17.12.2019

.

Danmarks deltagelse i flådemissionen i Hormuzstrædet er udenrigsminister Jeppe Kofods svendestykke. Det sender et stærkt signal om, at Danmark er en pålidelig allieret. Og i en tid, hvor den regelbaserede verdensorden er udfordret, er det glædeligt, at Danmark påtager sig et ansvar for at sikre international lov og ret.

Kommentar af Erik Boel, tidligere landsformand for Europabevægelsen

I EN TID hvor alt sejler i Forsvarsministeriet, er det entydigt positivt, at Danmark nu engagerer sig i den internationale flådemission i Hormuzstrædet ud for Irans kyst. Baggrunden for beslutningen er en række kritiske episoder, herunder angreb på tankskibe, som de seneste måneder har generet skibstrafikken i området. Ifølge amerikanske efterretninger er de udført af Iran.

Danmark er verdens femtestørste skibsfartsnation. 150-170 dansk-opererede skibe sejler gennem Hormuzstrædet hver måned, og Danmark deltager derfor i missionen for dels at sikre sine strategiske interesser i fri og sikker sejlads gennem strædet og for dels at sikre vestlige – og ikke mindst amerikanske – interesser. En tredjedel af al flydende gas og en femtedel af verdens olie – dagligt til en værdi af 1,2 milliarder dollar – transporteres gennem strædet. Hvis sejladsen fortsat generes, bliver resultatet markant stigende oliepriser, hvilket vil ramme den amerikanske og vestlige økonomi hårdt.

Det er efterhånden nogle måneder siden, Iran sidst har angrebet trafikken. Men udenrigsminister Jeppe Kofod har fastslået, at ”det fortsat er muligt, at Iran vil angribe eller chikanere civile skibe i Hormuzstrædet”. Truslen om angreb vil bestå, så længe konflikten mellem Iran og først og fremmest USA ikke er løst. Økonomiske sanktioner er et af USA’s instrumenter i denne fejde, mens angreb af skibstrafikken er et af de værktøjer, Iran kan anvende.

 

Det er efterhånden nogle måneder siden, Iran sidst har angrebet trafikken. Men […] truslen om angreb vil bestå, så længe konflikten mellem Iran og først og fremmest USA ikke er løst
_______

 

KONKRET AGTER REGERINGEN at sende en fregat inklusive en helikopter og op mod 155 mand til det strategisk vigtige stræde i fire måneder fra efteråret 2020. Det danske bidrag vil indgå i en europæisk-ledet mission i Hormuzstrædet med deltagelse af Frankrig og Holland. Indsatsen vil i første omgang bestå af et 1-2 personers stabsofficerbidrag til det fransk-ledede hovedkvarter i Abu Dhabi fra begyndelsen af 2020 og op til 12 måneder frem.

Regeringen understreger, at der er tale om en europæisk mission. Realiteten er dog, at missionen kommer til at arbejde tæt sammen med den amerikanske sikkerhedsindsats, IMSC, der forløber parallelt med den europæiske. At Danmark på den måde prøver at gå på to ben, indebærer såvel fordele som risici.

Hvis samarbejdet kan bidrage til, at USA og EU finder fælles fodslag i Iran-politikken, som de har været fundamentalt uenige om, vil meget være vundet. Det vil gøre indtryk i Teheran, som gennem årene ofte med succes har kunnet bruge uenigheden til at spille de to parter ud mod hinanden: Når iranerne ikke har kunnet opnå bistand eller bedre handelsbetingelser på grund af for skrappe krav hos amerikanerne, har man henvendt sig hos europæerne.

Amerikanerne har strategiske interesser på spil i Hormuzstrædet, hvorfor missionen sender et positivt signal til USA om, at Danmark er en pålidelig allieret, der gerne bidrager – især når man kombinerer det med andre planlagte danske indsatser i Sahel og Irak. Den kan samtidig kompensere for den kendsgerning, at regeringen – uanset den meget pompøse retorik – ikke i en overskuelig fremtid er i stand til at opfylde NATO-målet om et 2 procents bidrag til forsvaret.

 

Det [er] positivt, at regeringen med missionen i Hormuzstrædet trods alt kan demonstrere overfor USA og vores europæiske allierede, at forbeholdet ikke er en hindring for, at Danmark uden for EU kan indgå i et forsvarspolitisk samarbejde med centrale europæiske lande
_______

 

NÅR REGERINGEN UNDERSTREGER, at det netop er en europæisk mission, skyldes det Trump-administrationens meget konfrontatoriske politik over for Iran. Det var præsident Trump, der sidste år opsagde atomaftalen med Iran fra 2015. En aftale, som EU, herunder Danmark, fortsat bakker op om, og som Iran efter alle solemærker at dømme efterlevede.

Regeringen vover som bekendt ikke at tage et opgør med forsvarsforbeholdet af frygt for at indkassere et nederlag ved en folkeafstemning. I den situation er det positivt, at regeringen med missionen i Hormuzstrædet trods alt kan demonstrere overfor USA og vores europæiske allierede, at forbeholdet ikke er en hindring for, at Danmark uden for EU kan indgå i et forsvarspolitisk samarbejde med centrale europæiske lande.

Missionen er ikke i den skarpe ende på samme måde, som da Danmark i sin tid engagerede sig i Afghanistans Helmand-provins og kan vel bedst karakteriseres som en defensiv politioperation med militære midler. Det flugter med tendensen hos vore allierede, der også efter krigene i Afghanistan og Irak er blevet mindre risikovillige.

Men missionen er ikke risikofri. Et iransk missil, der – eventuelt ved en misforståelse eller fejltagelse – rammer den danske fregat, vil koste menneskeliv. Og formentlig resultere i en voldsom optrapning af konflikten.

 

Iran har ved flere lejligheder truet med at blokere Hormuz. I realiteten er det dog en tom trussel, da en blokade vil være et iransk selvmål af rang. De vestlige missioner i Hormuz betyder, at Iran nu får et kort mindre at spille i ordkrigen med USA
_______

 

OPERATIONEN VIL af Teheran blive set som en fjendtlig handling. De vil koble den til den amerikanske mission og formentlig anskue missionen som en del af USA’s korstog mod Iran. I den forstand risikerer missionen at bidrage til en eskalering af konflikten. Men kan omvendt også – og mere sandsynligt – betyde, at Iran besinder sig. På trods af en til tider outreret retorik – med hidsige udfald mod ”den store satan” (USA) og ”den lille satan” (Israel) – optræder Teheran grundlæggende rationelt i sin udenrigspolitik. Mest eklatant illustreret ved, at Iran var parat til at indgå den nævnte atomaftale. Blandt andre har israelske Benny Gantz givet udtryk for, at Iran grundlæggende er en pragmatisk og rationel aktør. Gantz er tidligere militær chef i Israel og i dag oppositionens leder.

Iran har ved flere lejligheder truet med at blokere Hormuz. I realiteten er det dog en tom trussel, da en blokade vil være et iransk selvmål af rang. De vestlige missioner i Hormuz betyder, at Iran nu får et kort mindre at spille i ordkrigen med USA, og det vil formentlig bidrage til at deeskalere og stabilisere situationen.

I en tid hvor den regelbaserede verdensorden er udfordret, er det glædeligt, at Danmark påtager sig et ansvar for at sikre international lov og ret. Det er så meget desto mere positivt, når regeringen i Europapolitikken flirter med Dansk Folkepartis indadvendte og tilbageskuende linje. Man kunne have frygtet, at Mette Frederiksens DF-inspirerede frygtsomme og skeptiske kurs i Europapolitikken havde givet sig udslag i en mere fodslæbende politik på det sikkerhedspolitiske område. Det er heldigvis ikke tilfældet. Samtidig bekræfter regeringen med operationen, at dens parlamentariske grundlag i form af Enhedslisten lykkeligvis ikke får noget at skulle have sagt i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Enhedslisten er imod EU, imod NATO og anti-amerikansk, selv under præsident Obama. Regeringen kan derfor ikke basere sig på Enhedslisten, når det gælder en aktivistisk og engageret indsats til fordel for en international retsorden.

Missionen er udenrigsminister Jeppe Kofods svendestykke. Uden at overdrive betydningen af en enkelt indsats, vil Danmark formentlig deltage i flere af dens slags missioner med forskellige konstellationer. Det er opløftende for alle, der er optaget af, at Danmark effektivt varetager egne økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser og dertil spiller en konstruktiv rolle i den internationale politik. ■

 

Uden at overdrive betydningen af en enkelt indsats, vil Danmark formentlig deltage i flere af dens slags missioner med forskellige konstellationer. Det er opløftende for alle, der er optaget af, at Danmark effektivt varetager egne økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser
_______

 

Erik Boel (f. 1953) er debattør og tidligere landsformand for Europabevægelsen. Fra 1992 til 2002 var han Socialdemokratiets internationale sekretær, og han har været chefrådgiver ved DIIS og forstander for Krogerup Højskole. Derudover har han skrevet en lang række bøger med fokus på EU og Danmark. ILLUSTRATION: Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) holder pressemøde med Tysklands udenrigsminister, Heiko Maas, i København, 8. november 2019 (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)