21.05.2020

Gårsdagens klimaudspil fra regeringen sætter tvivl ved, hvorvidt klimaminister Dan Jørgensen er klimakrisen og sin rolle voksen. Det er på tide, at regeringens støttepartier afsøger muligheden for en ny koalitionsregering, der kan levere vores fælles klimamålsætning – eller som minimum stiller et mistillidsvotum til en minister, der igen og igen nøler, hvor der bør handles.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—

Kommentar af Nikolaj Kornbech

FOLKETINGSVALGET 2019 var med statsministerens egne ord “det første klimavalg i Danmarkshistorien”. En bred folkelig bevægelse kaprede dagsordenen, en ny klimalov og Parisaftalen var på alles læber, og 40.000 borgere marcherede om Christianborg og krævede klimahandling. For alle dem, som i tiden op til valget havde gået på gaden, stiftet klimaforeninger, stillet kritiske spørgsmål til politikere eller talt med deres nærmeste om klimaet, var d. 25. juni 2019 en stor dag. Det var intet mindre end en demokratisk sejr: Målet om 70% reduktion af vores drivhusgasudledninger i 2030 stod øverst på forståelsespapiret, og det blev hjørnestenen i den aftale, der er i dag giver Mette Frederiksen hendes parlamentariske grundlag.

Man burde derfor tro, at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet ville have som øverste prioritet at leve op til forventningerne på det grønne område. Men desværre: Her næsten et år efter valget er deres eneste konkrete resultat et håbløst utilstrækkeligt klimaudspil, som regeringen fremlagde onsdag. Derfor er det på høje tid at evaluere regeringen og særligt Dan Jørgensens track record det forgange år. Den sætter nemlig store spørgsmål ved regeringens troværdighed på klimaområdet.

 

Ligesom resten af udspillet bærer det præg af, at Dan Jørgensen ikke formår at tage fat, hvor det gør ondt. Alle tiltag er rettet mod forsyningssektoren eller industriens egen energiproduktion. Og det er på trods af, at ministerens egen styrelse viser, at vi først og fremmest mangler politik for transport og landbrug
_______

 

FORLØBET HALTEDE fra start – først seks måneder efter valget blev Folketinget (uden NB og LA) enige om en klimalov, som først kom til 1. behandling i sidste uge. Det fik også Enhedslisten og de Radikale — to af de partier, som forhandlede hårdt for at få 70%-målet på forståelsespapiret, til at true med at vælte hhv. ministeren og regeringen i februar. Den trussel bør kun være blevet mere relevant efter gårdsdagens udspil.

Processen har været forsinket af Dan Jørgensens indledning af de såkaldte “klimapartnerskaber”: I stedet for at høre fra den brede befolkning, der lige havde leveret Danmarkshistoriens stærkeste klimamandat, prioriterede man det gamle erhvervsetablissement. Og Dan Jørgensen skulle åbenbart lytte så godt efter, han ikke havde tid til forhandle med folketingets partier i mellemtiden. Måske derfor ligner regeringens nye klimaudspil mest af alt en ønskeliste fra erhvervseliten.

Begejstringen for udspillet var til at mærke hos Dansk Industris branchedirektør for energi og olie- og gasselskabet Ineos. Det er der en grund til, for udspillet pålægger ikke erhvervslivet én eneste afgift. I stedet får de bl.a. en tilskudspulje på 900 mio. kr. På trods af, at Klimarådet, 18 NGO’er, regeringens støttepartier og ungdomspartier fra højre til venstre har kaldt på en ensrettet, høj CO₂-afgift, har Dan Jørgensen valgt at lytte til industrien. I en tragikomisk omgang tågesnak kalder han afgifter for en “Georg Gearløs-agtig model”, som “der ikke findes noget sted i verden, der har introduceret”, på trods af, at CO₂-afgifter er bredt anvendt i bl.a. Norge, Sverige, Finland, Schweiz og Canada, og Danmark allerede har en lav CO₂-afgift på 177 kr./ton. I stedet har Jørgensen valgt en tilgang, hvor man giver lidt tilskud hist og her til den klimaskadelige industri. Det bryder med et af vigtigste og mest anerkendte principper i miljøpolitik: forureneren betaler, som en retfærdig grøn omstilling nødvendigvis må baseres på.

Ligesom resten af udspillet bærer det præg af, at Dan Jørgensen ikke formår at tage fat, hvor det gør ondt. Alle tiltag er rettet mod forsyningssektoren eller industriens egen energiproduktion. Og det er på trods af, at ministerens egen styrelse viser, at vi først og fremmest mangler politik for transport og landbrug. Ser man bort fra udledningen ved biomasse (et andet enormt problematisk led i den danske omstilling), udgør transport og landbrug de to største udledningssektorer i dag – og deres udledninger forventes at være lige så høje i 2030 (se Klimarådets 2020-rapport, s. 45). Udspillet giver os her ingen idé om, hvilken retning regeringen ønsker at gå. Man fristes til at spørge, om regeringen har overhovedet har gjort sig nogle tanker om omstillingen af transport og landbrug?

 

Som et “konkret tiltag” for at fremme Power-to-X teknologi foreslås “et samarbejde med eksterne aktører om storskala brintproduktion” uden nogen tidsramme. Lad os være lykkelige for, regeringens politik under coronakrisen har været mere end “et samarbejde med eksterne aktører om produktion af håndsprit”
_______

 

RESULTATET ER IKKE overraskende et helt utilstrækkeligt udspil. Succeskriteriet for regeringens klimapolitik er ualmindelig klart: For at få 70%-målet skal de indenlandske drivhusgasudledninger reduceres med det tredobbelte tempo ift. perioden 1990-2017 (se Klimarådets 2020-rapport, s. 26). Det svarer til, at vi skal finde ekstra reduktioner for 19 mio. tons CO₂-ækvivalenter. Den samlede forventede reduktionseffekt af regeringens udspil er 2 mio. tons.

I stedet for tiltag, der sikrer reduktionsmålet, har regeringen fyldt siderne i udspillet med spekulation om teknologier, der har så lange udsigter at de er tæt på irrelevante for en klimaplan med mål i 2030. Det ligner til forveksling en borgerlig-utopisk strategi om grøn vækst og en teknologi, der nok skal redde os. De to “energiøer”, som regeringen vil bygge, er først planlagt til at være færdige i 2030. Som et “konkret tiltag” for at fremme Power-to-X teknologi foreslås “et samarbejde med eksterne aktører om storskala brintproduktion” uden nogen tidsramme. Lad os være lykkelige for, regeringens politik under coronakrisen har været mere end “et samarbejde med eksterne aktører om produktion af håndsprit”.

Regeringen har yderligere fundet 0,3 af dens 2 mio. tons reduktioner i et estimat om “CO₂-fangst” fra 2024, dvs. teknologier, som ikke reducerer udledninger, men fjerner allerede udledt CO₂ fra atmosfæren. Alle disse teknologier har imidlertid store tekniske usikkerheder, og det er en betydelig sandsynlighed for, at de ikke vil levere på global skala. Allerede nu kan forskere observere en farlig udvikling, hvor CO₂-fangst i stigende grad antages at virke og planer om fremtidig CO₂-fangst derfor erstatter faktiske reduktioner af drivhusgasser. Ved at inkludere CO₂-fangst i sin klimaplan bidrager regeringen til denne udvikling og øger dermed risikoen for katastrofale klimaforandringer.

Et år efter klimavalget står vi altså tilbage med en regering, der serverer teknokratiske småændringer og taler uansvarlig tågesnak om uprøvet teknologi, alt imens olieudvinding i Nordsøen fortsætter, og den spritnye gasrørledning Baltic Pipe, der transporterer gas fra Norge til Polen, bygges på tværs af Danmark. Derfor spørger jeg SF, Enhedslisten og de Radikale: Har I stadig tillid til at Dan Jørgensen og Socialdemokratiet kan løfte den grønne omstilling? Det undrer mig efterhånden, hvis I har. Måske er det tid til at se på en koalitionsregering med en mere ansvarlig klimaminister på posten? Hvis vi skal nå i mål med 70 % i 2030 ligner det mere og mere en nødvendighed. ■

 

Derfor spørger jeg SF, Enhedslisten og de Radikale: Har I stadig tillid til at Dan Jørgensen og Socialdemokratiet kan løfte den grønne omstilling? Det undrer mig efterhånden, hvis I har. Måske er det tid til at se på en koalitionsregering med en mere ansvarlig klimaminister på posten? Hvis vi skal nå i mål med 70 % i 2030 ligner det mere og mere en nødvendighed
_______

Apropos denne artikel:

Vestenskov & Streubel-Kristensen i RÆSON SØNDAG: Eufori og et væltet diktatur fører oftere til borgerkrig end politisk stabilitet

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning