14.05.2020

Når grænserne igen åbnes, kan vi risikere massive strømme af flygtninge og migranter. Pandemi-migration og pandemi-flygtninge vil blive nye begreber, hvis der ikke sættes ind med redningsplaner, som afbøder de økonomiske konsekvenser, der leder til migration i første omgang, og som sikrer forsvarlige sundhedsmæssige forhold i flygtningelejrene.

Denne artikel er en del af den fjerde udgave RÆSONs digitale ekstranummer “RÆSON EKSTRA”, som sætter fokus på de vidtrækkende sundhedsmæssige, sociale, politiske og økonomiske konsekvenser coronapandemien har haft – og vil få. Du kan finde magasinet digitalt her.

—

Kommentar af Katarina Ammitzbøll, udviklingsordfører for Det Konservative Folkeparti

Social afstand, håndsprit og vaske hænderne grundigt med sæbe, samt sikre at sundhedssystemet ikke presses for meget, er Vestens covid-19 strategi. Men for flygtninge, som sidder tætpakket i lejre i Grækenland, Jordan, Bangladesh, eller migranter i slumområder i nogle af Afrikas storbyer er afstand, værnemidler og et hospital en umulig luksus. Risikoen for et massivt covid-19 udbrud hænger i luften, og når grænserne åbnes igen, er spørgsmålet, om vi står overfor store corona-relaterede flygtningestrømme mod Europa?

Mange vil være økonomiske flygtninge og migranter, der flygter som konsekvens af corona-udbruddets negative effekt på verdenshandlen. Fødevarepriserne er mere end fordoblet flere steder og knapheden på fødevarer er grobund for social ustabilitet. Samtidig vokser arbejdsløsheden hastigt. Ifølge den Afrikanske Union vil 20 mio. jobs gå tabt i Afrika pga covid-19. Der er en sandsynlighed for, at vi på den baggrund vil opleve en helt ny kategori af migranter: Corona-migranter, der flygter fra socioøkonomisk sammenbrudte samfund og med meget begrænsede sundhedsfaciliteter til at beskytte sig mod covid-19-smittefare.  

Hvad, vi bør gøre her og nu, er at forebygge, at virussen rammer konfliktramte områder og flygtningelejre, hvor sundhedsfaciliteter er meget begrænsede. Skræmmende prognoser fra Afghanistan viser, at op til hver 3. person i Kabul er smittet med covid-19. Spørgsmålet er fx, hvor værnemidler skal komme fra, når sundhedssystemet i Afghanistan stadig hænger i laser efter årtier med krig og konflikt. Det er essentielt at sikre kritiske forsyninger af værnemidler for covid-19 til sårbare lande. Særligt taget i betragtning af, at Afrika, Afghanistan og alle mindre udviklede lande for øjeblikket konkurrerer på lige fod med de vestlige lande om kritiske forsyninger, fordi de importerer størstedelen af al deres medicin frem for at producere den selv.

Samtidig er det vigtigt at etablere socioøkonomiske sikkerhedsnet for at mindske risikoen for vold og civil ustabilitet. Det kan gøres ved hurtigt at sætte betaling af gæld på standby og hjælpe landene til at øge offentlige udgifter til sundhed og fødevaresikkerhed. Fx i et land som Ghana, som er nogenlunde velfungerende, udgør statsgælden ifølge Mellemfolkeligt Samvirke 40% af landets BNP, og renter og afdrag alene beløber sig til mere end landets samlede sundhedsudgifter. Hvis vi skal yde økonomisk bistand, må det naturligvis være med visse modkrav for at sikre, at pengene ikke ryger i de politiske lederes lommer i stedet.

Det vedtog vi også i enighed i Folketinget, at det skulle være Danmarks position ved drøftelser om gæld i Verdensbanken. Derudover skal der skabes jobs og etableres et minimum af indtægtsgrundlag for de fattige i byer og på landet bl.a. gennem ordninger som ’cash for work’, som kan udbetales direkte fx gennem fx mobiltelefoni. 

 

Den vanskelige forværrede økonomiske situation, som mange udviklingslande hastigt befinder sig i, kombineret med en massiv arbejdsløshed, stigende fødevarepriser, og pres på ressourcer risikerer nemt at øge vold, konflikt samt at true stabiliteten
_______

 

Corona forværrer i forvejen trange kår
Den største koncentration af flygtninge og internt fordrevne personer findes på det afrikanske kontinent. Fire af de største flygtningelejre i verden er i Tanzania, Kenya, Uganda og Etiopien. Hundredtusindvis af folk bor sammenpresset uden tilstrækkelig adgang til vand og sanitet, og de har ikke automatisk adgang til de ofte sparsomme offentlige sundhedsydelser. UNHRC og WHO arbejder sammen med de lokale sundhedsmyndigheder på beredskabsplaner, men det er knapt med fødevarer, og tusindvis lever i slumagtige forhold i byerne udenfor lejrene, og det kan være vanskeligt at registrere dem.

Fødevaresikkerheden er ved at blive drastisk forværret særligt i Østafrika, hvor fødevareknapheden risikerer at blive fordoblet, således at knapheden pga. covid-19 er gået fra berøre ca. 20 mio. mennesker til at berøre mellem 34 mio. – 43 mio. mennesker. I et af de økonomisk bedst fungerende lande, Sydafrika, berettes der om køer på op til 14 timer for at få udleveret en madpakke. Skoler er lukkede, og for mange børn betyder det også adgang til daglig mad.

Nedlukning og grænselukninger som følge af corona-smitten stopper samtidig forsyningskæderne. Den globale forsyningskrise er nu så alvorlig, at FN opfordrer til at stoppe al hamstring. FN, Verdensbanken og IMF frygter, at den globale pandemi også bliver en global økonomisk krise. Der kan forventes et globalt tab på mellem 860 milliarder dollars til 3,4 trillioner dollars i tabt arbejdsindtægt. Det er svimlende summer, som det kan være vanskeligt at forudse de konkrete konsekvenser af, men det kan medføre en risiko for, at donorlandenes bistand til udsatte områder falder pga. et forringet BNP. Med stor sandsynlighed vil vi altså opleve mere udbredt fattigdom og ulighed globalt. Udover det akutte milliontab af jobs, har over én million mennesker alene i Kenya allerede mistet deres arbejde, fordi turismen er ophørt. Derudover har udenlandske investorer ifølge Verdensbanken trukket 80 milliarder dollars ud af udviklingslande, som i forvejen har svage økonomier.

Den vanskelige forværrede økonomiske situation, som mange udviklingslande hastigt befinder sig i, kombineret med en massiv arbejdsløshed, stigende fødevarepriser, og pres på ressourcer risikerer nemt at øge vold, konflikt samt at true stabiliteten. På TV har vi set, hvordan supermarkeder nærmest blev plyndret i Sydafrika, i Kenya er volden steget med ca. 35% og sikkerhedskriserne i Sahel, Somalia, Sydsudan vil blive forværret. Faktorer som tilsammen kan skabe nye corona- flygtninge og migranter.

 

Det er en vanskelig situation, fordi behovet for økonomiske redningspakker og akut sundhedshjælp i udviklings- og konfliktramte lande ikke har været større, og samtidig falder de vestlige donorlandes BNP og dermed deres bistandskapacitet i dollars, euro og kroner
_______

 

Covid-19 kan også ramme flygtninge i Europa
I en lejr, bygget til 640 personer på øen Samos i Grækenland, huses omkring 3750 flygtninge, mens der i Moria-lejren på Lesbos bor henimod 20.000 flygtninge på et område beregnet til ca. 3.000. Op til 160 personer bruger et og samme beskidte toilet, og over 300 personer må deles om en vandhane – og ingen sæbe. Det er mildt sagt klaustrofobisk og uhygiejnisk.

Siden EU underskrev flygtningeaftalen med Tyrkiet i 2016, er Grækenland blevet et tilflugtssted for at søge om asyl i Europa. Ifølge Læger uden Grænser er der i alt omkring 42.000 flygtninge bare på De Ægæiske Øer, hvor mere end én ud af tre er børn.  Det lægger et stort pres på EU for at finde en løsning. Særligt børnene er udsatte fysisk og psykisk, og vi er ved at nå bristepunktet for, hvad der humanitært forsvarligt.

Covid-19 håndteres af regeringerne i flygtningelejre i Grækenland, Bangladesh og Jordan ved stort set at lukke dem, mens FN’s flygtningeorganisation (UNHCR) forsøger at tilvejebringe værnemidler, information om forebyggelse og beskyttelse. Adgang til lægehjælp er yderst begrænset og udover de mange uledsagede børn, er flere flygtninge ældre, handicappede eller har kroniske og ubehandlede sundhedslidelser, og er derfor særligt sårbare overfor covid-19, Hvis først smitten er ude, kan dødstallet stige hurtigt og formentlig resultere i vold og udbrud af lejren og skabe en vanskelig sikkerhedssituation lokalt.  Ingen af de overfyldte lejre er sat op til at håndtere en epidemi, og man risikerer, at forholdene skaber et behov for, at flygtningene og migranterne søger at flygte videre op igennem Europa.

Behov for indsats
Der er brug for en massiv indsats for at forebygge og helbrede covid-19 og styrke sikkerhedsnettet for at undgå, at den socioøkonomiske bund ikke helt sparkes ud af udviklingslandene. Hvis ikke folk dør af covid-19, er risikoen for, at de dør af fattigdom, blevet væsentligt forøget som følge af pandemien. 

Når grænserne åbnes, kan vi risikere massive strømme af økonomiske og sundhedsflygtninge og -migranter. Pandemi-migration og pandemi-flygtninge vil blive nye begreber, hvis der ikke sættes ind med økonomiske og sundhedsmæssige redningsplaner.  

Det er en vanskelig situation, fordi behovet for økonomiske redningspakker og akut sundhedshjælp i udviklings- og konfliktramte lande ikke har været større, og samtidig falder de vestlige donorlandes BNP og dermed deres bistandskapacitet i dollars, euro og kroner. Løsningerne findes derfor ikke gennem bistand alene, men gennem offentlige-private partnerskaber både indenfor sundhed, jobskabelse og økonomisk udvikling. Kun derved kan der gøres forhåbninger om nogen form for levedygtig økonomisk redning. ■

 

Løsningerne findes derfor ikke gennem bistand alene, men gennem offentlige-private partnerskaber både indenfor sundhed, jobskabelse og økonomisk udvikling. Kun derved kan der gøres forhåbninger om nogen form for levedygtig økonomisk redning
_______

Apropos denne artikel:

Vestenskov & Streubel-Kristensen i RÆSON SØNDAG: Eufori og et væltet diktatur fører oftere til borgerkrig end politisk stabilitet

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning