20.04.2020

Coronakommunikation: Krisen er så langt fra slut, men kommunikationen fra regeringskontorerne er blevet mere utydelig. Nu må regeringen – præcis som da krisen begyndte – igen søge både opbakning blandt borgerne og de politiske partier. Men i processen har S vist sig som det magtparti, det er – og enhver borgfred er long gone.

Denne artikel er en del RÆSONs digitale ekstranummer “RÆSON EKSTRA”, som sætter fokus på de vidtrækkende sundhedsmæssige, sociale, politiske og økonomiske konsekvenser coronapandemien har haft – og vil få. Du kan finde magasinet digitalt her.

—

Af Troels Johannesen

Hvordan kan man kommunikere meningsfuldt i den største krise, landet har set? Hvordan kan man – mens alle har noget på spil – lukke et land, åbne det igen og få folk til at ændre adfærd?

Det virker egentlig voldsomt at skulle skrive om regeringens kommunikation under coronakrisen, når vi står midt i den. For hvordan kan man beskrive, hvad der sker, og hvilket enormt pres der ligger på regeringens skuldre – også gennem dens kommunikation til befolkningen – når man intet har at sammenligne med? Hvordan kan man overhovedet gøre sig klog på noget, der er så omkalfatrende, og som vi endnu ikke kender resultaterne af?

Måske er det ikke fair, men jeg vil prøve. En analyse af denne slags må have respekt for dem med ansvaret. Regeringen, myndighederne, embedsværket, kommunikationsfolkene. Dem, der sidder med ansvaret, er de rigtige til at have det. Fordi de er henholdsvis valgt og ansat til det. Og fordi de arbejder i døgndrift, med alt hvad de har. Men derfor kan man jo godt være kritisk.

Hvis man har prøvet at være i et enormt mediemæssigt stormvejr, hvor alle små stykker kommunikation har skullet vejes på en guldvægt, har man måske en lille idé om, hvilken kommunikationsudfordring den danske regering – sammen med alverdens andre regeringer – sidder i lige nu. Men omfanget er – og har været – enormt: Fra den spæde start med virussen, der kom snigende, til de store nedlukninger af samfundet, der går over i historien, og den nu begyndende genåbning, har der på daglig basis skullet træffes vidtrækkende beslutninger, der har enorm indflydelse på alle dele af danskernes hverdag. Og de skal kommunikeres ud til danskerne, så vi forstår dem og tager det hele til os. Det er helt centralt, at vi nikker ja til tiltagene og ændrer vores hverdag og vores adfærd. For uden danskernes opbakning vil stormen ødelægge vores samfund.

Det handler ikke blot om Christiansborg-politik og småskænderier eller – i sammenligning: ligegyldige – beslutninger om uddannelsesloft, flere politibetjente eller etablering af motorveje. De beslutninger, der træffes under coronakrisen, og hvordan de kommunikeres til befolkningen, har konsekvenser langt ud i fremtiden og konkret betydning for tusindvis af arbejdspladser, erhvervsliv og hele vores velfærdssamfund. Beslutningerne gør ondt på os alle. Det gør naturligvis kun den kommunikative linedans mere alvorlig.

Og også langt sværere end fx Fogh-regeringen havde det under Muhammed-krisen i 2005-2006 eller andre voldsomme begivenheder, der udfordrer nationens sammenhængskraft og tro på stat og myndigheder. Det her er altomfattende på et langt mere grundlæggende plan. Det her er en krise, hvor kommunikationen til befolkningen aldrig har været vigtigere.

 

Er der noget, der er gift for enhver krisekommunikation, er det, hvis der opstår tvivl om retningen – og ikke mindst hvis de myndigheder, hvis anvisninger vi skal følge, ikke går i takt
_______

 

Statsministeren
Centralt i regeringens kommunikation står naturligvis statsministeren. Med ni måneder på posten er Mette Frederiksen naturligvis ikke den mest erfarne statsleder, og forhåbentlig – for hende og for landet – oplever hun aldrig igen at skulle stå i spidsen for en lignende kriseindsats. Men på trods af den manglende erfaring som statsminister kom hun i starten af marts kommunikationsmæssigt godt fra start. Med fast hånd, stærk retorik og en vis portion almoderlighed.

Vi lyttede, når Mette talte. Vi sidder stadig klar foran fjernsynet, når der for gud ved hvilken gang er pressemøde i Spejlsalen – og vi ved, det er alvorligt. Ordene brændte sig ind i vores bevidsthed jf. ”Vi skal stå sammen ved at holde afstand” og ”Vi beder de svageste om at være de stærkeste”, der er skrevet med swung og formidabel patos i Statsministeriet. Og udført med socialdemokratisk værdigods og statsmoderlig præcision på pressemøder foran millioner af danskere.

Hvis Mette Frederiksen endnu ikke for alvor havde indtaget landets øverste embede, så gjorde hun det nu.

Fra regeringens side gjorde man klogt i fra første færd at bringe Mette Frederiksen helt i front. Hun er det stærkeste kort – også kommunikativt – og da landet for alvor blev lukket ned den 11. marts, og hun tonede frem på skærmen, vidste vi borgere, at nu var corona ikke blot en influenza. Få dage efter blev grænserne lukket.

Forinden havde Mette Frederiksen på de sociale medier lagt grunden for, hvad der kom til at ske. I et opslag på Instagram den 6. marts skriver hun: ”Tiltagene kommer til at præge os alle sammen. Det vil gøre hverdagen mere besværlig for rigtig mange af jer. Og arrangementer, I har glædet jer til, kan blive aflyst”.

Men det var som om, at det økonomiske kaos og rækken af helt nødvendige statslige hjælpepakker i milliardklassen, der skulle komme over de næste tre-fire uger, på det tidspunkt heller ikke var gået op for Mette. Som om, begivenhederne løber foran hende og regeringen i den næste tid – og det kan man mærke på kommunikationen.

Strategien
For regeringen kunne strategien for tacklingen af coronakrisen koges ned til et enkelt ord: kurven. Det handlede – og handler – om at få kurven med smittede danskere til at flade ud (og holde den sådan), så sundhedsvæsnet kan følge med. Skrækeksemplet er naturligvis først Italien og siden New York, hvorfra medierne på daglig basis kan rapportere om undtagelsestilstand og tusindvis af døde. Med den nuværende viden, hvor færre bliver indlagt med coronavirus, virker det som om, at vi danskere har lyttet til myndighederne.

De fandt ud at komme i sync. Men det var ikke uden sværdslag. For man skal ikke have læst mange nyheder i coronakrisens første fire uger for at vide, at myndighederne ikke nødvendigvis har været enige om strategien for at begrænse smitten og de negative følger. Mens mediernes spalter fyldes med, hvad de gør i Sverige, Sydkorea, og hvad verdenssundhedsorganisationen WHO nu mener om den danske indsats, blev mange fristet til at spørge: Har vores regering valgt den rigtige vej? Burde vi ikke gå en anden?

Det er – stadig – ikke til at blive klog på for den almindelige dansker. Men det afholder hverken politikere, borgere eller medier fra at spekulere i, om den danske regerings strategi er den rigtige, og det lægger pres på regeringen. På sociale medier kammer det helt over, og både Hr. og Fru Danmark er pludselig blevet eksperter i pandemier og smittespredning, og fake news spreder sig som ringe i vandet. Følelserne får frit slag, og følelser at svære at kommunikere op imod – også for regeringer.

Midt i det kaotiske kommunikationsbillede – og den udtalte uenighed mellem eksperter – stod Magnus Heunicke og den embedsmand, som efterhånden de fleste danskere nu kender navnet på: Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen. Myndighedernes nye superstar.

Er der noget, der er gift for enhver krisekommunikation, er det, hvis der opstår tvivl om retningen – og ikke mindst hvis de myndigheder, hvis anvisninger vi skal følge, ikke går i takt. Hvis budskabet bliver mudret. Derfor er det også coronakommunikationens hidtil mest opsigtsvækkende øjeblik da Heunicke den 24. marts i P1 direkte kritiserer Sundhedsstyrelsen for at have valgt den forkerte strategi, for hvem og hvor mange der skulle testes for coronavirus. Stærkt presset af borgere, medier og politikere. Det skaber både forvirring, utryghed og ultimativt mindre opbakning til regeringens strategi og taktiske overvejelser. Og så kritiserer man i øvrigt ikke en embedsmand offentligt, og slet ikke i krisestunder, hvor der skal kæmpes skulder ved skulder.

 

For efterhånden som tiden går, slækker selv vi autoritetstro danskere bevidst eller ubevidst på disciplinen og går – billedligt talt – den modsatte vej rundt om søerne
_______

 

Sprækken
Uenighederne ændrer dog ikke ved, at danskerne alt i alt købte regeringens hovedbudskab om “at være sammen hver for sig” – med god hjælp fra nøgleaktører som erhvervsorganisationer, faglige organisationer og public service-medier. Coronakrisens første uger var præget af en nærmest historisk borgfred på Christiansborg og en massiv opbakning til Mette Frederiksens regering.

Enkelte politikere pippede lidt på Twitter om, at man måske skulle teste flere personer for virussen, men generelt var der hele vejen rundt fra højre til venstre opbakning til regeringens strategi. Kunne man gøre andet?

De store hjælpepakker til erhvervsliv og lønmodtagere er vedtaget enstemmigt, selvom partierne kun havde få dages forberedelse og var sat i embedsmændenes vold. Kun den juridiske pakke, der ville have givet myndighederne vidtrækkende beføjelser med en ny epidemilov, gav modstand – og medierne fik anledning til at skrive historierne om, at regeringen strammer taget i befolkningen uden et reelt sundhedsfagligt behov. Den socialdemokratiske damptromle fik midlertidigt stukket en kæp i hjulet.

Det var også her, de første politiske sprækker viste sig på et Christiansborg, der indtil da gik i takt med listefødder.

Men de værste sprækker for regeringen er dem, der kunne – og kan – mellem beslutningstagere og borgere. At vi glemmer at holde afstand og forsøger at komme tilbage til hverdagen, så den strategi, der er lagt, går i vasken. For efterhånden som tiden går, slækker selv vi autoritetstro danskere bevidst eller ubevidst på disciplinen og går – billedligt talt – den modsatte vej rundt om søerne.

30. marts indledte Mette Frederiksen en ny linje, præget af forsigtig optimisme. På Facebook skrev hun: Der er lys for enden af tunnellen, hvis vi holder fast. Og holder afstand.”

Det er her kommunikationen blev sværere. For det er nu, de store erhvervsorganisationer begynder at røre på sig, forvente mere og vil have hjulene i gang igen. Og det er her, de politiske partier begynder at føle sig mindre inddraget i de historiske beslutninger, der anklages for at mangle transparens og fagligt belæg. Kun få dage efter – mandag den 6. april – må statsministeren mane til besindighed, da hun på et pressemøde fremlægger sin plan for genåbningen af Danmark: ”Hvis vi kan se i løbet af påsken, at tingene begynder at skride, at vi ikke længere løfter ansvaret, så er min besked meget klar: Så kommer vi ikke til efter påske at genåbne Danmark igen.”

Politimester Frederiksen har slået til igen. Mettes løftede pegefinger får erhvervsliv og borgere til at gispe efter vejret. Havde hun ikke lige signaleret lys for enden af tunnellen? For mange opleves det som en et tilbageslag. Som en klud i ansigtet.

Det er her – den 6. april – det begynder at glide for Mette Frederiksen og regeringen, og det er her, statsministeren glemmer den vigtige rolle, der også er som statsleder i en krisetid: At indgyde befolkningen håb i svære tider. I stedet gør hun det modsatte, som om de sorte skyer over dansk økonomi formørker hendes syn: ”Der er i det hele taget meget, der ikke bliver som før. Hverdagen kommer ikke tilbage i vores samfund foreløbig, og vi skal leve med mange restriktioner mange måneder endnu. […] Vi skal måske for al tid vænne os til at omgås hinanden på nye måder.”

 

Realisme eller ej, så ramte budskabet her ved siden af. Ikke mindst til de af os, der har mistet vores job, frygter for vores virksomhed, bliver forsinket i uddannelsen…
_______

 

Især den sidste sætning er voldsom. Som sort på hvidt, at vores verden er forandret. Jeg tør ikke tænke på, hvor mange børn, unge og mentalt slidte voksne der for alvor blev ramt i de åbne sår, som krisen har efterladt, og som fik tilbageslag af denne melding. Realisme eller ej, så ramte budskabet her ved siden af. Ikke mindst til de af os, der har mistet vores job, frygter for vores virksomhed, bliver forsinket i uddannelsen eller skal løbe ekstra stærkt, når vi sammen skal betale regningen for coronakrisen. Som politiker, som statsminister og som krisegeneral skal statsmisteren vise vej ved at vise håb. I modsat fald tales både borgere og erhvervsliv længere ned i krisen, og opbakningen ryger. Og i dagene før påske blev det for tvetydigt fra regeringen. Statsministeren selv havde ellers varslet tydeligt at: ”Det er lettere at lukke et samfund ned end at åbne det igen”. Men det præger kommunikationen fra regeringskontorerne. Det hele bliver mere utydeligt. Hvordan åbner vi op uden at få tilbageslag? Meningerne er mange, og alle har noget på spil.

Åbningen
Fra at den politiske opposition på Christiansborg igennem de første tre-fire uger i coronakrisen nærmest alene var repræsenteret ved Venstres tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen og dennes nålestikspræcise debatindlæg på BT.dk, der efterlyser regeringens genåbningsstrategi, blev regeringen nu udfordret hele vejen – fra højre til venstre. Det blev igen tilladt at bruge coronakrisen som platform for politisk kommunikation, positionering og mærkesager: Liberal Alliance vil have virksomhederne hurtigere i gang. Enhedslisten vil stille større krav til bankerne. SF vil passe bedre på pædagogerne. Og Folketingets blokke kunne ikke blive enige om, hvordan sundhedssystemet skal komme tilbage til normalen – så regeringen laver solo-aftale med regioner og kommuner. Det politiske sammenhold er long gone, og Socialdemokratiet viser sig som det magtparti, det er.

Imens måtte cafeer, frisører, restauranter, kulturliv og mange andre del af samfundet væbne sig med tålmodighed, mens likviditeten sev langsomt ud ad bagdøren. Forældre til børn i skoler og institutioner bombarderes af nye meldinger fra regering og myndigheder på daglig basis, nogle strider mod hinanden, og andre får vi sværere og sværere ved at forholde os til eller at forstå. Det er som om, regeringens kommunikation mistede pusten, selvom det meste af landet stadig var lukket. Og det er som om, at de tiltag, der tages fra regeringens hånd, mere og mere ligner partipolitik frem for krisepolitik. ”Vi har i Danmark godt styr på situationen”, skrev Mette Frederiksen på Instagram 13. april. Det er nye toner – igen. Det er det vi gerne vil høre. Men det er bare ikke lyden af en krise, der slutter. For de økonomiske mén bliver voldsomme, og her må regeringen igen søge både opbakning blandt borgerne og de politiske partier. Det vil ikke lykkes uden historisk stærk kommunikation. ■

 

Det er som om, regeringens kommunikation mistede pusten, selvom det meste af landet stadig var lukket. Og det er som om, at de tiltag, der tages fra regeringens hånd, mere og mere ligner partipolitik frem for krisepolitik
_______

Apropos denne artikel:

Anne Kirstine Rønn i RÆSON SØNDAG: Assad er væk, Iran er optaget og Israel er i offensiven. Men Hizbollah har fortsat indflydelse i Libanon

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?

Michael Hirsh: Det, vi ser, er et gennemgribende geopolitisk skift, som kan ændre verden, som vi kender den

Brasso og Foss i RÆSONs nye trykte nummer: Siden 2019 er EU’s fælles gæld mere end tidoblet – og nu mangler der igen penge

William Kotschenreuther Andersen: Bag Trumps grønlandsambition gemmer sig mere end personlig forfængelighed

Bertel Heurlin: Trump vil maksimere USA’s magt – og lykkes faktisk med det. Mange ser det ikke – men det gør Xi