17.06.2020

På fredag mødes EU’s stats- og regeringsledere til det første topmøde om det foreslåede syvårsbudget og genopretningspakke. Hvilke afgørende spørgsmål er i spil, og hvilke tekniske detaljer er lette at overse, men vigtige at holde øje med? Her følger en guide til topmødet, der løber af stablen fredag den 19. juni.

Af Malthe Munkøe

Den 27. maj fremlagde EU-Kommissionen sit reviderede forslag til EU’s syvårige budget og til den stort opsatte ekstraordinære genopretningspakke. Første forhandlingsrunde finder sted som et web-topmøde på fredag den 19. juni, men vi skal formentlig længere ud på sommeren, før vi får et gennembrud.

EU-Kommissionen har lagt op til en ganske beskeden stigning i det ordinære syvårsbudget i forhold til dér, hvor forhandlingerne strandede på det særlige budget-topmøde i februar. Mere afgørende foreslår Kommissionen som bekendt, at EU optager lån for €750 mia. for at finansiere en ekstraordinær og midlertidig kriseindsats. En afgørende del af kriseindsatsen på €500 mia. skal bruges som egentlige budgetudgifter, mens blot €250 mia. vil udgøres af til lån. Forslaget om massiv fælles gældsstiftelse er blevet sammenlignet med at krydse Rubicon-floden på vejen mod fælles EU-finanspolitik, og kaldt et ”Hamiltonsk Øjeblik” med reference til USA’s første finansminister, Alexander Hamilton, som i kølvandet på den Amerikanske Revolution fik smedet de 13 kolonier sammen med fælles gæld, skatteindtægter og finanspolitik. Sammenligningen kan diskuteres, men illustrerer under alle omstændigheder, hvor store indrømmelser, medlemsstaterne bliver bedt om at give.

EU-landene står langt fra hinanden på budgetområdet, og webmøder er ikke velegnede til at afklare svære kompromiskrævende og delikate forhandlingsemner. Det mest sandsynlige er, at man får brug for et eller to fysiske topmøder i juli for at lukke hovedlinjerne i et stort kompromis. Derefter vil der være mange tekniske detaljer, der kan klappes af og udarbejdes konkrete lovgivningsakter om, ligesom Rådet skal have Europa-Parlamentet til at sige god for en endelig aftale. Det vil tage det meste af året.

Men først skal der landes en aftale mellem EU-medlemsstaterne. Hvad er de centrale kampe, og hvad skal man især holde øje med, når EU-landene mødes i juni og juli? De helt overordnede linjer i forhandlingerne er velbeskrevne i den danske og internationale presse, men der ligger en lang række vigtige spørgsmål i de mere tekniske detaljer, der skal afklares.

 

Det var i forvejen kompliceret og vanskeligt at opnå enighed, da man alene forhandlede om det ordinære syvårsbudget. Genopretningspakken gør forhandlingerne endnu mere komplekse, men det kan omvendt også åbne døren for flere kompromisser
_______

 

Kampen om rammerne – kan sparelandene få rykket ved hegnspælene?
De store overordnede slagsmål har allerede fået betydelig opmærksomhed i den danske og internationale pressedækning. Groft skitseret kan man sige, at de handler om rammerne for genopretningsplanen og syvårsbudgettet og primært:

Hvor stor skal genopretningsfonden være? Og hvordan skal fordelingen i genopretningsplanen mellem lån og bevillinger (”grants”, der ikke skal betales tilbage) være? Hvor stort skal EU’s ordinære syvårsbudget være? Og hvordan skal midlerne fordeles mellem områder og programmer?

Det er velkendt, at de ”sparsommelige fire”, Danmark, Østrig, Sverige og Holland, – der sammen med Tyskland er de store nettobidragsydere til EU’s budget – længe har kæmpet for at fastholde det ordinære syvårsbudget på de nuværende 1,0 pct. af BNI, der dog er under pres ikke mindst på grund af Brexit, som nødvendiggør betydelige besparelser.

Dertil kommer, at bidragyderlandene stædigt har holdt fast i at ville beholde sine ”korrektioner” – eller i folkemunde: rabatter. I udgangspunktet kommer EU’s indtægter primært fra landenes bidrag, der fastsættes som 1 pct. af BNI. Men de fire sparelande og Tyskland har fået et nedslag, en rabat, angiveligt for at kompensere for, at de får mindre gavn end mange andre lande af de programmer, budgettet bruges til at finansiere. Forhandlingslederen, rådspræsident Charles Michels kompromisforslag på februar-topmødet, der altså ikke førte til enighed, indebar, at landene kunne bibeholde rabatterne. I det nye syvårsbudgetforslag, som EU-Kommission fremlagde i maj, lægger man op til, at rabatterne ”udfases langsommere end oprindeligt forudsat”, dvs. at der gives rabat i 2021-27 budgettet. I det lys er det svært at se en endelig aftale for sig, der ikke bibeholder rabatter; men det er fortsat genstand for forhandling, hvor stor denne rabat vil være for de fire sparelande samt Tyskland, og om den fortsat skal udfases år for år, eller vare igennem hele syvårsperioden.

Tyskland fjernede sig i 2019 fra sparebande-grupperingen. Det var nødvendigt for at være klar til at varetage EU-formandskabet, som de overtager 1. juli. Og selvom Tyskland som nettobidragsyderland ikke er vild med, at bidraget stiger for meget, har tyskerne samtidig gavn af blandt andet samhørighedsmidler til Østtyskland, og er magtfulde nok til at skubbe midler i retning af tyske prioriteter, og lægger derfor ikke samme vægt på at holde bidraget nede på præcis 1.0 pct. af BNI. Derfor vil Merkel og Macron, der i stigende grad forsøger at sætte sig i førersædet i EU-samarbejdet efter brexit, sammen med EU’s chefforhandler Charles Michel udgøre en stærk trio, der aktivt vil forhandle med sparelandene, som vi også så på februar-budgettopmødet. Ikke mindst på de forestående fysiske juli-topmøder vil vi givetvis se tête-àt-tête korridormøder mellem Michel og ”Mercron” på den ene side, og de fire sparelande på den anden.

De østeuropæiske lande har store interesser i EU’s samhørighedsmidler, der grundlæggende er en omfordeling fra rigere til fattigere regioner på tværs af EU. I forhold til det ordinære EU-budget har de kæmpet hårdt for at fastholde disse overførsler, men genopretningspakken vil snarere komme Sydeuropa til gavn, og møder derfor skepsis i lande som Ungarn, Tjekkiet og Polen, der ser for sig, at det vil gå ud over deres samhørighedsmidler, når EU skal begynde at afdrage på den store gæld. Det komplicerer billedet, og et vigtigt spørgsmål bliver, hvor hårdt østeuropæerne har tænkt sig at kæmpe for at påvirke pakken i deres favør.

Samtidig vil Ungarn og Polen, der nyder godt af EU’s Samhørighedsprogrammer under EU-budgettet, helst undgå, at der indføres en ”rule of law” sanktionsmulighed, der kan indefryse denne støtte, hvis lande vurderes ikke at leve op til EU’s retsstatsprincipper. Men allerede under det rumænske formandskab kom man langt med forhandlingerne vedrørende sanktionsmuligheden, og ikke mindst Tyskland har insisteret. Februar-topmødet demonstrerede, at spørgsmålet reelt handler om, hvordan mekanismen skrues sammen, navnlig hvor let eller vanskelig, den skal være at aktivere, snarere end hvorvidt der skal være en sådan mekanisme.

Fra sydeuropæisk hold står det efterhånden klart, at man har brug for hjælp – ikke blot i form af lån, men også egentlige budgetbevillinger (”grants”). Med højrefløjslederen Matteo Salvini lurende i kulissen er især Italiens premierminister Guiseppe Conte presset, og har brug for at fremvise, at EU-landene kommer dem til undsætning. Italiens grundlæggende problem er, at man i forvejen har en meget stor statsgæld, og den ventes at vokse ganske betydeligt som følge af COVID-19-krisen. Hvis hjælpen fra de øvrige EU-lande blot kommer i form af lån, der jo før eller siden skal tilbagebetales, vil det øge den samlede mængde gæld, og derfor ikke løse det grundlæggende problem, at Italiens gæld nærmer sig et omfang, hvor det er økonomisk uholdbart og ikke lader sig tilbagebetale.

Forslaget om bevillinger for €500 mia. er reelt mere, end nogen havde forventet, og det blev først en realitet, efter Merkel havde gennemført et overraskende og markant positionsskifte ugen før Kommissionens lancering. Men der er stadig mulighed for at størrelsen og balancen forrykkes i forhandlingerne.

Det var i forvejen kompliceret og vanskeligt at opnå enighed, da man alene forhandlede om det ordinære syvårsbudget. Genopretningspakken gør forhandlingerne endnu mere komplekse, men det kan omvendt også åbne døren for flere kompromisser, ligesom det skaber et stærkere pres for, at man får bragt forhandlingerne til en afslutning. De største overordnede problemstillinger om størrelsen og balancen er velbeskrevne i mediedækningen, men der udestår dog også en række vigtige spørgsmål, der indtil nu har fået mindre offentlig bevågenhed.

 

EU’s ordinære budget har aldrig været så forsinket før, og det betyder i sig selv, at mange af de projekter og programmer, der finansieres af EU-midler, står overfor forsinkelser. Samtidig er der brug for at sende et politisk signal om, at EU står sammen og vil finde en ”solidarisk” løsning på krisen
_______

 

Kampen om fordelingsnøglerne
Der er lagt op til, at alle lande får del i disse programmer baseret på relativt simple fordelingsnøgler – fx baseres midlerne i under Recovery and Resilience Facility på arbejdsløshed og velstandsniveauet (bemærk: altså ikke direkte relateret til COVID-19-epidemien), og REACT-EU (der udgør €55 mia.) er baseret på landenes fald i BNP, stigning i arbejdsløshedsraten og i ungdomsarbejdsløsheden.

Det er en typisk EU-løsning, hvor medlemslande derved koncentrerer sig mere om at få justeret fordelingsnøgler i deres favør, snarere end helt at afvise programmerne. Midlerne vil dog med de foreslåede nøgler som forudsagt blive koncentreret om Italien og Spanien, men måske spredt mere ud end mange på forhånd havde set for sig.

Meget tyder på, at det politiske pres bliver for stort til, at Danmark og de andre bidragyder-lande kan få ændret hovedlinjerne markant. Men på det tekniske niveau kan flere elementer formentlig flyttes en del, og der vil fra alle sider være stor interesse om fordelingsnøglernes indretning. Medlemslandene har foreløbig bedt EU-Kommissionen redegøre for en række tekniske forhold om de foreslåede fordelingsnøgler, og det bliver en vigtig debat.

Betingelser til genopretningspengene
EU’s ordinære budget har aldrig været så forsinket før, og det betyder i sig selv, at mange af de projekter og programmer, der finansieres af EU-midler, står overfor forsinkelser. Samtidig er der brug for at sende et politisk signal om, at EU står sammen og vil finde en ”solidarisk” løsning på krisen, og finansmarkederne iagttager nøje, hvorvidt den lovede hjælp til især Italien og Spanien tegner til at blive til noget eller ej. Selvom omkostningen ved at refinansiere gæld er steget, er det fortsat ikke kritisk, men med udsigt til stor stigning i gældsbyrden er bekymringen, at det blot er et spørgsmål om tid.

Italien har lagt stor vægt på, at man vil have hjælp fra genopretningspakken uden de strenge betingelser som især Grækenland måtte lide under i 2010’ernes statsgældskrise. For grækerne var det en traumatisk ydmygelse, og fagligt er det næppe urimeligt at sige, er de fleste opfatter ”trojkaens” tilpasningsprogram som politisk og formentlig også økonomisk kontraproduktivt.

Da EU i kølvandet på statsgældskriserne lagde det tilrette, man troede ville blive grundlaget for at håndtere den næste krise, var der i tråd med tidens sparepolitik og reform-kravs tankegang lagt stor vægt på betingelser: Man etablerede European Stability Mechanism (ESM) som en redningsfond med op til €500 mia., som euro-lande vil kunne få del i. Det forudsatte dog, at de gik med til et tilpasningsprogram med reformkrav. Modellen er kendt eksempelvis fra den Internationale Valutafond, IMF’s, forskellige hjælpeinitiativer, og adresserer den nordeuropæiske skepsis mod at give hjælp til Sydeuropa, uden at man kræver reformer, der forhindrer det i at blive skruen uden ende.

 

Et program ville i dag næppe have ligeså strenge reformkrav, som dem grækerne oplevede for et lille årti siden. Slet ikke overfor Italien, der er ”too big to fail”
_______

 

Det er for så vidt efter bogen og velkendt fra talrige bailouts, at man hurtigt havner i det dilemma, at hvis betingelserne er for hårde, bliver det politisk og økonomisk kontraproduktivt, og er de for generøse, skaber det ”moral hazard” – dvs. de fjerner incitamentet til økonomisk set at få styr på eget hus.

Et program ville i dag næppe have ligeså strenge reformkrav, som dem grækerne oplevede for et lille årti siden. Slet ikke overfor Italien, der er ”too big to fail”. Men det ændrer ikke ved, at ESM er blevet omgærdet med så stærke politiske og økonomiske stigma, at en italiensk regering næppe vil kunne holde til at indvilge i en redningsaktion ”efter bogen”. Økonomisk vil det at bede om hjælp desuden kunne blive opfattet af finansmarkeder som signal om, at situationen nu er kritisk, og derved få den stik modsatte effekt. Og politisk kan det meget vel være den ydmygelse, der bringer den EU-skeptiske højrefløj tilbage til magten i Italien, og giver den opbakningen til at tage opgøret med euroen eller endda EU-medlemskabet.

Det er i hvert fald en risiko, Angela Merkel besluttede sig for, at hun ikke ville løbe, da hun gik med til det opsigtsvækkende tyske kursskifte – efter årtiers tysk modstand mod alt, der blot lugtede af fælles gældsstiftelse – der banede vejen for Kommissionens forslag til Genopretningsplanen.

Det vil omvendt næppe være spiseligt i Nordeuropa, hvis der slet ikke er knyttet betingelser til Genopretningsfondens midler. Kommissionens forslag søger den gyldne middelvej ved at Recovery and Resilience Facility forankres i det europæiske semester, som er en årlig proces, hvorigennem der essentielt set holdes øje med, at medlemslandenes økonomier ikke er på vej ud i en uholdbar situation. Genopretningsmidlerne kanaliseres ud ved, at landene skal formulere deres egne genopretningsplaner, som beskriver, hvad de gerne vil bruge de afsatte midler til. De foreslåede projekter og reformer skal være i overensstemmelse med EU’s landeanbefalinger, der opstilles i det europæiske semester, bidrage til genopbygning, eller understøtte EU’s strategiske prioriteter om en grøn og digital omstilling. I princippet kan Kommissionen afvise forslagene, og det sætter nogle rammer for, hvad midlerne kan anvendes til. Omvendt er det formentlig så bredt formuleret, at medlemsstater givetvis blot kan undlade at foreslå noget, de ikke politisk ønsker eller føler sig klar til, uden at det bør få afgørende betydning for, om de kan få alle de afsatte genopretningsmidler udbetalt. Forhåbningen er, at Kommissionen har ramt rigtigt med en model, der vil være spiselig for alle, indeholder betingelser og giver transparens om, hvad midlerne bruges til, sikrer at projekter sker ud fra gængse standarder om gennemsigtighed, regnskabsaflæggelse og så videre, men uden at få sydeuropæerne til at stejle over, hvad der opfattes som diktater.

Det har vakt opsigt, at Kommissionen derved får en nøglerolle for, hvorledes størstedelen af Genopretningspakkens midler bruges. Mario Centeno, den afgående formand for den magtfulde Eurogruppe, bestående af landenes finansministre, bemærkede efter det seneste møde den 11. juni, at man havde ”diskuteret en mulig euro-område dimension til Genopretnings-faciliteten”. Europa-Parlamentet har også set sig sulten på den indflydelse, det kan give at være med til at fastlægge, hvordan og hvor snævert betingelserne for genopretningsplanerne skal fortolkes, og vil i forhandlingerne med Rådet om budgettet forsøge at få en rolle for sig selv. Derfor bliver et af de slagsmål, man skal holde øje med, hvilke regler der konkret opstilles, hvor strenge eller fleksible de fastsatte mål for genopretningsplanerne reelt bliver, og om det vil lykkes Europa-Parlamentet og Eurogruppen at blive en del af processen.

Spørgsmålet om, hvad Genopretningsmidlerne skal bruges på, rækker dog videre end de betingelser, der ligger indeholdt i det europæiske semester. Fra dansk og hollandsk side lægges der op til et krav om, at mindst 25 pct. af midlerne skal gå til grønne investeringer. Et sådant krav vil givetvis komme danske virksomheder, der har styrkepositioner på det grønne område, til gavn, og flugter med, at EU bryster sig i forvejen af, at det ordinære budgetforslag vil kanalisere en fjerdedel over til den grønne omstilling. Det er dog grundlæggende et regnestykke, de færreste lægger så meget i (det opgøres på helt overordnet budgetlinje-niveau, snarere end ved at se på, hvilke projekter der konkret støttes; blandt andet medtages en væsentlig del af landbrugsstøttemidler), men det kan muligvis få en mere reel og forpligtende karakter, hvis det indlejres specifikt i de tre instrumenter, genopretningspakken primært består af. Men fra anden side ønskes så få bindinger som overhovedet muligt på, hvad hvert lands andel af midlerne kan gå til.

 

Det at give statsstøtte for at redde virksomheder er altid kontroversielt, og giver mindelser om de store politiske debatter under den sidste store krise, hvor skatteydernes penge blev mobiliseret for at redde bankerne
_______

 

Et vigtigt bagtæppe: Kampen om EU’s industripolitiske kurs
Selvom opmærksomheden naturligt nok samler sig om den klart største komponent i den foreslåede Genopretningsplan, Recovery and Resilience Facility, skal man ikke undervurdere de forestående diskussioner om især Solvensstøtteinstrumentet, som skal rekapitalisere nødstedte men i fravær af COVID-19 ellers levedygtige virksomheder. Det at give statsstøtte for at redde virksomheder er altid kontroversielt, og giver mindelser om de store politiske debatter under den sidste store krise, hvor skatteydernes penge blev mobiliseret for at redde bankerne. Hvis betingelserne er for hårde, vil sektoren være underdrejet til skade for samfundsøkonomien, vækst og beskæftigelse i lang tid fremover. Hvis betingelserne er for generøse, vil det politisk blive set som uacceptabelt at overføre skatteydernes penge til virksomheder. Læg dertil spørgsmålet om, hvem der skal vurdere, om en virksomhed reelt er levedygtig – der er en grund til, at den slags sammenblanding af erhvervsliv og politiske beslutninger ofte mødes med rynkede øjenbryn.

Måske vigtigere er dog, at diskussionen foregriber de store diskussioner om EU’s fremtidige erhvervspolitik (”New Industrial Strategy”), som Frankrig og Tyskland har insisteret på at få sat på dagsordenen. Kernen er et stærkt ønske om at revidere konkurrence- og statsstøttereglerne, så medlemslande i langt højere grad kan indføre begrænsninger på udenlandske virksomheders muligheder for at opkøbe og agere på det europæiske marked, samt give bedre muligheder for at tildele udvalgte virksomheder støttemidler for at skabe nationale ”champions”, der kan vokse sig store og konkurrere internationalt. Den franske statsdirigisme med idéen om, at man bør forsøge at skabe succesfulde virksomheder med statens mellemkomst, strider derved mod den nordeuropæiske tanke om, at man må lade markedet afgøre det og fokusere på gode rammebetingelser.

Det vil være en kontroversiel kursændring, der lugter af protektionisme og en statsstyring af økonomien, der ikke bekommer Danmark og ligesindede nordeuropæiske frihandelsorienterede stater vel. Men den seneste tid er EU-Kommissionen begyndt at tale om ”strategisk autonomi” som et vigtigt strategisk mål i diverse strategipapirer, og i Genopretningspakken afsættes faktisk €15 mia. til et program under InvestEU, der skal investere målrettet i værdikæder, der opfattes som særligt vigtige; med danske øjne er det værd at pointere, at pharma-sektoren er indbefattet. Dertil kommer, at der med Solvensstøtteinstrumentet i første omgang er lagt op til, at lande under corona-epidemien kan få støtte til at skyde kapital ind i virksomheder efter en bestemt fordelingsnøgle mellem brancher, regioner og lande – hvilket kan blive et carte blanche til, at medlemslande via programmet giver en hjælpende hånd til udvalgte ”champions”. Endelig er EU’s almindelige statsstøtteregler blevet erstattet af et langt løsere midlertidigt regelsæt under COVID-19-krisen, og især Tyskland har brugt sine mægtige økonomiske muskler til at uddele håndsrækninger. Fra politiske diskussioner og erklæringer er spørgsmålet derved blevet blodig alvor for et erhvervsliv, der indtil nu kun har overlevet den dybe nedlukningskrise nogenlunde intakt takket være et væld af omfattende statsstøtteordninger.

Der er derfor lagt op til en vigtig diskussion om, hvordan navnlig Solvensstøtteinstrumentet konkret skal udformes og hvilke kriterier, der skal gælde for dets anvendelse. Desuden og nok så vigtigt vil disse diskussioner med stor sandsynlighed være en styrkeprøve, der kan lægge grunden for den videre drøftelse og forhandling om den fremtidige kurs i EU. Efter Brexit vejrer især Frankrig morgenluft, og Genopretningsplanen kan blandt mange andre målsætninger blive et første spadestik i den ønskede erhvervspolitiske nyorientering.

 

[D]et [tegner] til, at man på dette område forhandler om noget i omegnen af 0,2-0,3 pct. af EU’s BNI. Ikke helt uvæsentligt i forhold til en byrdefordeling mellem lande, men ubetydeligt i makroøkonomisk forstand midt i, hvad mange beskriver som EU-samarbejdets værste krise nogensinde
_______

 

En gordisk knude
Selvom interessen samler sig om EU’s ekstraordinære Genopretningspakke, må man bestemt ikke glemme, at der stadig er stor politisk uenighed om, hvordan EU-budgettets midler skal fordeles, eller hvor stort det ordinære budget overhovedet skal være. Det har hele tiden været velerkendt, at jo stejlere man står på budgetstørrelse, jo mindre indflydelse får man på fordelingen, selvom man omvendt heller ikke som bidragyderland bare kan lægge ekstra penge på bordet fra dag ét, da man helst skal sikre sig indrømmelser i bytte for at acceptere et større budget. Nu er tiden dog ved at være inde til, at man er nødt til at få skåret denne gordiske knude op og få lagt det endelige snit.

Man opdeler normalt EU-budgettet i tre omtrent lige store dele, landbrugsstøtten, samhørighed og nye politikområder. Fra nordeuropæisk side er opfattelsen, at nye politikområder er det, EU faktisk burde bruge kræfterne og ressourcerne på. Det dækker blandt andet hjælp til at håndtere migrationsproblemerne langs EU’s ydre grænser – der i det forhandlingsmandat, regeringen har bedt folketinget om frem mod juni-topmødet, vægtes højest – til fælleseuropæiske forskningssamarbejder, fælles transport-infrastrukturprojekter, digitale investeringer, til EU’s forsvarsfond, som Frankrig har set sig lun på. Fra nordeuropæisk side er der desuden et stærkt ønske om at flytte midler over mod den grønne og digitale omstilling. Det hele kompliceres af, at Samhørighedsmidlerne også i et vist omfang kan gå til infrastruktur, digital og grøn omstilling mv., blot således, at dette er øremærket til bestemte regioner i bestemte lande, afhængig af forskellige fordelingsnøgler for økonomisk omfordeling.

I det store billede er det faktisk ikke så voldsomme summer, der forhandles om i selve det ordinære syvårsbudget. Som det hedder i den danske regerings oplæg til forhandlingsmandat, går man efter at få et budget så tæt på €1050 mia. som muligt, dvs. potentielt €50 mia. mindre end det foreslåede €1100 mia. Kompromisforslaget fra februar-topmødet lød på €1095 mia., og blev reduceret en smule i det forslag, Charles Michel forsøgte sig med, inden forhandlingerne blev indstillet. Med tanke for, at det bestemt ikke ser ud til, at ”sparelandene” kan opnå deres mål for budgettets størrelse, tegner det til, at man på dette område forhandler om noget i omegnen af 0,2-0,3 pct. af EU’s BNI. Ikke helt uvæsentligt i forhold til en byrdefordeling mellem lande, men ubetydeligt i makroøkonomisk forstand midt i, hvad mange beskriver som EU-samarbejdets værste krise nogensinde.

Man skal dog holde tungen lige i munden, for det fyger omkring med store tal og begreber, der kan være svære at følge. For det første kan det let virke som kunstigt store tal, når EU insisterer på at tale om midlerne summeret over syv år (€1100 mia.), snarere end årlige beløb (ca. €160 mia.). For det andet er der spørgsmålet om, hvad man sammenligner. Fx kom Finansministeriet forleden med en opsigtsvækkende beregning, der viste, at Danmarks EU-bidrag stod til at vokse med 34 pct. Det handlede blandt andet om, at man ikke sammenlignede den foreslåede budgetstørrelse (€1100 mia.) med, hvad Danmark ville betale med et fortsat EU-bidrag på 1.0 pct. af BNI, selvom det er hvad regeringen har forhandlet efter, men det beløb man betalte i perioden 2014-20, dvs. uden hensyntagen til, at dansk økonomi var vokset. Det er ellers helt bredt accepteret, at EU-bidraget skal stå i relation til økonomiens størrelse. Man skal nok ikke se bort fra, at der er et vigtigt element af politisk kommunikation, hvor ”sparelandene” har en interesse i at tale det beløb, de skal betale, op, og tilsvarende kunne vise, hvor meget man trods alt har fået det nedbragt, når man skal præsentere den hjemlige befolkning for resultatet af forhandlingerne. ■

 

Man skal nok ikke se bort fra, at der er et vigtigt element af politisk kommunikation, hvor ”sparelandene” har en interesse i at tale det beløb, de skal betale, op, og tilsvarende kunne vise, hvor meget man trods alt har fået det nedbragt, når man skal præsentere den hjemlige befolkning for resultatet af forhandlingerne
_______

Apropos denne artikel:

Anne Kirstine Rønn i RÆSON SØNDAG: Assad er væk, Iran er optaget og Israel er i offensiven. Men Hizbollah har fortsat indflydelse i Libanon

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?

Michael Hirsh: Det, vi ser, er et gennemgribende geopolitisk skift, som kan ændre verden, som vi kender den

Brasso og Foss i RÆSONs nye trykte nummer: Siden 2019 er EU’s fælles gæld mere end tidoblet – og nu mangler der igen penge

William Kotschenreuther Andersen: Bag Trumps grønlandsambition gemmer sig mere end personlig forfængelighed

Bertel Heurlin: Trump vil maksimere USA’s magt – og lykkes faktisk med det. Mange ser det ikke – men det gør Xi