19.12.2019

Vi bør tage nye forslag til at bekæmpe de strukturelle årsager til den stigende ulighed i den moderne kapitalisme seriøst. Men det betyder ikke, at vi skal tabe troen på de veletablerede instrumenter fra den velfærdsstat, vi har kendt så længe – hvilket man ellers let kommer til efter at have læst den verdensberømte økonom Branko Milanovic’ nye bog.

Af Kristian Kongshøj

Branko Milanovic diskuterer i sin nyeste bog ”Capitalism, Alone”, hvordan kapitalismen først for nylig er blevet et globalt økonomisk system. I den vestlige verden er konsekvensen blandt andet en stigende ulighed inden for landegrænserne. Hans relativt pessimistiske diagnose for den nationale velfærdsstat passer imidlertid ikke lige godt på alle lande – særligt ikke Danmark. Der er nemlig ingen grund til at opfatte velfærdsstaten som forældet i forhold til de nye udfordringer: Omfordeling, uddannelse og arbejdsmarked i Danmark er stadig grundlæggende velfungerende instrumenter i kampen mod ulighed – om end de er blevet lidt ridset som følge af politiske beslutninger. Alligevel bør man tage Milanovic’ forslag til at forbedre fordeling af kapitalejerskab seriøst.

Milanovic’ nye bog er en del af en ny hovedstrøm i diskussioner om politik og økonomi. I de senere år er det nærmest blevet en industri at skrive kritiske bøger med ”kapital” eller ”kapitalisme” i titlen. Det er måske en modreaktion mod de glade 90’eres og 00’eres tro på, at vi havde nået det klasseløse samfund, og at markedsøkonomi og friere kapital var vejen frem. Dengang fremstod det endda som sund fornuft med teknokratiske løsninger fri for både interessemodsætninger og politisk uenighed. Vi fik dog at se, at der snarere var tale om, at vi var forblændet af neoliberalistisk ideologi. Lavere skatter, især til de rigeste, fattigere ydelser, dårligere organiserede og mere usikre arbejdsmarkeder samt mindre regulering af banker og finanssektor var et ideologisk projekt, der kun i meget ringe grad kunne skabe arbejde eller velstand til de fleste.

Det er således helt på sin plads, at vi har genopdaget, at måden, hvorpå vi indretter vores økonomi og produktionsapparat, har enorm betydning for graden af ulighed og samfundsstrukturen mere generelt. Både Adam Smith og Karl Marx, som vi sædvanligvis kender som hhv. liberalismens og kommunismens fædre, havde for længe siden blik for, at markedsøkonomi og fri kapital kan slippe vældige kræfter for fremgang og udvikling løs, men at de samme kræfter også kan underminere menneskelig værdighed, åndsliv og kærlighed. Mange andre har diskuteret det før og siden.

Det gælder også Milanovic i ”Capitalism, Alone”. Han brød for nogle år siden igennem i den offentlige debat som IMF-økonomen med den såkaldte ”elefantgraf”. Elefantgrafen lignede med god vilje netop en elefant og viste, at en stor pukkel af mennesker i den globale middelklasse havde haft en stor indkomstfremgang. Der har siden været lidt diskussion om hvor, hvornår, og hvor meget denne tendens gjorde sig gældende. Det meste skyldes udviklingen i Kina, der siden 1980’erne er lykkedes med hive næsten en milliard mennesker ud af ekstrem fattigdom. Den største fremgang gjaldt dog ubetinget den tynde snabel på grafen, som repræsenterede den rigeste ene procent i verden. Imellem disse to grupper, hvoraf mange tilhører den vestlige verdens middelklasse, var indkomsterne stagneret.

 

Konsekvensen er ifølge Milanovic, at den traditionelle velfærdsstat bliver mere og mere ineffektiv og uddateret. Der er simpelthen grænser for, hvor meget omfordeling og ulighed den kan gabe over
_______

 

Verdensomspændende kapitalisme og stigende ulighed
Milanovic’ afsæt for ”Capitalism, Alone” er, at vi i de senere årtier har haft det samme økonomiske system på hele kloden. Det er helt usædvanligt for menneskehedens historie. Vi har set varianter af markedsøkonomi og kapitalisme før, også langt tilbage i historien, men det har altid været sideløbende med andre økonomiske systemer såsom jæger-/samlerkulturer, småskala-håndværk og planøkonomi.

Milanovic beskriver den ”liberale, meritokratiske kapitalisme”, der hersker i de vestlige lande, som et system, hvor uligheden er stigende. Den har afløst den ”socialdemokratiske kapitalisme”, der herskede i årtierne efter Anden Verdenskrig.

Han opridser seks faktorer, der forklarer den stigende ulighed: For det første udgør indkomster fra kapitalejerskab en stadigt stigende andel af de samlede indkomster, mens almindelige løn- og arbejdsindkomster udgør en relativt mindre andel af samfundskagen. For det andet, tredje og fjerde er kapitalejerskabet koncentreret på få individer, der samtidig er rige i forvejen, og typisk har de højst lønnede stillinger. For det femte er der en voksende social sortering, hvor de velstående i stigende grad finder sammen med hinanden i ægteskaber og parforhold. Og endelig er der en dalende social mobilitet, da velstående forældre bliver bedre til at sikre sig, at deres børn også ender i de højere sociale lag. Vi kan også kalde det en stigende grad af ”social arv”.

Især ved de første fire faktorer lægger Milanovic sig i slipstrømmen af stjerneøkonomen Thomas Piketty, der i ”Kapitalen i det 21. århundrede” også slog fast, at kapital og indkomster fra kapitalejerskab har medført stigende ulighed.

Konsekvensen er ifølge Milanovic, at den traditionelle velfærdsstat bliver mere og mere ineffektiv og uddateret. Der er simpelthen grænser for, hvor meget omfordeling og ulighed den kan gabe over. De traditionelle omfordelingsmekanismer – skat, ydelser og services – kan ikke for alvor gøre meget ved en lille elite, der stikker af med raketfart.
Samtidig bliver velfærdsstatens fundament eroderet af politiske beslutninger og magtfulde interesser. I bogen forklarer Milanovic’, hvordan kapitaleliten kan gennemtrumfe deres politiske interesser i det demokratiske system vha. blandt andet sociale netværk, støtte til særlige organiserede interesser og vidensinstitutioner samt politiske donationer.

 

På trods af stigningen i ulighed har kombinationen af velfærdsstat og et velorganiseret og reguleret arbejdsmarked gjort, at Danmark ikke har set samme tendens til, at store befolkningsgrupper er blevet hægtet økonomisk helt af
_______

 

Danmark er en undtagelse
Der er ikke mange nuancer at finde i denne pessimistiske diagnose for folk, der kerer sig om velfærdsstaten og den sociale orden, som vi hidtil har kendt den. Men dette er samtidig det største kritikpunkt mod bogen, fordi diagnosen ikke passer lige godt alle steder i verden, særligt ikke i Danmark.

Danmark var indtil for få år siden nemlig ikke et af de lande, hvor kapitalindkomster udgjorde en voksende andel af samfundskagen. Fra omkring 2010 og frem har tendensen til mere strukturel ulighed dog også været et fænomen i Danmark. Det har OECD vist i sine studier, der sammenligner forholdet mellem indkomster fra kapital og arbejde på tværs af lande.

Uligheden er ganske vist steget i Danmark, og noget af det handler om, at en stigning i især profit og udbytte er kommet de rigeste til gode. Det er dog også uomtvisteligt, at en lang række reformer over de seneste årtier har gjort skattesystemet og de sociale ydelser mindre omfordelende og dårligere til at afbøde fattigdom. Så uligheden har ganske vist været stigende, men det har i høj grad været som følge af politiske reformer – ikke alene strukturelle forhold, som dem Milanovic peger på.

På trods af stigningen i ulighed har kombinationen af velfærdsstat og et velorganiseret og reguleret arbejdsmarked gjort, at Danmark ikke har set samme tendens til, at store befolkningsgrupper er blevet hægtet økonomisk helt af. Det hænger også i høj grad sammen med, at vi har formået at få borgernes kvalifikationer og uddannelser til at følge med de ændrede arbejdsmarkedsbetingelser.

I Danmark har vi heller ikke oplevet en voksende social sortering i parforhold og ægteskaber, ligesom den sociale mobilitet i uddannelse ikke er dalet, omend mobiliteten i bredere klasseforstand (indkomst, uddannelse, beskæftigelse, mv.) har fået skrammer.

På et andet område har Danmark dog været helt i front hvad angår tendenser, der har medført krise og usikkerhed. Danmark har været noget nær en stormagt, når det kommer til at have en stor og internationalt udsat finanssektor, og de høje priser på det hjemlige boligmarked har også været en historie for sig. Danmark var faretruende tæt på at blive et skæbnesvangert mix af Spanien, Irland og Island pga. kombinationen af boligbobbel og en skrøbelig finanssektor, der var mange gange større end landets økonomi. Det skylder vi til dels de hjemlige beslutningstagere en ringe tak for, idet man i en periode troede for meget på deregulering af bolig- og finanssektor som et middel til at skabe vækst.

Derudover har forskningen i de senere år sat spørgsmålstegn ved, om udviklingen entydigt er udtryk for, at de allerrigeste bare har fået trumfet deres interesser igennem. Hovedpointen fra de anerkendte politiske økonomer Torben Iversen og David Soskice i deres bog fra i år, ”Democracy and Prosperity: Reinventing Capitalism…”, er netop, at store dele af middelklassen i langt de fleste lande også har nydt godt af udviklingen. Uligheden er steget mange steder, og store dele af bunden er måske hægtet af (alt afhængigt af hvilket land vi kigger på), men det har ikke alene været til fordel for en snæver elite. En stor del af middelklassen med gode uddannelser og gode jobs i den nye videns- og serviceøkonomi er også blevet tilgodeset, og velfærdsstaterne er blevet forandret i deres billede. Foreløbig dansk forskning har sat nuancer på, at også i Danmark slår middelklassens præferencer igennem i den førte politik.

Summa summarum er der langt flere nuancer på uligheden og dens drivkræfter, end Milanovic får med i sin nye bog. Indenfor fagdisciplinen ’politiske økonomi’ har man i årevis diskuteret forskellige velfærdsmodeller og varianter af kapitalisme, som eksisterer side om side og har forskellige niveauer af velstand og ulighed til følge. Forklaringsmodellen bliver for simpel med Milanovic’ historiske faser af ”socialdemokratisk” og ”liberal” kapitalisme.

 

Hos os er forskydningerne i høj grad affødt af nogle af de tidligere nævnte typer af politiske reformer, men en svagere velfærds- og arbejdsmarkedsmodel kan også bidrage til større strukturelle uligheder og klasseskel på sigt
_______

 

Økonomisk demokrati er vejen frem
Beskrivelsen af voldsomme, strukturelle forskydninger til fordel for kapitalen og en snæver elite, mens store befolkningsgrupper efterlades i rendestenen med dårligere levevilkår samt social og politisk konflikt til følge, passer bedst på USA og Storbritannien. Her er man ikke langt fra at have dystopiske røverøkonomier. Omvendt er den største trussel i vores verdenshjørne, at vi mister troen på den samfundsmodel, vi har opbygget. Hos os er forskydningerne i høj grad affødt af nogle af de tidligere nævnte typer af politiske reformer, men en svagere velfærds- og arbejdsmarkedsmodel kan også bidrage til større strukturelle uligheder og klasseskel på sigt. Det handler om politik, ikke alene økonomiske naturkræfter, uanset hvor i verden vi befinder os.

Det har måske aldrig været Milanovic’ hensigt at understrege disse nuancer. Megatrenden mod stigende ulighed har jo været ganske tydelig i vores del af verden. Også i Danmark. Derfor er der også al mulig grund til at nævne hans væsentligste forslag til at vende tendensen: Eftersom kapitalejerskab i hans optik betyder stadigt mere for uligheden, er løsningen at dele kapitalen ud på flere hænder.

Hvad betyder det mere konkret? Milanovic nævner en række politikker såsom: skattefordele til forskellige selskabsformer baseret på medarbejdereje, mere progressiv arvebeskatning og politikker, der muliggør medarbejderaktier. Herhjemme har centrum-venstretænketanken Cevea for nylig udgivet en rapport, der også anbefaler medarbejderaktier, medarbejderinvesteringsselskaber, mv., samt rammelovgivning, der kan understøtte udbredelsen af fonde, kooperativer og en mere demokratisk kapitalisme generelt. Samtidig peger rapporten på, at det ikke hæmmer vækst og velstand.

Det handler egentlig om at genoplive lidt af ånden fra de gamle diskussioner om ”økonomisk demokrati”, som Socialdemokratiet og fagbevægelsen tumlede frem og tilbage med i 1970’erne. Dengang strandede det endelige forslag på vægelsindethed, ligesom det kom til at fremstå som en tung og besværlig fondsløsning med for meget magt til fagbevægelsen. Der er dog som nævnt her mange måder at demokratisere kapitalismen på og udbrede det til flere hænder. Vi bør tage nye forslag til at bekæmpe de strukturelle årsager til stigende ulighed i den moderne kapitalisme seriøst. Det betyder dog ikke, at vi skal tabe troen på de veletablerede instrumenter fra den velfærdsstat, vi har kendt så længe, hvilket man ellers let kommer til efter at have læst ”Capitalism, Alone”. ■

 

Eftersom kapitalejerskab i hans optik betyder stadigt mere for uligheden, er løsningen at dele kapitalen ud på flere hænder
_______

Apropos denne artikel:

Anne Kirstine Rønn i RÆSON SØNDAG: Assad er væk, Iran er optaget og Israel er i offensiven. Men Hizbollah har fortsat indflydelse i Libanon

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?

Michael Hirsh: Det, vi ser, er et gennemgribende geopolitisk skift, som kan ændre verden, som vi kender den

Brasso og Foss i RÆSONs nye trykte nummer: Siden 2019 er EU’s fælles gæld mere end tidoblet – og nu mangler der igen penge

William Kotschenreuther Andersen: Bag Trumps grønlandsambition gemmer sig mere end personlig forfængelighed

Bertel Heurlin: Trump vil maksimere USA’s magt – og lykkes faktisk med det. Mange ser det ikke – men det gør Xi