Emilie Turunen til RÆSON: Vil EU spare sig ud i en ny depression?

Emilie Turunen til RÆSON: Vil EU spare sig ud i en ny depression?

01.09.2010

.

Emilie Turunen (SF) leverer her en tour-de-force gennem sæsonens politiske opgaveliste for EU. Først og størst: økonomien. Borgerlige politikere anført af Angela Merkel svinger sparekniven, med risiko for katastrofale konsekvenser.

Af Emilie Turunen, MEP for SF

Opgave 1: Vi skal skabe vækst og beskæftigelse
Hvad skal Europa leve af i den skærpede globale konkurrence? Og hvordan kan vi skabe ny beskæftigelse? Svaret på disse spørgsmål er måske givet mest ærligt af formanden for den Europæiske Faglige Sammenslutning, John Monks. I et interview til Politiken for nylig sagde han det, som kun få politikere vil se i øjnene: ”Ingen ved rigtig, hvad Europa skal leve af i fremtiden”.
Den økonomiske krise har sendt millioner af europæere ud i arbejdsløshed. Det er ikke for meget at sige, at krisen truer den europæiske velstand og velfærd. Og arbejdsløsheden rammer særligt de unge hårdt. I dag står mere end 5,5 millioner unge europæere uden job, og vi risikerer at tabe en generation på gulvet.
      De langsigtede visioner for vækst og beskæftigelse er vage. EU har lagt op til en koordineret nedskæringspolitik dirigeret af disciplinens vogter, Angela Merkel, og det går ikke stille for sig, når regeringerne svinger sparekniven over de offentlige budgetter. I Italien har man besluttet at spare 24 mia. euro, i Storbritannien godt 6,2 mia. pund og i Danmark vil regeringen hente 24 mia. kr. i den såkaldte ”genopretningspakke”. Besparelser, der vil ramme borgerne hårdt. Den anerkendte amerikanske nobelpristager i økonomi, Joseph Stiglitz, kalder denne strategi en katastrofekurs, hvis konsekvenser vi kender fra depressionen i 1930’erne.
      Europæisk økonomi står over for en langvarig vækstkrise, der truer vores position som en af verdens mest velstående regioner. Vejen ud af krisen går ikke alene gennem spareplaner og hysterisk budgetkontrol. Mens al europæisk fokus lige nu går på budgetkonsolidering, så glemmes fuldstændig vækst og beskæftigelse. Europa og Danmark har brug for en strategi, der med substans og konkrete initiativer udstikker en ny og visionær retning for et kriseramt Europa. Vi har brug for at definere, hvad vi skal leve af i fremtiden. Spørgsmålet er, om de politiske ledere har modet? Dette er den første og største opgave i den ny politiske sæson.

Opgave 2: Vi skal sikre balance i den økonomiske styring
Når regeringslederne mødes til topmøde i oktober skal de håndtere en ægte varm kartoffel: Hvordan skal euroen, ØMU’en og den økonomisk styring i EU udvikle sig ovenpå ’den græske krise’? Formanden for det Europæiske Råd, Hermann Von Rompoy, har nedsat en taskforce, der inden topmødet vil komme med sine anbefalinger. Det vil med sikkerhed vække debat i hele EU. Skal vækst- og stabilitetspagten reformeres? Skal der være skrappere (økonomiske) sanktioner mod lande, der ikke overholder kravene? Skal de enkelte landes finanslove sendes til godkendelse i EU? Hvordan og hvor meget skal de enkelte lande overvåges? Hvordan kan vi sikre os mod spekulation i den fælles valuta?
      Spørgsmålene vil uden tvivl prikke til det danske forbehold og til den danske skepsis. Det store spørgsmål er, hvordan vi finder en god balance mellem ”sammen” og ”hver for sig”.
      Der er uden tvivl behov for en skrappere kontrol med landenes overholdelse af de fælles regler (konvergenskravene), så vi undgår en situation som den med Grækenland. Efter min mening må EU lave al den kontrol de vil – også af Danmarks budgetter. For hvad er alternativet til en strammere styring – dvs. kontrol med at det, landene opgiver, rent faktisk er sandheden?
      For skræmmeeksemplet er Grækenland, der formåede at skjule et kæmpe underskud for de øvrige EU-lande og som aktuelt truer stabiliteten i både eurozonen og de øvrige EU-lande. Men samtidig med strammere kontrol vil det være afgørende at sikre et vist nationalt råderum. Man hverken kan eller skal total-harmonisere den økonomiske politik i EU: dertil er der for stor forskel på medlemslandenes økonomier og ikke mindst: på deres medlemslandenes politiske overbevisning. Økonomi er ikke et facit, vi alle kan enes om, men derimod en politisk disciplin. Det er afgørende, at de enkelte lande ikke kastreres i deres finanspolitik, men får mulighed for at opretholde råderum og disponeringer, der har et længere sigte. Uden at det skader det øvrige fællesskab. ”Sammen, men hver for sig” bør være kodeordet for efterårets styrings-slagsmål.

Opgave 3: Vi skal tæmme bankerne
Hvordan kan vi sikre en bæredygtig, holdbar og sund finansiel sektor? Det er spørgsmålet i dag, to år efter krakket. Den finansielle krise har afsløret alvorlige mangler i reguleringen. Det svarer lidt til at køre bil uden sikkerhedssele – så længe du kører på vejen, går det godt nok, men så snart du kommer ud for et uheld havde det været rart at have haft selen på. Europa havde ikke taget sikkerhedsselen på, da krisen ramte. Nu skal vi sikre en skrap finansiel regulering for at undgå en ny krise.
      Det bør ikke være en mulighed, at en finanssektor, der først tjente styrtende med summer på at gamble med vores samfundsøkonomi og derpå blev reddet med diverse statsfinansierede pakker, får lov at fortsætte business as usual. Vi skal derimod sikre en finansiel sektor, som forfølger sin reason d’être: at sikre kapital til store og små projekter i vores samfund uden at sætte realøkonomien på spil.
      Dette efterår byder på masser af forhandlinger i EU angående finansiel regulering. En del ting kan de fleste politiske grupper blive enige om, nemlig at der overordnet skal være en styrket regulering i form af i) kapitalkrav, ii) styring af incitament- og bonus-strukturen i bankerne og iii) oprettelsen af fælles europæiske tilsynsmyndigheder. Men så hører enigheden op. Ud over disse ”konsensus”-emner kan det blot konstateres, at borgerlige kræfter i Danmark og Europa gang på gang står på bremsen. SF og den grønne gruppe vil gå endnu videre i reguleringen af den finansielle sektor. Vi vil arbejde for:
      – Global eller europæisk skat på finansielle transaktioner
      – Øget regulering af kapital- og hedgefonde
      – Kamp mod skattely og bankhemmelighed
      – Forbud mod giftige finansielle produkter (aktieoptioner, CDS’er, CDO’er, short selling, subprime)
      – Yderligere reguleringer af bonussernes størrelse
      Spørgsmålet er, om vi dette efterår får hjælp af vores borgerlige kollegaer eller om de allerede har fortrængt krisens årsager. Vi vil ikke være sene til at bringe dem på bane.

Opgave 4: Vi skal have fut i FUT’en
Som den fjerde opgave skal det sikres, at den Fælles Udenrigstjeneste (FUT’en) kommer ordentligt i gang. Den udskældte udenrigskommissær, Cathrine Ashton, skal bevise sit værd som leder, som organisationer og som visionsmager. Hun skal lægge arm med såvel EU’s udenrigsministre, EU- kommissionen og EU-parlamentet. Det vil kræve sin kvinde at navigere rundt i de mange interesser og skabe en fælles europæisk retning for udenrigspolitikken.
      Vi har alle et ansvar for, at det lykkes. Det er nødvendigt, hvis vi reelt skal blive spillere på den globale scene, og ikke blot være haleslæng til USA, Kina og de nye vækstøkonomier. Europæernes selvforståelse som verdens navle må vige for en mere realistisk og ydmyg tilgang, hvorved vi tvinges sammen af nødvendighed. Ashton skal dette efterår træde i karakter og agere generator for en ny ambitiøs fælles udenrigspolitik. SF og den Grønne Gruppe vil bakke hende op i disse bestræbelser, men ikke ukritisk.

Opgave 5: Vi skal gå forrest i Mexico
Næsten før det er i gang, er det dømt til at blive en fiasko. Klimamødet COP-16 skal afholdes i Mexico og optaktsmeldingerne har med al tydelighed vist, at metaltrætheden stadig sidder i verdens ledere efter det kuldsejlede topmøde i København. USA er ikke nået videre med konkret lovgivning, Kina rokker sig ikke en meter og i EU skal Connie Hedegaard kæmpe hårdt.
      For EU’s vedkommende hedder politikken stadig 20-20-20. Spørgsmålet er, hvor langt Connie kan nå i sine bestræbelser for en mere ambitiøs politik – kunne 30 procents reduktion i 2020 blive EU’s udspil op til COP’en? SF og den grønne gruppe er klar med opbakning, hvis Connie så bare vil få styr på sit konservative bagland i Europa. Vi er nødt til fortsat at tro på og kæmpe for en global, forpligtende og ambitiøs klimaaftale. Fremtidens generationer fortjener en aftale. Dette efterår vil afsløre om ”vi vinder i Mexico”.

Opgave 6: Vi skal turde det deltagende demokrati
Borgerinitiativet er en af Lissabontraktatens nye opfindelser. Kan man samle én million underskrifter har man ret til at få sin sag taget op i EU. Idéen er at introducere direkte borgerinddragelse i det europæiske demokrati. Dette efterår skal Lissabontraktatens overskrifter udmøntes i mere konkrete rammer, og det bliver helt afgørende at skabe et lettilgængeligt og ubureaukratisk initiativ. Et initiativ, som virker motiverende, inddragende og ærligt. Potentielt står vi med et nyt redskab i demokratiseringen af EU. Potentielt står vi med et indholdstomt symbol.