11.01.2020

.

Ret beset går det, som det plejer: USA og dets allierede fører sig frem militært i et fromt ønske om at skabe stabilitet, men resultatet er det stik modsatte. Sådan har det været siden Irakkrigen i 2003, og der er ingen grund til at tro, at det vil ændre sig.

Kommentar af Holger K. Nielsen, fhv. MF og udenrigsminister

Den amerikanske likvidering af Quasem Soleimani, lederen af den iranske Qud-styrke, og hans irakiske allierede, Abu Mahdi al-Muhandis, har destabiliseret situationen i et i forvejen særdeles ustabilt Mellemøsten. Mange var bange for, at en iransk reaktion på drabet blev optrappet til en egentlig krig i regionen. I skrivende stund tyder det ikke på at blive konsekvensen, men det er alt for optimistisk, når forskellige medier antyder, at konflikten nærmest er afblæst.

Når det er sagt, så var Irans reaktion i første omgang mere moderat end frygtet. Og Trump holdt en pressekonference, hvor han – efter at have pralet af, at det var en kæmpesejr for USA at dræbe Soleimani – hævdede, at han rakte hånden ud til forsoning.

Det er imidlertid svært at se, hvori sejren skulle bestå: For det første er det er usandsynligt, at Iran vil begrænse sig til de missilangreb, vi har set. Drabet har styrket hardlinerne omkring Revolutionsgarden, og de har talrige muligheder for fortsatte angreb, bl.a. i form af terror. Og det er fejlagtigt at tro, at drabet på Soleimani vil svække Qud-styrken; der er allerede udpeget en efterfølger, Soleimanis næstkommanderende, Esmail Qaani, som ikke er mindre krigerisk. Da Iran fortsat har en ambition om at være en regional stormagt og destabilisere regionen, vil drabet næppe gøre den store forskel.

 

Iran har til fulde levet op til [atom]aftalen og kan ikke se, hvorfor den skal genforhandles – slet ikke hvis sanktionerne skærpes. USA’s politik har styrket de iranske hardliners
_______

 

For det andet vil et svækket præstestyre få ny luft. For trængte diktaturer er der intet så livgivende som en fælles ydre fjende. Den folkelige vrede har nu vendt sig imod USA, og bag Trumps såkaldte forsoning ligger et krav om yderligere økonomiske sanktioner overfor Iran. Det er præcis sanktionerne, som har svækket de moderate kræfter omkring præsident Rouhani og udenrigsminister Zarif og deres ønske om forhandlinger med Vesten. Atomaftalen var en sejr for de moderate og skabte håb hos især mange unge. Iran har til fulde levet op til aftalen og kan ikke se, hvorfor den skal genforhandles – slet ikke hvis sanktionerne skærpes. USA’s politik har styrket de iranske hardliners.

For det tredje har drabet på irakisk jord gjort den amerikanske tilstedeværelse yderligere upopulær. Det er derfor ikke overraskende, at det irakiske parlament har vedtaget en resolution, som kræver alle udenlandske tropper ud af landet. Det er bestemt ikke i vores interesse i Vesten.

Ret beset går det, som det plejer: USA og dets allierede fører sig frem militært i et fromt ønske om at skabe stabilitet, men resultatet er det stik modsatte. Sådan har det været siden Irakkrigen i 2003, og der er ingen grund til at tro, at det vil ændre sig. Det viser den eskalerede konflikt med Iran.

Danmark har – i lighed med andre NATO-lande – trukket tropper fra Irak til Kuwait. Midlertidigt, må man forstå på statsministeren. De skal tilbage igen så hurtigt som muligt for at træne irakiske styrker, så disse kan bekæmpe Islamisk Stat, lyder mantraet. Der er tilsyneladende ingen planer om at genoverveje den danske indsats i Mellemøsten.

Det kan der ellers være god grund til. Siden 2003 har en stor del af Danmarks internationale engagement været bundet af militære operationer i Irak, Afghanistan, Libyen og Syrien. Det har kostet milliarder af kroner og utallige menneskeliv. Spørgsmålet er, om det hele har været prisen værd. Det er svært at se.

 

Et kronargument for de to militære indsatser var og er, at de er nødvendige af hensyn til vores egen sikkerhed. Mig bekendt er terrortruslen i Vesten imidlertid ikke blevet mindre
_______

 

Før Irakkrigen var det drømmen for de amerikanske neokonservative (og Anders Fogh Rasmussen), at en fjernelse af Saddam Hussein ville skabe stabilitet og et blomstrende demokrati. Det var vi nogle, som satte spørgsmålstegn ved dengang, og enhver kan i dag se, at det var et fantasifoster. I Afghanistan skulle ISAF-styrken [NATO-indsatsen i Afghanistan, red.] stabilisere en korrupt regering i Kabul og samtidig bekæmpe Taliban. Regeringen er ikke blevet stabiliseret, bl.a. fordi den stadig er korrupt, og Taliban lever i bedste velgående.

Et kronargument for de to militære indsatser var og er, at de er nødvendige af hensyn til vores egen sikkerhed. Mig bekendt er terrortruslen i Vesten imidlertid ikke blevet mindre, og i det omfang, det lykkes at forhindre terrorangreb, skyldes det godt arbejde fra politiet og efterretningstjenesterne. Det har meget lidt at gøre med den militære indsats.

Derudover fjernede man Gadaffi i Libyen, men man havde ingen plan for, hvad der efterfølgende skulle ske, og i dag er Libyen en rotterede af konflikter mellem kriminelle bander og forskellige klaner.

Har der slet ikke været fremskridt? Jo, enkelte steder. Det vidner kurdernes selvstyre i det nordlige Irak og nedkæmpelsen af Islamisk Stats konventionelle militære styrker om. Men IS overlevede nederlaget og fungerer i dag som terrorbevægelse med celler mange steder i regionen og andre steder i verden. Det er svært at se den dybere mening i, at der skal uddannes irakiske militære styrker til at bekæmpe en terrorbevægelse, hvor der kræves langt mere raffinerede metoder.

Efter drabet på Soleimani tyder alt på en styrket iransk indflydelse i Irak. Hvis den irakiske regering beder bl.a. Danmark om at genindsætte de militære styrker, vil det være i en kontekst, hvor Iran dominerer irakisk politik endnu mere end før. Det lyder ikke tillokkende – især ikke når effekten på bekæmpelsen af IS er tvivlsom.

Der er grund til at erkende, at den danske militære indsats i Mellemøsten har været en fiasko, og at vi bør bruge ressourcerne på andre måder. ■

 

Der er grund til at erkende, at den danske militære indsats i Mellemøsten har været en fiasko, og at vi bør bruge ressourcerne på andre måder
_______

 

Holger K. Nielsen (f. 1950) er fhv. udenrigsminister og MF for SF. ILLUSTRATION: I 2005 blev den daværende præsident af USA, George W. Bush, inviteret til morgenmad hos den danske statsminister samt efterfølgende politisk møde på Marienborg [foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix]