Niels Jespersen: Taliban er langsomt, men sikkert ved at vinde krigen. Og det har amerikanerne erkendt

20.06.2020

“De fleste af os vidste udmærket, hvad det var, vi skulle ned til, og personligt ville jeg gøre det hele igen. Jeg var soldat for Danmark. Jeg er også ligeglad med, hvem der sagde hvad i Folketinget. Det afgørende for mig er, at næste gang danske soldater skal sendes ud i verden, så skal de være bedre forberedte og havde bedre lederskab, end jeg havde.”

Denne artikel indgår i RÆSONs trykte sommernummer, som netop har ramt postkasser og butikker landet over. Det trykte nummer har titlen: “Efter Coronakrisen: En Dybere Kløft i Europa”

Af Niels Jespersen

Aftalen mellem Taliban og USA udstiller, hvordan vores allierede systematisk har løjet om situationen i Afghanistan, mens de danske myndigheder har dækket over løgnene. Måske fordi indsatsen i Afghanistan aldrig handlede om at vinde – i moderne krig udplyndrer man ikke fjenden, men sine egne borgere. Det afgørende var aldrig, hvordan vores indsats formede lokalområdet, men hvordan den blev opfattet hjemme i Danmark.

Danmark: En historie om manglende interesse
Da USA og Taliban i februar indgik en aftale om amerikansk tilbagetrækning, vakte det et spinkelt håb om fred i et Afghanistan, der siden slutningen af 1970’erne i mere eller mindre grad har befundet sig i et kontinuerligt kaos. Der er dog ikke noget, der foreløbigt tyder på, at kamphandlingerne hører op, og forudsigeligt nok er forhandlingerne lammet på grund af intern splid mellem afghanerne. Først gik en aftale om udveksling af fanger i hårdknude, og siden har præsident Ashraf Ghani beordret det afghanske militær til at genoptage krigen mod Taliban efter det rædselsvækkende angreb på en fødeafdeling i Kabul, der kostede 24 liv, herunder gravide kvinder og spædbørn. USA mener omvendt, at det er ISIL, som bærer skylden for angrebet, og opfordrer afghanerne til at genoptage fredsprocessen. Det amerikanske pres viser, hvor pilen peger hen: Hvis Ghani ikke er villig til at forhandle, truer USA med at trække den økonomiske støtte til den afghanske regering.

Man kan godt forstå, hvorfor der i Kabul er både skepsis mod og frygt for aftalen. Den afghanske regering er bange for at blive svigtet, som USA før har svigtet sine lokale allierede. En skæbne, der senest har ramt de syriske kurdere. Der er nemlig ikke tale om nogen ’fredsaftale’, mellem USA og Taliban, som medierne ellers omtaler den. Højst et skridt på vejen mod fred. Og det centrale spørgsmål er i så fald: hvilken slags fred? Hvor mange af de sociale og politiske fremskridt, der trods alt er sket siden 2001, vil Taliban rulle tilbage?

Belært af erfaringerne er det desværre ikke nemt at være optimistisk på Afghanistans vegne. Til gengæld for tilbagetrækning af de vestlige tropper forpligter det islamiske emirat i Afghanistan (hvilket Taliban kalder sig selv) sig nemlig ikke til at stoppe krigen mod Kabul-regeringen. De vil fortsætte kampen, indtil Taliban igen har en afgørende magtposition, som det var tilfældet fra 1996 til 2001.
Aftalen udstiller nådesløst styrkeforholdet i Afghanistan: Taliban har fat i den lange ende. De er langsomt, men sikkert ved at vinde krigen, og det har amerikanerne erkendt. I dag har Taliban og USA derfor den samme strategiske målsætning: USA skal ud af Afghanistan.

Som Afghanistan-veteran er det for mig vemodigt at iagttage, hvordan årtiers krig, lidelse og ufattelige udgifter ikke har været i stand til at vende udviklingen i et af verdens fattigste og farligste lande. Omvendt kan jeg ikke se, hvad alternativet skulle være. Derfor støtter jeg også fredsbestræbelserne – det skylder vi afghanerne. Det giver ikke mening at forfølge en strategi, som aldrig har virket. Krigen er tabt, og det har den været længe.

 

Som Afghanistan-veteran er det for mig vemodigt at iagttage, hvordan årtiers krig, lidelse og ufattelige udgifter ikke har været i stand til at vende udviklingen i et af verdens fattigste og farligste lande
_______

 

At det skulle stå så galt til, er ellers ikke det indtryk, man har siddet tilbage med, hvis man har fulgt de officielle udmeldinger fra International Security Assistance Force (ISAF) – nu Resolute Support – eller de hjemlige myndigheder. Som Washington Post har kunnet afsløre, har de amerikanske myndigheder systematisk løjet for både deres egen befolkning og deres allierede, herunder også Danmark. Det er de ikke alene om. Som ansat i forsvaret har jeg oplevet, hvordan man i forsvarsledelsen og i toppen af både Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet enten har sunget med på løgnene eller systematisk har lukket ører og øjne for kritiske vurderinger. Derfor overrasker det mig heller ikke, når Berlingske afslører, hvordan embedsmænd i Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet har lagt pres på forskere for at forhindre dem i at kritisere fejl og mangler ved den danske indsats i Afghanistan.

Når der ikke har været kritik, skyldes det i min optik, at man fra Danmarks side aldrig for alvor har interesseret sig for, om det, vi lavede i Afghanistan, gav mening. Vi var der for at please amerikanerne. Et lille dansk flag, der vajede i ørkensandet, mens alt omkring stod i brand. Jeg ved det, for jeg har siddet på første parket, mens situationen i Afghanistan bare er blevet værre og værre. Krigen er den enkeltstående begivenhed, der har defineret mit voksenliv. Jeg har brugt mere end et årti på at udkæmpe den i en eller anden forstand. Både som menig soldat og senere som akademisk analytiker i Forsvarsstyrelsen.

En mindeværdig træfning for os, som deltog
Det hele startede, da jeg for ti år siden som konstabel (menig soldat) fik min ilddåb et sted oppe øst for Helmand-floden mellem Gereshk og Sangin. En træfning, der som beskrevet i filmen Barry Lyndon (skrevet og instrueret af Stanley Kubrick) næppe vil blive husket i nogen militærhistoriske værker, men som var mindeværdig nok for os, som deltog. Det var ikke første gang, jeg var i kamp, men det var første (og eneste) gang, jeg fik lejlighed til at affyre mit gevær. Et par magasiner sendte jeg afsted mod Talibans kampstillinger, hvorfra grønne lyssporsprojektiler og raketter fløj afsted imod vores køretøjer. Jeg skal ikke lyve. Det var en berusende følelse at få mulighed for at svare igen mod dem, der i løbet af 2009 og 2010 havde beskudt mig og dræbt og lemlæstet mine kammerater. Når nogen efterfølgende har stillet mig det lidt upassende spørgsmål, om jeg har slået nogen ihjel, plejer jeg at svare afvisende. Vores ildoverlegenhed var knusende med dysekanoner og tunge maskingeværer. Vi dræbte en del mennesker den dag, men jeg tvivler ærligt talt på, at det var min karabin, der gjorde forskellen.

Hvilket tab, Taliban led på det tidspunkt, er der ingen, der ved, men mit gæt er, at vi måske slog 50 afghanere i klipklapper og dishdash (løsthængende afghansk-pakistansk klædedragt) ihjel i løbet af den uge. Tallet kan også være 15 eller 150. Ligegyldigt hvad, så stod vores tab i kroner og øre på ingen måde mål med fjendens. Hvor en talibankriger bare skal have en AK47’er og en flaske vand, så koster vores soldater en formue i uddannelse og udrustning. Selvfølgelig har vi flere ressourcer end en islamistisk oprørsbevægelse, men tålmodighed har vi ikke. De områder, vi sloges om for ti år siden, er i dag stort set alle faldet til Taliban.

Allerede dengang tænkte jeg over absurditeten i det hele. Hvorfor tog Taliban overhovedet kampen op? De kunne havde ladet vores karavane af pansrede køretøjer og forsyningslastbiler køre forbi. Nøjedes med at ramme os med nedgravede sprængladninger. Vi skulle alligevel hjem til vores lejr efter et par uger og hjem til Danmark måneden efter. Så ville der komme et nyt hold danskere, der ville gentage cyklussen uden at påføre fjenden afgørende tab. Menneskeliv er billige i grænseområdet mellem Afghanistan og Pakistan. Det område løber aldrig tør for unge mænd, der kan holde på et våben. Vi udkæmpede krigen på vores fjenders præmisser, og nu her 18 år efter Talibans fald mener jeg, resultatet står klart. Vi tabte krigen i Afghanistan.

Set i bakspejlet burde jeg nok havde indset nyttesløsheden af vores indsats noget tidligere. Da jeg i sommeren 2009 landede i Helmands ørken sammen med et nyt hold soldater, havde vi noget, der blev kaldt ’overdragelse’, men som egentlig mest var en form for on the job training. Et par uger til at høste det forrige holds erfaringer. At man på den måde udskiftede ikke bare konstablerne, men også stort set hele officersstaben hvert halve år var selvfølgelig en useriøs måde at føre krig på, og resultatet blev også derefter.

I Afghanistan, hvor man ikke kan se forskel på ven og fjende eller forudse konsekvensen af ens handlinger, var lokalkendskabet altafgørende. Jeg skriver ikke det her for at pukke på vores officerer, for de fleste var dygtige og pligtopfyldende. Men det var også tydeligt, at hverken kendskab eller interesse for Afghanistan, ej heller talent for den givne funktion, var det primære kriterium i udvælgelsesprocessen, når der skulle findes ledere til den danske krigsindsats. Tidligere havde det været sådan, at det afgående hold udarbejdede en skriftlig rapport til det tilgående, men da nævenyttige journalister havde det med at søge aktindsigt i den slags, så søgte man fra forsvarets side at holde overdragelsesprocessen så mundtlig som muligt. Det var ganske sigende for missionen. Det afgørende var aldrig, hvordan vores indsats formede lokalområdet, men hvordan den blev opfattet hjemme i Danmark. Derfor fulgte hvert halvårlige hold groft sagt den samme cyklus: en stor kamppatrulje før og efter leave-perioden i midten, hvor konstablerne blev sendt hjem på orlov. Når man havde haft omkring fem dræbte og smadret en væsentlig andel af det kørende materiel, så var kvoten for tab opbrugt, og man holdt sig i lejrene resten af tiden.

Når denne konstabel undrede sig ud over sin lønramme og over den sløsede form for krigsførelse, så fik jeg at vide, at den danske ’battlegroup’ var en del af en større britisk brigade kaldet Task Force Helmand, og at det var her, den store erfaringsopsamling og strategiplanlægning fandt sted. For mig lød det også dengang som en belejlig undskyldning for ikke at tage ansvar for det væsentlige frimærke af Afghanistan, hvor vi slog vores folder. Danskernes ansvarsområde, Nahr-e-Saraj-distriktet med hovedbyen Gereshk, var det mest voldelige sted i Helmand, der så igen var den mest voldsplagede provins i Afghanistan. Skulle Taliban knækkes, skulle det være her, men der var bare aldrig rigtig nogen samlet plan og retning for den danske indsats. Det skiftede med hvert nyt hold.

Min udsendelse var nem
Selvfølgelig kunne man ikke forvente, at Danmark alene skulle løse en opgave, som amerikanere, englændere og før dem russere var mislykkedes med. For at bruge en kliché har Afghanistan været ’imperiernes kirkegård’ siden Alexander den Stores tid. Både på slagmarken og i kontorerne med aircondition blev der leveret en brav indsats fra Vestens side. Den har bare ikke virket. Jeg bliver sjældent særlig populær blandt mine gamle kollegaer, når jeg fremfører den slags synspunkter. Mediernes deklarering af mit politiske standpunkt gør også, at mine tekster opfattes som partipolitisk partsindlæg. Men jeg mener, at de store magtpartier bærer et fælles ansvar for fiaskoen. Min hensigt er ikke at pege fingre. Hverken politisk eller ad mine tidligere overordnede. Jeg raser ikke over, at der er begået fejl. Ej heller, at de fejl har kostet menneskeliv. Nej, min anke er, at de danske myndigheder og de danske beslutningstagere fremstår professionelt uinteresserede i at lære af de fejl og derfor risikerer at gentage dem.

 

Jeg raser ikke over, at der er begået fejl. Ej heller, at de fejl har kostet menneskeliv. Nej, min anke er, at de danske myndigheder og de danske beslutningstagere fremstår professionelt uinteresserede i at lære af de fejl og derfor risikerer at gentage dem
_______

 

Jeg vedkender mig også selv et medansvar for nederlaget. For selvom jeg allerede dengang for et årti siden havde svært ved at se perspektivet i den krig, vi udkæmpede, så blev jeg ved. To yderligere udsendelser blev det til. Næsten halvandet år har jeg brugt i Afghanistan. Jeg avancerede fra Helmands ørken til ISAF’s hovedkvarter i Kabul. Her kunne jeg sidde og se droneovervågning af små konstabler, der traskede svedende rundt i det samme bloddrukne sand, som soldater i årtusinder har kæmpet om. Krigen blev ikke mindre absurd, desto tættere jeg kom på generalerne. Mens landdistrikt efter landdistrikt faldt, og Kabul blev mere og mere usikker, så sprøjtede ISAF’s propagandamaskine rosenrøde vurderinger og pressebriefinger ud. Jeg oplevede, at det som analytiker ikke var særlig velkomment at gå imod det vedtagne narrativ. Mine øverste foresatte og ikke mindst Forsvarsministeriet virkede systematisk uinteresserede i dårlige nyheder. Hvor Lord Nelson (britisk admiral under slaget på Reden) satte kikkerten for det blinde øje og sejrede, så virkede det, som om vores generaler og politikere stak hovedet i sandet og tabte. Jeg kan på en måde godt forstå dem. Stereotypen om den kronisk pessimistiske analytiker, der er ekspert i alt det, som ikke virker og ikke kan lade sig gøre, er ikke uberettiget. Alligevel fortsatte jeg, for det var nu engang mit arbejde, og jeg havde vel en naiv forestilling om, at mine analyser gav et mere nøgternt billede af konflikten. De officerer og analytikere, jeg så op til, gjorde det samme. Men det var sjældent typer som os, der avancerede særlig hurtigt. Eller overhovedet.

Den militære inkompetences psykologi
I forsvaret sætter man pris på løsningsorienterede mennesker. Det fungerer godt på de lavere niveauer, hvor der helst ikke skal stilles for mange spørgsmål. Men som den britiske psykolog og juniorofficer Norman F. Dixon beskrev i sin bog On the Psychology of Military Incompetence, værdsætter militære organisationer oftere flid og viljen til at følge reglerne højere end evnen til at tænke og analysere selvstændigt. Det skal siges, at de mest begavede og kreative mennesker, jeg har mødt, har båret uniform, men det er samtidig min erfaring, at for at nå højeste beslutningstagerniveau – dvs. blive general – så kræver det en aktiv vilje til at tilegne systemets logikker og agere efter dem. Også hvis det fører til nederlag på slagmarken.

Et godt (eller slemt) eksempel på den officerstype var den i 2012 højest rangerede danske soldat forsvarschef Peter Bartram, der om behovet for en evaluering af Afghanistan-krigen udtalte: ”[…] en samlet rapport om den danske krigsindsats vil bare være en masse varianter, der er styret af skiftende vilkår hvert halve år. Den fælles lære er ikke så stor. Der er ikke behov. Det er ikke relevant […] Vi ville lave en rapport, som ville være spild af penge og ikke hjælpe os”. Hans tilgang er desværre symptomatisk for det militære beslutningstagerniveau: Man er aktivt modstander af at lære af sine fejltagelser, for det vil betyde, at man anerkender eksistensen af fejltagelser og forpligter sig til at gøre noget ved dem.

Skal man forsvare Bartram, kan man fremføre, at han blot fungerede som en medaljebehængt talsmand for sin politiske herre – nemlig daværende forsvarsminister Nick Hækkerup (S). Det politiske niveau er nemlig lige så lidt parat til at tabe ansigt og påtage sig ansvaret for fejltagelser, som det militære. Den tilgang til krig står i skærende kontrast til tidligere og mere fremsynede danske officerer og politikere. Efter nederlaget i 1864 indsamlede generalstaben alle tilgængelige oplysninger om krigen og udgav i 1892 det ekstremt detaljerede værk Den Dansk-Tydske Krig 1864. Det var slet ikke til debat, at der skulle evalueres på indsatsen. Nationens overlevelse var på spil, og de blodige erfaringer måtte ikke være forgæves. Man havde ikke råd til at lade være.

Sådan er det ikke længere. I hvert fald ikke i Danmark. Få andre lande tager nemlig så let på sine ofre. I Norge evalueres der grundigt på krigene, og USA har offentliggjort et 1.300 siders studie af Irak-krigen med over 1.000 deklassificerede rapporter, der retter en hård selvkritik mod krigens udførelse og konkluderer, at den eneste sejrherre var Iran. Men hvor den danske modvilje mod at lære af sine fejl er unik, så er det jo ikke, fordi vores allieredes indsats har været en større succes. Danmark kunne i Afghanistan bedst beskrives som loppen, der sad på den britiske mus, der gungrede over broen med den amerikanske elefant. Det var her, det afgørende slag blev tabt, og ligegyldigt hvor godt de danske soldater havde gjort det, så havde det ikke ændret på udfaldet.

Så hvorfor fik krigen lov til at fortsætte så mange år, når det, man gjorde, ikke virkede? Der har ikke manglet ressourcer. USA alene har brugt omkring 2 trillioner dollars. Det er to millioner gange en million dollars – omkring 13.500.000.000.000 kr. Dertil kommer resten af koalitionens udgifter, herunder de danske, der i 2016 udgjorde mindst 13 mia. kr. Dertil kommer 43 dræbte danskere, hundredvis af invaliderede soldater og ikke mindst de mange tusinde afghanerne, som vi slog ihjel eller lemlæstede. Selv hvis det ender med en Taliban-sejr, så bliver situationen ikke rullet tilbage til 2001, men jeg mener, det er umuligt at hævde, at fremskridtene har stået mål med indsatsen. Kontrasten ses bedst, når man kører rundt i Kabul. Undtaget de paladser, som er bygget af narkobaroner og krigsherrer, er alt ludfattigt og nedslidt. Det er chokerende at se, hvor få af pengene, der er kommet det afghanske folk til gavn.

 

Havde vi for alvor interesseret os for at vinde den krig, så havde vi skovlet mere end en brøkdel af pengene i retning af den menige afghaner. Så længe det eneste, de får fra os, er vold og ufred, er det ikke så underligt, at de hader os
_______

 

Havde vi for alvor interesseret os for at vinde den krig, så havde vi skovlet mere end en brøkdel af pengene i retning af den menige afghaner. Så længe det eneste, de får fra os, er vold og ufred, er det ikke så underligt, at de hader os. Det er nemt nok at pege fingre ad den flok tyveknægte, som udgør den afghanske herskende klasse, men de fleste af pengene er altså endt hjemme i de vestlige lande.

I moderne krige plyndrer man sin egen befolkning
“War is a racket” skrev den amerikanske marinegeneral og dobbelt Medal of Honor-modtager Smedley Butler i 1935. ’Racket’ kan betyde både ’larm’ og et kriminelt forehavende. Butler havde brugt det meste af sin karriere på at udkæmpe USA’s ’banankrige’ i Mellemamerika, hvor marinekorpset fungerede som amerikanske kapitalinteressers væbnede arm. Dengang handlede krig stadig om at plyndre og tage modstanderens ejendom. Ligesom det havde gjort, fra første gang en af vores forfædre kylede en sten i nakken på sin nabo, hvis kone eller jordhule han begærede. Det var hans gener, der overlevede. Vikingerne hærgede til Odins ære, og under Hundredårskrigen beskrives det, hvordan der i ethvert engelsk hjem fandtes genstande, som var plyndret fra Frankrig. I tusindvis af år har krig været den eneste vej til social opstigen for unge uformuende mænd.

Sådan er det ikke længere. Moderne hære plyndrer ikke. Og dog. Jeg har selv opnået en hæderlig middelklassetilværelse takket være min tid i forsvaret, og alligevel er de få afghanske genstande, jeg har i mit hjem, købt og betalt som souvenirs i basaren. Når venstrefløjsaktivister ruller imperialismeanalyser ud om alle de naturressourcer, der er i Afghanistan, trækker jeg altid på smilebåndet. Vi soldater stod ikke med spande og skovlede olie og mineraler op af jorden. Vesten, heriblandt Danmark, har ingen økonomiske interesser i Afghanistan. Det samme kan måske ikke siges om Irak, som var den anden store militærmission i 2000’erne, men begge steder ville det være langt billigere at købe olien og de sjældne jordarter på det åbne marked end at opretholde en enormt kostbar besættelse.

Sat skarpt op kan man hævde, at man i moderne krige ikke bliver rig af at plyndre fjenden (de er for det meste ludfattige). Man bliver rig af at plyndre ens egen befolkning. Jeg tror ikke på nogen konspiration af magtfulde erhvervsinteresser, der går rundt og starter krige, men jeg tror på den kumulative effekt af hundredtusindvis af mennesker, som har en økonomisk interesse i at lade konflikterne trække ud i evighed. Det gælder ikke kun os i Vesten. Der er mange magtfulde afghanere, der tjener fedt på vores tilstedeværelse, som heller ikke har nogen interesse i fred.
 

Jeg tror ikke på nogen konspiration af magtfulde erhvervsinteresser, der går rundt og starter krige, men jeg tror på den kumulative effekt af hundredtusindvis af mennesker, som har en økonomisk interesse i at lade konflikterne trække ud i evighed
_______

 

For en mand med en hammer ligner alle problemer søm, og jeg har aldrig hørt om en general, der ikke mente, at han kunne løse opgaven, hvis bare han fik ressourcer nok. Selvom russerne så rigeligt demonstrerede, at man kunne slå nok så mange afghanere ihjel uden at vinde krigen, så har den militære fagkundskabs bidrag typisk handlet om flere våben og friere hænder. Ikke at det ikke kunne havde gjort en positiv forskel i flere tilfælde, men nogen strategi er der ikke tale om. Læg dertil et politisk niveau, der i bund og grund har anset indsatsen for at være en diplomatisk mission. Alle har passet deres arbejde og gjort sig umage. Der har bare ikke været noget incitament til at erkende, at gevinsten ikke stod mål med omkostningerne.

Et godt eksempel på, hvordan indsatsen mest af alt har handlet om at brænde penge af, har været i opbygningen af de afghanske sikkerhedsstyrker. Efter årtiers massiv støtte lever de menige afghanske soldater stadig en kummerlig tilværelse med dårligt udstyr, mangelfuld indkvartering og rådden mad. Man kan godt forstå, hvorfor de ikke gider sætte livet på spil, mens pamper-generalerne fylder deres lommer. Bliver soldaterne såret, er sanitetstjenesten ikkeeksisterende, og invaliderede soldater smides på gaden som tiggere. Lønnen stjæler officererne. Man skulle ellers tro, at man for mere end 80 mia. dollars kunne ansætte nok bevæbnede mænd til at nedkæmpe en flok skæggede jihadister. De bruger penge som et normalt forsvar, men slås kan de ikke.

Her er faktisk et håb: Det er nemlig ikke umuligt, at de afghanske sikkerhedsstyrker bliver mere slagkraftige, når de mister den direkte vestlige hjælp. Det lyder skørt, men det skete faktisk for kommunistregeringens soldater, efter at russerne trak sig tilbage i 1989. De holdt stort set stand uden hjælp et par år, inden de blev løbet over ende af de saudisk og pakistansk støttede mujahediner.
Lige nu tvinger vi afghanerne til at spejle alle den konventionelle hærs mangler over for en oprørsgruppe som Taliban. Vi opbygger en traditionel hær med forsyningslinjer og rekvisitionsblanketter, som skal administreres af analfabeter, eftersom de fleste afghanske soldater hverken kan læse eller skrive.

Hvorfor? Jeg tror, det er, fordi der ikke er penge i at skabe en milits. Hverken de afghanske generaler eller de vestlige ’contracters’ bliver rige, hvis vi bare skal udruste de afghanere, der skal bekæmpe Taliban, en smule bedre end modstanderen. Der skal simpelthen ikke købes nok dyrt vestligt udstyr, og uden ubrugelige stabsfunktioner og støtteenheder ville der slet ikke være jobs til alle de værdiløse afghanske topofficerer, der har fået deres job pga. politiske forbindelser. Men på mange måder vil en milits være bedre egnet til at bekæmpe en anden milits. Især hvis den ene har adgang til luftstøtte og får efterretninger fra Vesten. Imidlertid kræver det en fortsat vestlig tilstedeværelse i Afghanistan, og så er vi lige vidt.

Hvorfor behovet for en evaluering?
Men når Danmark alligevel blot var et en ubetydelig brik i det afghanske magtspil – hvorfor så behovet for at evaluere indsatsen?

Det er meget sandsynligt, at vi ikke kunne have vundet krigen, men vi kunne godt have gjort et bedre stykke arbejde. Vi kunne have mistet færre soldater, dræbt færre afghanere (eller dræbt flere af de rigtige afghanere) og brugt færre penge. Her vil jeg citere Mads Silberg, der har været udsendt som officer med ansvar for civil genopbygning og forholdet til lokalbefolkningen:

“Selvfølgelig kan vi lære noget af at lave en samlet evaluering af den danske krigsindsats. Eksempelvis havde Danmark i fire et halvt år kommandoen over en international kampgruppe med ansvar for byen Gereshk og omegn. Her kunne vi fx lære, at vores militære indsats på jorden ikke giver den ønskede effekt på den lange bane, hvis aktiviteterne ikke er koordineret med den civile indsats. At det ikke nytter noget som helst at lægge al fokus på taktik, når der ikke er en holdbar strategi. At det ikke nytter noget at skifte fokus og opgaver hvert halve år, når en ny oberst sætter sig i chefstolen. At genopbygning og stabilitet kræver langsigtet planlægning og en vedholdende indsats. At det er essentielt, at man analyserer og identificerer den lokale kultur, magt- og samfundsstruktur i de områder, hvor man vil lægge sin tyngde. At det nogle gange kan betale sig IKKE at bruge militære midler, fordi man så gør mere skade end gavn. Og at det ikke nytter noget at udføre store militære operationer mod en svært definerbar fjende eller imod lokalt funderede oprørere”.

I sidste ende handler det om, at vi skal til at tage os selv alvorligt som nation. Det kan vel være, at en evaluering vil rejse en række smertefulde spørgsmål. Ofrede vi 43 danske liv (og otte i Irak), for at Danmark kunne slippe med et billigere NATO-kontingent? Eller for at få amerikanernes velvilje i Arktis? Eller var det bare, så forfængelige politikere kunne få lov til at spise morgenmad i Det Hvide Hus?

Ved at nægte at påtage sig ansvaret for et fyldestgørende svar overlader systemet forklaringsopgaven til os andre. Det er op til os veteraner i samvirke med journalister og vakse akademikere at formidle, hvad det egentlig var, vi brugte skatteydernes penge på. Jeg oplever ofte, at der argumenteres mod behovet for en evaluering ud fra hensyn til os veteraner. Underforstået: Det er udtryk for mangel på respekt for vores indsats at kritisere den. Den forrige regering var endda skamløs nok til at give pengene fra den nedlagte Irak-kommission til veteranindsatsen, så et forsvar for det første blev til et angreb på det sidste. Det er et hensyn og en omklamring, jeg i hvert fald gerne vil have mig frabedt.

De fleste af os vidste udmærket, hvad det var, vi skulle ned til, og personligt ville jeg gøre det hele igen. Jeg var soldat for Danmark. Jeg er også ligeglad med, hvem der sagde hvad i Folketinget. Det afgørende for mig er, at næste gang danske soldater skal sendes ud i verden, så skal de være bedre forberedte og havde bedre lederskab, end jeg havde. ■

 

I sidste ende handler det om, at vi skal til at tage os selv alvorligt som nation. Det kan vel være, at en evaluering vil rejse en række smertefulde spørgsmål. Ofrede vi 43 danske liv (og otte i Irak), for at Danmark kunne slippe med et billigere NATO-kontingent?
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?