29.03.2020

Virksomhederne skal selvfølgelig ikke bare lade stå til og tabe penge, indtil der ikke er flere, og derefter gå konkurs med oprejst pande. Det er ingen tjent med. Men måske virksomhederne kunne tage imod hjælpepakkerne, beholde medarbejderne og nøjes med et noget mindre overskud et enkelt år?

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—

Kommentar af Theis Borregaard

DANSK INDUSTRI forudser, at Coronakrisen vil betyde et fald på 6,7 pct. for den danske vækst i 2020. Det giver selvfølgelig mening, når flertallet af danskerne skal arbejde hjemme i minimum en måned, samtidig med at de skal agere lærere eller pædagoger for deres børn. Men når kæmpestore virksomheder som fx Bestseller fyrer hundredevis af medarbejdere efter få ugers nedlukning – på trods af et rekordregnskab med 2,8 milliarder i overskud sidste år og muligheden for at benytte sig af statslige hjælpepakker – rejser det alligevel spørgsmålet: Kan vi indrette vores økonomiske system på en måde, der gør virksomhederne bedre til at håndtere krisetider? Det er en debat, vi bliver nødt til at tage fat på, så vi er bedre forberedt, når en ny krise rammer.

Når vi diskuterer økonomisk politik herhjemme, domineres debatten ofte af yderpolerne. Det frie marked – der vist nok primært findes i teoribøger – forsvares altid ivrigt af tænketanken CEPOS, der har en forbløffende evne til at løse snart sagt alle problemer med enten lavere skatter eller et øget arbejdsudbud. På de yderste dele af venstrefløjen argumenteres der jævnligt for nationaliseringer og yderligere omfordeling som løsning på problemerne.

Hvis man, som jeg, ikke identificerer sig som hverken socialist eller rendyrket neoliberal, så har det indtil nu været bekvemt at trække lidt på skuldrene af debatten og henfalde til en accept af status quo. Ifølge langt de fleste økonomer går det jo meget godt med den danske blanding af en lille grad af regulering af markedet kombineret med en stærk offentlig sektor og en høj grad af omfordeling. Den forestilling slår nu revner som følge af Coronakrisen, der virkelig udstiller de problemer, vi står med i samspillet mellem virksomheder og borgere. Det bør vi alle sammen forholde os til.

 

Set fra en almindelig borgers synspunkt virker det helt vildt, når sunde virksomheder, der har overskud i milliardklassen, og som nu ovenikøbet tilbydes statslige hjælpepakker, ikke kan vente mere end 14 dage, før de begynder at fyre medarbejdere i hobetal
_______

 

JEG ARGUMENTERER ikke for, at hele vores system nødvendigvis skal smides ud med badevandet. Men set fra en almindelig borgers synspunkt virker det helt vildt, når sunde virksomheder, der har overskud i milliardklassen, og som nu ovenikøbet tilbydes statslige hjælpepakker, ikke kan vente mere end 14 dage, før de begynder at fyre medarbejdere i hobetal. Man sidder tilbage med en følelse af, at økonomisk ansvarlighed og samfundssind er noget, der primært forventes af den almene borger.

Det samme billede tegnede sig efter finanskrisen i 2008, da flere banker blev reddet af skatteydernes penge. I sidste ende er det som regel den almindelige borger, der mærker konsekvenserne af en krise hårdest. Denne får ingen direktør-bonus eller aktieudbytte, men en fyreseddel. Det virker derfor rimeligt, at virksomheder i højere grad end nu udviser samfundssind og tager mere ansvar på sig.

Det er selvfølgelig mere komplekst end som så. Set fra en virksomheds synspunkt udviser man økonomisk ansvarlighed, når man kan se, at ens fremtidige indtjening vil falde, og derfor fyrer man i ”god” tid. Rettidig omhu med andre ord. Set fra borgerens synspunkt er det dog først og fremmest økonomisk ansvarlighed overfor firmaet – ikke overfor samfundet. Men virksomheder udviser heller ikke samfundssind ved at gå konkurs. Det er hverken borgere eller virksomheder tjent med. Bestseller har fx meldt ud, at virksomheden i disse uger taber 100 millioner kroner – om dagen. På trods af et rekordoverskud siger det sig selv, at det ikke kan blive ved med at gå særlig længe.

Spørgsmålet om, hvad vi gør i denne uholdbare situation, presser sig på. Det er uden tvivl en kompleks øvelse at fordele økonomiske risici på en retfærdig måde, og jeg er ikke ekspert. Men de hjælpepakker, politikerne har vedtaget, virker ikke til at være tilstrækkelige. Under alle omstændigheder er det hastigt sammenstykkede aftaler, og det er oplagt, at man vil kunne finde bedre løsninger, hvis man har mere tid at gøre med.

 

Måske skal vi lave nogle regler, der ligner dem fra finanskrisen, hvor bankerne blev pålagt at polstre sig, så de blev bedre stillet i dårligere tider
_______

 

MÅSKE SKAL VI, når vi er kommet godt ud på den anden side af krisen, oprette en form for ordning, som virksomheder skal indbetale en del af overskuddet til, og som til gengæld skal bruges i krisetider til at hjælpe dem – til glæde for os alle sammen. Måske skal vi lave nogle regler, der ligner dem fra finanskrisen, hvor bankerne blev pålagt at polstre sig, så de blev bedre stillet i dårligere tider. Måske er løsningen noget helt tredje.

Hvordan man konkret skal gøre det, kan i hvert fald vise sig svært. OECD anser fx selskabsskat som en stor hæmmer af vækst, og det er netop vækst, vi har brug for på den anden side af krisen. Det dilemma udstiller netop også de systemiske udfordringer, vi står med. På den ene side må vi kunne forvente en større grad af samfundssind fra nogle virksomheder – på den anden side skal det selvfølgelig ikke lægge så store sten i vejen for virksomhederne, at de ikke kan vokse og dermed skabe flere jobs og mere velfærd.

Under alle omstændigheder bør vi diskutere, om vi i dag virkelig har det rette økonomiske system. Det må i det mindste være muligt for os at lave nogle ændringer, der kan sikre, at i øvrigt veldrevne virksomheder indretter sig sådan, at de kan holde skindet på næsen i nogle måneder, når krisen kradser. ■

 

Det må i det mindste være muligt for os at lave nogle ændringer, der kan sikre, at i øvrigt veldrevne virksomheder indretter sig sådan, at de kan holde skindet på næsen i nogle måneder, når krisen kradser
_______

Apropos denne artikel:

Vestenskov & Streubel-Kristensen i RÆSON SØNDAG: Eufori og et væltet diktatur fører oftere til borgerkrig end politisk stabilitet

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning