31.12.2019

.

Statsministeren kan ikke løse et problem, der ikke er der. Så skal vælgerne købe præmissen om, at den socialdemokratiske regering skal løse et fundamentalt samfundsmæssigt problem, så skal den jubeloptimisme, som især borgerlige politikere – med udgangspunkt i den økonomiske vækst – har skabt, tales ned.

Af Vilas Holst Jensen

I morgen, 1. januar, holder statsministeren traditionen tro sin nytårstale. Den bliver særligt interessant at se, for det er første gang, at Mette Frederiksen skal prøve kræfter med disciplinen. Dermed er vi i morgen aften blevet klogere på, hvad det er for en statsminister, vi har fået, for det er noget helt specielt at holde nytårstale for hele nationen. Ingen ved endnu, hvad hun vil sige, men her kommer alligevel noget om, hvad vi kan forvente: En nytårstale, hvis formål i højeste grad er at plante en stemning i befolkningen, der skal danne grobund for regeringens videre succes.

En ny retning for Danmark
Siden Mette Frederiksen tiltrådte som statsminister 27. juni, har særligt diskursen om ”en ny retning” været definerende for det politiske projekt. I valgkampen og forhandlingerne om ”forståelsespapiret” gjorde man meget ud af at tale om, at Danmark skal have en ny retning. En retning, som skal sikre et mere grønt og lige Danmark.

Retningen skal især findes på politikområder som klima og velfærd og har haft stor indflydelse på såvel substansen som kommunikationen af efterårets politiske aftaler. Det er ikke mange konkrete løsningsmodeller, vi endnu har set på hverken grøn omstilling eller minimumsnormeringer. Men det er heller ikke det vigtige. Det vigtige er, at vælgerne har en tro på, at det går i den rigtige retning, og den diskurs vil Mette Frederiksen utvivlsomt bygge videre på. Talen vil handle mere om ideologiske principper end om konkret politik, og ikke mindst de mange – endnu ukonkrete – planer på klimaområdet vil få en særlig plads. Det bliver især i dette afsnit, at Mette Frederiksens støttepartier, EL, SF og til dels De Radikale, skal kunne se sig selv.

 

Talen vil handle mere om ideologiske principper end om konkret politik, og ikke mindst de mange – endnu ukonkrete – planer på klimaområdet vil få en særlig plads
_______

 

Sammenhængskræften er i fare
Mette Frederiksen og Socialdemokratiet gik til valg på sloganet ”Lad os samle Danmark igen”. Et slogan der – uden sammenligning i øvrigt – nemt kunne give associationer til Donald Trumps ”Make America Great Again”. Det spiller på nogle tangenter, der intuitivt fortæller os, at der er noget grundlæggende galt med vores samfund; der er en splittelse, som, hvis den ikke bliver tøjlet korrekt, vil ende med at få store konsekvenser for sammenhængskræften i Danmark.

Udfordringen for den kommunikation kan blot være, at problemerne, den italesætter, kan være svære at få øje på: Økonomisk set går det godt i Danmark. Der er fortsat vækst, om end den ikke er voldsomt høj. Og også politisk virker landet mindre splittet. Det politiske landskab ved sidste folketingsvalg i 2015 var præget af en stor polarisering, hvor kampen mellem ”folket” og ”eliten” var definerende for den politiske debat. Den kom særligt til udtryk ved de store vælgervandringer til DF, Alternativet, LA og EL ved folketingsvalget i 2015. I dag er polariseringen erstattet af en følelse af, at det store flertal af danskerne vil noget sammen. Med et markant rødt flertal viste majoriteten af danskerne, at der i dag findes et fælles projekt og ønske for, hvor Danmark skal hen.

Fokus skal være på mere og bedre velfærd og ikke mindst den grønne omstilling – selv store dele af blå blok lader til at være enige i de overordnede mål. Samtidig har Socialdemokratiets ryk på udlændingeområdet gjort, at emnet ikke længere er definerende for udviklingen i dansk politik, og selvom emnet stadig skaber splittelse i samfundet, hvilket tydeligst ses ved Nye Borgerlige og Stram Kurs’ indtog i den politiske debat, er det marginale krusninger sammenlignet med tidligere. Samtidig er tonen er blevet meget mere positiv blandt partierne på Christiansborg. Der er blandt andet kommet større fokus på at tale hinanden op og rose det samarbejdende Christiansborg, ligesom at valgduellerne mellem Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen var præget af en del mere respekt for hinandens synspunkter end den mudderkastning, som mange oplevede i 2015-duellerne.

Men man kan ikke løse et problem, der ikke er der. Så skal vælgerne købe præmissen om, at den socialdemokratiske regering skal løse et fundamentalt samfundsmæssigt problem, så skal den jubeloptimisme, som især borgerlige politikere – med udgangspunkt i den økonomiske vækst – har skabt, tales ned. Mette Frederiksen vil i sin nytårstale derfor fortsætte i samme mol-baserede stemning fra sin åbningstale i Folketinget med et repertoire af ord, der tilsammen skal sætte en vis form for krisefornemmelse i befolkningen. I den forbindelse vil Mette Frederiksen med sikkerhed lægge vægt på problemerne i velfærdssamfundet såvel som behovet for en stram udlændinge- og retspolitik. Hun vil her forsøge at bygge bro til borgerlige partier som Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative i håb om at kunne levere store, brede forlig.

 

Mette Frederiksen vil i sin nytårstale derfor fortsætte i samme mol-baserede stemning fra sin åbningstale i Folketinget med et repertoire af ord, der tilsammen skal sætte en vis form for krisefornemmelse i befolkningen
_______

 

Snart bliver det Arnes tur
Bryggeriarbejderen Arne er en helt central del af regeringens valgsejr. Udspillet om differentieret pension og retten til tidligere tilbagetrækning faldt på et tørt sted direkte ned i S-kernelandet. Men en konkret model har endnu lange udsigter. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger, at det bliver Arnes tur i 2021, men da regeringen tiltrådte, sagde Mette Frederiksen, at arbejdet ville være det første, regeringen satte i gang. Derfor vil Mette Frederiksen også i nytårstalen forsikre danskerne om, at det nu bliver Arnes tur.

En konkret model lægger hun ikke frem. Primært fordi vi først skal have færdiggjort de private overenskomstforhandlinger. Men jeg ville roligt sætte mine penge på, at Arne bliver nævnt i en eller anden form i nytårstalen. Alt andet vil vække markant mere opsigt og resultere i en opposition, som hurtigt kaster sig over regeringen med anklager om løftebrud. Og er der noget, man i S-toppen har lært af Thorning, så er det, at den diskussion kan man ikke have siddende på sig.

Hvis vi er heldige, er der måske endda et par stikpiller til Venstre, Dansk Folkeparti og De Radikale, som sammen med De Konservative og LA hastede en aftale om seniorførtidspension på plads inden valget. En aftale, som Mette Frederiksen ikke mener, er god nok, og som i øjeblikket spænder ben for, at Mette Frederiksen kan skaffe flertal bag sin egen pensionspolitik.

ALT I ALT må vi forvente, at statsministeren holder en alvorlig, men håbefuld nytårstale. Konkret politik vil der ikke være meget af, men det vil være en tale, som bidrager til fortællingen om, at Danmark er slået ind på ”en ny retning”. Frederiksen vil forsøge sig med en tale, som bliver svær for oppositionen at kritisere. Resultatet bliver spændende at følge. Indtil da er der ikke meget andet for end at ønske godt nytår. ■

 

Konkret politik vil der ikke være meget af, men det vil være en tale, som bidrager til fortællingen om, at Danmark er slået ind på ”en ny retning”. Frederiksen vil forsøge sig med en tale, som bliver svær for oppositionen at kritisere
_______

 

Vilas Holst Jensen (f. 1999) er politisk journalist og journalistikstuderende ved Syddansk Universitet. ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen, 18. september 2019 (Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix)