23.03.2020

Så nåede også de danske sundhedsmyndigheder frem til, at flere bør testes. Men hvad skal testresultaterne bruges til? Det snakker vi ikke om. Samtidig gambler de danske myndigheder med deres opbakning i befolkningen.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—

Af Uffe Gardel

Hotel Michelangelo er et godt bud på en weekendtur til Milano: fin beliggenhed tæt på banegården og topkarakterer på de internationale bookingsider. Lige nu er alle 300 værelser dog belagt; ikke af turister, men af de lombardiske sundhedsmyndigheder. Hotellet skal nemlig bruges til at indkvartere folk, som skal i karantæne, så de ikke smitter deres familier derhjemme. ”Vi vil tage yderligere initiativer i den retning,” siger Milanos borgmester; en halv snes lignende hoteller skal også overtages, og hvis ejerne sætter sig imod, bliver hotellerne beslaglagt.

I Italien er karantæne nemlig noget, man tager alvorligt. Karantæne er tvungent – ikke som i Danmark en ganske frivillig sag. Ude i Europa er det simpelthen alvor nu: Regler strammes, og håndhævelsen bliver håndfast.

Fra i dag er det i Tyskland forbudt at opholde sig mere end to personer sammen, bortset fra folk, man bor sammen med. ”Vi er alle bevidste om situationens alvor,” sagde Angela Merkel på et pressemøde; bagefter gik hun selv i karantæne, fordi den læge, som forleden vaccinerede hende mod pneumokokker, er blevet smittet med coronavirus.

I Italien skal der fra søndag helt tvingende grunde til for at krydse kommunegrænsen, og politiet slog i går til og gennemførte omfattende kontroller på banegårdene i Norditalien. Folk, som ville ombord på eksprestogene sydpå, fik checket papirer og taget deres temperatur.

 

Alt efter temperament kan man glæde sig over, at myndighederne ændrer strategi, igen, eller ærgre sig over, at de først gjorde det efter alle disse udflugter og omsvøb. Jeg ærgrer mig mest
_______

 

Er det også alvor i Danmark? Hos os handler diskussionen om test. Kort opsummeret: Jeg har fortalt, hvordan WHO har sagt, at ”alle lande” bør teste mere. Sundhedsstyrelsen og Seruminstituttet blev af flere medier bedt om at kommentere, og svaret var, at WHO ikke talte til os. Så gentog WHO budskabet. Der kom nu nogle nye forklaringer fra de danske myndigheder om, at det ville være spild af ressourcer at teste flere. Derefter hørte vi, at nu købte man mere testudstyr; det havde man åbenbart manglet. Og søndag kom så udmeldingen om et strategiskifte: Nu skal flere testes.

På toppen af alt dette kunne Berlingske fortælle søndag, at Sydkorea har tilbudt at sælge os test. Men fik et ”nej tak”. ”Svaret fra de danske myndigheder var, at man havde ’situationen under kontrol’, og jeg fik det klare indtryk, at den danske kapacitet var fuldt ud tilstrækkelig,” fortæller en embedsmand fra den sydkoreanske ambassade i København.

Nej, det er vist ikke rigtigt alvor i Danmark.

Surrogatdebat
Den absurde fornemmelse af uvirkelighed understreges af et interview – i Berlingske søndag – med Sundhedsstyrelsens tidligere chef Else Smith. Hun har tidligere udtalt sig og har i sine udtalelser bakket sin efterfølger, Søren Brostrøm, op.

Det gør hun ikke mere, ikke i testpolitikken i hvert fald, og hendes tidligere udtalelser taget i betragtning er hun chokerende skarp:

”[J]eg synes, at man negligerer f.eks. testaktiviteten og ikke har nok fokus på test i den brede befolkning […] Samtidig siger min epidemiologiske nysgerrighed, at når vi når frem til juli, vil vi gerne have data, der kan tilsige, om det f.eks. ’kun’ er ti procent af befolkningen, der blev smittet. For så kan de resterende 90 procent blive smittet under en anden bølge i den kommende vinter,” siger hun i interviewet.

Alt efter temperament kan man glæde sig over, at myndighederne ændrer strategi, igen, eller ærgre sig over, at de først gjorde det efter alle disse udflugter og omsvøb. Jeg ærgrer mig mest, fordi jeg frygter, at myndighederne med deres siksakkurs har sat kostbar tillid over styr.

For så vidt er den danske debat om test en surrogatdebat, for ingen diskuterer, hvad man så skal stille op med testresultaterne. Altså: Hvad skal man bruge det til, når man finder ud af, at en person er smittet?

 

Stigningen i antal tilfælde [i Lombardiet] går langsomt nedad; søndag steg tallet med godt ti procent, klart under de seneste ugers gennemsnit. Men altså, det stiger endnu. Det skal helst begynde at falde, meget snart
_______

 

Endnu engang har WHO været meget tydelig: ”Det, vi virkelig har brug for at fokusere på, er at finde dem, som er syge, dem som har virussen, og isolere dem, finde deres kontakter og isolere dem,” sagde WHO’s direktør for sundhedskriser, Mike Ryan, søndag til BBC. ”[H]vis ikke vi tager hårde sundhedsskridt nu, så er faren, at når restriktionerne og nedlukningerne bliver ophævet, så vil sygdommen vende tilbage.”

Altså isolation af smittede eller, med andre ord, indtjekning på Hotel Michelangelo. Det er dét, som er meningen med at teste bredt, men det snakker vi ikke om i Danmark.

Et sejrsråb i utide
Lad mig runde af med et par tal. Det kunne faktisk være værre. Først Italien, hvor selv lokalstyret i Lombardiet nu er forsigtige optimister, efter at søndagens smittetal kun steg med det halve af stigningen lørdag:

”Vi kan ikke råbe sejr endnu,” sagde Lombardiets social”minister” Gallera på Facebook – og så ud som om, at akkurat dette trængte han meget til at kunne gøre. Og han nævnte, at hans pressede region faktisk er lykkedes med at fordoble antallet af intensivsengepladser – hvilket så også har været nødvendigt for at følge med antallet af patienter.

Stigningen i antal tilfælde går langsomt nedad; søndag steg tallet med godt ti procent, klart under de seneste ugers gennemsnit. Men altså, det stiger endnu. Det skal helst begynde at falde, meget snart.

I Danmark tog stigningen også af i fart; antal smittede er steget med fem procent, et godt stykke under de otte procent, vi har set de seneste dage. Og ja, vi kan godt bruge de tal til noget. Så længe testpolitikken ikke er ændret, kan vi notere os, at en uændret testpolitik har resulteret i langsommere stigning. Selv ikke den mest pessimistiske iagttager kan tolke dette som andet end en god nyhed. ■

 

Så længe testpolitikken ikke er ændret, kan vi notere os, at en uændret testpolitik har resulteret i langsommere stigning. Selv ikke den mest pessimistiske iagttager kan tolke dette som andet end en god nyhed
_______

Apropos denne artikel:

Vestenskov & Streubel-Kristensen i RÆSON SØNDAG: Eufori og et væltet diktatur fører oftere til borgerkrig end politisk stabilitet

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning