Niels Bjerre-Poulsen: Trods Bidens sejr må Sanders stadig regnes for favorit
02.03.2020
.Tirsdag den 3. november i år bliver der afholdt præsidentvalg i USA. Det store spørgsmål er selvfølgelig, om Donald Trump bliver genvalgt, men hvem bliver hans modkandidat – og med hvilke visioner for USA og resten af verden? RÆSON sætter over de næste par måneder to USA-eksperter i stævne for indgående at følge udviklingen i USA op til valget. Læs del 1 her
Lynanalyse af Niels Bjerre-Poulsen
ALLEREDE fra det første caucus i Iowa, har Biden slået på, at South Carolina var hans ”brandmur”, og at han nok ikke ville klare sig så godt i de første stater. Argumentet var, at befolkningssammensætningen i South Carolina, med en stor andel af sorte vælgere, bedre afspejlede Demokraternes samlede vælgerkorps. På trods af denne formaning fra Biden-kampagnen var hans kampagne alligevel ved at dø undervejs, fordi han ikke alene klarede sig dårligt i Iowa og New Hampshire, men også dårligere end forventet. Imens så brandmuren i South Carolina ud til at smuldre: Bernie Sanders så ud til at udvide sin vælgerbase – herunder også sin støtte blandt især yngre sorte vælgere. Det betød, at Joe Biden ikke alene skulle vinde South Carolina for at kunne fortsætte i valgkampen, men også skulle vinde stort for at få noget momentum forud for Super Tuesday.
Nogle politiske iagttagere vurderede, at han skulle vinde med 8-10 procentpoint for at få det skub, der dels ville gøre det klart, at han var det moderate alternativ til Bernie Sanders, dels gøre det muligt for ham at få hårdt tiltrængte kampagnebidrag. Ikke mindst takket være en uhyre vigtig støtte fra James Clyburn, den tredjehøjst rangerende Demokrat i Repræsentanternes Hus, vandt Biden en storsejr med næsten 30 procentpoint ned til Bernie Sanders.
Dermed er hans kampagne mere end i live. Pete Buttigiegs beslutning om at afslutte sin kampagne før Super Tuesday giver sandsynligvis Biden et ekstra skub i bestræbelserne på at indhente Bernie Sanders, som dog fortsat må regnes for favorit, og formodentlig tirsdag kan samle mange delegerede fra store stater som Californien og Texas. Bidens storsejr i South Carolina gør ham dog til favorit i en række andre sydstater, hvor en betragtelig del af de Demokratiske vælgere, som i South Carolina, er sorte. ■
Læs afsnit 1 i serien her: ”Man kan ikke vinde uden penge, men penge er heller ikke nok. Der er en perlerække af eksempler på milliardærer, som har formøblet kæmpeformuer på at tabe”
Ikke mindst takket være en uhyre vigtig støtte fra James Clyburn, den tredjehøjst rangerende Demokrat i Repræsentanternes Hus, vandt Biden en storsejr med næsten 30 procentpoint ned til Bernie Sanders
_______
Niels Bjerre-Poulsen (f. 1959) er ph.d. i amerikansk historie ansat som lektor på Center for Amerikanske Studier/Institut for Historie, SDU. Han er blandt andet forfatter til Vietnamkrigen; En International Historie 1945-1975 (2015), og (med Erling Bjøl) USA’s Historie (2018). ILLUSTRATION: Biden fører valgkamp i Fort Madison, Iowa, 31/1 [foto: Matthew Hatcher/SOPA Images via ZUMA Wire/Scanpix]