25.04.2020

”Det, vi danskere får nu, er et fuldstændig kondenseret svar på, hvad den danske stat er, og hvilken nationsbygning vi har. Det handler om nogle værdier, der er helt særlige for den danske stat – ikke om ideologi. Og regeringsledere over hele Europa gør det samme: De appellerer til nogle særlige nationale karaktertræk, som rækker langt udover det ideologiske.”

Denne artikel er en del af den anden udgave RÆSONs digitale ekstranummer “RÆSON EKSTRA”, som sætter fokus på de vidtrækkende sundhedsmæssige, sociale, politiske og økonomiske konsekvenser coronapandemien har haft – og vil få. Du kan finde magasinet digitalt her.

—

Interview af Kirstine Eklund

RÆSON: Hvilke skillelinjer og konfliktlinjer viser sig – og vil vise sig – i Europa som resultat af coronakrisen?
REDINGTON: Jeg har meget svært ved at se ideologiske forskelle i måden, hvorpå forskellige regeringer har håndteret coronasmitten. Der er jo ikke en borgerlig måde at gøre det på ift. den ”socialdemokratiske måde”, vi ser her i landet. Det, vi får øje på her, transcenderer ideologi. Det er statens raison d’etre [eksistensberettigelse, red.], som træder frem i denne tid. Den måde, man gør det på i England, er resultatet af den statsopbygning og politiske kultur, de har skabt over flere hundrede år. Det samme gælder Danmark, Sverige, Norge og Tyskland; det er meget mere statsræson, som er interessant nu, end ideologi. Mette Frederiksen håndterer ikke krisen på en særlig socialdemokratisk måde, det er noget sludder. Regeringsledere over hele Europa gør det samme: De appellerer til nogle særlige nationale karaktertræk, som rækker langt udover det ideologiske. Norge har en borgerlig regering. Vi har en socialdemokratisk. Er der stor ideologisk forskel i tilgangen? Nej.

RÆSON: Når du siger, at denne krise blotlægger statens raison d’etre, mener du så, at den viser, hvorfor staten i virkeligheden er til?
REDINGTON: Ja. Men det er ikke bare, hvorfor staten er til, men hvordan den er til. Den danske stat bygger på nogle helt særlige værdier: Der er pressemøder med arbejdsmarkedets parter og hele det cirkus, som man for øvrigt også har haft i de andre nordiske lande. I Sverige har man statsepidemiologen, som er en afspejling af den forvaltningsstruktur, man har opbygget gennem mange år. I Tyskland har man en kompleksitet omkring delstaterne – fx var Bayern på banen med tiltag før de andre delstater. Så det, vi danskere får nu, er et fuldstændig kondenseret svar på, hvad den danske stat er, og hvilken nationsbygning vi har. Det samme gælder for andre lande.

I Englands meget klasseopdelte samfund startede de med flokimmunitet som strategi, hvilket i Boris Johnsons univers betød, at en masse fattige mennesker skulle dø. Groft sagt. I Frankrig er der en patriotisk tilgang med undtagelsestilstand og præsidenttaler, som er helt oppe på den høje hest. Belgiens høje dødstal afspejler på mange måder en stat, som er dysfunktionel og har svært ved at tage beslutninger. Samtidig er de østeuropæiske lande ikke blevet lige så hårdt ramt, fordi de ikke er så velintegrerede i verdensøkonomien som de vestlige lande. Landenes respons siger meget om den statskonstruktion, der danner det bredere fundament for lederskab i krisetid, og som rækker langt udover, hvorvidt regeringschefen er socialdemokrat eller liberal. Det er et interessant eksempel på, at de meget opkørte politiske konflikter, vi så ofte taler om, langt hen ad vejen er pseudokonflikter, når en virkelig krise rammer. Det spændende er så, om det kaster noget af sig i det store billede.

 

Pandemien rammer muligvis det europæiske samarbejde på det måske værst tænkelige tidspunkt, hvor Brexit lige er blevet afsluttet, og de europæiske institutioner nøgternt set er besat af historisk svage personligheder
_______

 

RÆSON: Hvad viser diskussionen om ”coronaobligationer” til hjælp for økonomisk ramte lande som Italien om konfliktlinjerne i Europa og Danmark?
REDINGTON: Fra et dansk perspektiv er det sjovt at se De Radikale nu, som jo var meget stramtantede under finanskrisen, da Magrethe Vestager var økonomi- og indenrigsminister. Dengang fik den ikke fik for lidt med, hvor mange reformer de skulle gennemføre i Sydeuropa. I dag er De Radikale de fremmeste i forhold til europæisk fællesskab, og at Europa skal dele regningen. Det samme sker med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard – jeg kan godt huske, hvordan han som DSU-formand stod sammen med Poul Nyrup under finanskrisen. Der var ikke grænser for, hvor mange checks Europa skulle udstede til de unge arbejdsløse i Sydeuropa, og der må man sige, at piben har fået en anden lyd nu. Sådan er politik så underfundigt.

Pandemien rammer muligvis det europæiske samarbejde på det måske værst tænkelige tidspunkt, hvor Brexit lige er blevet afsluttet, og de europæiske institutioner nøgternt set er besat af historisk svage personligheder. De er selvfølgelig også kun så stærke, som de får lov at være. Hele sundhedsspørgsmålet er ikke et EU-spørgsmål, det vil nationalstaterne slet ikke tillade, men alligevel bliver det gjort til et EU-problem. På mange måder en umulig situation. Hvor det desværre ikke har hjulpet, at hverken formanden for kommissionen eller præsidenten for Rådet fremstår med nogen særlig form for personlig gennemslagskraft eller autoritet.

Der er tre udfaldsrum for Europa i den her situation. Det ene er, at det går helt galt, krisen bliver ikke bliver løst, Italien ender i dyb økonomisk krise, og der kommer tilmed virkelig spændinger med Østeuropa. Det andet er, at vi faktisk får løsnet op og bevæget det europæiske samarbejde hen, hvor de nordeuropæiske medlemslande godt vil bruge penge. Og så er der det tredje udfaldsrum, som bare er, at det går over, og det hele bliver, som det plejer at være. At vi mosler os igennem på en praktisk og ikke særlig køn måde. De to sidste udfaldsrum er for mig at se de mest sandsynlige, fordi det europæiske samarbejde grundlæggende er uhyre stærkt. Det indre marked er værdifuldt for alle medlemmer, og euroen er også værdifuldt. Det er klart, at italienerne er sure, men de vil være endnu værre stillet uden euroen.

 

På det punkt er jeg stadig marxist, for jeg tror på, at økonomien er afgørende. Derfor er det konflikten mellem nord og syd, som er det altafgørende. Alt det, der sker i Ungarn, er helt forfærdeligt, men det er et lille land i den store sammenhæng
_______

 

RÆSON: På det økonomiske spørgsmål er der en meget tydelig grøft mellem Nord- og Sydeuropa, mens der er et skel mellem Øst- og Vesteuropa på de værdipolitiske spørgsmål ift. demokratiske rettigheder, fx med de udviklinger, som sker i Ungarn og Polen. Viser coronakrisen en større skillelinje mellem nord og syd eller mellem øst og vest i Europa?
REDINGTON: På det punkt er jeg stadig marxist, for jeg tror på, at økonomien er afgørende. Derfor er det konflikten mellem nord og syd, som er det altafgørende. Alt det, der sker i Ungarn, er helt forfærdeligt, men det er et lille land i den store sammenhæng. Det, som kommer til at definere Europas fremtid, er forholdet mellem de rige nordlige lande og de fattige sydeuropæiske lande. Øst-vest-konflikten ligger og ulmer – den er der. Men det er en andenrangs-konflikt i forhold til den situation, vi står i nu. Hvis du spoler tiden tilbage til før corona, er det klart, at konflikten med øst var begyndt at trænge sig på ift. den grundlæggende europæiske identitet: Hvad er Europa for en størrelse, og hvad kan man tillade sig? Men vi er et helt andet sted nu.

RÆSON: Hvad tror du, coronakrisen kommer til at betyde for Europa mere generelt, fx for vores (engang) åbne grænser og vores frie handel, som nu er under pres?
REDINGTON: Det indre marked er en kæmpe succes, som jeg er overbevist om, vil bestå.
Hvis vi kigger nogle år ud, et års tid efter pandemien er afviklet, tror jeg også, at alle europæere gerne vil tilbage til en situation, hvor man kan rejse frit over landegrænser. Det har vi vænnet os til. Men det vil sætte et forstærket pres på, at de ydre grænser bliver beskyttet.

Jeg ser det her som et eksempel på en regionalisering. Der var en periode, hvor man talte om glokalisering – altså både lokalisering og globalisering – og hvad ved jeg, men nu kommer der en regionalisering. Det kan man også se på de mange virksomheder, der er blevet opmærksomme på, at deres forsyningskæder skal være tættere. Fra just in time til just in case. Virksomhedernes produktion skal nu trækkes tilbage til Europa, så regionen kan stå stærkere, end den har vist sig at gøre nu. Det samme er jeg overbevist om, at vi vil se i USA.

 

Så for mig er det blevet vigtigt at skelne mellem USA’s manglende lederskab og Donald Trumps forfejlede lederskab
_______

 

RÆSON: Som vi har snakket om, er det de igangværende udviklinger, som bliver accelereret og synliggjort under denne krise. USA har længe været i gang med at fralægge sig titlen som leder af den frie verden, og det er meget tydeligt nu, hvor det knap nok lykkes for præsident Trump at håndtere coronakrisen nationalt for slet ikke at tale om internationalt. Hvilke konsekvenser har USA’s manglende globale lederskab under coronapandemien for den vestlige verden, som vi kender den?
REDINGTON: For mig at se udstiller det her ikke først og fremmest USA’s manglende lederskab, men Donald Trumps manglende lederskab. Det her er et eksempel på, hvordan én person kan gøre en kæmpe forskel. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig en værre leder på nuværende tidspunkt. Selv Herbert Hoover, som var præsident under Wall Street-krakket i 1929 og traf en række forkerte beslutninger, var ikke skør. Det er Donald Trump. Med sin narcissisme og sine spontane udmeldinger er Trump simpelthen så uegnet til at lede et land, at jeg ikke kunne forestille mig en værre præsident. Så for mig er det blevet vigtigt at skelne mellem USA’s manglende lederskab og Donald Trumps forfejlede lederskab.

Selvfølgelig var der allerede en udvikling i gang; Obama trak også USA længere tilbage med leading from behind, og generelt har USA utvivlsomt trukket følehornene til sig og fylder mindre i verden i dag, end de gjorde for 10 og 20 år siden. Men at det nu sker så eklatant, fatalt og svigagtigt, tilfalder personen Donald Trump mere end noget strukturelt. Derfor står og falder det hele med, hvem der bliver præsident i USA til efteråret. Det er klart, at hvis han bliver genvalgt, er der virkelig grund til at være bekymret for den frie verden. Men jeg synes fortsat, at vi skal holde hovedet koldt ift. USA’s globale lederskab. ■

 

Det er klart, at hvis [Trump] bliver genvalgt, er der virkelig grund til at være bekymret for den frie verden. Men jeg synes fortsat, at vi skal holde hovedet koldt ift. USA’s globale lederskab
_______

Apropos denne artikel:

Anne Kirstine Rønn i RÆSON SØNDAG: Assad er væk, Iran er optaget og Israel er i offensiven. Men Hizbollah har fortsat indflydelse i Libanon

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?

Michael Hirsh: Det, vi ser, er et gennemgribende geopolitisk skift, som kan ændre verden, som vi kender den

Brasso og Foss i RÆSONs nye trykte nummer: Siden 2019 er EU’s fælles gæld mere end tidoblet – og nu mangler der igen penge

William Kotschenreuther Andersen: Bag Trumps grønlandsambition gemmer sig mere end personlig forfængelighed

Bertel Heurlin: Trump vil maksimere USA’s magt – og lykkes faktisk med det. Mange ser det ikke – men det gør Xi