aftalen – ikke kan gøre det krav gældende. Den tolkning får Iran opbakning til fra i hvert fald Kina og Rusland. Men det er samtidig klart, at begynder ayatollaherne deres angreb igen, vil de europæiske lande i Sikkerhedsrådet utvivlsomt følge USA, mens iranerne med tilbageholdenhed kan håbe på opbakning.

 

Efter pandemien vil man også opdage, at krigene i Syrien, Libyen, Yemen og Sahel langtfra er ovre. At Libanon de facto er faldet fra hinanden og på randen af en intern konflikt, hvis omfang ingen i dag kan forudsige, men som uundgåeligt vil forværre situationen i den lille stat
_______

 

Gang på gang har iranerne vist sig drevne i det internationale diplomatiske spil, og sidste år forstod de også at udnytte angrebene i Den Persiske Golf til egen fordel. Selvom Iran har afvist at stå bag angreb på skibe og olietankere i 2019, og Houthi-militsen tog ansvaret for angrebet på Saudi-Arabiens olieanlæg i september, er kun få i tvivl om, at Iran er involveret. Golfstaterne opdagede deres store sårbarhed over for iranske angreb, skruede ned for krigsretorikken, og flere af dem ville nu forhandle med Iran. Heller ikke Trump reagerede ved at straffe Iran, men ud over buldrende retorik gjorde han reelt ingenting. Men det er samtidig klart, at presset mod Iran er voldsomt både som følge af sanktioner og USA’s ’maksimalt pres’-politik og et coronaudbrud, som gør ondt værre, og som de har svært ved at få nedkæmpet.

Indtil videre har præsident Trumps massive pres svækket den iranske økonomi, men ikke fået Iran til at give efter for amerikanske krav, genforhandle atomaftalen på Trumps betingelser eller stoppe deres samarbejde med alle hånde antiamerikanske militser rundtomkring i Mellemøsten. De udgør også fortsat en seriøs trussel mod de arabiske Golfstater og olieudskibningen i Den Persiske Golf. Golf-araberne frygter, at jo mere presset Iran bliver, desto mere vil landet true dem. Hvorimod amerikanerne i stadig højere grad synes at mene, at Golf-araberne kan passe på sig selv – og at sikkerheden for de store olietankere måske allerbedst varetages af dem, der er afhængige af olien fra Golfen, hvilket vil sige lande som Kina og Japan.

Der er således stadig flere overbevisende indikationer på, at USA er langt med en dramatisk omvurdering af sin sikkerhedspolitik i Den Persiske Golf, hvilket efterlader de arabiske Golfstater temmelig sårbare tilbage.

I det hele taget tegner fremtiden mindre lys for de arabiske Golfstater, end de har været vant til. De er udfordret på alt fra deres kontrol med store olie- og gasressourcer til deres kolossale forbrug og massive investeringsiver (samt evnen til at kunne finansiere begge dele) samt den strategiske placering, hvor de var nødvendige, fordi USA afholdt Rusland fra adgangen til verdenshavene gennem varmtvandshavnene i Golfen. Det var det, der gjorde Den Persiske Golf til et af de vigtigste og mest konfliktramte sikkerhedspolitiske områder i det 20. århundrede, især siden Anden Verdenskrig.

USA har aldrig været særlig afhængig af olieforsyning fra Golfen, men prioriterede den fri udskibning af olie til en for Vesten acceptabel pris – til især Europa – særdeles højt for at sikre bolværket på den vestlige side af jerntæppet. Og derfor var Golfen ’af vital betydning for USA’s sikkerhedspolitiske interesser’, som det hed i den såkaldte Carter-doktrin fremsat af præsident Jimmy Carter i hans Speech of the Union i 1980. Det var, lige efter at Sovjetunionen havde invaderet Afghanistan og derfor stod med tropper placeret kun 400 km fra Golfen.

Denne privilegerede position som globalt brændpunkt er Golfen ved at miste i disse år. Når boet skal gøres op efter coronapandemien, kan regionens betydning meget let være reduceret fra global til akkurat regional, hvorefter Golf-araberne kan sejle deres egen sø.

Det vil komme oven i en økonomisk afmatning i regionen, der faktisk startede i 2014, men som nu er slået igennem med fuld hammer som følge af krisen på oliemarkedet, der er forstærket af pandemien. Og krisen er voldsom! I USA forventes 30 pct. nedgang i olieproduktionen og flere hundredtusinder arbejdsløse. Fra at have været verdens største olieeksportør i 2019 kan USA forvente at skulle importere en pæn del olie igen her i 2020. I USA spørger mange politikere sig selv: ”Hvorfor skal vi hælde milliarder af dollars i Golfen for at sikre Saudi-Arabiens olieindustri, når selvsamme land med sin prispolitik gør alt, hvad det kan, for at smadre den amerikanske industri?”.

Så vindene blæser anderledes i dag end under Carter, Reagan, Bush, Clinton, Bush og til dels Obama. Netop Obama havde vist begyndende træthed med Golf-araberne, som han helst så passe sig selv, men alligevel måtte han ile til hjælp, da Islamisk Stat i 2014 truede med at vælte hele det arabiske korthus i Golfen. Nu synes Trump i færd med at tage det skridt, Obama ikke fik taget: et dramatisk ophør af Carter-doktrinen, som har været den solide grundpille i USA’s mellemøstpolitik siden 1980.

End ikke her hører Golf-arabernes trængsler op. Oliekrisen har allerede haft dramatisk indflydelse på både Saudi-Arabiens økonomi og samarbejdet mellem Golfstaterne. Saudierne selv skal skære mere end 30 pct. i det offentlige forbrug, investeringer i de projekter, der skal gøre landet mindre afhængigt af olieeksport (som fx de nye futuristiske megabyer), strækkes over længere tid eller udskydes, forbrugsafgiften stiger fra 5 til 15 pct., samtidig med at landet gerne vil ud af den dyre krig i Yemen, hvilket ikke sker uden videre. Saudi-Arabien er henvist til at bruge af sine reserver og optage lån, hvor låneloftet netop er hævet til 50 pct. af BNP. Det ser faktisk ganske truende ud.

Alligevel spår nogle eksperter i global olieøkonomi, at Saudi-Arabien kan komme styrket ud af krisen. Når pandemien er ovre, hævder de, vil Saudi-Arabien stå som det land, der har kapacitet til at levere til et eksponentielt stigende globalt behov, hvor mange andre producenter har måttet dreje nøglen om, har forsømt nødvendige investeringer i renovering etc. og derfor ikke er klar til at levere, når efterspørgslen igen stiger. Analysen hviler dog på to præmisser; nemlig at den nuværende krise er ovre inden et år, samt at behovet for olie herefter vil eksplodere. Mange andre analytikere er skeptiske og ser i stedet en region, som går en stadig større økonomisk afmatning i møde.

 

Nu synes Trump i færd med at tage det skridt, Obama ikke fik taget: et dramatisk ophør af Carter-doktrinen, som har været den solide grundpille i USA’s mellemøstpolitik siden 1980
_______

 

Det gælder også Kina, der kan konstatere, at de gyldne tider i Den Persiske Golf er forbi. De sluttede i 2014, hvor både Kinas og Golfstaternes økonomiske vækst fladede ud. Kina er stadig storimportør af energi fra Golfen, der samlet set løb op i omkring 40 pct. af Kinas olieimport i 2019, men satser voldsomt på at hente energi andre steder fra. Dertil kommer, at staterne i Mellemøsten kan få gældsproblemer, hvilket gør det svært for dem at indfri investeringsplanerne i Kinas Belt and Road Initiative (BRI, den nye silkevej’). Økonomisk synes det derfor ikke at være en god forretning for Kina at satse voldsomt på Den Persiske Golf – slet ikke, hvis USA faktisk trækker sig og ikke længere vil være politibetjent i regionen (en rolle, amerikanerne overtog, da Storbritannien trak sig ud i 1971) – skønt det i høj grad kan diskuteres, om sikkerheden har været til gavn for andet end beskyttelse af olieressourcerne. Men lige præcis den beskyttelse har Kina sammen med andre lukreret på. Vil Kina tage over efter USA og øge sin globale indflydelse ved at sætte sig på Den Persiske Golf? Og hvordan vil det spille i forhold til landets rivalisering med USA?

Fra multilateralt ideal til ny, bipolær verdensorden
Mange har forudset en ny kold krig mellem USA og Kina. Senest har det kinesiske udenrigsministerium advaret om, at det kan blive resultatet af Trump-regeringens konstante kritik af Kina, som præsidenten jo beskylder for at være hovedårsag til USA’s problemer med coronaudbrud og den kriseramte økonomi. Men USA i dag er noget ganske andet, end USA var under Den Kolde Krig, ligesom Kina er en meget anderledes størrelse, end Sovjetunionen var. Der er så mange forskelle, at jeg vil foretrække at tale om en ny, bipolær global orden, der synes at være under opsejling med de to magtcentre i Washington og Beijing. En meget væsentlig forskel er, at USA under Den Kolde Krig påtog sig et globalt lederskab (på godt og ondt), mens USA i dag har fralagt sig denne rolle.

Forskere med fokus på kinesisk-amerikanske relationer diskuterer i stigende grad decoupling – altså om der er ved at ske en decideret adskillelse af de to staters relationer, ift. til både økonomi, samarbejde og politisk dialog. Mange svarer, at decoupling på vigtige områder allerede er en realitet. De peger på, at Kina ikke længere er attraktivt som et sted at outsource amerikansk produktion, fordi arbejdskraften er blevet for dyr, samt at Kinas projekt ’Made in China 2025’ reelt afkobler samarbejde mellem USA på områder som kunstig intelligens, robotteknologi og andre avancerede områder.

Dertil kommer, at handelskrigen fortsætter – og at den indgåede aftale fra januar i år kun er en papirtiger, der er helt urealistisk at gennemføre og derfor allerede har lidt skibbrud. Her forpligtede Kina sig til at nedbringe det amerikanske handelsunderskud ved at mangedoble import af amerikanske varer, herunder olie. Analytikere siger, at målene var alt for urealistisk høje, og de nu på grund af coronakrisen er blevet endnu mere urealistiske. Kritikken går også på, at handelsproblemerne mellem Kina og USA ikke løses ved, at Kina køber flere produkter, men ved at håndtere mere grundlæggende og strukturelle problemer som kinesisk omgåelse af handelsregler og negligering af ejendomsrettigheder, herunder industrispionage og lignende. Men forhandlinger om alt dette er reelt gået i stå; der er ingen igangværende dialog mellem de to lande. Teleteknologien er godt i gang med at blive adskilt efter Trumps præsidentielle dekret for et år siden, hvor præsidenten forbød amerikanske virksomheder at levere IT-komponenter til fjendtlige lande (læs Kina), hvilket var et hårdt slag for den populære Huawei-smartphone, der ikke længere kunne få teknologi fra Google. Dertil kommer USA’s intensive kampagne mod, at Huawei leverer 5G-netværk til fx arabiske og europæiske lande.

Med andre ord: Kina og USA trækker i hver sin retning, og det er svært at se, hvad der skulle ændre den proces.

Det hele forstærkes af coronapandemien: USA kom alt for sent i gang med at bekæmpe den, fordi Trump-regeringen ikke ville tage de nødvendige tiltag i tide – hvilket kunne være gjort, også selvom Kina de første tre uger hemmeligholdt værdifuld viden om coronaudbruddet. Det er allerede veldokumenteret, og i medier som CBS og The New York Times har man bragt artikler om, at en tidligere og mere målrettet indgriben fra Trump kunne have sparet en stor del af det antal døde, der indtil videre tæller 100.000. Dertil kommer, at arbejdsløsheden og den økonomiske krise ikke har været større siden det store krak, og at det er vanskeligt at se, hvordan situationen radikalt kan ændres. Det er naturligvis katastrofalt for Trump, fordi han havde satset alt på at kunne genvælges med henvisning til den høje vækst og den lave arbejdsløshed. Det kommer ikke til at ske. Hans overordnede strategi er nu at gøre Kina ansvarlig for al elendigheden og satse på, at vælgerne køber den forklaring.

 

Kina og USA trækker i hver sin retning, og det er svært at se, hvad der skulle ændre den proces
_______

 

Derfor har vi set en regulær propagandakrig udvikle sig – på begge sider. I Kina trives konspirationsteorier om, at corona i virkeligheden kom til Wuhan med amerikanske soldater i forbindelse med en idrætsbegivenhed.

De gensidige beskyldninger har forstærket adskillelsen og har ført til en uskøn magtkamp i internationale institutioner som eksempelvis WHO, hvor Trump trækker amerikanske bidrag tilbage, mens Kina øger sine og dermed også øger sin indflydelse. Og Trumps strategi med at trække støtten til internationale institutioner og aftaler er ikke ny. Det så vi også med Paris-aftalen, FN-organet UNWRA, som yder bistand til palæstinenserne, og atomaftalen med Iran.

På alle disse områder er EU faktisk tættere på Kinas position end på den amerikanske, men ikke desto mindre har EU-landene de seneste år fulgt USA og optrappet kritikken af Kina. EU forsøger at lave aftaler med Kina, som skal sikre en langt bedre regulering af handel og investeringer samt lovgivning, der skal beskytte EU’s kritiske infrastruktur, men en aftale, der skal sikre EU langt større adgang til det kinesiske marked, bliver næppe forhandlet på plads i år.

Ved siden af bekymringen om økonomi og kritisk infrastruktur kommer en voksende bekymring for konsekvenserne af det kinesiske Belt and Road-Initiative (’den nye silkevej’) samt menneskerettighedspolitikken i forhold til uighurerne i Xinjiang, situationen i Hongkong og forholdet til Taiwan og Tibet. Alle disse problemer styrker Trumps kritik af Kina – sammen med spørgsmålet om, hvad der egentlig skete i de første uger af coronaudbruddet i Wuhan.

Alt i alt tegner der sig to fronter i den nye globale orden; en kinesisk og en amerikansk. Spørgsmålet er naturligvis, hvor dybt konflikten vil stikke: Vil magtkampen mellem Kina og USA – som den har udspillet sig i WHO – fortsætte til andre internationale institutioner som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond? Vil vi se en decideret afvikling af det globale samarbejde, som det er blevet opbygget siden afslutningen af Anden Verdenskrig? Vil vi komme til at se en dollarverden over for en verden baseret på den kinesiske valuta, RMB, og hvad vil det betyde for forsyningskæder? Skal vi til at købe vores varer andre steder end i Kina? I givet fald taler vi om dramatiske omlægninger af international økonomi med store konsekvenser for EU, herunder det eksportafhængige Danmark, der også skal søge til andre markeder for indkøb af en lang række varer. Kina kontrollerer et stort antal af verdens vigtigste havne, og spørgsmålet er, om den femte største handelsflåde i verden, den danske, skal til at sejle uden om dem?

Det er let at stille sig bag Trump og sige, at tiden er inde til at stille Kina stolen for døren. Men er vi villige til at tage konsekvenserne af en ny, bipolær orden, der – i modsætning til tiden under Den Kolde Krig – ikke har et USA med en vision om en international indretning baseret på internationale institutioner, men defineret af en vision om et stærkt Amerika, der sætter sin egen dagsorden først? Som stat reagerede Danmark stærkt i forhold til bekæmpelse af corona, men vi skal vel ikke glemme, hvad der har gjort landet stærkt: international handel og samarbejde, aktiv deltagelse i internationale institutioner, organisationer og alliancer, herunder EU.

Meget mere vigtigt end et valg mellem nationalstat eller globalisering bliver spørgsmålet om, hvordan Danmark og EU vil navigere i den nye, bipolære orden, der tegner sig efter corona.

Hvad vil EU vælge?
Ser vi på USA’s linje i Mellemøsten det seneste år, er tendensen særdeles klar: fuld støtte til Israel og en israelsk opskrift på fred, der efterlader palæstinenserne som statsløse bistandsklienter. Kurderne, der hjalp USA i krigen mod Islamisk Stat, fik den amerikanske kniv i ryggen, da jobbet var gjort, og kan stille sig i kø sammen med palæstinenserne uden for det internationale bistandskontor, der åbner kassen, for så vidt de ikke brokker sig over noget som helst og i øvrigt bliver i ’nærområdet’.

USA og Kina trækker sig fra regionen, Rusland har hverken ressourcer eller vilje til at agere politibetjent (selvom Putin gerne ville). Flygtningesituationen i området anfægter ikke de tre direkte, så den må regionen selv tage sig af – med støtte fra EU, der således ’hjælper i nærområdet’ og bygger et bolværk for at forhindre flygtningene i at komme ud.

 

[Hannah Arendts] konstatering er lige så rigtig i dag, som den var under Anden Verdenskrig. Det vil vi blive mindet om efter corona, men sikkert hurtigt fortrænge igen, når vi opgiver at gøre noget ved de mellemøstlige konflikter, som USA har overladt til os, og som Kina ikke vil røre ved
_______

 

EU bygger mure, hegn, interneringslejre, flåder og sender milliarder til tvivlsomme diktatorer for at holde de flygtede i lejrene. Som den jødiske og tyske flygtning filosoffen Hannah Arendt skrev i 1943 om de mennesker, der i nationalismens storhedstid blev kostet rundt i Europa: ”Tilsyneladende er der ingen, der ønsker at vide, at vor tids historie har skabt en ny slags mennesker – den slags, der anbringes i koncentrationslejre af deres fjender og i interneringslejre af deres venner”. Hendes konstatering er lige så rigtig i dag, som den var under Anden Verdenskrig. Det vil vi blive mindet om efter corona, men sikkert hurtigt fortrænge igen, når vi opgiver at gøre noget ved de mellemøstlige konflikter, som USA har overladt til os, og som Kina ikke vil røre ved.

I Den Persiske Golf er udsigterne måske mindre dystre, trods alt. Forudsigelsen er, at Kina følger USA ud – fordi kineserne vurderer, at de økonomiske indsatser ved at agere sikkerhedsparaply er alt for store i forhold til indtjeningen – og olie skal nok komme i hus andre steder fra. For Kina er Mellemøsten for langt væk til, at man vil sprøjte hård magt i regionen, mens fx Det Sydkinesiske Hav er en helt anden sag: Det er Kinas nærområde.

Vil Rusland fylde det sikkerhedspolitiske tomrum ud? Det tvivler jeg på, at den stolte landmagt har ressourcerne til. Dermed vil Den Persiske Golf blive overladt til sig selv, og det er måske det bedste, der overhovedet kan ske. Regionen vil implodere! Aktørerne ved alle sammen, at de ikke kan vinde noget ved at gå i krig med hinanden, men gør det måske alligevel.

Når røgen så har lagt sig, begynder de at forhandle, og måske finder de omsider deres egen ordning. Hvis EU ikke gider handle med dem til den tid, står Kina nok på spring for økonomisk samarbejde uden ideologiske og sikkerhedspolitiske forpligtelser. En region, der har fundet sin egen stabile balance, er attraktiv for Kina. Det betyder, at Kina, måske sammen med ærkerivalen Indien, vil komme tilbage til Den Persiske Golf og starte et nyt eventyr uden Vestens indblanding.

Trods Kinas klare fejl og misgerninger i håndteringen af corona, i den stærkt kritisable og helt uacceptable politik over for uighurerne i Xinjiang og ligeledes i politikken i forhold til Hongkong, Taiwan og Tibet samt ikke mindst i den voldsomme knægtelse af den hjemlige opposition, der alt sammen skal kritiseres lige op i den kinesiske leder Xi Jinpings åbne ansigt, er hans ide om et nyt silkevejsprojekt måske ikke så dumt, farligt og truende, som det dagligt fremstilles. Samtidig bliver USA’s misgerninger og fejlslagne mellemøstpolitik behændigt glemt og fortiet i kritikken. Men det er faktisk USA, der har startet Irak-krigen uden et FN-mandat, der har lavet tætte alliancer med mellemøstlige diktatorer, og senest har USA stik imod FN og EU’s politik dikteret en ny politik i Palæstina-konflikten. Selvfølgelig skal Europa ikke af den grund vende USA ryggen og kaste sig i armene på det autoritære Kina, men Europa kunne måske balancere lidt mere mellem de to poler og finde sin egen vej i den nye postcorona-verdensorden?

Efter coronakrisen må EU – og Danmark, hvis kongeriget da ellers stadig gider være med – beslutte sig: Vil man arbejde for en bipolær kinesisk-amerikansk verdensorden, der undergraver det internationale institutionelle samarbejde, der har været til Danmark og Europas store fordel, siden det blev opbygget efter Anden Verdenskrig, og som er betingelsen uden anden for, at Danmark kunne fremstå som stærk stat i begyndelsen af marts? Eller vil EU forsøge en vej mellem Kina og USA, der indebærer at arbejde for at redde det internationale samarbejde og dermed sikre, at Danmark fortsætter med at være en stærk stat? ■

 

Selvfølgelig skal Europa ikke af den grund vende USA ryggen og kaste sig i armene på det autoritære Kina, men Europa kunne måske balancere lidt mere mellem de to poler og finde sin egen vej i den nye postcorona-verdensorden
_______

Apropos denne artikel:

Anne Kirstine Rønn i RÆSON SØNDAG: Assad er væk, Iran er optaget og Israel er i offensiven. Men Hizbollah har fortsat indflydelse i Libanon

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?

Michael Hirsh: Det, vi ser, er et gennemgribende geopolitisk skift, som kan ændre verden, som vi kender den

Brasso og Foss i RÆSONs nye trykte nummer: Siden 2019 er EU’s fælles gæld mere end tidoblet – og nu mangler der igen penge

William Kotschenreuther Andersen: Bag Trumps grønlandsambition gemmer sig mere end personlig forfængelighed

Bertel Heurlin: Trump vil maksimere USA’s magt – og lykkes faktisk med det. Mange ser det ikke – men det gør Xi