10.01.2020

.

Det officielle Danmarks fedtspil i konflikten USA-Iran har en pris: Vi svigter vores egen småstatsinteresse i en international orden baseret på dialog og gensidig respekt. Problemet er, at den røde tråd i statsministerens udenrigspolitik er “ingen kommentarer”.

Kommentar af Erik Boel, tidligere landsformand for Europabevægelsen

STATSMINISTEREN HAR SAT SIG TUNGT på udenrigspolitikken. Det er ikke nødvendigvis et problem – tidligere statsministre har også gjort det, ofte med succes.

Problemet er, at den røde tråd i statsministerens udenrigspolitik er “ingen kommentarer “. Når en ryggesløs amerikansk præsident sætter Mellemøsten i brand, når Kina presser Færøerne til at vælge Huawei til at opføre 5G-netværket, når unge mennesker kæmper for frihed og demokrati i Hong Kong, er omkvædet i statsministerens udenrigspolitik: Ingen kommentarer. Eventuelt med tilføjelser a la ”situationen er alvorlig” eller ”hold øje med Borgerservice hjemmeside”.

Naturligvis er der situationer, hvor “ingen kommentarer” er den hensigtsmæssige reaktion. Men det er foruroligende, at dette mantra ligefrem bliver grundpillen i udenrigspolitikken.

Denne form for strudsepolitik har omkostninger, idet vi nemt kommer til at sætte os mellem to stole: Når statsministeren ikke vil kommentere på likvideringen af Soleimani, kan amerikanerne med rette føle, at vi svigter dem i en vanskelig situation, hvor de tager en for holdet. Og pacifisterne kan omvendt med rette mene at ved ikke at lægge afstand til drabet, kan en dansk statsminister nok engang være med til at føre os ud i sumpen i Mellemøsten, som det skete, da vi gik i krig mod Irak i 2003.

 

Med drabet tager USA endnu et skridt væk fra den ”moral high ground”, som landet tidligere plejede at handle fra
_______

 

I DEN AKTUELLE SITUATION BURDE VI have taget afstand fra likvideringen af en højtstående repræsentant fra et land, der er internationalt anerkendt – uanset hvor aggressivt og undertrykkende det iranske styre end er. Ganske som Demokraternes førende præsidentkandidat og mangeårige vicepræsident, Joe Biden, der sammenlignede drabet med at ”smide en stang dynamit ind i en krudttønde”. Der var gode grunde til, at præsidenterne Bush jr. og Obama i sin tid afviste at give grønt lys for likvideringen af Soleimani, bl.a. at det så bliver mere legitimt at udføre snigmord på andre landes politiske og militære ledere.

Med drabet tager USA endnu et skridt væk fra den ”moral high ground”, som landet tidligere plejede at handle fra: For et par måneder siden underminerede Trump amerikansk lov ved at benåde tre soldater, der er mistænkt for at have begået krigsforbrydelser, ligesom præsidenten valgte at se gennem fingrene med Saudi-Arabiens mord på Jamal Khashoggi.

Derfor burde Danmark have insisteret på, at USA bør følge international ret og respektere de relevante FN-konventioner, som i øvrigt er ratificeret af USA. Præsident Trumps melding om, at USA vil bombe ”cultural sites” i Iran, svarer til at annoncere krigsforbrydelser. I det beskedne omfang Danmark kan øve indflydelse, bør det være i form af stærke markeringer af, at bombninger af Irans kulturarv bryder med international ret og er aldeles uacceptable. Da der tilsyneladende er uenighed i Trumps rækker på dette område, kan en utvetydig erklæring fra en allieret måske være med til at tippe balancen i den rigtige retning.

Naturligvis vil et sådant engagement vække irritation i Trump-administrationen. Ligesom Washington var misfornøjet, da den danske regering langsomt og alt for sent begyndte at tage afstand fra Vietnam-krigen i slutningen af 1960’erne. Ligesom det gav bøvl med de borgerlige partier og vestlige stormagter, da Socialdemokratiet og venstrefløjen kastede sig ud i en aktiv indsats for afskaffelsen af apartheid i 1970’erne og 1980’erne.

Men Danmark har en særlig forpligtigelse til at sige fra, idet vi har et medansvar for det aktuelle kaos i Mellemøsten. Vi valgte i 2003 at traske i hælene på amerikanerne, da de på et tvivlsomt grundlag rodede verden ud i en Irak-krig, hvis katastrofale konsekvenser vi fortsat lever med.

 

Men Danmark har en særlig forpligtigelse til at sige fra, idet vi har et medansvar for det aktuelle kaos i Mellemøsten
_______

 

TAVSHED ER IKKE ALTID GULD: Efter alle solemærker at dømme bliver præsident Trump genvalgt til efteråret, dvs. vi får i alt 5 år mere med en uforudsigelig præsident, hvis indsigt i verdenspolitikkens kompleksitet er yderst begrænset og som typisk handler først og tænker bagefter. Risikoen er, at præsidentens lunefulde udenrigspolitik fører verden mod en katastrofe. I den situation hjælper det ikke meget at henvise til Borgerservice hjemmeside.

Formentlig er regeringen bange for at lægge sig ud med amerikanerne med en alt for bastant kritik. På pressemødet den 8. januar afviste statsministeren at kommentere på USA’s drab på Soleimani og på USA’s aktiviteter i regionen i øvrigt. Mette Frederiksen ønskede i det hele taget ikke at diskutere sagen i offentligheden. Uanset at mange danskere er stærkt optaget af begivenhederne, der kan få direkte betydning for sikkerheden for de udsendte danske soldater. Ikke engang en udtalelse om, at drabet har skabt øget usikkerhed og ustabilitet i Mellemøsten eller en beklagelse over, at USA ikke koordinerede angrebet med sine europæiske allierede, som likvideringen har voldsomme konsekvenser for, kunne det blive til.

Men tager man internationalt engagement alvorligt, er der en pris at betale, og man kan ikke altid være venner med alle. Det officielle Danmarks fedtspil i konflikten USA-Iran har til gengæld også en pris: Vi svigter vores egen småstatsinteresse i en international orden baseret på dialog og gensidig respekt.

I stedet bør vi aktivt støtte bestræbelserne på at få formuleret en fælles udenrigspolitik i EU. I den ideelle verden naturligvis afskaffe forsvarsforbeholdet – men det er tilsyneladende vanskeligere end at skabe fred i Mellemøsten!

Vestens militære engagement i Irak i dag er begrundet i behovet for at bekæmpe terrorismen i skikkelse af IS. Her bør en stærk og enig europæisk stemme kræve, at FN får sin chance, når det gælder genopbygningen af Irak. Og EU bør samtidig gøre det klart, at den mest effektive måde at forebygge terrorisme på er ved gennem økonomisk og social udvikling at skabe håb om en bedre fremtid. Den hårde –militære – sikkerhedspolitik gør det ikke alene, den bløde må også ind, hvis terrorbekæmpelse skal have et mere langsigtet perspektiv.

 

Hvis statsministeren vil være den store rorgænger for udenrigspolitikken, er hendes virkelige problem fraværet af en klar udenrigspolitisk profil og strategi
_______

 
NÅR DEN SOCIALDEMOKRATISKE REGERING sidder på sine hænder og i den nuværende situation undlader kritik af USA, kan det også hænge sammen med partiets tidligere chefideologs noget kølige forhold til international ret, jf. Sass Larsens udtalelser for godt et år siden om, at Danmark skal ”rode sig ud af” internationale konventioner og domstole. Spørgsmålet er, om partiet i disse år kaster vrag på tidligere udenrigsminister Per Hækkerups vurdering om, at målet for socialdemokratisk udenrigspolitik ikke alene er at varetage danske økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser, men også at påvirke ”den internationale udvikling ud fra vore principper, bedømmelser og indstilling, som udspringer fra vores demokratiske system”.

Når statsministeren uden synderlig interesse for sagens substans alligevel med begejstring kaster sig over udenrigspolitikken, skyldes det, at udenrigspolitik er mere fancy end hofteoperationer og tvangsfjernelse af børn. Udenrigspolitikken byder for en statsminister på en forfængelig mulighed for at skrive sig ind i historiebøgerne. Og ikke mindst en lejlighed til at blive set sammen med og spise kirsebær med de store på verdensscenen. Men statsministeren er – hendes mange kvaliteter ufortalt – aldeles fejlcastet i den rolle. Mette Frederiksen er og bliver indenrigspolitiker.

Hvis statsministeren vil være den store rorgænger for udenrigspolitikken, er hendes virkelige problem fraværet af en klar udenrigspolitisk profil og strategi. Der mangler retningssans, strategisk tænkning og udenrigspolitisk vision i statsministerens markeringer. Vi skal tænke offensivt og ikke defensivt – det er ikke nok at lade de andre stå til søs. Vi skal være klar til selv at vove et øje til fordel for vore værdier – også selv om der er en pris at betale. Danmark har interesser at varetage. Men uden en klar udenrigspolitisk profil bliver det meget svært.

Lykkeligvis har statsministeren i al sin visdom udnævnt en dygtig udenrigsminister, der på Asiatisk Plads er assisteret af nogle af Slotsholmens mest kompetente embedsmænd. Men det er også en udenrigsminister, som statsministeren desværre indtil videre har placeret i en udpræget birolle. Statsministeren bør fremover koncentrere sig om klimapolitikken og de store sociale, økonomiske og velfærdsmæssige opgaver, Danmark står overfor. Og overlade udenrigspolitikken til – udenrigsministeren. ■

 

Men statsministeren er – hendes mange kvaliteter ufortalt – aldeles fejlcastet i den rolle. Mette Frederiksen er og bliver indenrigspolitiker
_______

 

Erik Boel (f. 1953) er debattør og tidligere landsformand for Europabevægelsen. Fra 1992 til 2002 var han Socialdemokratiets internationale sekretær, og han har været chefrådgiver ved DIIS og forstander for Krogerup Højskole. Derudover har han skrevet en lang række bøger med fokus på EU og Danmark. ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen og USA’s præsident Trump til NATO-møde i London, 4. december 2019 [foto: Official White House Photo by Shealah Craighead/flickr]