19.02.2020

På trods af protester fra dommerne, den polske højesteret, EU, OSCE og FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder har den polske regering vedtaget den såkaldte ’mundkurvslov’, der betyder, at regeringen vil kunne fyre dommere, der kritiserer dens retsreformer. Dermed er retsstaten ophævet – i en EU-medlemsstat.

Af Vibe Termansen, analytiker i DEO

KLOKKEN 15 en almindelig trist og grå lørdag i januar skete der noget bemærkelsesværdigt foran højesteret i Warszawa: De polske dommerforeninger havde indkaldt til march for retsstaten, retten til domstolenes uafhængighed og retten til at være underlagt det europæiske retssystem.

Dommerforeningen havde skrevet, at marchen ikke var vendt mod noget parti; at den ikke var politisk – men selvfølgelig var den det. Det er regeringspartiet Lov og Retfærdighed, der har gennemført alle de retsreformer, der samlet har gjort, at de polske dommere, oppositionen, EU, OSCE, FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder samt dommere i hele Europa nu rejser tvivl om, hvorvidt Polen overhovedet stadig er en retsstat.

Marchen 11. januar var en reaktion på den såkaldte ’mundkurvslov’, som Lov og Retfærdighed indførte kort før jul sidste år. Med mundkurvsloven kan dommere nu idømmes bøder eller slet og ret blive afskediget, hvis de ”handler politisk”. Om de gør det, beror på et skøn – foretaget af det nye dommer-disciplinærkammer, der er indført af regeringen. Justitsminister Zbigniew Ziobros ministerium fik få dage før lovens vedtagelse fyret en dommer, 50 minutter efter at vedkommende (på grund af manglende beviser) havde afvist at opretholde tilbageholdelsen af en mistænkt. Afskedigelsen blev leveret pr. mail.

Så marchen var politisk. Men der var tale om en meget specifik protest: for forsvaret af retsstaten. Dommerne gik hverken på gaden i protest mod begrænsningen af mediefriheden eller de massive, regeringsunderstøttede angreb på LGBT-personer. De polske dommere var således iklædt deres dommerkåber for at vise, at de udelukkende kæmper for retsstaten; for domstolenes uafhængighed; for at kunne beskytte almindelige mennesker mod den udøvende magt. Dommere fra hele Europa rejste endda til Polen for at understrege vigtigheden af at opretholde retsstaten i alle EU’s medlemslande.

 

I slutningen af 2017 advarede Venedigkommissionen […] om, at de polske retsreformer havde en ”slående lighed med de institutioner, der eksisterede i Sovjetunionen og dens satellitstater”
_______

 

MUNDKURVSLOVEN ER SENESTE kapitel i en lang føljeton af retsreformer gennemført af Lov og Retfærdighed under ledelse af partiformand Jarosław Kaczyński. Reformerne tog for alvor fart i sommeren 2017, hvor regeringen vedtog tre love, der ville give justitsminister Ziobro bemyndigelse til at fyre og udnævne dommerne ved landets højesteret, de lavere retsinstanser samt medlemmerne af Det Nationale Domstolsråd, der ifølge den polske forfatning skal udpege dommere.

Retsreformerne er blevet mødt med stor international modstand. I slutningen af 2017 advarede Venedigkommissionen – der er en institution under Europarådet, oprettet i 1990 for at rådgive de tidligere kommunistiske lande om udfærdigelsen af nye, demokratiske forfatninger – om, at de polske retsreformer havde en ”slående lighed med de institutioner, der eksisterede i Sovjetunionen og dens satellitstater”. Og i december 2017 indledte EU-Kommissionen en såkaldt Artikel 7-procedure mod Polen, fordi der var ”alvorlige og gentagne” brud på EU’s værdier om demokrati og retsstat, som er beskrevet i EU-traktatens Artikel 2.

Lige lidt hjalp det. Artikel 7-proceduren handler om hele komplekset af retsreformer, og den yderste konsekvens er ganske alvorlig, nemlig at det pågældende land mister stemmeretten i Rådet. Men det vil kræve enstemmighed blandt medlemslandene. Og da Ungarns Viktor Orbán og Polens Jarosław Kaczyński giver hinanden komplet rygdækning, kommer det ikke til at ske.

I sommeren 2018 var den gal igen. Kommissionen gik videre i Artikel 7-proceduren og indkaldte til en høring. Kort efter tvangspensionerede den polske regering en række højesteretsdommere, herunder højesteretspræsident Małgorzata Gersdorf. Dermed, argumenterede regeringen, blev dommerne ligestillet med resten af den polske befolkning, for hvem pensionsalderen netop var blevet sat ned. Oppositionen hævdede derimod, at tiltaget blot var en måde at slippe af med netop de højesteretsdommere, der havde dømt i modstrid med regeringens ønsker. Gersdorf udtalte, at regeringen forbrød sig mod den polske grundlov, ifølge hvilken højesteretspræsidenten udnævnes for en bestemt periode uden mulighed for at blive afskediget undervejs.

Gersdorf nægtede at gå af og tog en sikkert tiltrængt ferie, mens hendes næstformand, der også havde nået den nye pensionsalder, vikarierede for hende. Imens ledte regeringen efter en anden højesteretspræsident. Ingen vidste reelt, hvem der egentlig besatte embedet. Gersdorf bragte imidlertid ikke tvangspensioneringsloven for den polske forfatningsdomstol, da regeringen allerede havde udpeget så mange dommere, at Gersdorf og co. ikke længere havde tillid til retsinstansens uafhængighed.

 

Sagen er, at dommerne, ligesom de frie medier, i Kaczyńskis optik forhaler indførelsen af det nationalkonservative projekt, han og hans vælgere mener, er nødvendigt for at genrejse Polen som en stærk og stolt nation
_______

 

Men EU-Kommissionen indledte en sag mod Polen ved EU-Domstolen for brud på EU-traktaten – tvangspensioneringen var nemlig ikke blot i konflikt med den polske grundlov, men også med EU’s regelsæt. Senere på året faldt der dom i den sag: Polen tabte. Der vankede store bøder, hvis ikke den polske regering lynhurtigt rettede ind og fik de tvangspensionerede dommere tilbage på arbejde. Det hjalp. I løbet af få timer blev den lov, som regeringen hævdede måtte til for at ophæve deres tvangspensioneringslov, vedtaget.

EU-Domstolens afgørelse drejede sig dog kun om tvangspensioneringsloven, der blot udgør et lille hjørne af den polske regerings nye retsreformer. Samtidig oprettede den polske regeringen et disciplinærkammer, der kan rejse sager mod dommere. Disciplinærkammeret indledte straks efter dets oprettelse en række sager, blandt andet mod dommerforeningens talskvinde, der ofte udtaler sig kritisk om retsreformerne.

Mod slutningen af 2019 mente EU-Domstolen, at disciplinærkammeret kunne umuliggøre dommernes uafhængighed og dermed også magtens tredeling. I den forbindelse kom flere polske dommere med offentlige udtalelser, som regeringen brød sig så lidt om, at den lancerede den såkaldte mundkurvslov.

REGERINGENS ARGUMENTER for retsreformernes nødvendighed har hele vejen været: 1) retssystemets ineffektivitet, 2) et opgør med dommernes opfattelse af at være en særlig elite, der står over loven samt 3) at der aldrig blev ryddet op i dommerne efter kommunismens fald, hvorfor der stadig sidder en masse kommunistiske dommere i de polske domstole.

Oppositionen og dommernes svar på den argumentation er: 1) Ja, systemet er ineffektivt, men at fyre dommere i hobetal får ikke sagsbehandlingstiderne til at blive kortere. 2) Hver gang dommere fra dommerforeningerne prøver at vise borgerne, hvordan retssystemet fungerer, for eksempel ved at gennemføre en prøve på en retssag, bliver dommerne anklaget af disciplinærkammeret, for eksempel for foragt for retten ved at lave retssager om til ”teater”. 3) Gennemsnitsalderen for en polsk dommer er et par og fyrre år, hvilket vil sige, at den gennemsnitlige dommer var teenager i 1989, da kommunismen faldt.

Sagen er, at dommerne, ligesom de frie medier, i Kaczyńskis optik forhaler indførelsen af det nationalkonservative projekt, han og hans vælgere mener, er nødvendigt for at genrejse Polen som en stærk og stolt nation. Justitsminister Ziobro, partiformand Kaczyński og resten af Lov og Retfærdighed anser simpelthen ikke dommernes uafhængighed og magtens tredeling som essentiel for demokratiet. Tværtimod mener de, at systemet bliver mere demokratisk, når parlamentet, der er valgt af befolkningen, indsætter dommerne, end når dommere selv udpeger dommere.

 

For Lov og Retfærdighed er demokratiet et flertalsvælde, hvor valgets vindere har ret til at råde uhindret over staten uden at tage hensyn til mindretal, og uden at den frie presse eller de uafhængige domstole kan kritisere eller forhindre det
_______

 

Det er ikke blot en anden fortolkning af ”retsstaten” end den vestlige, liberale, der refereres til i EU-traktatens Artikel 2 om Unionens fælles værdier, som Polen har underskrevet. Det er også en væsensforskellig opfattelse af ”demokrati”. For Lov og Retfærdighed er demokratiet et flertalsvælde, hvor valgets vindere har ret til at råde uhindret over staten uden at tage hensyn til mindretal, og uden at den frie presse eller de uafhængige domstole kan kritisere eller forhindre det.

Det mærker de homoseksuelle i Polen lige nu, hvor næsten hver tredje polak bor i et område, der i løbet af det sidste år har erklæret sig for ”LGBT-frit”. Det mærkede borgmester i Gdańsk Paweł Adamowicz sidste år, inden han blev myrdet, i den hadkampagne, regeringen og stats-tv kørte mod ham. Det mærker oppositionspolitikerne, der bliver kaldt ”dårlige tabere”, når de protesterer over regeringens reformer. Og det mærker alle de polakker, der er uenige med regeringen, og som bliver kaldt ”forrædere”, ”fremmede”, ”dyr” eller ”den forkerte slags polakker”.

RESTEN AF EU mærker det også, for hvis Polen ikke har uafhængige domstole, hvordan kan man så starte virksomhed i Polen og stole på, at de dømmer uafhængigt i eventuelle tvister? Hvordan kan man udlevere kriminelle til Polen?

For at sammenkoble problemet (undermineringen af retsstaten) med det, der synes at virke (at ramme den polske regering på pengepungen) er det blevet foreslået, blandt andet af EU-Parlamentet, at koble overførsel af EU-midler med jævnlige tjek af, om landet overholder Unionens værdier. Skal det virke i praksis, skal det naturligvis ikke kræve enstemmighed, som med Artikel 7-proceduren, hvor Polen og Ungarn gensidigt kan blokere for EU-Kommissionens tiltag.

Dén debat bliver interessant at følge hen over foråret. EU kan ikke smide lande ud. Den eneste mulighed i den retning er, hvis landet selv vælger at forlade Unionen (som Storbritannien). Der spekuleres nu for første gang alvorligt i, om det kan være dén kurs, regeringen nu fører de ellers stærkt EU-begejstrede polakker i.

Hvis Polen bliver, og hvis Kaczyński får lov at putte et helt andet indhold i begreber som ”retsstat” og ”demokrati”, der er oplistet som EU’s fælles værdier, så har EU ikke længere noget fælles værdigrundlag. Og så stopper al meningsfuld samtale. ■

 

Hvis Polen bliver, og hvis Kaczyński får lov at putte et helt andet indhold i begreber som ”retsstat” og ”demokrati”, der er oplistet som EU’s fælles værdier, så har EU ikke længere noget fælles værdigrundlag. Og så stopper al meningsfuld samtale
_______

Apropos denne artikel:

Anne Kirstine Rønn i RÆSON SØNDAG: Assad er væk, Iran er optaget og Israel er i offensiven. Men Hizbollah har fortsat indflydelse i Libanon

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?

Michael Hirsh: Det, vi ser, er et gennemgribende geopolitisk skift, som kan ændre verden, som vi kender den

Brasso og Foss i RÆSONs nye trykte nummer: Siden 2019 er EU’s fælles gæld mere end tidoblet – og nu mangler der igen penge

William Kotschenreuther Andersen: Bag Trumps grønlandsambition gemmer sig mere end personlig forfængelighed

Bertel Heurlin: Trump vil maksimere USA’s magt – og lykkes faktisk med det. Mange ser det ikke – men det gør Xi