Erik Boel og Jens Boel: Med dekretstyret nærmer Ungarn sig faretruende det punkt, hvor man ikke længere kan kalde landet et demokrati
28.04.2020
. Gennem flere år har Orban forstærket sit jerngreb om Ungarn med en populistisk, nationalistisk og fremmedfjendtlig politik. De nye foranstaltninger, der er uden solnedgangsklausuler, er endnu et skridt i den forkerte retning. Problemet i dag er, at EU ikke har effektive redskaber til at håndtere demokratiske tilbageskridt i medlemslandene.
RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister
Kommentar af Erik Boel og Jens Boel
UNGARN SYNKER STADIG dybere ned i ufrihedens kviksand. Landet synes angrebet af en virus, der er mindst lige så faretruende som COVID-19. Mandag d. 30. marts var endnu en sortgrå dag for Ungarn og Europa. Det var den dag, det ungarske parlament gav landets autoritære premierminister, Viktor Orban, magt til at regere landet med dekreter, så regeringen kan udstede nødlove, som det passer den, uden at spørge parlamentet.
Ved samme lejlighed gennemtrumfede regeringen en lov, der giver mulighed for fængselsstraffe på op til fem år til borgere, der spreder ”falske nyheder” om coronavirus eller svækker regeringens indsats for at bekæmpe den. Gummiparagraffer, der er er skræddersyede til at kontrollere medierne og lukke munden på kritiske journalister. Der er ingen solnedgangsklausul – altså ingen slutdato for de særlige foranstaltninger – så enevælden kan fortsætte så længe, der er ”fare” for Ungarn. Orban og hans regering bestemmer selv, hvad det betyder og kan derfor fortsætte dekretstyret så længe, de ønsker.
Gennem flere år har Orban forstærket sit jerngreb om Ungarn med en populistisk, nationalistisk, fremmedfjendtlig politik med antisemitiske under- og overtoner i et land med en dyster historie på dette område. De statslige medier er helt under regeringens kontrol og afvigende stemmer har stadigt trangere kår. Uddannelsessektoren har stadig mindre frihed, regeringen har radikalt udbygget sin kontrol over det juridiske system. Ungarn nærmer sig faretruende det punkt, hvor man ikke længere kan kalde landet et demokrati. Kan et demokrati være reelt, hvis retsstaten på afgørende områder er sat ud af kraft?
Samtidig nyder Ungarn godt af massiv støtte fra EU. Næsten 5 % af Ungarns BNI kom i 2018 fra EU-midler – det er den højeste andel i EU. Da EU i sidste uge fordelte 37 milliarder euro fra en ny coronahjælpepakke, modtog Ungarn ifølge det Europæiske Stabilitets Initiativ 5,6 milliarder euro, mens Italien kun modtog 2,3 milliarder euro. Dette til trods for at Ungarn hidtil kun er meget svagt berørt af COVID-19. Ungarns tur ned ad skråplanet har efterhånden varet i 10 år. EU burde have slået bremserne til for længe siden. Men det er ikke for sent.
Ved samme lejlighed gennemtrumfede regeringen en lov, der giver mulighed for fængselsstraffe på op til fem år til borgere, der spreder ”falske nyheder” om coronavirus eller svækker regeringens indsats for at bekæmpe den
_______
STADIG FLERE EUROPÆISKE stemmer råber vagt i gevær. Mandag d. 20. april offentliggjorde en række førende europæiske aviser, herunder Politiken, et manifest fra tænketanken CIVICO Europa, som advarer mod den udemokratiske udvikling i Ungarn. Blandt underskriverne er Danmarks tidligere udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen.
Tiden er kommet for EU til at handle over for Ungarn. Som den franske præsident, Emmanuel Macron, sagde i et interview med Financial Times: ”Vi kan ikke opgive fundamentale friheder med den begrundelse, at der er en sundhedskrise. Det ville være i strid med vores fundamentale værdier, det europæiske DNA”
Nu drejer det sig om at udvikle en ny form for forpligtende, internationalt samarbejde med den erkendelse, som coronakrisen har givet os om, at menneskehedens skæbne hænger uløseligt sammen. Virussen har, ligesom fx klimakrisen, intet flag, den spreder sig på tværs af alle grænser og nationalistiske og populistiske reaktioner, som den ungarske, vil kun føre til at verden synker dybere ned i moradset. Når det kommer til sundhed, klima, miljø og biodiversitet, må vi derfor handle sammen i solidaritet og med en politik, der sætter mennesket og ikke økonomisk gevinst først.
Problemet i dag er, at EU ikke har effektive redskaber til at håndtere demokratiske tilbageskridt i medlemslandende
_______
HVIS UNGARN HAVDE optrådt, som det gør nu, da landet skulle optages i EU, var det aldrig kommet med. Problemet i dag er, at EU ikke har effektive redskaber til at håndtere demokratiske tilbageskridt i medlemslandene. Men det betyder ikke, at der ikke kan gøres noget.
Europa-Kommissionen har faktisk allerede indledt en såkaldt artikel 7-procedure mod Viktor Orban og hans Fidesz-regering. Proceduren kan i princippet resultere i, at Ungarn mister stemmeretten i Ministerrådet, hvis landet fortsat krænker ytringsfriheden og domstolenes uafhængighed. Denne procedure går dog meget trægt: Den forudsætter enstemmighed, og Ungarn har allieret sig med Polen, som minder meget om Ungarn, når det gælder krænkelser af retsstaten.
En anden mulighed er, at EU inddrager den landbrugs- og regionalstøtte, som Ungarn har levet højt på. Det er uanstændigt at lade et land, der bryder de demokratiske spilleregler, profitere af sit EU-medlemskab. Men hvorledes gør man dette rent praktisk på en fair måde? For nogle måneder siden foreslog Kommissionen, at man introducerer en såkaldt retsstatsmekanisme, som vil gøre det muligt at tilbageholde EU-midler til medlemsstater, der ikke respekterer de retsstatslige principper.
Der er behov for et dansk initiativ for at sikre, at det ikke bliver ved tankerne. Det er gift for selve grundlaget for samarbejdet, hvis vi accepterer, at et eller flere medlemslande optræder autokratisk. Ligesom det naturligvis svækker vore muligheder for at kæmpe for de demokratiske værdier på den internationale scene.
Ungarn tilhører den europæiske kultur og har ydet enestående bidrag til, hvad Europa er i dag. Men den ungarske rapsodi er i den grad gået i b-mol, og det er i første række den ungarske befolkning, der betaler prisen. Ligesom det demokratiske Europa var solidarisk med Ungarn efter den sovjetiske invasion i 1956, hvor fx Danmark modtog tusinder af ungarske flygtninge, må EU også i dag stå fast på sine værdier og støtte det demokratiske Ungarn. ■
Ungarn tilhører den europæiske kultur og har ydet enestående bidrag til, hvad Europa er i dag. Men den ungarske rapsodi er i den grad gået i b-mol, og det er i første række den ungarske befolkning, der betaler prisen
_______
RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister
Erik Boel (1953) er tidligere landsformand for Europabevægelsen. Jens Boel (1955) er historiker og bosat i Paris. ILLUSTRATION: Orbán ankommer til EU-topmøde, 28. september 2017 [Foto: Annika Haas/EU2017EE]