16.03.2020

.

Den omfattende sundhedskrise som følge af coronavirus ser ud til at ramme Danmark hårdt. I kølvandet følger en økonomisk krise, der i første omgang rammer den private sektors virksomheder og lønmodtagere. Der skal økonomisk hjælp til, men vi bør ikke strø om os med skattekronerne. Det har den finansielle sektors opførsel efter finanskrisen lært os.

Kommentar af Dennis Kristensen

Vi har aldrig før oplevet den næsten totale, kontrollerede nedlukning af landet, som foreløbigt kulminerede lørdag med lukningen af grænserne til omverden.

Mange har henvist til folkestrejkerne under den tyske besættelse, men den sammenligning holder ikke. Strejkerne var omfattende og lukkede mange af samfundets funktioner ned, men de var spontane og hverken kontrollerede eller koordinerede af myndighederne. Tværtimod. Den nuværende situation er i sandhed enestående.

Samfundssind og velfærd er siamesiske tvillinger
Nedlukningen af Danmark forudsætter, at vi både individuelt og i fællesskab tager ansvar for hinanden, for de svageste i samfundet og for de kronisk syge. Det er de grupper, der har størst risiko for at få de mest alvorlige følger af at blive smittet. Vi skal, med statsminister Mette Frederiksens ord, udvise samfundssind. Ikke alene for vores egen og vores nærmestes skyld, men især for de mest udsattes skyld.

Det er så at sige kernen i velfærdssamfundet, vi skal dyrke nu. Det er dét, der gør velfærden til en unik størrelse. Velfærd og samfundssind hænger uløseligt sammen. Det er den fælles ansvarlighed for dem, der er mest udsatte, som nu skal sættes i højsædet.

Vi skal udvise samfundssind, hvis vi skal få bugt med sundhedskrisen med færrest mulige dødsfald. Men vi skal også udvise samfundssind, hvis vi skal kunne håndtere den økonomiske krise, der følger med coronakrisen. Vi skal kunne sikre, at private arbejdspladser, som lukker ned nu, kan genåbnes, når pandemien mister sit greb om vores samfund.

For når vi som samfund og som fællesskab opfordrer hele brancher til at lukke helt eller delvist ned, så må vi naturligvis også hjælpe med at få virksomheder og arbejdspladser på fode igen, når krisen forhåbentlig er ovre.

 

[Gårsdagens trepartsaftale] er et stærkt signal om fælles ansvarlighed og samfundssind, men også et flot resultat af den danske overenskomstmodel med tilbagevendende trepartsaftaler
_______

 

Samfundssind rimer på at kræve skatter ind
De første initiativer – med udskydelse af virksomhedernes indbetaling af skatter, arbejdsmarkedsbidrag og moms – er sat i søen, mens banker og pengeinstitutioner har fået de første muligheder for med staten i ryggen at låne penge til sunde virksomheder med betydelige corona-relaterede tab.

Med den netop indgåede trepartsaftale mellem lønmodtagerne, arbejdsgiverne og regeringen om delvis statslig dækning af private virksomheders lønudgifter til hjemsendte medarbejdere er der nu forsøgt at tage hånd om de lønmodtagere, der ellers var i farezonen for at modtage en fyreseddel uden vished for, om de ville have en arbejdsplads at vende tilbage til.

Det er både udtryk for den danske models styrke og for et fælles samfundssind på tværs af ellers forskellige interesser. Hermed er der sat det første initiativ sat i søen til at holde hånden under arbejdspladserne, de ansattes økonomi og virksomhedernes overlevelse. Det er et stærkt signal om fælles ansvarlighed og samfundssind, men også et flot resultat af den danske overenskomstmodel med tilbagevendende trepartsaftaler.

Men hvordan ser situationen nu ud på arbejdsmarkedet? De offentligt ansatte arbejder fortsat i de kritiske samfundsfunktioner eller er hjemsendt med løn for i videst muligt omfang at arbejde hjemmefra. Opsigelsesvarslerne i de offentlige overenskomster er relativt lange, og staten, kommunerne og regionerne har de ansattes løn på budgettet uanset sundhedskrisen opståen.

I den private sektor er der nu taget hånd om tilbud om førstehjælp til arbejdsgivere med ansatte. Men arbejdsmarkedet rummer dog i stigende grad andre former for beskæftigelse eller selvforsørgelse end den klassiske ansættelse hos en arbejdsgiver. Derfor kommer vi som fællesskab til at forholde os til hvilken form for hjælp, samfundet kan tilbyde til lønmodtagere, der varetager tidsbegrænsede eller opgavebestemte jobs, vikarer og selvstændige erhvervsdrivende og ikke mindst indehavere af énmandsfirmaer og lignende. Den knast har trepartsaftalen ikke skullet løse. Det bliver uden tvivl det næste skridt regeringen vil tage.

Den magiske formel bag håndteringen af den økonomiske krise, som kommer til at følge efter coronakrisen, er ganske enkel: Det handler om skattekroner. Tidligere betød opfordringen til at udvise samfundssind, at man skulle spænde livremmen ind. Samfundssind forstået som forståelse for og accept af indkomstpolitiske indgreb og forbrugsbegrænsende foranstaltninger, når politikerne gennem tiden har trukket i den økonomiske nødbremse og gennemført større indgreb overfor lønninger, udbytter og forbrug.

I lyset af coronakrisen rimer samfundssind nu i stedet på nødvendigheden af at kræve skatter ind. Det bliver de nuværende og fremtidige skatteopkrævninger til den offentlige velfærd og service, der skal finansiere den økonomiske hjælp til hjemsendte eller afskedigede lønmodtagere og til sunde virksomheder, der skal have en økonomisk vitaminindsprøjtning i den ene eller den anden form for fortsat at eksistere, når det danske samfund åbner op igen.

Med kort varsel er vi som samfund i stand til og villige til at kanalisere enorme beløb fra fælleskassen – eller gennem statslig låneoptagelse – til håndtering af både sundhedskrisen og den økonomiske krise. Det er resultatet af, at vi opkræver relativ høj skat i Danmark, og at vi føler et fælles ansvar for velfærden og den offentlige service. Velfærdsmodellen bygger netop på, at vi har midlerne og viljen til at omfordele via skatteopkrævning og velfærdsydelser, og det vil netop være kernen i de kommende ugers og måneders politiske beslutninger.

 

Det er sporene fra den finansielle sektors og de største virksomheders ageren efter det økonomiske kollaps, der bør skræmme os. Ved finanskrisen var der nemlig også brug for hjælpepakker til nødlidende virksomheder
_______

 

Sporene fra finanskrisen skræmmer
Men sporene fra finanskrisen i 2008 skræmmer. De skræmmer ikke i forhold til de lønmodtagere, der nu via kompensation til virksomheden får kompenseret deres løntab af fællesskabet. De kommer sammen med alle andre lønmodtagere til at være med til at fylde de økonomiske huller, som coronavirussen vil efterlade. Lønmodtagernes skattebetaling gennem kildeskatten er der så godt styr på, at alle kommer til at bidrage solidarisk til den kommende genopretning.

Det er sporene fra den finansielle sektors og de største virksomheders ageren efter det økonomiske kollaps, der bør skræmme os. Ved finanskrisen var der nemlig også brug for hjælpepakker til nødlidende virksomheder, og ikke mindst finansielle virksomheder som banker og pengeinstitutter

Men de efterfølgende tolv år har det danske samfund oplevet et erhvervsliv, hvor alt for mange af de store virksomheder har kastet enhver form for samfundsansvarlighed over venstre skulder for hæmningsløst at rage til sig. Hvor grådighed og total ligegyldighed overfor samfundets behov har været det vigtigste pejlemærke for en elite, der har lagt sig i overhalingsbanen med speederen helt i bund. Hvor takken for hjælpen, der bragte samfundet og erhvervslivet igennem den langstrakte krise, ikke blev til ansvarstagelse overfor fællesskabet, men i stedet ragen til sig på fællesskabets bekostning.

Som fællesskab har vi således været tilskuere til lønfesten på direktionsgangene og endeløse krav om skattelettelser for erhvervslivet og de bedst stillede. Banker og pengeinstitutter har kvitteret for fællesskabets håndsrækning ved at hjælpe dele af den økonomiske elite med at minimere eller helt undgå skattebetaling til fælleskassen gennem skattely og hvidvask.

Denne mangel på fælles ansvarlighed og samfundssind skal vi lære af nu. Vi skal ikke gå tilbage til fuseren fra 2008. Derfor må hjælpepakker og støtteordninger til erhvervslivet skrues sammen, så vi som samfund sikrer os, at de pågældende brancher og virksomheder bidrager efter evne, på samme måde som lønmodtagerne bidrager til at fylde de efterfølgende økonomiske huller i fælleskassen op igen.

Det er teknisk vanskeligt, men helt afgørende, hvis danskerne ikke – efter at have udvist imponerende samfundssind under sundhedskrisen – skal føle sig våde ned ad ryggen, når de iagttager den økonomiske elites optræden ved samfundets tilbagevenden til normalitet. Gårsdagens trepartsaftale indebærer, at virksomhederne bidrager til opretholdelse af arbejdspladser, mens andre former for hjælpepakker i langt højere grad vil være ren skattefinansiering og dermed alene udgør fællesskabets udstrakte hånd til pressede erhverv. Den håndsrækning kræver ansvarstagelse og samfundssind fra virksomhederne til gengæld. ■

 

Banker og pengeinstitutter har kvitteret for fællesskabets håndsrækning ved at hjælpe dele af den økonomiske elite med at minimere eller helt undgå skattebetaling til fælleskassen
_______

 

Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA. Foto: René Schütze/Polfoto/Scanpix