20.04.2020

Hvis offentligheden havde adgang til de matematiske modeller – som en ekspertgruppe fra Statens Serum Institut har udarbejdet for Sundheds- og Ældreministeriet – ville vi have et langt bedre udgangspunkt for en oplyst politisk debat. Det ville givetvis også give borgerne en større forståelse for, hvorfor regeringen har valgt netop denne kurs.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—

Kommentar af Birk Kotkas

”NOUS SOMMES EN GUERRE SANITAIRE.” Vi er i en sanitær krig, sagde præsident Macron i sin tale til nationen, da han lukkede landet ned for snart en måned siden. Andre statsledere har siden fulgt op med samme retorik, heriblandt præsident Trump, der efter måneders nølen endelig lader til at have forstået situations alvor, som han har kaldt for ”our big war.” Måske mest opsigtsvækkende var Queen Elizabeths historiske reference til anden verdenskrig i hendes tv-transmitterede tale. Selvom statsledere som Merkel næppe kommer til at benytte den slags metaforer, er der ingen tvivl om situationens alvor. Vi er i krig.

Men én ting adskiller i særlig grad coronakrisen fra traditionel krigsførelse: fjenden har intet sprog. Der er ingen risiko for, at fjenden kommer til at aflytte krisestrategierne hos Statsministeriet i København eller hos WHO i Genève. Fjenden opfatter ikke de ord, der bliver sagt, den reagerer kun på, hvordan myndigheder og borgere vælger at agere. Derfor er der absolut ingen gevinst ved lukkethed fra beslutningstagerne. Det er Kina et godt eksempel på. Selvom den kinesiske regering på baggrund af tvivlsomme data er blevet rost for deres håndtering af pandemien, er det vigtigt at have in mente, at deres lukkethed i december netop var en af årsagerne til, at virussen nåede at sprede sig globalt.

SPECIELT KINA OG USA virker mere optagede af at fremstå stærke, end af reelt at bekæmpe fjenden. Fx nægtede præsident Trump passagererne på flere coronaramte krydstogtskibe at gå i land i Florida, da de smittede på amerikansk jord ville påvirke USA’s coronastatistik negativt. Alle, der har set HBO’s miniserie Chernobyl om katastrofen i 1986, har fået et indblik i hvad lukkethed og misinformation kan betyde i krisesituationer. Det er meget svært at bekæmpe fjenden optimalt, når eksperter bliver straffet for at stille spørgsmålstegn ved rationalet bag de politiske beslutninger, og når magthaverne ikke kan bede om hjælp fra udlandet på et oplyst grundlag. Men præcis ligesom Gorbatjov ikke var hovedansvarlig for ulykken i Chernobyl, var det ikke Xi Jinping, der forårsagede sygdomsudbruddet i Wuhan. Dét, der er bemærkelsesværdigt i begge tilfælde, er håndteringen i månederne efter ulykkerne.

 

Men én ting adskiller i særlig grad coronakrisen fra traditionel krigsførelse: fjenden har intet sprog. Derfor er der absolut ingen gevinst ved lukkethed fra beslutningstagerne
_______

 

Der er ingen perfekte politiske løsninger på en pandemi, og uanset hvad stats- og regeringscheferne vælger at gøre, vil det koste både penge og menneskeliv. Der er mange forhold, der skal afvejes ved de politiske tiltag, og først når krisen en dag er omme, vil man kunne opgøre, hvad prisen var. Ikke desto mindre bør vi have en langt mere åben diskussion om hvilke tiltag, der vil være mest hensigtsmæssige. Det er helt på sin plads, at beslutningstagerne handler hurtigt, da få dage kan være helt afgørende for tiltagenes virkning. Men der er ingen grundt til at spille med lukkede kort. Den eneste, der vinder på lukkethed og manglende information er vores fælles fjende, virussen.

ALT FOR OFTE er råb for åbenhed blevet forbeholdt populister, der forsøger at score lette point hos vælgerne. Det er blevet en slags populistisk buzzword, ligesom fx demokrati. Det er nemt at erklære sig enig i, men det er meget uklart, hvad det egentlig betyder. Jeg mener, at man bør være meget konkret, hvis man argumenterer for, at specifikke processer skal være mere åbne for offentligheden. Og netop fordi vi står i en helt ekstraordinær situation mod en fælles fjende, er der behov for en offentlig debat om hvilke forbehold, vi er villige til at tage for at hindre smitten og holde samfundets hjul i gang.

I Danmark er regeringen i de seneste uger blevet beskyldt for ikke engang at inddrage støttepartierne i beslutningsprocessen, trods løfter om det modsatte. Selvom det er en ubehagelig sandhed, bliver beslutningstagerne nødt til at lave en form for samfundsmæssig cost-benefit-analyse. Både vidtgående forbehold, som vi oplever i Danmark, og manglen på samme har sin pris, som vi kan se i Sverige. Men jeg tror, at det vil være bedst for sammenhængskraften, hvis de afvejninger bliver diskuteret i et mere åbent forum. Det er svært at have en konstruktiv dialog om kursen, når der er lukkethed om grundlaget bag regeringens beslutninger. Hvis offentligheden havde fuld adgang til de matematiske modeller – som en ekspertgruppe fra Statens Serum Institut har udarbejdet for Sundheds- og Ældreministeriet – og sammenlignelige modeller fra fx Sverige, ville vi have et langt bedre udgangspunkt for en oplyst politisk debat. Det ville givetvis også give borgerne en større forståelse for, hvorfor regeringen har valgt netop denne kurs.

DET KOMMER NÆPPE som nogen stor overraskelse, at supermagter som Kina og USA forsøger at fremstå mere i kontrol over situationen, end de reelt er. Præcis ligesom Sovjet i 1986. Men vi bliver nødt til at udnytte, at vi for en gangs skyld står over for en fælles fjende. Ligesom den radioaktive stråling fra reaktor 4 i Chernobyl ikke reagerede på varm luft fra Gorbatjovs taler i Kreml, er det ikke statsledernes tolkning af coronakurverne, der afgør krigens udfald. Specielt en småstat som Danmark har intet at tabe ved at fremme en mere åben debat om bekæmpelsen af vores fælles fjende. ■

 

Ligesom den radioaktive stråling fra reaktor 4 i Chernobyl ikke reagerede på varm luft fra Gorbatjovs taler i Kreml, er det ikke statsledernes tolkning af coronakurverne, der afgør krigens udfald. Specielt en småstat som Danmark har intet at tabe ved at fremme en mere åben debat om bekæmpelsen af vores fælles fjende
_______

Apropos denne artikel:

Vestenskov & Streubel-Kristensen i RÆSON SØNDAG: Eufori og et væltet diktatur fører oftere til borgerkrig end politisk stabilitet

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning