01.06.2020

Få måneder efter at COVID-19 ramte Europa, står EU-samarbejdet i intet mindre end en firedobbelt krise, der berører sundhed, økonomi, demokrati og samarbejdets overordnede eksistens.

Denne artikel indgår i RÆSONs trykte sommernummer, som rammer postkasser og butikker om få dage. Redaktionen gør artiklen tilgængelig for abonnenterne allerede nu, da diskussionen om EUs fremtid er så aktuel. Det trykte nummer har titlen: “Efter Coronakrisen: En Dybere Kløft i Europa”

—

Af Lykke Friis

“2020’erne kan blive gode år. Lad os overraske hinanden med, hvad vi kan”. Sådan sagde Tysklands kansler, Angela Merkel, ved årsskiftet 2019/20. Andre regeringsledere holdt lignende optimistiske taler, og i Danmark var der kun ét indenrigspolitisk tema, der fandt vej til statsminister Mette Frederiksens tale, nemlig problematikken om tvangsfjernede børn.

I Bruxelles havde den nytiltrådte kommissionsformand Ursula von der Leyen travlt med at vende blikket udad. Ifølge hende skulle Kommissionen være den første geopolitiske kommission, der gav USA, Kina og andre stormagter med- og modspil.

Men så slog lynet ned – helt som revolutionsåret 1989. Dengang var der ingen stats- og regeringschefer, der forudså Berlinmurens fald og åbningen mod øst; denne gang var der ingen, der tilnærmelsesvis havde forberedt deres befolkning på en verdensomspændende pandemi i form af COVID-19. Hvor 1989 udløste et ’håbets Europa’ med åbne grænser, førte 2020 til ’frygtens Europa’ og forandrede på mindre end tre måneder Europa til ukendelighed.

I marts var det ’grænseløse’ Schengen-Europa pludselig erstattet af omfattende grænsekontrol, mens EU’s højtbesungne indre marked stort set var sat på standby med stribevis af nye barrierer. Pludselig var nationalitet igen afgørende for, om EU-borgere kunne deltage i frugthøsten i naboregionen eller krydse en grænse for at besøge kæresten. Lastbilchauffører i Lyon, der skulle fragte hygiejnemasker og beskyttelsesdragter, der var købt og betalt af andre lande, fik beslaglagt deres last, fordi værnemidler var blevet en akut mangelvare i Frankrig. Som en konsekvens heraf var bl.a. Italien afhængig af at kunne få hjælp fra Kina. Hvor ministre og stats- og regeringschefer normalt kunne mødes i Bruxelles for at rede trådene ud, var de ligesom alle andre tvunget til kun at mødes over videokonferencer.

 

…frem for at se COVID-19 som en krise, der også krævede fælles europæiske svar, ophøjede samtlige stats- og regeringschefer i EU pandemien til en undtagelsessituation, der primært krævede nationale svar
_______

 

Hvor var EU?
En pandemi er pr. definition grænseoverskridende, og virus skelner ikke mellem nationaliteter. Men frem for at se COVID-19 som en krise, der også krævede fælles europæiske svar, ophøjede samtlige stats- og regeringschefer i EU pandemien til en undtagelsessituation, der primært krævede nationale svar. Eller som Ursula von der Leyen formulerede det: ”Da Europa havde behov for at tage sig af hinanden, var der for mange medlemsstater, der kun havde blik for sig selv”.

Det skyldtes først og fremmest, at samtlige aktører, inklusive Kommissionen, var fuldstændigt uforberedte på pandemien og stærkt nervøse for, om de overhovedet kunne få virussen under kontrol.

Dertil kom, at EU ikke har opbygget et veludviklet krisestyringssystem, endsige er udstyret med stærke kompetencer inden for det sundhedsmæssige område.

På trods af at hovedstæderne lod de nationale reflekser råde, var de første måneder i skyggen af coronaen præget af gensidige beskyldninger og skuffelse over, at EU ikke påtog sig en større rolle. Fx kritiserede den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod, EU for at ’være kommet for sent ud af starthullerne’. Andre lande, som eksempelvis Italien, pegede derimod på, at de nationale reflekser gjorde det vanskeligere for de enkelte lande at håndtere pandemien.

Få måneder efter at COVID-19 ramte Europa, står EU-samarbejdet i intet mindre end en firedobbelt krise, der berører sundhed, økonomi, demokrati og samarbejdets overordnede eksistens. Eller som kansler Merkel udtrykte det den 18. marts – blot 78 dage efter sin optimistiske nytårstale: Tyskland og resten af Europa skal håndtere den største udfordring siden Anden Verdenskrig (for en tidslinje for coronakrisen se: http://thinkeuropa.dk/politik/tidslinje-over-coronakrisen-hvad-skete-der-og-hvornaar).

 

Selvom der altså kom bedre styr på koordinationen, har sundhedskrisen udløst stor bitterhed i ikke mindst Italien, og meningsmålinger viser, at over 40 pct. af italienerne er parate til at forlade EU. Før krisen var det kun 26 pct, der havde dette ønske
_______

 

Krise 1: Sundhed
Ultimo maj 2020 har mere end 160.000 indbyggere i Europa mistet livet pga. COVID-19. Da pandemien begyndte i Hubei-provinsen i Kina i starten af 2020, gik de fleste europæiske myndigheder ud fra, at virussen ikke ville ramme Europa. Da Europa-Kommissionen i slutningen af januar 2020 spurgte medlemslandene, om de havde behov for fælles indkøb af værnemidler, svarede kun fire lande, at de kunne få et ’potentielt behov’.

Kun én måned efter havde COVID-19 fået så meget fat i Europa, at flere lande indførte eksportforbud, så værnemidler ikke måtte forlade landet og dermed heller ikke komme nabolande til gavn. Stort set samtidig lukkede ca. halvdelen af medlemslandene grænserne – vel at mærke uden at koordinere hverken med nabolandene eller med Kommissionen.

Som en illustration af, hvor optaget landene var af deres egen krisehåndtering, var der ingen EU-lande, som svarede, da det hårdt ramte Italien aktiverede den såkaldte ’civile krisestyringsmekanisme’ og bad om at modtage bl.a. værnemidler og respiratorer. Mekanismen koordineres af Kommissionen, men er afhængig af, at medlemslande er villige til at sende udstyr m.v. I stedet modtog italienerne – under betydelig mediedækning – værnemidler fra Kina. Ikke mindst den italienske udenrigsminister, Luigi Di Maio, udtrykte stor bitterhed: ”Vi vil huske dem, som var tætte på os i denne svære tid”.

Efter nogle kaotiske uger lykkedes det fra medio marts Kommissionen at få udført en noget bedre koordinering. Fx gennemførte den flere fælles udbud og oprettede lagre af værnemidler, ligesom størstedelen af landene afskaffede deres eksportforbud. I ugerne efter at medlemsstaterne havde indført grænsekontrol, vedtog Kommissionen nogle nye retningslinjer om oprettelse af såkaldte ’grønne korridorer’, der sikrede, at vigtige varer og medicin kunne krydse de lukkede grænser.

Og i takt med at flere lande fik styr på smitten, reagerede mange medlemslande ved at hjælpe andre EU-lande, hvor nøden var endnu større. Nøgleeksemplet var Tyskland, der ikke alene leverede store mængder værnemidler til Italien, men også fløj COVID-19-patienter fra Italien og Frankrig til behandling på tyske hospitaler. Også Frankrig sendte værnemidler til Italien. ”Solidaritet er ikke en gimmick”, lød det fra præsident Emmanuel Macrons talsmand. ”Det er en forudsætning for, at det europæiske projekt kan overleve efterfølgende”. Andre derimod, som Sverige og Danmark, formåede ikke at hjælpe i ugerne, hvor en by som Bergamo kæmpede med en uoverskuelig situation.

Selvom der altså kom bedre styr på koordinationen, har sundhedskrisen udløst stor bitterhed i ikke mindst Italien, og meningsmålinger viser, at over 40 pct. af italienerne er parate til at forlade EU. Før krisen var det kun 26 pct, der havde dette ønske. Denne forstærkede skepsis vil vanskeliggøre muligheden for at afbøde de andre kriser, som er opstået i kølvandet på COVID-19, som eksempelvis den økonomiske.

 

Alt tyder derfor på, at Europa befinder sig i en økonomisk krise, som risikerer at blive hårdere og mere langstrakt end under finanskrisen
_______

 

Krise 2: Økonomi
I februar 2020 stod EU-landene til en beskeden økonomisk vækst på lidt over 1 pct. I maj 2020 er vurderingen, at Europas økonomi i indeværende år vil skrumpe med 7,4 pct. Til sammenligning oplevede Europa i året efter finanskrisen et fald i væksten på 4,3 pct. Alt tyder derfor på, at Europa befinder sig i en økonomisk krise, som risikerer at blive hårdere og mere langstrakt end under finanskrisen. Det skyldes også, at det i midten af maj er uklart, om der kommer en anden virusbølge.

I modsætning til den sundhedspolitiske krise har EU væsentlig flere muskler at spille med, når det gælder økonomi. Med undtagelse af en første skæv melding fra chefen for Den Europæiske Centralbank, ECB, Christine Lagarde, om, at hendes bank dybest set ikke kunne hjælpe Italien, har fællesskabet handlet ganske hurtigt. Siden har ECB spændt et sikkerhedsnet på 750 mia. euro ud under den europæisk økonomi, og medlemslandene har aktiveret stabilitets- og vækstpagtens ’nødklausul’, så landene ikke behøver at respektere gældsloftet. I april blev EU-landene desuden enige om en hjælpepakke på ca. 550 mia. euro, hvor hårdt ramte lande bl.a. kan trække på en lånemekanisme (ESM), der blev oprettet under finanskrisen. Endelig har EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, hastegodkendt national statsstøtte for over 1.800 mia. euro.

Selvom den økonomiske krisehåndtering har været ganske omfattende, er det for tidligt at gøre det økonomiske ’kriseregnskab’ op. For det første svækkes Europas samlede vækst p.t. af, at der er skudt mange nye handelsbarrierer op. På nogle områder er det indre marked reelt sat på ’standby’ pga. grænsekontrol, eksportrestriktioner og en stigende tendens til at støtte sin egen industri – fx har den franske regering opfordret til ’forsyningspatriotisme’, altså at franskmændene skal støtte nationale producenter.

Vestagers accept af omfattende statsstøtte risikerer også at blive konkurrenceforvridende. En opgørelse fra avisen Financial Times viser, at Tyskland står for 52 pct. af de godkendte statsstøtteansøgninger. Fra et sydeuropæisk perspektiv kan det udløse en situation, hvor virksomheder risikerer at blive udkonkurreret, simpelthen fordi den tyske regering har bedre mulighed for at holde nødlidende virksomheder i live. Skal det samlede Europa komme helskindet igennem krisen, kræver det derfor, at de mange nye handelsbarrierer rulles tilbage. Det gælder også grænsekontrollen, der – sammen med frygten for en anden COVID-19-bølge – risikerer at slå bunden ud af turismeindustrien, der står for 10 pct. af Europas økonomi.

 

For første gang nogensinde har en tysk kansler accepteret, at en europæisk krise kan løses ved, at Kommissionen optager fælles lån til en fond på 500 mia euro, og at de nødlidende lande, der nyder godt af den, ikke skal betale beløbet tilbage euro for euro
_______

 

For det andet er Europas fælles krisehåndtering stærkt afhængig af, at EU-landene formår at blive enige om en samlet genopretningspakke, der løber i minimum lige så lang tid som EU’s kommende syvårige budget, dvs. til 2027. I marts-april var positionerne stort set som under eurokrisen: De sydlige lande insisterede på et væsentligt højere EU-budget og indførelsen af euroobligationer, som gav landene en egentlig håndsrækning frem for blot at øge deres gældsbyrde. For syd var det altafgørende, at de denne gang – i modsætning til under eurokrisen – var helt uforskyldte i, at krisen ramte dem så hårdt. Eller som den tidligere italienske premierminister Mario Monti har formuleret det: ”Denne gang drejer det sig ikke om, at nogen har levet over evne (dolce vita), men kun om vita” – altså om at kunne overleve en pandemi, som har sit udspring i Kina.

De nordeuropæiske lande, repræsenteret ved især Holland, Østrig, Danmark og Sverige, var derimod stærkt skeptiske over for en model, hvor de skulle hæfte for fælles gæld. Ligesom under eurokrisen argumenterede de benhårdt imod euroobligationer og kunne heller ikke acceptere et højere EU-budget. Ja, faktisk blev de slunkne nationale statskasser nu brugt som et ekstra argument for, at der skulle holdes igen på EU-plan.

Den polariserede situation udløste forbitrede diskussioner, hvor bl.a. Portugals premierminister, António Costa, beskyldte Holland for at bringe hele det europæiske samarbejde i fare: “Enten gør EU, hvad der er brug for, eller så bryder samarbejdet sammen”. Italiens reaktion var præget af, at landet endnu en gang følte sig svigtet. Eller som Nathalie Tocci, direktøren for Italiens udenrigspolitiske institut, har udtrykt det: ”Det er ’back to the future’, hvor Italien endnu en gang efterlades alene. Det var tilfældet under eurokrisen, efterfulgt af migrantkrisen i 2015-16 og nu coronakrisen. Det er den samme gamle historie, og de politiske konsekvenser kan blive voldsomme”.

Midt i gentagelsen af de gamle positioner kom der imidlertid skred i diskussionen, da Tysklands kansler, Merkel, den 18. maj i et fælles udspil med Macron klart viste, at Tyskland er villig til at forlade eurokrisens drejebog. For første gang nogensinde har en tysk kansler accepteret, at en europæisk krise kan løses ved, at Kommissionen optager fælles lån til en fond på 500 mia euro, og at de nødlidende lande, der nyder godt af den, ikke skal betale beløbet tilbage euro for euro. Hermed får de gældsplagede lande den ønskede håndsrækning.

Forklaringen på dette skifte er først og fremmest, at Merkel er overbevist om, at coronakrisen, i modsætning til de forrige kriser, denne gang risikerer at ramme hjertekulen af tysk økonomi, nemlig muligheden for fortsat at kunne eksportere i stor stil til Sydeuropa. Dermed er genopretningsfonden den logiske konsekvens af det mantra, som Merkel har fremført under krisen: ”Det kan kun gå Tyskland godt, hvis det også går resten af Europa godt”.

Den anden forklaring er direkte knyttet til Italien. Ifølge flere kilder er Merkel dybt bekymret for det markante holdningsskifte til EU i den italienske befolkning, og overbevisningen om, at der vitterlig denne gang er meget på spil, deles åbenbart af den brede tyske befolkning. I hvert fald viser den første måling, at et flertal støtter genopretningsplanen.

Endelig er det svært at komme uden om, at Merkel i maj 2020 også har den indenrigspolitiske styrke til at ændre en traditionel tysk position. Som et direkte resultat af den succesrige tyske coronahåndtering er Merkels popularitet igen tilbage på niveauet fra før flygtningekrisen. Macron, derimod, oplever en markant svækkelse både i målingerne og i det franske parlament, hvor han har mistet sit flertal. I tysk optik er det derfor alt andet end sikkert, at Macron i 2022 vil kunne besejre den højreorienterede Marine Le Pen. Med andre ord: Merkel har også erkendt, at hun blev nødt til at give Macron et vigtigt europapolitisk resultat – et resultat, han allerede foruddiskonterede i valgkampen i 2017. I et vanligt tysk-fransk kompromis er der dog tale om et ’give and take’. Op til den 18. maj havde Macron fx plæderet for en endnu større fond, der ikke var knyttet til EU’s budget. Lige så klart er det, at Merkel ikke har accepteret indførelsen af tidsubegrænsede euroobligationer for bagudrettet gæld.

Én ting er imidlertid, at Tyskland og Frankrig nu har fundet hinanden. Noget andet er, om EU 27 kan blive enige. Som en første reaktion på det tysk-franske udspil valgte Holland, Østrig, Danmark og Sverige at gentage de velkendte positioner: nej til optagelse af fælles lån; og nej til, at bevillinger fra EU kan gives som tilskud – og ikke kun lån. Desuden skal EU’s budgetloft også holdes i ro.

Efter det tyske-franske udspil og reaktionerne er det nu op til den faste formand for Det Europæiske Råd, Charles Michel, at se, om han kan lande et kompromis. Det skal ske med afsæt i det udkast om en kombineret genopretningsfond og et syvårigt budget, som Kommissionen fremlagde den 27. maj. Allerede inden coronakrisen ramte, betegnede Michel forhandlingerne som ’de vanskeligste budgetforhandlinger i EU’s historie’. Det kan meget vel vise sig at holde stik, og de fleste forventer, at sagen først kan afklares, efter at Tyskland den 1. juli overtager EU-formandskabet fra Kroatien. Ikke alene står landene fortsat langt fra hinanden; alle går også ud fra, at et kompromis vil kræve, at stats- og regeringscheferne rent fysisk kan se hinanden i øjnene i et mødelokale.

 

Ganske tankevækkende har den amerikanske tænketank Freedom House i maj fastslået, at de to regeringer [i Ungarn og Polen] i skyggen af coronaen har gennemført så mange tilbagerulninger af demokratiske rettigheder, at i hvert fald Ungarn ikke længere kan betegnes som et demokrati
_______

 

Krise 3: Demokrati og retsstat
Den tredje krise knytter sig til EU’s værdier og principper for, hvad der kendetegner en retsstat. Når kampen mod coronaepidemien fx af Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, betegnes som ’en krig’, åbner det automatisk op for en diskussion om, hvorvidt målet helliger midlet.

Den amerikanske forfatter Anne Applebaum har formuleret det på følgende vis: ”Når folk frygter døden, accepterer de tiltag, som, forkerte eller ej, vil redde dem – selv hvis det betyder tab af frihed”.

Under COVID-19 har stort set alle lande anvendt hastelovgivning og svækket borgernes frihedsrettigheder, men ingen steder har tiltagene været så vidtgående som i Polen og Ungarn. Ganske tankevækkende har den amerikanske tænketank Freedom House i maj fastslået, at de to regeringer i skyggen af coronaen har gennemført så mange tilbagerulninger af demokratiske rettigheder, at i hvert fald Ungarn ikke længere kan betegnes som et demokrati. Lige efter det første udbrud af COVID-19 indførte Ungarns premierminister, Viktor Orbán, en nødlov, der dybest set sætter det ungarske parlament i karantæne – vel at mærke uden solnedgangsklausul.

Og trods en uoverskuelig COVID-19-situation med ’lockdown’ og forbud mod forsamlinger, der ville have umuliggjort en fair valgkamp, insisterede den polske regering længe på, at præsidentvalget den 10. maj skulle gennemføres. Ikke mindst oppositionen anklagede regeringen for, at den manglende vilje til at aflyse valget skyldtes, at præsident Duda fuldstændigt dominerede mediebilledet og havde et betydeligt forspring i målingerne. Først få dage før den 10. maj blev valget alligevel udsat, uden at det i skrivende stund er klart, hvornår det så vil blive gennemført.

Som et tegn på, at EU-landene er i tvivl om, hvor hårdt de midt under en sundhedskrise kan kritisere ikke mindst Ungarn, underskrev 16 lande før påske et kritisk brev, hvor de dog ikke nævnte elefanten i rummet, nemlig Ungarn. Det fik fluks Ungarn til at melde sig blandt underskriverne. For Ungarn går da også ind for, at de fælles demokratiske værdier skal respekteres, lød det fra Budapest!

Situationen bliver ikke bedre af, at Polen og Ungarn under krisen har påstået, at de har stået helt alene med konsekvenserne af virussen og ikke har modtaget nogen form for støtte fra EU.

I store dele af resten af Unionen har der derimod været dyb frustration over, at Ungarn, trods det demokratiske forfald, har fået adgang til betydelige summer i EU-budgettet til krisetiltag.

Når der først for alvor er kommet styr på COVID-19, vil presset stige for at sikre, at diverse nødlove rulles tilbage. Fx vil det være svært for EU at kræve, at lande som Albanien og Nordmakedonien skal overholde retsstatens spilleregler, hvis nogle af EU’s egne medlemslande ikke gør det.

Problemet er imidlertid, at en såkaldt Artikel 7-procedure, hvor et land kan få suspenderet sit medlemskab, kræver ’enstemmighed minus én’. Det vil være næsten umuligt at opnå, da Polen og Ungarn har indgået en slags musketéred, hvor de vil blokere for tiltag over for hinanden. I sidste instans er det derfor mere sandsynligt, at de øvrige medlemslande vil forsøge at ramme Ungarn og Polen på pengepungen. Det indgår i hvert fald som en vigtig del i hele diskussionen om EU’s nye syvårige budget. Forslaget går ud på, at lande, som ikke overholder retsstatsprincipperne, vil kunne få frataget økonomisk støtte.

 

Succes har mange fædre, men fiaskoen er forældreløs, lyder en gammel talemåde. Eller som det kan sammenfattes i 2020-coronaudgaven: ”Succes er nationalstaternes, men fiaskoerne hører hjemme i Bruxelles”
_______

 

Krise 4: EU’s fremtid
Den fjerde krise skal ses i direkte forlængelse af de tre forrige. Den sundhedsmæssige, den økonomiske og den demokratiske krise har nemlig tilsammen udløst en eksistentiel krise for selve EU-samarbejdet. Herved adskiller EU sig fundamentalt fra medlemslandene. På trods af at alle EU-lande i lige så høj grad som Kommissionen undervurderede pandemien, er der ingen, der nu er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved fx den spanske eller polske stats fremtid. Når det gælder EU, diskuteres det derimod intenst, om samarbejdet har spillet fallit: Hvad skal man med Unionen, når EU ikke kunne hjælpe fx Italien i en så kritisk situation? Og hvor mange kriser kan samarbejdet egentlig holde til?

I landene ser situationen fundamentalt anderledes ud. Størstedelen af regeringscheferne har oplevet en stor stigning i deres personlige popularitet. Det hører også med til billedet, at kun få regeringschefer har forsøgt at få deres borgere til at vende blikket mod EU eller andre internationale organisationer. Flere har i den uoverskuelige situation tværtimod forsøgt at appellere til nationalfølelsen og fremstillet indsatsen mod virussen som en national kamp mod en usynlig fjende.

Succes har mange fædre, men fiaskoen er forældreløs, lyder en gammel talemåde. Eller som det kan sammenfattes i 2020-coronaudgaven: ”Succes er nationalstaternes, men fiaskoerne hører hjemme i Bruxelles”. I hvert fald er der stort ingen regeringschefer, som har fremhævet fx EU’s rolle i at hente borgere hjem fra fjerne himmelstrøg eller EU’s helt afgørende betydning for at sikre fyldte hylder i bl.a. supermarkeder og på apoteker.

Det er langtfra første gang, at en krise hurtigt udvikler sig til en diskussion om, hvorvidt EU kan overleve. Faktisk lægger situationen sig i slipstrømmen på mange tidligere kriser, såsom euro- og flygtningekriserne. Også de udløste en heftig diskussion om, hvorvidt tiden var kommet til at skrive samarbejdets nekrolog. Eller som The Economist spydigt bemærkede det i midten af maj: ”Økonomer har forudsagt ni ud af de seneste fem recessioner. De, som forudsagde EU’s fald, kan komme til at se lige så tåbelige ud”.

Ved første øjekast kan diskussionen om EU’s mulige sammenbrud da også affærdiges som forhandlingstaktik. Måske ikke så overraskende er det primært sydeuropæiske stats- og regeringschefer, der har advaret om, at EU risikerer at bryde sammen – hvis ikke de kan modtage EU-tilskud frem for lån, der vil øge deres gældsbyrde.

Med til billedet hører også, at kriser har det med at forstærke allerede eksisterende strømninger frem for at udløse helt nye. Som EU’s udenrigschef, Josep Borrell, har formuleret det: ”Verden efter corona vil bare være en acceleration af tendenser, som allerede var der før. Store begivenheder har det udelukkende med at accelerere historiens gang. De ændrer dem ikke 360 grader”.

En af det europæiske samarbejdets fædre Jean Monnet skrev i sine erindringer, at ”Europa vil blive skabt af kriser og være summen af løsningerne på kriserne”. Men som én de andre fædre, nemlig Vesttysklands første kansler, Konrad Adenauer, slog fast stort set samtidig, er ”historien den samlede sum af ting, som kunne have være undgået”.

Selvom det endnu er alt for tidligt at vurdere COVID-19-krisens langsigtede konsekvenser for EU-samarbejdet, er det mest sandsynlige derfor, at EU også overlever denne gang. Når alt kommer til alt, har krisen også vist, hvor sårbart Europa er, når fx 80 pct. af den pandemirelevante medicin skal importeres fra Kina og Indien. At ændre dette vil kræve fælles europæiske svar og en udnyttelse af EU 27’s fælles købekraft. I samme retning trækker den verserende stormagtrivalisering mellem Kina og USA. Én af konsekvenserne af rivaliseringen er en svækkelse af stort set samtlige internationale organisationer som EU 27 i fællesskab har satset på – lige fra WHO over FN til WTO. Skal disse fora kunne genvinde dele af deres rolle, kræver det, at EU-landene trækker på den samme hammel.

Men alt det ændrer ikke ved – for at vende tilbage til Borrells logik – at de tre COVID-19-relaterede kriser netop ikke rammer et velfungerende, reformeret samarbejde, men et samarbejde, der i forvejen var præget af splid og uenighed. Allerede før coronakrisen var EU-landene uenige om fx EU-budget og flygtninge- og indvandrerpolitikken, ligesom tilstanden i det ungarske og polske demokrati var under kritik.

Det hele kompliceres af, at det i modsætning til tidligere ikke er muligt at gennemføre store pakkeløsninger ved at ændre traktaterne. Dertil er interesserne for forskellige – for slet ikke at tale om, at appetitten på traktatforhandlinger og eventuelle folkeafstemninger er stort set ikkeeksisterende. Konsekvensen er, at mange konflikter forbliver uforløste og skydes til hjørne for blot at vende tilbage igen på et tidspunkt, hvor de ikke nødvendigvis er lettere at løse.

Spørgsmålet er bare, hvor længe denne ’muddling through’-strategi vil kunne holde, inden EU bliver nødt til at forholde sig til fx de økonomiske ubalancer i eurozonen, som krisen blot har forstærket. Ganske tankevækkende har kansler Merkel under krisen for første gang meget længe åbnet for, at traktatændringer alligevel kan komme på tale. ■

 

Spørgsmålet er bare, hvor længe denne ’muddling through’-strategi vil kunne holde, inden EU bliver nødt til at forholde sig til fx de økonomiske ubalancer i eurozonen, som krisen blot har forstærket
_______

Apropos denne artikel:

Vestenskov & Streubel-Kristensen i RÆSON SØNDAG: Eufori og et væltet diktatur fører oftere til borgerkrig end politisk stabilitet

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning