15.03.2020

.

Så vidtgående beføjelser, som den nye epidemilov giver regeringen, er ikke noget, man som liberal politiker bare nikker til. Men vi bliver nødt til at handle hurtigt og effektivt for at stoppe coronasmitten i at sprede sig. Det kræver ekstraordinære midler.

Kommentar af Jan E. Jørgensen

TORSDAG DEN 12. MARTS 2020 vil for altid stå som en de af mærkeligste dage i mit politiske liv. Allerede aftenen inden stod det klart, at regeringen lagde op til nogle drastiske ændringer af den epidemilov, som bestemt ikke var en del af pensum, da jeg læste jura.

For det er en lov, de færreste har hørt om, og som gudskelov sjældent er taget i anvendelse. En lov, som giver myndighederne en række magtmidler, som mest minder om en dystopisk science fiction-film. En lov, der midlertidigt suspenderer flere af vores frihedsrettigheder og giver myndighederne ret til at tvinge borgere i isolation og til tvangsmæssig behandling, undersøgelse og vaccination. En lov, der kan redde liv, men som også vil koste arbejdspladser.

Venstre nedsatte fra morgenstunden en arbejdsgruppe med ti folketingsmedlemmer – heriblandt to forhenværende sundhedsministre, to andre forhenværende ministre, to regionsrådsmedlemmer og to advokater, hvor den ene var mig. Dertil to dygtige medarbejdere fra vores sekretariat. Ikke nok til at matche regeringen og dens mange embedsmænd, men dog nok til at levere et kvalificeret med- og modspil – og mere end noget andet parti ville kunne stille med. Der er visse fordele ved at være et stort parti.

Flere af mine kollegaer var gået i gang med at læse lovforslaget midt om natten. De var på arbejde næsten et døgn for at få hastelovgivningen på plads inden midnat, hvor balancen skulle findes mellem hensynet til frihedsrettighederne og samfundsøkonomien på den ene side – og hensynet til at forhindre spredningen af en farlig sygdom på den anden side.

 

Tiden var knap, der skulle billedligt talt lægges asfalt ud, mens man kørte, og som statsministeren erkendte: Der vil blive begået fejl
_______

 

DEN EKSISTERENDE EPIDEMILOV er vidtgående, og den nye lov går endnu videre:
• Forsamlingsfriheden er sat ud af kraft. Forsamlinger med mere end 100 personer bliver forbudt – men tallet kan sagtens sættes lavere.
• Adgangen til erhvervsdrivendes egne lokaler kan forbydes. I første omgang rammer det værtshuse og natklubber, men alle erhvervslokaler så som butikker, kontorer og fabrikker kan lukkes.
• Er der blot mistanke om, at man er smittet, så kan man blive tvunget til at lade sig undersøge, indlægge på et sygehus og være i karantæne.
• Regeringen kan lukke al offentlig transport.
• Behandlingsgarantien i sundhedsvæsenet suspenderes, så alle ikke nødvendige operationer kan udskydes.
• Man kan tvinges til at blive vaccineret – så kommer der en influenzaepidemi oven i coronaen, så kan man blive tvunget til at lade sig vaccinere mod influenza, så man ikke optager en sengeplads på hospitalet.
• Besøg på plejehjem og sygehuse kan forbydes.
• Skoler, uddannelsesinstitutioner og daginstitutioner kan lukkes – og er allerede blevet det.

Så vidtgående beføjelser er ikke bare noget, man nikker til. Derfor stillede Venstre 35 udvalgsspørgsmål og indkaldte ministeren i samråd. Ministerens svar på samrådet kunne ikke bruges til meget – eksempelvis stod det først ret sent klart for mig, hvorfor der overhovedet var brug for en bestemmelse om ekspropriation i den nye lov. Det ville jeg under andre omstændigheder have været kritisk over for, men ikke nu. Tiden var knap, der skulle billedligt talt lægges asfalt ud, mens man kørte, og som statsministeren erkendte: Der vil blive begået fejl.

Det er ikke nogen særlig tryg fornemmelse at haste massive indskrænkninger af vores frihedsrettigheder igennem, men som Justitias direktør, Jacob Mchangama, sagde i forbindelse med loven: ”Hvor tit står man som samfund over for en trussel, der potentielt kan betyde, at mange, mange tusinder vil dø, og økonomien kan kollapse. Det her er en helt ekstraordinær situation, hvor det faktisk giver mening, at vi i en tidsbegrænset periode bliver nødt til at ofre vores frihed for at redde liv og samfundsbærende institutioner som for eksempel sundhedsvæsenet.” Det er en tankegang, jeg kan erklære mig meget enig i.

Det samarbejdende folkestyre viste sig fra sin bedste side, og sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke var lydhør – Venstre kom igennem med de fleste af vores krav, og loven endte med at blive enstemmigt vedtaget – i en folketingssal, hvor medlemmerne stemte ved at rejse sig op i stedet for at trykke på en knap fra sin plads, så man kunne holde behørig afstand til sin sidemand.

Blandt andet efter pres fra Venstre blev det forhindret, at politiet uden retskendelse kunne trænge ind i private hjem for at slæbe mennesker på hospitalet. Mennesker, der jo alt andet lige ikke er til fare for andre, så længe de bliver hjemme.

Som det vigtigste bliver loven revideret til november – og den forsvinder helt af sig selv om et år. Og de mange drastiske tiltag kan kun benyttes, så længe det er nødvendigt.

 

Som det vigtigste bliver loven revideret til november – og den forsvinder helt af sig selv om et år. Og de mange drastiske tiltag kan kun benyttes, så længe det er nødvendigt
_______

 

FORBUDDET MOD FORSAMLINGER og adgangsbegrænsningen til forretningslokaler bliver dyrt for Danmark. Mens offentligt ansatte sendes hjem med fuld løn, er der allerede nu mange privatansatte, der er sendt hjem med en fyreseddel. Arrangementer aflyses på stribe. Barer, caféer og natklubber holder lukket. Restauranter kører på nedsat blus og må forsøge at hutle sig igennem med mad ud af huset. Hvad koster det i tabt omsætning, at der ikke kan holdes møder? At medarbejdere skal arbejde hjemmefra? At grænsen er lukket? Hvad kommer coronakrisen til at koste lufthavnene? Hotellerne, flyselskaberne og rejsebureauerne?

Alt dette adresserer lovforslaget ikke – men det gjorde den gamle epidemilov retfærdigvis heller ikke.

Reglen om, at privat ejendom kan eksproprieres med fuld erstatning, vil ikke hjælpe mange, for ikke mange vil blive eksproprieret. Indgreb, der rammer generelt, er som udgangspunkt ikke ekspropriation, så bestemmelsen er mest kommet med for en sikkerheds skyld. Hvis man lukker ét værtshus, så er det ekspropriation, og ejeren kan få erstatning. Hvis man lukker alle værtshuse i hele Danmark, så er det – som udgangspunkt – bare ærgerligt. Det kan vi ikke være bekendt, og derfor skal vi have fundet en løsning, så vi holder hånden under erhvervslivet i videst muligt omfang.

På vej hjem fra Christiansborg kunne jeg imidlertid konstatere, at loven allerede virkede, selvom den ikke var trådt i kraft endnu. Aldrig før har jeg set Københavns indre by så tom en torsdag nat. I næste uge skal vi i gang igen, for at sikre at Coronakrisen ikke rammer os hårdere end nødvendigt – både selve sygdommen og de økonomiske følgevirkninger. Regeringen har allerede lukket grænserne – det bliver dyrt for Danmark, og det er usikkert, om det overhovedet har nogen effekt. Det finder vi først ud af bagefter. Dilemmaet er, om man helst vil løbe risikoen for at overreagere og gøre den økonomiske krise værre end nødvendigt – eller om man vil underreagere og risikere, at sygdommen spreder sig hurtigere end nødvendigt. ■

 

Dilemmaet er, om man helst vil løbe risikoen for at overreagere og gøre den økonomiske krise værre end nødvendigt – eller om man vil underreagere og risikere, at sygdommen spreder sig hurtigere end nødvendigt
_______

 

Jan E. Jørgensen (f. 1965) er MF og EU-ordfører for Venstre. Næstformand for Folketingets Indfødsretsudvalg. Advokat (L). ILLUSTRATION: Jan E. Jørgensen på Christiansborg [foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix]