26.05.2020

Alle har vidst i to måneder, at Sundhedsstyrelsen ikke støttede nedlukningen af landet, selvom det først er nu det kritiseres. Den implicitte påstand i kritikken er, at regeringen handlede mere resolut, end der var behov for, og derved påførte Danmark større omkostninger end nødvendigt. Men det er værd at bemærke, at den kurs Sundhedsstyrelsen dengang fremlagde, reelt set var den samme som den, Sverige valgte at følge.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—

Af Uffe Gardel

De seneste dages debat har været stærkt optaget af, på hvilket grundlag regeringen egentlig traf beslutningen om at lukke Danmark ned midt i marts. Efter en artikel i Jyllands-Posten har fortalt, at Sundhedsstyrelsen var imod nedlukningen, er både medier og oppositionspartier gået til angreb på regeringen. For Mette Frederiksen sagde jo på pressemødet den 10. marts, da første etape af nedlukningen blev sat i gang, at ”det [er] myndighedernes anbefaling, at vi lukker al unødvendig aktivitet ned på de områder i en periode.”

Der er reelt intet nyt i, at Sundhedsstyrelsen ikke støttede nedlukningen. Den debat, som lederskribenter og borgerlige politiker i disse døgn fører, kunne vi have taget allerede om aftenen den 11. marts.

For en god ordens skyld: Dette er ikke en kritik af Jyllands-Postens artikel; den giver en læseværdig indsigt i, hvordan Sundhedsstyrelsen modsatte sig anvendelsen af tvangsindgreb over for COVID-19-smittede, hvorefter regeringen fik ændret epidemiloven, så tvangsindgreb ikke længere er Sundhedsstyrelsens kompetence. Men selve påpegningen af, at Sundhedsstyrelsen ikke støttede nedlukningen, er ikke nyt.

I dokumentet ”COVID-19 Risikovurdering, strategi og tiltag ved epidemi i Danmark”, offentliggjort den 10. marts, nævner Sundhedsstyrelsen en række tiltag, man anbefaler. Det handler først og fremmest om kommunikation og rådgivning, obligatorisk håndsprit på arbejdspladser og andre steder, opfordring til at arbejde hjemme og i hvert fald at undgå offentlig transport, især i myldretiden, samt opfordring til hjemmeisolation, hvis man er smittet. Altså en række bløde tiltag, hvor man samtidig lægger op til at ”nedskalere” smitteopsporing og karantænesætning.

Det sidste er nok så interessant, eftersom styrelsen her reelt indvarsler det såkaldte strategiskift to dage senere, da man afskaffede karantænekrav og holdt op med at smitteopspore; skiftet til en såkaldt afbødningsstrategi. Læst i dag, to måneder efter, kan det se ud, som om beslutningen om strategiskiftet allerede var taget den 10. marts.

 

Her er det værd at bemærke, at det, Sundhedsstyrelsen foreslog i sit strategipapir fra 10. marts, reelt var en svensk kurs. Hvad en sådan kurs kan føre til, ved vi alt om i dag. Min formodning er da også, at ingen af de borgerlige partier, som lige nu kritiserer regeringen, reelt ønsker sig en anden kurs
_______

 

Men at Sundhedsstyrelsen ikke havde et eneste forslag om forbud eller nedlukning, er ingen nyhed. Vi diskuterede det bare ikke dengang. Det eneste element, der blev talt om, var grænselukningen, som blev meddelt et par dage senere. Her blev Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm spurgt direkte, og han svarede, at det ikke var noget, hans styrelse havde foreslået. Man kunne dengang have stillet ham samme spørgsmål om lukningen af skoler og offentlige kontorer, og nogle dage senere kunne man også have bedt om hans holdning til lukningen af frisører, restauranter med mere. Man ville formentlig have fået samme svar.

Og nu fører man så en politisk debat med to måneders forsinkelse, hvis implicitte påstand er, at regeringen handlede mere resolut end nødvendigt, og derved påførte Danmark større omkostninger end nødvendigt.

Her er det værd at bemærke, at det, Sundhedsstyrelsen foreslog i sit strategipapir fra 10. marts, reelt var en svensk kurs. Hvad en sådan kurs kan føre til, ved vi alt om i dag. Min formodning er da også, at ingen af de borgerlige partier, som lige nu kritiserer regeringen, reelt ønsker sig en anden kurs. I hvert fald fik regeringen jo i marts vedtaget ændringerne af epidemiloven enstemmigt.

Det var i øvrigt ikke sidste gang under epidemien, at regeringen har skubbet ”myndighederne” foran sig, når der skulle træffes ubehagelige beslutninger; jeg beskrev et andet tilfælde her.

Færre smittede end myndighederne havde troet
I sidste uge omtalte jeg den spanske befolkningsundersøgelse, som viste, at fem pct. var smittet – og med korrektion for falske negative resultater er det nok snarere godt seks pct. Nu har vi så omsider fået de første, foreløbige resultater af en tilsvarende dansk undersøgelse fra Statens Serums Institut, hvor deltagerne er tilfældigt udvalgt: Godt én pct. testede positivt.

Det er virkelig få. Især meget, meget få i forhold til de tidligere bloddonorundersøgelser, som Sundhedsstyrelsen helt tilbage i begyndelsen af april lagde til grund for et muligt gigantisk mørketal, hvor 3,5 pct. af befolkningen var smittet – en hypotese jeg dengang fandt usandsynlig. Og den holdt så heller ikke.

Heller ikke i Sverige er der vældigt mange smittede; 7,3 pct. i Stockholmsregionen og en del mindre i resten af landet, viser en ny undersøgelse. De 7,3 pct. er måske snarere ni pct., når man korrigerer for dårlig følsomhed i testene, men vi er stadig meget langt fra, hvad de svenske myndigheder havde troet og håbet. I april sagde statsepidemiolog Anders Tegnell, at fem-ti pct. af stockholmerne var smittet, og så skulle det jo være en hel del mere i dag, da smittetrykket – antallet af mennesker, en smittet person giver smitten videre til – formentlig har været højere end i Danmark det meste af perioden siden da. Han sagde da også omtrent samtidig, at der kunne blive flokimmunitet i Stockholm i maj – hvilket ville kræve op mod 60 pct. smittede.

Senere i april kunne Folkhälsomyndigheten så fortælle, at deres matematiske model viste, at 26 pct. af stockholmerne ville være smittet 1. maj.  

 

Måske skal vi bare konkludere, at denne sygdom er mindre smitsom end troet, eller i hvert fald lettere at bremse med adfærdsændringer
_______

 

Måske skal vi bare konkludere, at denne sygdom er mindre smitsom end troet, eller i hvert fald lettere at bremse med adfærdsændringer. Som det tidligere har været fremme, var smittetrykket i Danmark faldet til 1,5 allerede ved nedlukningen, et voldsomt fald i forhold til de 2,5, man normalt antager gælder i en uforberedt befolkning. Faldet kan så ikke skyldes nedlukningen, men alene at bekymrede borgere af sig selv var begyndt at holde afstand eller helt lade været med at gå ud.

På vildspor
Til gengæld er sygdommen så lidt mere dødelig: Har 1,1 pct. af danskerne været smittet, er dødeligheden 0,8-0,9 pct., altså omtrent ti gange så dræbende som influenza. Denne nyhed har skabt chok og fornægtelse i den lille hårde kerne af yderligtgående debattører, som reelt er de eneste kritikere af nedlukningen. Her ønsker man sig, at sygdommen er så lidt dødelig som muligt, og håber derfor på så mange smittede som muligt.

Et eksempel er økonomiprofessor Christian Bjørnskov på det liberale debatsite Punditokraterne. Bjørnskov argumenterer her for, at Statens Serum Instituts vurdering, at 1.1 pct. af danskerne må være smittet, er alt for lavt. Han når frem til sin konklusion ved at se på antallet af positivtestede frem til 20. april i det almindelige testforløb.

Bjørnskovs påstand hviler på en række urimelige antagelser, samtidig med at han overser faktorer, som kunne pege i retning af, at undersøgelsen faktisk overdriver antallet af smittede – hvilket både er dårlig debatskik og dårlig videnskabelig adfærd. Det bliver meget nørdet nu, men i kort form er her Bjørnskovs antagelser, og hvorfor de ikke holder:

For det første argumenterer Bjørnskov for, at undersøgelsen fra Statens Serum Institut viser smittebilledet helt tilbage fra d. 20. april, og flere kan være blevet smittet siden da. Mit svar: Nej, undersøgelsen viser et meget nyere billede. Det tager ikke mere end en halv snes dage at udvikle antistoffer. Statens Serum Institut fortæller ikke præcis, hvornår prøverne er indsamlet, men et bud må være, at undersøgelsen viser smittebilledet omkring den 7. maj. Siden 7. maj har R – smittetrykket – ligget under 1, hvilket indikerer en meget langsom vækst i det kumulerede antal smittede. Så undersøgelsens billede svarer nok meget godt til situationen i dag. Er man i tvivl, om det er rigtigt, kan man se på antallet af mennesker, som er eller har været hospitalsindlagt; det er i samme periode nærmest gået i stå.

 

Vi har i debatten både i Danmark og Sverige haft nogle myter – skabt af myndighederne – om kæmpemæssige mørketal. De undersøgelsesresultater vi får nu, afliver dem langsomt
_______

 

For det andet: Test frem til 20. april viste 7.600 smittede, og havde lægerne kunnet teste alle dem, de ønskede, var der blevet testet seks gange så mange – for så meget steg antallet af tests, da teststrategien blev ændret. Da antallet af nyindlagte dengang var fire gange så højt dengang, skal de 7.600 ganges med 6 og med 4 – så har vi det sande antal smittede, hævder Bjørnskov, uden at argumentere yderligere for påstanden. Mit svar: Nu er 20. april en forkert dato, jf. punkt 1). Betragtningen om antal nyindlagte giver ikke mening; vi leder efter antal smittede. Det er sikkert rigtigt, at lægerne gerne ville have testet seks gange så mange. Det betyder ikke, at man også havde fundet seks gange så mange positive; man ma tro, at jo flere man tester, jo mindre en andel positive vil man finde.

Bjørnskov anfører yderligere, at ”studier har fundet at mellem 50 og 80 % af alle smittede ingen symptomer har” – og derfor skal man gange yderligere op for at finde det sande antal smittede. Mit svar: Tallet lyder fantasifuldt. I det omfattende spanske studie, jeg omtalte i min seneste artikel, var kun 34 pct. af de positivtestede uden symptomer.

Derfor kan Bjørnskov stadig have ret i, at de foreløbige testresultater undervurderer antallet af smittede danskere, men det er altså ikke af de grunde, han selv nævner.

Kunne der være grunde til, at testresultaterne tværtimod overdriver antallet af smittede? Ja, det kan der. For det første har man i Seruminstituttets undersøgelse kun testet borgere fra 30 kommuner i nærheden af testcentrene i København, Aarhus, Aalborg, Næsted og Odense. Men kan man nødvendigvis antage, at de kommuner repræsentative? For det andet: Så vidt jeg kan se, er tallene ikke vægtet geografisk, og det er endnu en mulig fejlkilde; den smittetunge Region Hovedstaden er en anelse overrepræsenteret i undersøgelsen. For det tredje har man kun testet folk over 18; altså ingen børn. Og netop i den spanske undersøgelse så man, at børn i langt mindre grad havde antistoffer. Og disse tre forhold nævner Bjørnskov ikke.

Jeg har gjort så meget ud af Christian Bjørnskovs artikel, fordi han er en fremtrædende dansk økonom, professor i økonomi ved Aarhus Universitet og en indflydelsesrig skikkelse på den ultraliberale højrefløj. Og han er på vildspor her, diplomatisk udtrykt.

I øvrigt bemærker jeg mig, at den svenske Folkhälsomyndigheten forsøger sig med samme kneb som Bjørnskov over for sin egen undersøgelse: Man siger, at ”tallene afspejler den situation, epidemien var i tidligere i april, eftersom det varer nogle uger, inden kroppens immunforsvar udvikler antistoffer.” Som jeg nævnte ovenfor, siger blandt andet Harvard University, at det varer 7-10 dage.

Anders Tegnell fortsatte imidlertid med at tro på stor smittespredning efter undersøgelsen: ”Det er jo ikke syv pct. nu. Vi ligger nok et sted omkring 20 pct. plus,” sagde han. Det lyder ikke sandsynligt med så kraftig en vækst. Tegnell har nemlig også fortalt os, at Sverige i begyndelsen af maj havde fået presset reproduktionstallet ned under 1. Antallet af døde pr. dag har da været tilsvarende faldende de sidste to en halv uge, og det antages at følge smittespredningen to-tre uger forinden. Endelig passer dødstallene også meget godt: Ni pct. smittede i Region Stockholm vil, ved det aktuelle dødstal i regionen, give en dødelighed på 0,9 pct., altså ret meget som i Danmark.

Vi har i debatten både i Danmark og Sverige haft nogle myter – skabt af myndighederne – om kæmpemæssige mørketal. De undersøgelsesresultater vi får nu, afliver dem langsomt. ■

 

Men at Sundhedsstyrelsen ikke havde et eneste forslag om forbud eller nedlukning, er ingen nyhed. Vi diskuterede det bare ikke dengang. Det eneste element, der blev talt om, var grænselukningen, som blev meddelt et par dage senere
_______

Apropos denne artikel:

Vestenskov & Streubel-Kristensen i RÆSON SØNDAG: Eufori og et væltet diktatur fører oftere til borgerkrig end politisk stabilitet

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning