03.05.2020

Coronakrisen i Israel har været med til at blotlægge nogle indre, samfundsmæssige brudflader, fordi både sekulære og ultraortodokse grupper har brudt med den omfattende indre solidaritet, som landet har opbygget i krigstider. Men krisen har også skabt grundlag for en tættere dialog, forståelse og tolerance imellem israelerne, som dog i mindre og mindre grad gælder for deres holdning til det politiske system.

Denne artikel er en del af den tredje udgave RÆSONs digitale ekstranummer “RÆSON EKSTRA”, som sætter fokus på de vidtrækkende sundhedsmæssige, sociale, politiske og økonomiske konsekvenser coronapandemien har haft – og vil få. Du kan finde magasinet digitalt her.

—

Af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – ”Hvor er dog denne aften anderledes end alle andre aftener!” Således lyder indledningen på sangen, man synger i fællesskab, når man ved starten på den jødiske påske tager fat på læsningen om israelitternes flugt fra slaveriet under Farao i Egypten. Det er et fast familieritual, som selv de mest sekulære jødiske israelere tager del i, når påsken starter.

Men i år var den traditionelle familiesammenkomst aflyst, for det var midt i coronakrisen. Faktisk havde de israelske myndigheder optrappet de efterhånden vanlige begrænsninger i bevægelsesfriheden til noget nær totalt udgangsforbud i døgnet omkring påskens begyndelse. Så den aften var i sandhed anderledes. For mange israelere svarer dette lidt til at skulle holde juleaften mutters alene, og eftersom Egyptens ti plager jo er en central del af påskefortællingen, konkluderede man også, at coronavirusset med god grund kan betragtes som den 11. plage. Men med sædvanlig galgenhumor sagde mange også, at når vi overlevede Farao, overlever vi nok også dette.

Indre solidaritet
Tilsyneladende har Israel klaret sig bedre gennem krisen end mange andre lande. Ifølge den løbende statistik fra Johns Hopkins University lå den israelske dødelighed den 30. april på 25 ud af hver million indbyggere. Dette er under en tredjedel af det tilsvarende tal for Danmark, og i øvrigt lavere end de fleste OECD-lande.

En god forklaring på det kan ligge i regeringens og myndighedernes håndtering af krisen lige fra starten. Israel var blandt de første til at begrænse flytrafikken og lukke landets grænser, ligesom tiltagene for at nedtone den sociale kontakt og økonomisk aktivitet var temmelig vidtgående. Landet er måske bedre gearet til den slags, fordi befolkningen synes at have prøvet det hele før. Mange israelere sammenligner situationen med Yom Kippur-krigen i oktober 1973, hvor Egypten og Syrien rettede et massivt overraskelsesangreb mod landet. Coronaen er et angreb af en helt anden natur, men de samfundsmæssige konsekvenser er i israelske øjne absolut sammenlignelige: Det, at man nærmest fra det ene øjeblik til det andet omstiller sig til at leve på feltfod, svarer på mange måder til en krigssituation.

Mest tydeligt ser man dette ved et sammenhold, der lynhurtigt viser sig. Under normale omstændigheder har israelere et noget anarkistisk forhold til regler og forordninger. Den personlige frihed tolkes bredt i det daglige, men i en krisesituation viser der sig en folkelig selvdisciplin, som næsten virker naturstridig.

 

I det store og hele blev det i hvert fald accepteret, at overvågning af borgerne var en del af kampen mod coronaen. Hvis man således har været i nærheden af smittebærere og derfor selv er i risikogruppen, kan man se frem til at modtage en sms fra det offentlige
_______

 

Nationens sikkerhed
Man kan forklare dette som en form for respekt for systemet. Det skal ikke forstås som at israelerne på en studs betragtede Netanyahu som den ultimative leder. Der er stadig masser af skepsis og kritiske bemærkninger, men det blev sat til side i en højere sags tjeneste. På den måde fungerer krisen som samlende element, nogenlunde som det skete i 1973, hvor man også samledes omkring tidens premierminister, Golda Meir, selv om mange godt var klar over, at hendes ledelse havde store mangler.

Hertil kommer et element, som muligvis har reddet en del menneskeliv: Elektronisk overvågning. Den slags falder normalt ikke i god jord i vestlige demokratier, som Israel betragter sig selv som en del af, men samtidig er det en økonomi, hvor højteknologi til daglig spiller en enorm rolle. Næsten 9 pct. af den israelske arbejdsstyrke har job indenfor hightech. På verdensplan bliver 20 pct. af alle investeringer i cyberteknologi placeret i israelske virksomheder. En stor del af de mange iværksættere kommer direkte fra de militære cyberenheder, hvorfor en betragtelig del af denne sektor også bygger på ideen om, at iværksætteriet dybest set tjener nationens sikkerhed.

I det store og hele blev det i hvert fald accepteret, at overvågning af borgerne var en del af kampen mod coronaen. Hvis man således har været i nærheden af smittebærere og derfor selv er i risikogruppen, kan man se frem til at modtage en sms fra det offentlige. Både sikkerhedstjenesten Shabak og efterretningstjenesten Mossad er inddraget i arbejdet. Der har været debat i medierne og optræk til protester over disse metoder, men meget mere er det ikke blevet til.

Mønsterbryderne
Krisen har også været med til at blotlægge nogle indre, samfundsmæssige brudflader, hvormed man på sin vis allerede har taget hul på den vigtige debat, som kommer, når en form for normalitet igen har indfundet sig. Som det nok er tilfældet i ethvert samfund er der grupper, som har brudt med den tilsyneladende nationale solidaritet. Den ene finder man i det sekulære Israel og i særdeleshed i Tel Aviv. Byen er et af centrene for landets dynamiske hightech-sektor og ligger socioøkonomisk en del over landsgennemsnittet. Den er også mere præget af globaliseringens individualisme og derfor falder det typisk borgerne sværere at lukke sig inde. Eksempelvis faldt det mange for brystet under konflikten på Gazastriben i 2015, hvor det søde caféliv helt uanfægtet fortsatte i Tel Aviv – og noget tilsvarende så man i begyndelsen af coronakrisen. Cafeerne var ganske vist lukket, men mange borgere i byen syntes at betragte lukningen af landet som en art ferie, der passende kunne tilbringes på stranden.

Med samme forsinkelse indfandt erkendelsen af situationens alvor sig i den ultraortodokse befolkning. Mens landets skoler sendte eleverne hjem, fortsatte aktiviteterne i de religiøse skoler og yeshivaerne. Haim Kanievsky, en af de førende rabbinere i den ultraortodokse Tel Aviv-forstad Bnei Brak, udtalte endog til dagbladet Haaretz i midten af marts, at forsømte Tora-studier udgjorde en større fare for det jødiske folk end coronavirusset. Og i Mea Shearim, et af de ultraortodokse kvarterer i Jerusalem, stødte politi og soldater sammen med store grupper af mænd, der nægtede at respektere forbuddet mod større forsamlinger.

 

De indre kløfter er blevet synlige, og det bliver med stor sikkerhed et tankevækkende resultat af coronaepidemien
_______

 

Ny dialog
Men meget ændrede sig. I Tel Aviv ophørte strandturene stort set, og ifølge Moti Ravid, der er medicinsk direktør på det største sygehus i Bnei Brak, respekterer 95 pct. af den ultraortodokse befolkning nu alle instrukser fra det offentlige, fortalte han i et telefoninterview med RÆSON. Dog kan man sige, at skaden allerede er sket. De indre kløfter er blevet synlige, og det bliver med stor sikkerhed et tankevækkende resultat af coronaepidemien.

Lige mens det skete, førte de forskellige brud på solidariteten til verbale udfald mod overtræderne. Tel Aviv blev betegnet som den sædvanlige boble, hvor man lever sit eget lykkelige liv uden tanke for Mellemøstens realiteter, og de ultraortodokse blev hængt ud som asociale snyltere. Dette afspejler de vanlige indre brudflader i landet, men i den givne situation skete der noget, som kan vise sig at have blivende virkning. I Tel Aviv begyndte man at gå i selvisolation på lige fod med resten af landet, og på byens rådhus stod der med store bogstaver, at man følte solidaritet og sympati for det ultraortodokse Bnei Brak, hvor epidemien i mellemtiden spredte sig seks gange så hurtigt som i den sekulære befolkning. I de ultraortodokse byer og bydele har man set en tilsvarende holdningsændring, så politi og militær nu blev set som en hjælpende hånd og ikke kun en uvelkommen repræsentant fra det sekulære samfund.

Coronakrisen har med andre ord fået mange israelere til at stoppe op og tænke sig om en ekstra gang. Flere har fået øjnene op for, at ultraortodoksien kan gradbøjes, og at man har haft en tilbøjelighed til at dæmonisere en hel befolkning på grund af en udtalt radikalisme hos et lille mindretal. Det er med andre ord en situation, der kan have skabt grundlag for en tættere dialog og måske en større samfundsmæssig integration af den ultraortodokse befolkning. Og overfor Tel Aviv har der måske indfundet sig en lignende forståelse, idet man nu ser byens sorgløse adfærd som udtryk for de sociale forskelle, som år for år bliver dybere. Man taler ikke om at fratage byen sin velstand, men om at give resten af landet et tiltrængt socialt løft for at komme nogenlunde på omgangshøjde.

 

… [israelerne] protesterer nu mod, at deres demokrati et blevet tilsidesat i sikkerhedstjenestens overvågning af borgerne, men først og fremmest af politikerne, som alt for længe holdt landet fast i ubeslutsomhed og dyb politisk krise
_______

 

Sorte flag
Det virker, som om alt går den rette vej, men i virkeligheden har corona-krisen mest af alt omformuleret frontlinjerne. Det ser man ved de demonstrationer, som har vist sig i den senere tid. Den 19. april demonstrerede tusinder af mennesker på rådhuspladsen i Tel Aviv. En stor del af dem vejrede med sorte flag, hvilket er blevet kendetegnet for en bredt funderet folkelig protest mod de politiske ledere.

Efter at have levet med de mange begrænsninger i den personlige bevægelsesfrihed og respekteret dem som nødvendige, protesterer israelerne nu mod, at deres demokrati et blevet tilsidesat i sikkerhedstjenestens overvågning af borgerne, men først og fremmest af politikerne, som alt for længe holdt landet fast i ubeslutsomhed og dyb politisk krise. Netanyahu udskrev valg i november 2018, og efter et valg i april året efter og to omvalg var ingen af de to politiske rivaler – siddende premierminister Netanyahu og Benny Gantz fra oppositionspartiet Kahl Lavan (Blå Hvid) – i stand til at samle det nødvendige flertal.

Først efter demonstrationer på rådhuspladsen i Tel Aviv gik Gantz i samarbejde med Netanyahu og dannede en nødregering, der efter seks måneder skal blive til en national samlingsregering. Men på trods af denne løftelige betegnelse har den nye regering fået vreden til at blusse op. For gennem hele den lange valgkamp har Gantz præsenteret det som sit hovedmål at få Netanyahu fjernet fra posten og få renset ud. At han nu er gået i regeringssamarbejde med sin rival, der har alvorlige korruptionsanklager rettet imod sig, betragter mange derfor som et eklatant svigt og en tilsidesættelse af de demokratiske værdier.

På den anden side kan dette have åbnet Pandoras æske. For uanset hvordan man vender og drejer sagen, synes den at vende tilbage til kernespørgsmålet, nemlig samfundets indre brudflader. Gantz stillede eksempelvis som ufravigeligt krav, at sundhedsministeren, Yaakov Litzman, fra det ultraortodokse parti Forenet Torajødedom skulle udskiftes. Han har ingen medicinsk baggrund og bliver anklaget for at have svigtet i håndteringen af coronakrisen, fx ved at holde på, at de ortodokse yeshiva skulle have lov til at fortsætte undervisningen, mens det sekulære skolesystem blev lukket ned, hvilket ses som en af årsagerne til, at epidemien har bredt sig så dramatisk i den ultraortodokse befolkning.

Der blev også rettet anklager mod sundhedsministeren i forbindelse med den forsigtige genåbning af landet i den seneste tid. En del butikker i gadeplan fik således tilladelse til at åbne, mens lukningen fortsat skulle gælde butikscentre. Derfor undrede det mange, at Ikea fik lov til at åbne, for deres varehuse har jo karakter af butikscenter, lød kritikken. Kort efter kunne dagbladet Haaretz præsentere oplysninger om, at det israelske konsortium, som driver Ikea lokalt, har doneret flere millioner shekel til den hassidiske gruppe, som Litzman er medlem af.

Der er altså en udbredt følelse af, at der venter et større samfundsmæssigt opgør, når epidemien har lagt sig. Nogle mener, at tingene hurtigt vil falde tilbage i den vanlige gænge, mens andre er overbevist om, at den ultraortodokse verden aldrig mere vil være den samme, og at sociale forskelle ikke længere vil kunne fejes ind under gulvtæppet. ■

 

Coronakrisen har med andre ord fået mange israelere til at stoppe op og tænke sig om en ekstra gang. Flere har fået øjnene op for, at ultraortodoksien kan gradbøjes, og at man har haft en tilbøjelighed til at dæmonisere en hel befolkning på grund af en udtalt radikalisme hos et lille mindretal
_______

Apropos denne artikel:

Anne Kirstine Rønn i RÆSON SØNDAG: Assad er væk, Iran er optaget og Israel er i offensiven. Men Hizbollah har fortsat indflydelse i Libanon

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?

Michael Hirsh: Det, vi ser, er et gennemgribende geopolitisk skift, som kan ændre verden, som vi kender den

Brasso og Foss i RÆSONs nye trykte nummer: Siden 2019 er EU’s fælles gæld mere end tidoblet – og nu mangler der igen penge

William Kotschenreuther Andersen: Bag Trumps grønlandsambition gemmer sig mere end personlig forfængelighed

Bertel Heurlin: Trump vil maksimere USA’s magt – og lykkes faktisk med det. Mange ser det ikke – men det gør Xi