13.01.2020

.

Når regeringen fremlægger sine konkrete tiltag for tvangsfjernelse, vil vi se, hvor meget eller lidt respekt det nye socialdemokrati har for retsstaten – og hvor bange vi skal være på hinandens vegne for den vilkårlige magtudøvelse, vi normalt slet ikke forbinder med det gode samfund.

Af Anne Sofie Allarp

DER ER TO MÅDER, staten kan slå et menneske ihjel på: Den kan henrette det, eller den kan tage dets børn fra det. For de fleste forældre kommer det ud på et. Det sidste er muligvis nok det værste. Ikke desto mindre var tvangsfjernelser det helt centrale element i statsminister Mette Frederiksens nytårstale. Og så er det et stabilt element i mange dysfunktionelle og autokratiske regimer. Nogle eksempler:

Spaniens general Franco tog sine politiske fjenders børn og proppede dem i genopdragelseslejre, hvor de gik i takt i uniform og sang: ”Jeg er en glad falangist”. Da der ikke var flere børn af fanger, og alle fjender var slået ihjel eller fordrevet ud af Spanien, opstod der en praksis, hvor officielle myndigheder, kirken og fødeklinikker landet over samarbejdede om at stjæle nyfødte børn fra forældre, der blev set som upassende. Måske fordi de var fattige eller venstreorienterede, eller måske fordi den nybagte mor var enlig eller løsagtig. Metoden var enkel og ens over hele landet: Umiddelbart efter fødslen blev barnet fjernet fra moderen og flyttet til et andet lokale. Herefter meddelte man moderen, at barnet desværre ikke havde overlevet fødslen. Derpå solgte man det til en barnløs, men pæn familie for mange penge, og til denne familie forfalskede myndighederne en fødselsattest, som om barnet var deres eget biologiske.

Det præcise antal er uvist, men gennem hele diktaturet og et godt stykke ind i demokratiet i Spanien er det muligt, at titusinder af børn blev stjålet på den måde. I børnenes egen og i samfundets interesse forstås.

Det er heller ikke tilfældigt, at man i mange af disse historier hurtigt opdager, at den katolske kirke står centralt. Det kræver et vist krav på sandheden at mene, at man har moralsk ret til at skille et barn og dets forældre ad. Denne guddommelige indsigt havde kirken i lande som Storbritannien, Australien, Irland, Chile, og Argentina. Sidstnævnte land lod under den såkaldte beskidte krig kvindelige politiske fanger føde, så man kunne tage deres børn, før man henrettede dem. Det er denne del af verdenshistorien, der har givet inspiration til Margaret Atwoods roman ’A Handmaid’s Tale’, som nu også er en populær, om end meget dystopisk, serie over flere sæsoner på HBO. Der er jo ikke megen hygge over temaet: ”Systemet tager dine børn.”

Det ved vores naboer i Østtyskland også. De oplevede, at myndighederne under kommunismen fjernede børn fra politisk besværlige forældre og tvangsadopterede dem til mere ønskede forældretyper. Det er stadig et af de mest smertefulde levn fra DDR-tiden. Og endnu tættere på begik vi selv overgreb fimod grønlandske familier i den tro, at det var det bedste for dem, og ikke mindst at det var i barnets interesse.

 

Regeringen må vide, at den taler i en kontekst af enorme overgreb imod børn og voksne, når den ruller en politik ud, hvor der hellere må tvangsfjernes for mange end for få
_______

 

DER ER NATURLIGVIS kæmpe forskel på den kommunale socialforsorg i Danmark og så de nævnte eksempler. Vi har retsgarantier, vi kan prøve offentlige beslutninger ved domstolene, og vi lever i et demokrati. Men regeringen må vide, at den taler i en kontekst af enorme overgreb imod børn og voksne, når den ruller en politik ud, hvor der hellere må tvangsfjernes for mange end for få, som Astrid Krag indirekte fik sagt i DR2 Deadline. Der er ingen storstilede eksempler fra verdenshistorien på generationer af voksne, der står frem og takker deres stat, kirke eller despot for at skille dem fra deres forældre, da de var børn. Til gengæld er der er en overflod af eksempler på det modsatte.

Derfor er det også totalt uforståeligt, at en ung og relativt uerfaren regering som noget af det første satser så stort på dette område. Og forudsigeligt, at regeringen er blevet undsagt af et geled af fagfolk og forskere på området.

Det er svært at forstå, hvorfor statsministeren bruger det meste af sin nytårstale til at tale om dette område uden med et eneste ord at adressere de veldokumenterede sagsbehandlingsfejl på området, som er piblet frem i offentligheden de senere år. Talen holdes få måneder efter, at Frederiksberg kommune fyrede børne- og ungedirektøren og annoncerede, at man ville gennemgå alle familiesager igen pga. påviste graverende fejl og mangler i sagsbehandlingen. En gennemgang af 77 tvangsfjernelsessager fra Københavns Kommune gennem tre år viste også sagsbehandlingsfejl i samtlige sager. Statsministeren må have vidst det – og også have adgang til viden om det uhørte antal omgørelser på området for børnehandicap og akutte tvangsfjernelser. Statsministeren må have sat sig ind i Tænketanken Justitias gennemgang af de retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved indretningen og administrationen af det nuværende system. De alt for mange justitsmord og statslige overgreb imod børn og forældre sprang statsministeren let og elegant hen over i sin tale, og det gjorde i sig selv hendes budskab mindre troværdigt.

Dernæst portrætterede statsministeren ganske uforståeligt det segment af de danske forældre, som får deres børn fjernet, som værende fordrukne og voldelige. Men i 2018 var der 3871 såkaldte iværksættelser af anbringelser udenfor hjemmet, og der blev i disse sager givet 7354 begrundelser fra forvaltningerne. Kun 7 pct. af disse begrundelser handlede om forældrenes misbrug, og kun 6 pct. handlede om fysiske overgreb, seksuelle eller andre. Langt størstedelen af begrundelserne handlede i stedet om, at barnets adfærd for eksempel var “udadreagerende” eller “bekymrende”, at forældrenes adfærd var “bekymrende”, eller at forældrene ifølge forvaltningen udviste “utilstrækkelig omsorg”. Altså subjektive vurderinger af diffus adfærd, på baggrund af hvilke der foretages vidtrækkende – og i mange tilfælde: uoprettelige – indgreb.

Læg til det, at den tidligere regering måtte indskærpe, at forvaltningerne ikke måtte bruge trusler om tvangsfjernelse i forhandlinger om de ressourcer, der i øvrigt i vidt omfang er garanteret forældre til handicappede eller kognitivt udfordrede børn. Alene opråb fra foreninger som Landsforeningen Autisme, om at den type trusler har været brugt, burde være nok til en gennemgribende reform af området. Virkeligheden er ikke egnet til at blive kommunikeret i de fjendebilleder, som mere end noget andet er begyndt at karakterisere denne regering.

 

Det leder tankerne hen på det, som professor emeritus Claus Bryld har kaldt ‘befolkningspolitik’ som i 30’erne, altså en offentlig politik, der ikke primært handler om at sikre barnets tarv, men om at optimere befolkningens kvalitet
_______

 

MEST BEKYMRENDE af alt var de signaler, der blev givet til embedsværket og de lokale politikere, der tager stilling i disse sager. Signaler, som bygger på en falsk modstilling imellem at fjerne de rigtige børn, der har behov for at blive fjernet, og så ikke at fjerne de forkerte børn, det vil sige dem, der ikke har et behov for at blive fjernet. Signaler om, at man kan være FOR forsigtig i sin sagsbehandling, at man kan give for mange chancer, og at man ikke kan være på børnenes og forældrenes side samtidig. Og læg hertil statsministerens antydninger af, imod al eksisterende viden, at tvangsfjernelse fører til mønsterbrud blandt socialt udsatte. Det leder tankerne hen på det, som professor emeritus Claus Bryld har kaldt befolkningspolitik som i 30’erne, altså en offentlig politik, der ikke primært handler om at sikre barnets tarv, men om at optimere befolkningens kvalitet.

Tilsvarende bekymrende var det også, at statsministeren specifikt udskilte en del af befolkningen, nemlig indvandrerfamilier, som nogle, forvaltningerne i særdeleshed ikke skal være ”berøringsangste” over for. Hun henledte forvaltningens opmærksomhed på gængse fordomme om børneopdragelse i visse kulturkredse, revselse og uens friheder og privilegier for sønner og døtre, i konteksten af tvangsfjernelser.

Når regeringen i forbindelse med regeringsseminaret, der starter i dag, mandag den 13. januar, vil fremlægge sine konkrete tiltag på området for tvangsfjernelser, er det uhyre vigtigt at se efter, for det første hvor konkret regeringen er i formuleringerne af tiltagene, for det andet om regeringen lægger op til svækkelse af retsgarantierne eller udvidelse af skøn i disse sager, og for det tredje om den overhovedet anerkender de retssikkerhedsmæssige problemer, dette område svømmer i. Det vil give os en idé om, hvor meget eller lidt respekt det nye socialdemokrati har for retsstaten, og hvor bange vi skal være på hinandens vegne for den vilkårlige magtudøvelse, vi normalt slet ikke forbinder med det gode samfund. ■

 

Tilsvarende bekymrende var det også, at statsministeren specifikt udskilte en del af befolkningen, nemlig indvandrerfamilier, som nogle, forvaltningerne i særdeleshed ikke skal være ”berøringsangste” over for
_______

 

Anne Sofie Allarp (f. 1972) er cand.jur. og kommentator. Tidligere var hun international redaktør på Radio24syv og vært på kanalens daglige udlandsmagasin Datolinjen. ILLUSTRATION: Mette Frederiksen til møde i Folketingssalen, 26. november 2019 (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)