15.02.2020

De seneste årtiers gradvise udhuling af velfærden med et stadig større gab mellem ressourcer og behov bør kunne samle hele fagbevægelsen til forsvar for den velfærd, som er med til at sikre den sociale retfærdighed i samfundet og give trygge rammer for den almindelige lønmodtager. Fagbevægelsen bør starte en diskussion om, hvornår kravet om kortere ugentlig arbejdstid skal rejses for at sikre lønmodtagerne en rimelig andel af den stigende produktivitet i samfundet. 

Kronik af Dennis Kristensen

Netop nu er slaget om de privatansattes løn- og ansættelsesvilkår for de kommende år i fuld sving. Det første forlig for de ansatte i industrien er blevet præsenteret, og  indholdet har været forventeligt uden at være direkte prangende. Forløbet afviger heller ikke fra tidligere overenskomstfornyelser på det private arbejdsmarked. Det har tydeligvis været den klassiske forhandlingsform uden åbne døre eller vinduer ud til omverdenen.

Dermed blev første runde af denne overenskomstfornyelse ikke præget af det opbrud, som i den grad kendetegnede den seneste overenskomstforhandling for de offentligt ansatte.

Nu gælder det de næste store områder på det private arbejdsmarked. Transporten, byggeriet og detailhandelen, som i modsætning til industrien ikke forhandler lønstigningerne ude på virksomhederne, men i stedet fastlægger alle lønstigninger ved de centrale forhandlingsborde. Det var dele af disse områder, der ved overenskomstfornyelsen i 2017 oplevede medlemsmodstand mod resultaterne i så stort omfang, at resultaterne kun blev til virkelighed i kraft af ja-stemmer i andre forbund.

Kommer disse forhandlinger til også at følge den klassiske lukkede model, eller vil de mange nej-stemmer i 2017 og de ret åbne forhandlinger for de offentligt ansatte påvirke forhandlernes lyst til at åbne lidt for låget? Åbenhed og gennemsigtighed vil være et stigende krav fra medlemmerne i de kommende år på både det private og det offentlige arbejdsmarked. Vi vil vide, hvad vi betaler til, og vi vil inddrages og informeres, når store spørgsmål afgøres. Og når vi forventes at være solidariske med andre.

OK 18 indeholdt kimen til genoplivning af solidariteten
De offentligt ansattes overenskomstforhandlinger i 2018 skabte et omfattende engagement på tværs af fag og faglige organisationer, der ikke er set siden de folkelige oprør under den tyske besættelse.

Forhandlingerne kom til at bygge på en solidaritetspagt, som magtede at vinde armlægningen med først og fremmest den statslige og i anden række de kommunale og regionale arbejdsgivere om det helt fundamentale spørgsmål om, hvorvidt de offentligt ansatte fortsat skal følge nogenlunde med de privatansattes lønudvikling. Den formåede samtidig at afvise den statslige arbejdsgivers krav om “tilbagebetaling” af tidligere finansminister Bjarne Corydons (S) fiktive og konstruerede påstand om for høj lønudvikling.

Forhandlingerne formåede tillige at lægge det solidariske pres bag de enkelte organisationers særlige krav – bl.a. sikring af især de akademiske gruppers betalte spisepause og genskabelse af læreres og underviseres indflydelse på egen arbejdstid, som Thorning-regeringen ellers havde slagtet fem år forinden, og som udløste den første offensive lockout i den offentlige sektor, men også i mindre omfang et særligt ligeløns- og lavtlønsløft.

Nye lønmodtagervåben
Det var ganske vist først lærernes frafald af kravet om en ny arbejdstidsaftale og dernæst LO-forhandlingerne med regionerne, der banede vejen for forlig i stedet for den storkonflikt i både stat, kommuner og regioner, som forhandlingerne stod i startboksen til, men det var også regeringen, der accepterede både gennembrudsforliget og de efterfølgende identiske forlig på det kommunale og statslige område. Det var så at sige regeringen, som kastede håndklædet i ringen overfor de lønmodtagervåben, som ingen offentlig arbejdsgiver eller regering tidligere er blevet præsenteret for.

Mange forhold – økonomisk vækst for alvor efter krisen, løn-orgiet på direktionsgangene, dårlig samvittighed over manglende solidaritet, da det virkeligt gjaldt, en tudetosset offensiv mod de statsansattes rettigheder fra Moderniseringsstyrelsen, et skift fra blåt til rødt flertal i Kommunernes Landsforening og et folketingsvalg i horisonten – gav de offentligt ansatte medvind på cykelstien i 2018.

Alligevel blev det ubetinget den overenskomstfornyelse, der for alvor dokumenterer, at lønmodtagerne og deres faglige organisationer råder over to stærke våben, hvis de selv vil. Det ene er solidariteten og det andet er åbenhed, gennemsigtighed og medlemsinddragelse under forhandlingerne.

På den baggrund er det særdeles spændende at følge de privatansattes overenskomstfornyelse i år, hvor det traditionelle gennembrudsforlig i industrien netop er indgået. Vil de privatansatte opleve en tilsvarende genoplivning af solidariteten på tværs af fag og faglige organisationer, og vil åbenhed, gennemsigtighed og medlemsinddragelse blomstre op på nye måder under overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked?

Vil en genfødsel af solidariteten også ske på det private arbejdsmarked?
På det private arbejdsmarked har forhandlingsformen altid indebåret solidaritet på organisationsplan.

I de første op mod hundrede år er det sket ved, at forhandlinger og forlig blev ført og indgået af LO på alles vegne og dermed med forlig eller konflikt for alle LO-medlemmer på tværs af de enkelte forbund. Dernæst, efter decentralisering af forhandlingerne til de enkelte forhandlingssammenslutninger og forbund, ved at anvende forligsinstitutionen til at sikre en fælles afstemning om samtlige forlig på tværs af alle forbund. Dette er en afstemningsform, som sikrer, at arbejdsgiverne opnår forlig med alle eller kommer i konflikt med alle, uden at nogle forbund efterlades på perronen.

 

At skabe den størst mulige medlemsinddragelse i håndteringen af fagbevægelsens klassiske kerneopgave med at aftale løn- og ansættelsesvilkår handler i virkeligheden om den løbende demokratisering, som i mine øjne er en forudsætning for fagbevægelsens fortsatte eksistens…
_______

 

Afhængigt af øjnene, der ser, kan afstemningsformen også betragtes som flertallet, der trækker et resultat ned over hovedet på et mindretal. Den sidstnævnte synsvinkel blev ikke mindst aktuel i 2017, da fire LO-forbund med 3F i spidsen trods nej-flertal blandt egne medlemmer fik trukket et ja ned over hovedet i kraft af den fælles afstemning for alle forbund.

Men solidaritet på organisationsplan er ikke nødvendigvis det samme som medlemmernes aktive engagement i forhandlingernes forløb og fællesskabsfølelse på tværs af forbundene. I 2017 så det ud til, at engagementet især var koncentreret omkring modstand mod social dumping, systematisk overarbejde og arbejdsgivernes nye mulighed for indenfor en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 37 timer at varsle og forhandle varierende ugentlig arbejdstid med udsving op til 42 timer om ugen. Et engagement, som også påvirkede det endelige afstemningsresultat.

Meldingerne fra nogle fag om, at et løft til de lavtlønnede og en højere mindsteløn som værn mod social dumping fra østeuropæisk arbejdskraft antyder, at solidariteten også er under opblomstring på dele af det private arbejdsmarked, men overenskomstforhandlingerne her kører klassisk på skinner, og måske vil vi først se en egentlig genfødsel af solidariteten ved senere overenskomstforhandlinger.

Åbenhed og gennemsigtighed bør være fagbevægelsens varemærke
De seneste to overenskomstforhandlinger sender et klart signal om behovet for nye boller på suppen.

Det er fagbevægelsens medlemmer, der betaler forbundenes overenskomstforhandlinger, og alene det gør, at medlemmerne må have krav på løbende at kunne følge med i, hvordan forhandlingerne udvikler sig. Det klassiske argument om, at åbenhed skader forligsmulighederne, er kun delvist rigtigt og er alt for ofte blevet misbrugt. Forhandlerne skal selvfølgelig i fortrolighed kunne prøve forslag og idéer af på hinanden og frafalde de af dem, der ikke kan bruges, men åbenhed og gennemsigtighed kan godt praktiseres uden at sætte det fortrolige rum over styr. Det dokumenterede overenskomstforhandlingerne i den offentlige sektor i 2018 klart. Her var der en ganske betydelig presseinteresse og en ganske stor åbenhed om forløbet, som ikke forhindrede, at fx lærere og undervisere prøvede løsningsmodeller på arbejdstidsspørgsmålet af i fortrolige drøftelser med KL, uden at det kom til offentlighedens kendskab undervejs.

Og manglende åbenhed og gennemsigtighed kan føre til nedstemning af forhandlingsresultatet. Det dokumenterede de privatansattes overenskomstfornyelse i 2017 lige så klart.

Tilsvarende er åbenhed og gennemsigtighed forudsætningen for, at solidaritet i overenskomstforhandlinger ikke kun er et anliggende for forbundsledelserne. Skal medlemmer på tværs af forbund udvise solidaritet, kræver det indsigt og viden, der rækker længere end eget forbund. Uden viden om, hvad der står på spil for andre ved fremtidige overenskomstforhandlinger, bliver den genoplivede tværgående solidaritet mellem lønmodtagere på tværs af forbund næppe et vedvarende og holdbart fænomen.

Og åbenhed og gennemsigtighed er samtidig en af forudsætningerne for den danske model med lønmodtagerorganisationer og arbejdsgiverorganisationer, der indgår bindende kollektive aftaler på medlemmernes vegne.

Lønmodtagerne vandt retten til både at organisere sig og indgå bindende kollektive aftaler efter en langvarig lockout i 1899. Her langt over hundrede år senere vil lønmodtagernes opbakning til den danske model og accept af de bindende kollektive aftaler i stigende grad afhænge af, at den enkelte lønmodtager føler sig hørt, inddraget og informeret om forløbet af forhandlinger om indholdet i de kollektive aftaler, og ikke alene i stillingtagen til slutresultatet.

At skabe den størst mulige medlemsinddragelse i håndteringen af fagbevægelsens klassiske kerneopgave med at aftale løn- og ansættelsesvilkår handler i virkeligheden om den løbende demokratisering, som i mine øjne er en forudsætning for fagbevægelsens fortsatte eksistens med den indflydelse, de opgaver og den størrelse, som hidtil har placeret bevægelsen centralt i samfundsudviklingen og ikke mindst i udviklingen af og forsvaret for velfærdssamfundet.

En demokratisering, der grundlæggende handler om ændring af de aktives demokrati til et aktivt demokrati, hvor beslutninger føres ud til alle medlemmer, hvor strukturer forenkles, og hvor vejen fra beslutning til handling afkortes dramatisk, og hvor fagbevægelsen igen går på to ben: Den professionelle medlemsservice og den aktive medlemsdeltagelse. Topstyringen i fagbevægelsen har for længst haft sin tid.

Gennem de seneste årtier er det imidlertid blevet stadig mere tydeligt, at solidariteten også skal række ud over fagbevægelsens egne rækker, hvis den skal omfatte samfundets vanskeligst stillede. Fagbevægelsen opstod som de svagestes sammenrotning for at skabe fælles overlevelse, ordnede forhold på arbejdspladsen og økonomisk fremgang, men i dag er de vanskeligst stillede udenfor arbejdsmarkedet: De syge, de handicappede, de nedslidte. En del er medlemmer af fagforeninger, andre har tidligere været, mens en del aldrig har haft muligheden for at blive medlem.

Med fagbevægelsens historie i bakspejlet bør det ligge på den flade hånd, at fagbevægelsen bidrager til at give nutidens vanskeligst stillede en stemme. Der var i dele af fagbevægelsen alt for stille under reform-jagten på de svageste.

 

Samlet set er det udtryk for, at velfærden og ligheden trænges tilbage. Den udvikling bør fagbevægelsen samlet gå til kamp mod. Lønmodtagerne har brug for at udvikle velfærden og ikke afvikle den
_______

 

Solidaritet og velfærd hænger sammen
Fagbevægelsens historie går fra rå eksistenskamp på et konfliktfyldt og i praksis ureguleret og hurtigt voksende arbejdsmarked i jernindustrien over opbygningen af den danske model med et gennemreguleret og gennemorganiseret arbejdsmarked baseret på kollektive overenskomster og grundlæggende arbejdsfred til kampen om pladsen for alle ved samfundets bord. “Alle” skal her forstås både som lønmodtagernes krav på en retfærdig andel af samfundskagen og som sidestilling af alle grupper og klasser i befolkningen.

Læg dertil lønmodtagernes indtagelse af folkevalgte pladser i de politiske organer med blikket stift rettet mod regeringskontorerne og derfra opbygningen af et velfærdssamfund baseret på lige rettigheder for alle med sigte på at indsnævre ulighed og skabe lige muligheder uanset social baggrund.

Velfærd står på et fundament af fællesskab og fælles ansvarlighed. Et fundament, som i allerhøjeste grad modsvarer fagbevægelsens grundlæggende værdier. Og den nordiske velfærdsmodel hænger uløseligt sammen med den nordiske fagbevægelses resultater – for Danmarks vedkommende tillige med den danske model, som skaber en klar arbejdsdeling mellem arbejdsmarkedets parter på den ene side og Folketinget og regeringsmagten på den anden.

Velfærdssamfundet blev bygget op om centrale krav fra fagbevægelsen, heriblandt lige adgang til sundhed, et finmasket socialt sikkerhedsnet, uddannelse til alle og et opgør med ulighed. Med de seneste årtiers fordelingspolitiske udvikling i Danmark er der i den grad brug for, at fagbevægelsen genrejser sådanne krav.

Uligheden er steget markant siden 1992 ifølge tal fra Danmarks Statistik. Vi er som samfund røget fra en placering som det mest lige land i OECD i midten af nullerne til at ligge på en syvendeplads. Vi er ganske vist i samme periode blevet rigere som samfund, men den øgede rigdom er endnu mere ulige fordelt. De mest synlige eksempler på den stigende ulighed er elitens himmelflugt og lønorgiet på direktionsgangene. Gennemsnitslønnen for direktørerne i de største børsnoterede selskaber nåede i 2015 op på 35 gange lønnen for en medarbejder. Himmelflugten tog for alvor fart i Grådighedens to årtier fra 2000 og frem. I 1983 gik der 7 medarbejdere på en direktørløn og i 2012 gik der 27.

Derudover er den i forvejen forgyldte rigeste ene procent blevet voldsomt mere forgyldt. I begyndelsen af 1990’erne stod den ene procent rigeste for 7 procent af det, danskerne i alt tjente. I dag er forgyldningen steget til 11 procent. Og de 100 rigest danskeres samlede formue stiger med en voldsom acceleration. Den samlede formue er nu på 74,7 milliarder kroner. Det svarer til den samlede formue for de 40,2 procent fattigste i befolkningen – altså de 1.790.000 danskere med mindst på bankbogen.

Hver for sig – vores internationale placering, elitens himmelflugt og lønorgiet på direktionsgangene eksempler på, at retfærdigheden i det danske samfund slår revner. Revnerne udvides af nedskæringerne på velfærd, hvis vigtigste funktion er omfordeling fra de bredeste skuldre til de svageste. Og de bedst stilledes stadig mere omfattende skatteunddragelser og skattesvindel for at bidrage mindst muligt til den fælles velfærd bidrager til at skabe nye revner.

Samlet set er det udtryk for, at velfærden og ligheden trænges tilbage. Den udvikling bør fagbevægelsen samlet gå til kamp mod. Lønmodtagerne har brug for at udvikle velfærden og ikke afvikle den.

I fagbevægelsen har der til tider været delte meninger om velfærdens udstrækning og omfang. Det er næppe nogen statshemmelighed, at dele af forbundene på det private arbejdsmarked kan finde på at tale om, at den offentlige sektor er blevet for stor. Men de seneste årtiers gradvise udhuling af velfærden med et stadig større gab mellem ressourcer og behov bør kunne samle hele fagbevægelsen til forsvar for den velfærd, som er med til at sikre den sociale retfærdighed i samfundet og giver trygge rammer for den almindelige lønmodtager.

 

I den sidste ende vil en stadig hurtigere teknologisk udvikling skabe en ny kampplads. En kampplads om fordeling af udbyttet af øget produktivitet og vækst. Skal teknologien skabe endnu hurtigere produktion af endnu mere, eller skal teknologien også føre til, at lønmodtagerne skal anvende mindre tid på arbejde?
_______

 

Det vrimler med udfordringer forude
Fagbevægelsen står ikke alene overfor nye muligheder, men også overfor nye udfordringer.

Klimaudfordringerne hører til blandt de væsentligste, og det haster med handling fra lønmodtagernes organisationer. Jeg har tidligere i RÆSON argumenteret for, at fagbevægelsen må reagere hurtigt og tage ansvar for både at forbinde sig med de unges globale klimaoprør og for at sikre, at regningen for den helt nødvendige indsats for at tæmme den globale opvarmning ikke lander på lønmodtagerne alene. Samtidig skal den bidrage til at sikre en rimelig fordeling af klodens ressourcer og en produktion baseret på genanvendelse og bæredygtighed.

Udviklingen på arbejdsmarkedet rejser andre udfordringer. Både om fremtidens tilknytning til arbejdsmarkedet, jobbenes indhold og fordelingen mellem vækst og arbejdstid. Allerede i dag rykker balancen mellem fast tilknytning til arbejdspladsen og midlertidig ansættelse sig. Ansættelser for en bestemt periode eller opgave, anvendelse af mere eller mindre fiktive former for selvstændige, vikaransættelser uden at vikariere for andre, åbning for underbetalt arbejdskraft fra EU, udbud af arbejde via it-platforme uden egentlige arbejdsgivere og brug af udenlandsk arbejdskraft på ordninger maskeret som ikke-arbejde rykker frem på bekostning af fagbevægelsens succesrige indsats for at sikre tryghed i jobbet for almindelige lønmodtagere.

Her risikerer fagbevægelsen på en række områder at blive slået tilbage til start med risiko for, at det velorganiserede danske arbejdsmarked med høj overenskomstdækning og høj organisationsgrad begynder at smuldre. Og smuldrer arbejdsmarkedet, så krakelerer velfærden for alvor. Jobbenes indhold vil blive påvirket i endnu højere grad af teknologiske løsninger. Robotter og kunstig intelligens og løsninger, vi dårligt kan forestille os i dag, vil udgøre en stigende udfordring for lønmodtagerne og dermed for fagbevægelsen.

Vil de tekniske løsninger føre til mere eller mindre udviklende arbejde, som LO-fagbevægelsen skabte som vision for en del år siden? Det vil i høj grad afhænge af, om fagbevægelsen i tide sikrer indflydelse til lønmodtagerne på teknologiens anvendelse på arbejdspladsen.

I den sidste ende vil en stadig hurtigere teknologisk udvikling skabe en ny kampplads. En kampplads om fordeling af udbyttet af øget produktivitet og vækst. Skal teknologien skabe endnu hurtigere produktion af endnu mere, eller skal teknologien også føre til, at lønmodtagerne skal anvende mindre tid på arbejde?

Lige nu er de fleste beslutningstageres mantra, at lønmodtagerne skal arbejde længere, og at udbuddet af arbejdskraft skal øges. Flere arbejdstimer til mere produktion. I mine øjne er det tid til, at fagbevægelsen starter diskussionen om, hvornår kravet om kortere ugentlig arbejdstid skal rejses for at sikre lønmodtagerne en rimelig andel af den stigende produktivitet. Begrundelsen er egentlig ganske enkel: Livet skal være mere end arbejde. Vores tid på denne klode skal også bruges til andet end jobbet. I bund og grund er det et spørgsmål om solidaritet. ■

 

I mine øjne er det tid til, at fagbevægelsen starter diskussionen om, hvornår kravet om kortere ugentlig arbejdstid skal rejses for at sikre lønmodtagerne en rimelig andel af den stigende produktivitet
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Hardt i RÆSON SØNDAG: Trump vil fryse frontlinjen i Ukraine. Efterlader det Georgien og Moldova til Putin?

Peter Viggo Jakobsen: Det mest sandsynlige er et sammenbrud i Trumps fredsforhandlinger – Ukrainekrigen vil fortsætte

Ukrainebrief 23. november: Nu sænker Rusland tærsklen for brug af atomvåben. Hvor alvorligt skal man tage Putins trusler?

Ugen med RÆSON med Vincent Hendricks, Alberte Bové Rud og Niels Byrjalsen: Trumps kulørte kabinet, Europas kamp for fremtiden og Vestens nye vælgervandringer

Jacob Kaarsbo: NATO’s afskrækkelse forsvinder det sekund, Trump træder ind i Det Hvide Hus

Ota Tiefenböck: Skal Europa i krig? Amerikanske missiler er ukrainernes sidste chance for at eskalere krigen