02.05.2020

Vi skal nå vores ambitiøse klimamål, samtidig med vi skal styrke vores økonomi – og det kan vi godt. Men det indebærer skattelettelser, der fremmer klimaet og giver danskerne flest penge muligt til forbrug, og så indebærer det, at vi fremrykker vores grønne investeringer. CO2-afgifter må vente og indføres i etaper og i koordinering med andre lande, når økonomien tillader det.

Denne artikel er en del af den tredje udgave RÆSONs digitale ekstranummer “RÆSON EKSTRA”, som sætter fokus på de vidtrækkende sundhedsmæssige, sociale, politiske og økonomiske konsekvenser coronapandemien har haft – og vil få. Du kan finde magasinet digitalt her.

—

Kommentar af Lars Aagaard, adm. direktør i Dansk Energi

Efter uger med isolation, karantæne, usikkerhed og angst for sygdom og smitte, er vi begyndt at stikke næsen udenfor igen. Nogle har mistet deres kære, og den ukendte sygdom lurer stadig derude. Og i Danmark og i resten af verden er økonomien kuldslået i en grad, der aldrig er set i fredstid. Hvor vi for blot et par måneder siden talte om vækst og bugnende råderum, ser vi nu ind i recession og krise. Faktisk ser vi ind i to kriser, for klimakrisen, der for et par måneder siden var den eneste krise, vi talte om, er ikke forsvundet. Heldigvis heller ikke fra den offentlige debat.

Jeg skal forskåne læseren for et Churchill-citat, men der rejser sig i samfundet en konsensus om, at coronakrisen ikke må gå til spilde, og at dens løsning er en enestående chance for at gøre det klimarigtige – helt fra begyndelsen. Da vi lige nu er tvunget i knæ, er det kun én måde at genstarte både økonomien og klimakampen: med kærlighed.

Kærlighed og skattelettelser
Enhver økonoms definition af kærlighed er skattelettelser. Og det er også det, der er brug for nu. Men det skal være de rigtige skattelettelser. Det skal være dem, der fremmer klimaet og giver danskerne flest penge muligt til forbrug. Det Økonomiske Råd har for nylig foreslået at nedsætte elafgiften for at kickstarte både økonomi og klimakamp. Det er fornuftigt, fordi strømmen er stærkt på vej mod at blive 100 pct. grøn, og vi skal bruge meget mere af den i opvarmning, elbiler, tung transport og, på lidt længere sigt, fly.

 

Faktisk ser vi ind i to kriser, for klimakrisen, der for et par måneder siden var den eneste krise, vi talte om, er ikke forsvundet
_______

 

Men en generel nedsættelse af elafgiften er dyr for statskassen her og nu. Med fordel kunne man skære helt ind til benet og i første omgang nedsætte afgiften til elvarme. Kombineres det med økonomisk hjælp til at skrotte landets 80.000 oliefyr, vil man udfase olien i opvarmningen, hjælpe de små håndværksvirksomheder og lede borgernes og virksomhedernes økonomiske opmærksomhed hen på eldrevne varmepumper fremfor naturgas.

Samtidig ved vi også, at der bliver behov for at fremrykke grønne investeringer, så krisens arbejdsløse får job og løn igen. Vi har brug for at investere i et forstærket elnet, der kan håndtere forbrugernes stigende efterspørgsel. Vi får brug for flere ladestandere til elbiler. Vi ved, at en del af de danske boliger er utætte og energikrævende og får brug for energirenovering. Vi ved, at der skal bygges flere vindmøller på land og hav støttet af solceller på markerne. Vi ved, at industrien skal skifte fra gas til eldrevne varmepumper. Og vi ved, at der skal bygges store industrielle anlæg, der kan omdanne vind til brint og derfra videre til brændstoffer, der umiddelbart kan anvendes i transportsektoren. Det er bare at gå i gang, så snart regering og folketing siger til.

CO2-afgifter er problematiske og skal introduceres med varsomhed
Mens coronakrisen kræver en blød hånd, så vindes klimakampen ikke på økonomisk kærlighed og kildevand alene. På længere sigt må der også mere håndfast overtalelse til i form af afgifter. I klimamæssig sammenhæng skal det være CO2-afgifter. Spørgsmålet er ikke så meget, om vi skal dreje på den knap; det er mere, hvor hårdt skruen skal strammes, hvornår den skal det, og hvem den skal omfatte.

En høj, generel CO2-afgift vil ramme energikrævende industri og landbrug unødigt hårdt og risikere at sende produktion ud over grænserne til lande, der, i forhold til Danmark, er bagud på grøn produktion. Derfor skal en CO2-afgift differentieres og må nødvendigvis indføres i etaper. Første skridt kunne være at målrette den mod den energi, som anvendes uden for det europæiske CO2-kvotesystem, hvilket DI blandt andre har forslået.

 

For modstanden mod en høj CO2-afgift er forankret i en berettiget frygt for, at de vil ramme danske producenter og ikke deres udenlandske konkurrenter
_______

 

En CO2-afgift bør desuden indføres i tæt samarbejde med omkringliggende lande. Det diskuteres på europæisk plan, om en række lande – fx de rigere lande i det gamle Vesteuropa – kunne indføre en mere ensartet CO2-beskatning. De tanker bør Danmark støtte. For modstanden mod en høj CO2-afgift er forankret i en berettiget frygt for, at de vil ramme danske producenter og ikke deres udenlandske konkurrenter. En stigende CO2-pris på det europæiske marked, og en mere ensartet europæisk CO2-beskatning for det, som ligger udenfor kvotesystemet, er det bedste middel og derfor et, der skal forfølges.

Regering og folketing ejer startknappen
Vi ved, hvad der skal til for at nå det lovfæstede mål om at reducere Danmarks CO2-udledninger med 70 procent i 2030 i forhold til niveauet i 1990. Vi har virkemidlerne. Men vi skal bytte om på rækkefølgen af, hvornår vi anvender dem, så vi starter med en økonomisk kærlig omfavnelse.

Regering og folketing ejer startknappen. Hvis de bruger den, så kan vi overvinde den økonomiske krise og bekæmpe klimakrisen på samme gang. Det betyder ikke, at klimakrisen er overvundet, efter vi har lettet skatter her og nu og fremrykket grønne investeringer de kommende to år. Vi har stadig brug for en langsigtet strategi og en klimahandlingsplan, hvis vi skal nå det ambitiøse mål. Og det skal vi.

Hvis vi fremrykker grønne investeringer her og nu, så taber vi ikke terræn. Vi rejser os økonomisk efter coronakrisen, og vi er fortsat iklædt en international grøn førertrøje og står godt rustet til den kommende langsigtede klimahandlingsplan. På den måde kan energi- og forsyningssektoren øge aktiviteten i dansk økonomi. ■

 

Vi ved, hvad der skal til for at nå det lovfæstede mål om at reducere Danmarks CO2-udledninger med 70 procent i 2030 i forhold til niveauet i 1990. Vi har virkemidlerne. Men vi skal bytte om på rækkefølgen af, hvornår vi anvender dem, så vi starter med en økonomisk kærlig omfavnelse
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?