30.03.2020

Sydkoreas myndigheder er i de senere uger blevet berømmet for deres enestående effektive måde at håndtere corona-krisen på, der har begrænset dødstallet uden at lukke landet ned. Men det skyldes ikke kulturel magi eller asiatisk mystik. Forskellene mellem Sydkorea og andre ramte lande har endog meget konkrete og prosaiske årsager.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—

Af Asger Røjle Christensen

I slutningen af februar eksploderede antallet af Covid-19-smittede i byen Daegu i det sydøstlige Sydkorea pludselig, og 29. februar var der 909 nye smittetilfælde på den dag alene. Det gjorde dengang Sydkorea til det næst værst ramte land efter Kina. Man frygtede en tragedie – men allerede ugen efter var antallet faldet til få hundreder om dagen på landsplan, og det er faldet lige siden.

Endnu mere markant er det, at kun 158 ud af i alt 9661 registrerede sydkoreanske smittetilfælde er døde. Det er en langt mindre andel, end man ser i Italien og Spanien, men også i kulturelt beslægtede nabolande som Kina og Japan.

Den korte forklaring på, at det lykkedes Sydkorea at begrænse antallet af dødsfald så effektivt, er, at man i langt højere grad end andre lande havde hele systemet for epidemibekæmpelse på plads på forhånd. I andre lande skulle man først fatte situationens alvor, derpå formulere en strategi og så producere det fornødne udstyr – og derfor blev det de fleste steder en uhyre forvirret og improviseret proces. Bare se på regeringens og Sundhedsstyrelsens skænderier i Danmark om tidlige fejlbeslutninger om indkøb af testudstyr.

Men i Sydkorea har man først og fremmest et generelt sundhedssystem for alle borgere, indført i 1970’erne og 1980’erne efter japansk model, der fungerer så godt, at ingen undlader at blive testet for at spare udgiften. Dernæst havde man nylige erfaringer fra SARS-epidemien i 2005 og MERS-epidemien i 2013, hvor Sydkorea begge gange var blandt de værst ramte lande. Og endelig havde man det store held, at man på baggrund af erfaringerne fra dengang havde gennemført en storstilet coronavirus-øvelse kun to måneder, før det blev alvor.

 

I alt er der i Sydkorea – indtil nu – foretaget flere end 300.000 test, langt flere end i noget andet land. Og de fem sydkoreanske fabrikker, som var tidligt ude af starthullerne, eksporterer nu til en lang række lande i verden
_______

 

Derfor blev der indkaldt til møde i det sydkoreanske sundhedsministerium, så snart der i januar blev rapporteret om bekymrende Covid-19-smittetal i den kinesiske by Wuhan og omegn, og der blev lavet aftaler med en række producenter om leverancer af store mængder testsæt for Covid-19, allerede inden der var konstateret et eneste tilfælde i selve Sydkorea.

Da smitten bredte sig i millionbyen Daegu i den sidste uge af februar, var man derfor parat til at tilbyde test til alle berørte. Testen kostede, hvad der svarer til 800 kroner, og folk skulle kun betale halvdelen.

Der blev på landsplan oprettet 600 testcentre – vel at mærke ikke på sygehusene, så det generelle sundhedspersonale blev holdt i sikkerhed, men i separate anlæg. 50 af dem var ”drive-in-centre”, hvor folk kom kørende i deres bil, fik en formular at udfylde, et termometer til at tage temperaturen og en vatpind til at tage en prøve fra eget svælg. Alt sammen kunne man gøre i bilen uden at behøve forlade den. Andre steder blev der oprettet såkaldte ”telefonbokse”, hvor folk ligeledes kunne spadsere ind og selv foretage testen uden risiko for at smitte personalet.

Selvfølgelig var en test, der var udviklet så lynhurtigt, ikke fejlfri, og mange måtte gå to gange, før man havde et sikkert resultat. Men resultatet var, at de sydkoreanske myndigheder ved sin rettidige omhu havde sikret sig et hurtigt overblik over, hvem og hvor mange der var syge. I alt er der i Sydkorea – indtil nu – foretaget flere end 300.000 test, langt flere end i noget andet land. Og de fem sydkoreanske fabrikker, som var tidligt ude af starthullerne, eksporterer nu til en lang række lande i verden, hvor behovet er desperat.

Efterfølgende fokuserede man indsatsen på dem, der havde smitten og var mere eller mindre syge. Det var i nogle tilfælde det rene detektivarbejde at finde frem til, hvem de smittede havde været sammen med, hvem de havde fået smitten fra, og hvem de kunne have smittet. Her havde man ingen fine fornemmelser ved at benytte informationer fra folks mobiltelefoner, brug af kreditkort og GPS-bevægelser samt optagelser fra de mange overvågningskameraer, der står rundt omkring i centre og på fortove i Sydkorea.

Måske blev privatlivets fred krænket ikke så få gange. Men efter MERS-udbruddet få år tidligere vidste man, at en sådan aktion kunne blive nødvendig, og det sydkoreanske parlament havde vedtaget det lovgrundlag, der var nødvendigt for at kunne gribe til den slags midler. Man havde også på forhånd nedsat et centralt center med myndighed til at koordinere indsatsen.

 

Moon Jae-ins regering, der står over for et parlamentsvalg 15. april, har fået knap så entydig ros i landets egne medier, hvor en stor skandale om mangel på ansigtsmasker i butikkerne især i epidemiens begyndelse har præget forsiderne
_______

 

Som følge af dette detektivarbejde blev de smittede, og kun de smittede, sat i karantæne og fjernet fra det offentlige liv. De syge fik behandling, der begyndte tidligere end i mange andre lande, og det reddede mange liv.

Isoleringen ramte udsatte enkeltpersoner, familier og et stort kirkesamfund, men ikke på noget tidspunkt hele byer og landsdele. De, som ikke havde sygdommen, og som der ikke var grund til at antage, ville få den, kunne leve deres liv relativt upåvirket, selv i den hårdt ramte sydøstlige ende af landet. Bortset fra aflyste arrangementer med mange deltagere og lukkede skoler og universiteter levede den almindelige befolkning sit daglige liv uden begrænsninger. Der var ingen nedlukninger i europæisk stil, ikke engang af den hårdt ramte industriby Daegu, da det var allerværst. Raske folk kunne bruge transportsystemerne og komme til og fra byen, som det passede dem.

Man var naturligvis heldig i den forstand, at langt det største ”cluster” var meget nemt at identificere. Den dag i dag stammer to tredjedele af de smittetilfælde, der blev konstateret i Sydkorea, fra den kristne kult Shincheonji, der har sit hovedsæde i Daegu. Ved de lukkede og meget hemmelige gudstjenester kommer tilhængerne meget tæt på hinanden, og af religiøse årsager må de ikke bruge maske, så i den forbindelse har de overvejende unge disciple i massivt omfang smittet hinanden.

Derfor var en relativt større andel af de smittede i Sydkorea unge og raske mennesker, sammenlignet med andre lande. Men selv blandt de ældre smittetilfælde kan man konstatere et mindre antal dødsfald, formentlig som et resultat af, at sygdommen blev konstateret tidligt, og at de smittede derfor kom i behandling tidligt.

Sydkoreas regering har fået stor ros af topfolk i Verdenssundhedsorganisationen WHO, som har fremhævet landet som et forbillede. Regeringschefer fra Frankrig, Canada og Sverige har ringet direkte til præsident Moon Jae-in for at få gode råd til, hvordan man bedst griber denne vanskelige situation an.

Moon Jae-ins regering, der står over for et parlamentsvalg 15. april, har fået knap så entydig ros i landets egne medier, hvor en stor skandale om mangel på ansigtsmasker i butikkerne især i epidemiens begyndelse har præget forsiderne. Men regeringen slog hårdt ned på dem, der hamstrede eller solgte store partier ansigtsmasker til overpris, og dernæst overtog den slet og ret distributionen af de ansigtsmasker, der blev produceret, og indførte en veritabel rationering. I de seneste uger er præsident Moon og hans partis opbakning derfor atter på vej op i meningsmålingerne.

Når det hele er overstået, er der naturligvis en regning, der skal betales. Parlamentet har vedtaget en tillæg til finansloven på ikke mindre end, hvad der svarer til 63 milliarder kroner.

Og Sydkorea står nu – ligesom det øvrige Asien, hvor det hele startede – over for en ”anden bølge”, mens pandemien raser i Europa og Amerika. Så sent som i dag har Sydkorea indført obligatorisk covid-19-test og karantæne på to uger for alle, der ankommer til landet fra et hvilket som helst udland. Også i forhold til den anden bølge bestræber man sig på at være godt forberedt. ■

 

Og Sydkorea står nu – ligesom det øvrige Asien, hvor det hele startede – over for en ”anden bølge”, mens pandemien raser i Europa og Amerika
_______

Apropos denne artikel:

Vestenskov & Streubel-Kristensen i RÆSON SØNDAG: Eufori og et væltet diktatur fører oftere til borgerkrig end politisk stabilitet

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning