02.03.2020

Jo mindre der sker, jo bedre. Sådan tænker tyskerne. Men EU – og Tyskland selv – har brug for en ny kurs i Berlin. Uden en økonomisk udligning vil både flere af EU’s medlemslande og Unionen selv falde fra hinanden inden for den næste generation.

Af Per Øhrgaard

Helmut Kohl var den sidste europæiske tysker. Hans efterfølgere som forbundskansler – Gerhard Schröder fra 1998 til 2005 og Angela Merkel siden 2005 – har ikke villet noget med Europa. Og slet ikke noget, som for alvor kunne forpligte Tyskland.

Muligvis har det noget at gøre med generationer. Helmut Kohl (f. 1930) var den sidste kansler, som havde erindring om Anden Verdenskrig og efterkrigstiden, og som derfor vidste, at Europa altid ville se med en vis skepsis på Tyskland. Den bestræbte han sig på at gøre til skamme. Gerhard Schröder er født i 1944, Angela Merkel ti år senere, og hun tilbragte i øvrigt den første halvdel af sit liv uden for EU – i DDR.

’Austerity’ var en fejl
Den af Tyskland ledede ’redningsaktion’ i den græske gældskrise i årene 2010 og derefter var i høj grad en redningsaktion for Tyskland selv og en række nordeuropæiske lande – de samme lande, herunder Danmark, som nu modsætter sig en beskeden udvidelse af EU’s budget. Den tyske politik har bidraget til at forlænge den økonomiske krise i stedet for at overvinde den og gravet grøfterne mellem Nord- og Sydeuropa dybere.

Det siger ikke jeg, det siger efterhånden de fleste økonomer. Nogle sagde det fra begyndelsen, flere og flere har sluttet sig til dem. Tyskerne synes ganske at have glemt (generationsproblem igen?), hvor meget den yderst generøse behandling af deres ubestrideligt selvforskyldte krigsgæld betød for Vesttysklands ’økonomiske mirakel’ i 1950’erne. Der var ingen, der krævede, at Vesttyskland skulle forarme store dele af sin befolkning eller sælge ud af sine offentlige værdier for at tækkes kreditorerne.

Et lyspunkt i den ellers demoraliserende kabale op til den nye EU-Kommissions indsættelse i november var, at Den Europæiske Centralbank ikke fik en tysk chef.

Så vidt har Tyskland i den sidste halve snes år mere været Europas skurk end helt. Der er dog et par andre, lysere momenter. Tyskland har søgt at holde dialogen med Rusland gående, bl.a. gennem de Minsk-aftaler om Ukraine, som måske en skønne dag kan føre til afspænding. Tyskland har endvidere med Rusland aftalt gasledningen Nord Stream 2, som, i modsætning til hvad mange siger, skaber mindst lige så megen afhængighed for Rusland som for Europa. Køberen (Tyskland/Europa) kan til hver en tid købe energi andetsteds, sælgeren (Rusland) kan gennem Nord Stream 2 kun sælge til denne ene kunde.

Mere hold er der i kritikken af Tysklands dominans over for de europæiske lande, som gassen skal sælges videre til, og den kritik er ikke uventet kommet fra Polen. Men det er dog lykkedes at etablere en vis EU-medindflydelse, hvilket Angela Merkel heller ikke undlod at påpege, da hun på sit nylige møde med præsident Putin bekræftede den tyske vilje til at få ledningen bygget færdig. USA’s modstand – og nu sanktioner – mod Nord Stream 2 skyldes selvfølgelig ikke nogen omsorg for Europas forsyningssikkerhed, men at amerikanerne selv vil sætte sig på markedet.

 

Status quo gavner, i hvert fald for indeværende, Tyskland, som derfor ikke ser noget behov for ændringer. Præsident Macrons appeller i de sidste par år er knap nok blevet besvaret fra tysk side
_______

 

Tyskland trækker Europa skævt
Men hvorfor skal lige netop Tyskland have et særligt ansvar for Europa? Fordi landet er det folkerigeste, økonomisk stærkeste og stadigvæk det politisk mest stabile land i EU (mere om det sidste nedenfor).

Det er Tyskland ikke blevet alene ved egne kræfter, som tyskerne er tilbøjelige til at tro, men i høj grad også takket være medlemskabet af EU, som har skabt et meget stort hjemmemarked for produkter fra Tyskland (eller fra tyskejede virksomheder i andre EU-lande) og for tyske entreprenører. Intet under, at Tyskland var en drivende kraft i den forhastede udvidelse af Unionen i 2004. Det er ofte tyske foretagender, som vinder licitationer i de nye EU-lande, for det er dem, der har kapacitet og kapital. Den tyske bilindustri lader i vidt omfang biler producere i disse lande, som dermed indirekte holdes fast i en bestemt, muligvis forældet, industristruktur. Skulle bilindustrien komme ud for den turbulens, som nogle forudser, vil det ramme Slovakiet og Ungarn hårdere end Tyskland selv.

Selv euroen, som i sin tid blev set som det genforenede Tysklands offer bragt til især Frankrig, har vist sig at være til størst fordel for Tyskland selv. Og sidst, men ikke mindst er Tyskland blevet en magnet for velkvalificerede arbejdssøgende fra Øst- og Sydøsteuropa. Der foregår et massivt brain drain herfra til Tyskland; der er fx alvorlig mangel på læger i flere lande. Tyskland trækker Europa skævt.

Ved euroens indførelse blev der på tysk initiativ fastlagt kriterier for medlemslandenes økonomiske politik: ingen statsgæld over 60 pct. af BNP, ingen ny gældsætning over 3 pct. af BNP, ingen inflation over 2 pct. mere end områdets gennemsnit. Tyskland var selv et af de første lande til at bryde reglerne, og det blev forklaret med den tyske genforenings særlige byrder, med force majeure. I dag hersker der force majeure i store dele af Europa, men Tyskland prædiker overholdelse af reglerne, og landet har endda optaget en ’gældsbremse’ i sin grundlov – i Danmark fulgt op af budgetloven. Dermed er en helt bestemt økonomisk politik blevet ophøjet til lov, og en række politiske instrumenter gjort ubrugelige, alt imens der intet eller kun uendelig lidt er gjort for at skabe et bindende regelsæt for kapitalens bevægelighed. Politikerne, staterne, har kapituleret til spekulationskapitalen, og det har givet populismen vind i sejlene. Hvorfor stole på politikere, som ikke stoler på sig selv?

Status quo gavner, i hvert fald for indeværende, Tyskland, som derfor ikke ser noget behov for ændringer. Præsident Macrons appeller i de sidste par år er knap nok blevet besvaret fra tysk side. Selvfølgelig er de franske forslag også udtryk for franske interesser, men dels kunne disse jo hænde delvis at flugte med fælleseuropæiske interesser, dels kunne de måske fremkalde mere konstruktive modforslag. Tyskland har imidlertid ikke ulejliget sig med noget af den slags, for det behøver Tyskland ikke. Jo mindre der sker, desto bedre for Tyskland.

Én hæderlig undtagelse fra det politiske systems kapitulation findes, og den er faktisk også tysk: Da Angela Merkel i 2015 påtog sig et europæisk ansvar i ’flygtningekrisen’ – som hun så desværre ikke havde mulighed for eller tilstrækkelig vilje til at følge op.

 

Tyskland burde sætte sig i spidsen for en europæisk fordelingspolitik. Jamen, sådan en findes, vil man sige: strukturfonde osv. Det er blot ikke nok og måske ikke engang det rigtige
_______

 

Hvad burde Tyskland da gøre?
Tyskland burde sætte sig i spidsen for en europæisk fordelingspolitik. Jamen, sådan en findes, vil man sige: strukturfonde osv. Det er blot ikke nok og måske ikke engang det rigtige. Og den mere ’fleksible’ håndtering af statsstøttereglerne, som der nu tilsyneladende lægges op til, vil formentlig endnu en gang gavne dem, der i forvejen er stærke. Der skal mere og navnlig andet til, kald det bare en ny Marshall-hjælp.

Den oprindelige Marshall-hjælp var ikke bare uselvisk. Den sigtede bl.a. på, at de vesteuropæiske lande skulle bruge en del af hjælpen til at købe amerikanske produkter for og dermed bevare beskæftigelsen i USA. Men den animerede også til en større indbyrdes europæisk samhandel.

Tilsvarende skulle en europæisk ’Marshall-hjælp’ i dag animere til at flytte nogle af de økonomiske strømme, der nu går fra periferien til Tyskland, over til større indbyrdes udveksling mellem de øvrige lande, eller anderledes sagt: Tyskland skal nedbringe sit eksportoverskud (og i Tyskland selv er der såmænd også brug for offentlige investeringer: Sparepolitikken har som andre steder ført til nedslidning). Christine Lagarde, den nye præsident for Den Europæiske Centralbank, sagde allerede i sin tid som fransk finansminister, at ubalance ikke kun er, når nogle er på vej gennem gulvet, men også, når andre er på vej gennem loftet. I begge tilfælde bliver stuen ubeboelig.

Det mest påtrængende behov er imidlertid at skabe stærke institutioner, som kan sætte rammer for det vildtvoksende kapitalmarked, som har sat den meste politik ud af spillet. Tyskland har hidtil været yderst tilbageholdende med sin støtte til blot noget så skikkeligt som en beskeden transaktionsskat – igen fordi den øjeblikkelige situation passer Tyskland godt. Her er der dog – rigtignok ganske svage – tegn på, at Tyskland kunne finde på at bevæge sig.

Uden en økonomisk udligning vil både flere af EU’s medlemslande og Unionen selv falde fra hinanden inden for den næste generation. De sociale spændinger vil tage til, og der vil komme rystelser af den ene eller anden art. Lige nu er en ny fascisme det mest oplagte perspektiv, og begyndelsen ses allerede mange steder. Retsstaten er under pres eller ligefrem afvikling, selv i lande, som hidtil syntes immune; Danmark er desværre ingen undtagelse. Men lige på dette punkt har Tyskland med sin stærke forfatningsdomstol noget at bidrage med (mere om det nedenfor).

Den voksende ulighed både i landene og mellem landene er gift for den fremsynede klimapolitik, som der er et, ja, skrigende behov for. En sådan vil kræve ’ofre’ i form af afkald på vante goder. Det er svindel at påstå, at en grønnere jord kan fås gratis, eller at vi kan producere os ud af krisen, bare væksten bliver grøn (hvilket den ikke bliver, hvis den skal være vækst i den forstand, vi hidtil har opfattet ordet).

Der er brug for klar tale, og der kan blive brug for temmelig drastisk lovgivning. Men den vil befolkningerne ikke acceptere, så længe de kan se, at der fortsat sker en omfordeling fra bund til top. Så uden et økonomisk paradigmeskift kan man ikke forvente befolkningernes opbakning bag demokrati, parlamentarisme og retsstat. Og uden at disse systemer fungerer, vil vi hverken kunne løse klima-, flygtninge- eller for den sags skyld noget andet problem. For populismen kan ikke skabe løsninger, den kan ikke bygge institutioner, men kun bryde dem ned. Allerværst går det naturligvis, når den populistiske disruption overtages af det etablerede politiske system – det kan vi tale med om i Danmark, hvor ’disruption’ en overgang ligefrem var et rigtigt plusord.

 

Tyskland regnedes jo for det politisk mest stabile land i Europa: sjældne regeringsskift, generelt lange kanslerperioder, få politiske partier osv. Det er ved at blive anderledes. Det tyske socialdemokrati er i knæ og måske nærmest i opløsning
_______

 

Er også tysk politik blevet destabiliseret?
Helt bortset fra om der skulle være vilje i Tyskland til at lede en omstilling i Europa, som uundgåeligt må være en økonomisk omstilling (it’s the economy, stupid!): Har Tyskland kræfter til det? Eller er Tyskland selv så langt i en demokratisk erosionsproces, at tidspunktet er forpasset?

Tyskland regnedes jo for det politisk mest stabile land i Europa: sjældne regeringsskift, generelt lange kanslerperioder, få politiske partier osv. Det er ved at blive anderledes. Det tyske socialdemokrati er i knæ og måske nærmest i opløsning. Die Grünen – som for nylig fejrede 40-års jubilæum med bl.a. en tale af den socialdemokratiske forbundspræsident Steinmeier – har overtaget meget af SPD’s traditionelle rolle og står for tiden til at blive det klart næststørste parti efter de kristelige demokrater CDU/CSU. Det liberale FDP er blevet neoliberalt, og det vinder man ikke valg på i Tyskland; partiet kan højst gøre sig håb om måske 10 pct. af stemmerne. På venstrefløjen findes nu partiet Die Linke, som man ofte ser paralleliseret med det nye parti på højrefløjen, Alternative für Deutschland (AfD).

Det er en misforståelse: Die Linke er ikke ekstremistisk (og i et par forbundslande sågar regeringsparti). Det er derimod store dele af AfD, som flirter kraftigt med noget, der ligner nynazisme, men som burde få sin egen betegnelse – ikke for at bagatellisere noget, men tværtimod for at gøre den aktuelle trussel tydelig. AfD’s succes vækker af gode grunde bekymring rundtomkring, om end partiet stadig ikke er stærkere end tilsvarende partier i mange andre lande. Mere alarmerende er, at voldsberedskabet på den yderste højrefløj synes at være tiltagende, og at man har set eksempler på ekstremisme i de uniformerede korps (militær, politi).

AfD er imidlertid allerede en udfordring for det nærmest permanent regeringsbærende parti CDU, som officielt stadig nægter ethvert samarbejde med partiet, men hvor mindre grupper er begyndt at mumle om at give AfD ’ansvar’. Endnu er AfD ikke erklæret stuerent – og risikoen for, at partiet i givet fald sviner hele stuen til, er mindst lige så stor som chancen for, at det kan domesticeres. Den 5. februar kan have sat skel: Da valgte landdagen i Thüringen en ny ministerpræsident (fra FDP) med FDP’s, CDU’s og AfD’s stemmer. Man kan ikke undlade at tænke på, at Thüringen i 1930 var det første sted, de tyske nazister kom i regering. Nu foretrak de kristelige demokrater i Thüringen (imod råd fra moderpartiet) at stemme sammen med AfD – som i Thüringen er rabiat – i stedet for at tolerere en ministerpræsident fra Die Linke. I skrivende stund (6. februar) er den nyvalgte ministerpræsident trådt tilbage igen, men affæren kommer til at beskæftige både FDP og CDU et godt stykke tid endnu.

Alt i alt bliver Tyskland sværere at regere – eller skulle man snarere sige: Nu skal Tyskland regeres, efter at det i de fleste Merkel-år var nok at administrere det? Merkel selv har sjældent forsømt at rose sin forgænger Gerhard Schröder for hans arbejdsmarkedsreformer, upopulært kaldet ’Hartz IV’. Det sker naturligvis for at strø salt i SPD’s sår, men så meget er rigtigt, at hun har profiteret af, at det såkaldt ’grove’ arbejde var gjort, inden hun tiltrådte.

Da den første ’store’ koalition af kristelige demokrater og socialdemokrater dannedes i Vesttyskland i 1966, sad dens partier på 90 pct. af mandaterne i Forbundsdagen. I dag ville de samme partier næppe kunne opnå halvdelen og altså ikke være i stand til at danne en ny ’stor’ koalition – allerede den nuværende har kun ca. 55 pct. af pladserne i parlamentet. Det behøver imidlertid ikke at betyde manglende stabilitet. Andre lande har endnu flere partier, mange har mindretalsregeringer og klarer sig endda. Og i det hele taget er det tvivlsomt, om stabilitet er den rette målestok. Langt vigtigere er, om det politiske system er robust. Det tyske system er nok stadigvæk mere robust end mange andre landes. Den ovenfor nævnte skandale i Thüringen kan i bedste fald vise det. Kansler Angela Merkel erklærede kort og godt, at hendes partifællers optræden i Thüringen var ”utilgivelig”.

Robustheden er der flere grunde til, men en afgørende er den vesttyske, nu fællestyske, grundlov af 1949, som på baggrund af erfaringerne med nazismen har søgt at skabe en balance mellem demokrati og retsstat eller måske snarere gjort det klart, at uden retsstat er demokratiet hovedløst.

 

Alt i alt bliver Tyskland sværere at regere – eller skulle man snarere sige: Nu skal Tyskland regeres, efter at det i de fleste Merkel-år var nok at administrere det?
_______

 

Uden retsstat, intet demokrati
Den tyske grundlov er ikke kun en positivistisk beskrivelse af, hvordan landet regeres; den er ideologisk, dens første paragraf lyder: ”Menneskets værdighed er ukrænkelig”. Grundloven erklærer fx også, at Tysklands karakter af forbundsstat ingensinde kan anfægtes – en bestemmelse, som selvsagt ville kunne sættes ud af kraft ved fx et kup, men som forpligter alle tyskere til at modsætte sig et sådant. Paragraffen minder om, at det ikke er en tysk centralstat, som har delegeret myndighed til ’delstaterne’ (som derfor er en forkert betegnelse), men at det omvendt er ’länderne’, som har delegeret magt til forbundet.

Grundloven indeholder også meget udførlige regler for, hvorledes det parlamentariske tokammersystem (forbundsdag og forbundsråd, dvs. forbundslandenes repræsentation) skal fungere: Dels hvilke love der skal passere begge kamre, dels hvad der skal ske, når kamrene har forskelligt flertal, hvilket snarere er reglen end undtagelsen. Meget minder om forholdet mellem Repræsentanternes Hus og Senatet i USA, og det har gode historiske grunde. Men tyskerne har – i hvert fald indtil nu – undgået de frugtesløse konfrontationer, som er dagligdag i USA.

Tilsvarende har man indtil nu undgået at politisere den tyske forfatningsdomstol, som har eksisteret siden 1952, og ofte afsagt ganske indgribende domme, som har sat grænser for vilkårlighed i parlamentets lovgivning. Sætningen ”Ingen over og ingen ved siden af Folketinget” var i sin tid i Viggo Hørups mund møntet på Landstinget og betød ikke, at Folketinget skulle kunne sætte sig ud over lov og ret. I Danmark er der kun svage forhindringer for, at Tinget gør det, og Hørups ord er blevet vulgariseret til, at det bare gælder om at ’tælle til 90’. Højesteret i Danmark kan fungere som forfatningsdomstol, men har kun gjort det en enkelt gang (ved at underkende Tvind-loven).

I Tyskland er der en langt mere effektiv juridisk kontrol med parlamentet. Der er også en større mindretalsbeskyttelse: I Tyskland kan en fjerdedel af Forbundsdagens medlemmer kræve, at der nedsættes et parlamentarisk undersøgelsesudvalg, det, vi i Danmark kalder en kommission. I Danmark skal der et flertal til. En Irak-kommission ville ikke kunne forhindres i Tyskland. Endelig er forfatningsdomstolen også opmærksom på den ophævelse af privatlivets fred, som den tiltagende overvågning fører med sig. Om den på langt sigt har held til at skære de værste vildskud af, må vise sig. Her er risikoen naturligvis, at et utålmodigt flertal en skønne dag ændrer grundloven.

 

I den henseende kan Tyskland godt være sin politiske kultur bekendt. Landet ville have politisk styrke til at sætte sig i spidsen for at reformere Europa. Viljen er det til gengæld vanskeligt at få øje på
_______

 

For alt er selvfølgelig ikke idyl. Den tyske grundlov er nemlig meget lettere at ændre end den danske, og det er sket adskillige gange, mest markant når det gjaldt indsættelse af tysk militær, som slet ikke var forudset i den oprindelige grundlov. Til en forfatningsændring kræves to tredjedeles flertal i begge kamre, men hverken nyvalg eller folkeafstemning (ligesom den nuværende grundlov heller aldrig har været til folkeafstemning). Men alt i alt er den tyske forståelse for vigtigheden af robuste institutioner ganske veludviklet. Det refleksmæssige had til staten er ikke så udbredt her som andetsteds.

Det har naturligvis ikke sparet Tyskland for undertiden dramatiske politiske opgør – man kan blot tænke på modstanden mod Brandt-Scheel-regeringens ’østpolitik’ omkring 1970, en politik, som alle i dag finder indlysende rigtig. Men forfatningsinstitutioners opgave er jo heller ikke at forhindre debatter eller opgør, men at sørge for, at de får et så vidt muligt civiliseret forløb. I den henseende kan Tyskland godt være sin politiske kultur bekendt. Landet ville have politisk styrke til at sætte sig i spidsen for at reformere Europa. Viljen er det til gengæld vanskeligt at få øje på.

Tysklands ansvar
Til sidst: Tyskland handler næppe mere national-egoistisk end alle andre lande i EU. Men det har nu engang særligt store konsekvenser, når Tyskland gør det. Hvad Tyskland derfor må forstå, er, at landet bærer de ’gyldne kæder’ og må påtage sig det ansvar, som følger med at være den ledende magt i fællesskabet – og at være blevet det i kraft af dette fællesskab.

Parolen ’Et europæisk Tyskland, ikke et tysk Europa’, som blev næsten bedemølleagtigt anvendt for at bortvejre bekymringen for, at den tyske genforening ville gøre Tyskland for stort til Europa – den parole var sikkert ærligt ment. Men den er også blevet til en undskyldning for ikke at påtage sig den rolle, som Tysklands størrelse og vægt gør uundgåelig – og en bekvem mulighed for bag den europæiske maske at føre tysk politik.

Om Tyskland er Europas helt eller skurk, er ikke afgjort endnu, men bliver det nok inden så længe. Som gammel ven af Tyskland håber jeg på helterollen, skønt den lige nu kan forekomme utopisk. Men som Bertolt Brecht skrev: ”Hvis De mener, at dette er utopisk, beder jeg Dem overveje, hvorfor det er utopisk”. Begynder man først på det, kan det være, at man flytter sig. ■

 

Parolen ’Et europæisk Tyskland, ikke et tysk Europa’ […] var sikkert ærligt ment. Men den er også blevet til en undskyldning for ikke at påtage sig den rolle, som Tysklands størrelse og vægt gør uundgåelig
_______

Apropos denne artikel:

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden

Rasmus Brun Pedersen i RÆSONs nye trykte nummer: Her er USA's plan for Grønland

Per Kalvig i RÆSON SØNDAG: EU vil grave sig til forsyningssikkerhed. Det er baseret på en misforståelse

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed