11.12.2019

.

Indtil vi når igennem foråret 2020, og partierne reelt demonstrerer, at de er villige til at tage svære beslutninger, bør klimabevægelsen, danskerne og medierne fastholde en sund skepsis. Politikerne skal tvinge hinanden til at indgå kompromiser, der kommer til at gøre ondt på danskerne og deres egne principper.

Kommentar af Mathilde Hougaard Boesen

FREDAG AFTEN BRØD jublen ud på Twitter i en sådan grad, at man skulle tro, at julen var kommet tidligt i år. Efter lang tids spænding – godt hjulpet på vej af teasere på diverse politikeres sociale medier – kunne klimaminister Dan Jørgensen og et stort flertal i Folketinget præsentere en historisk klimalov. Særligt jublen på #dkpol ville ingen ende tage, og snart spredte begejstringen sig også til de etablerede medier.

Ret skal være ret: Det er da historisk, at næsten samtlige partier nu går ind for en 70 pct. reduktion af CO2-udledningen i 2030. Kun Nye Borgerlige og Liberal Alliance inklusive frafaldne Simon Emil Ammitzbøll-Bille står uden for aftalen. Spørgsmålet er bare, om vi jubler for tidligt.

Den nye klimalov beskriver kun, hvor Folketingsflertallet vil hen – den beskriver ikke, hvordan det skal ske. Politikerne er blevet enige om en målsætning, der er ambitiøs og nødvendig. Men er den i sig selv værd at juble over?

For efter jublen kommer de svære forhandlinger: Til foråret skal Folketingets partier blive enige om, hvordan målet om en 70 pct. reduktion skal nås. Det har man indtil videre kunnet udskyde, og derfor har man endnu ikke behøvet taget stilling til, om oksekød skal blive dyrere, om danskerne skal tvinges til at flyve mindre og så videre – altså hvordan regningen for det hele skal betales.

 

Det er også nødvendigt, at man lever anderledes, end man har gjort hidtil. Altså medmindre de næste 10 år byder på banebrydende grønne løsninger, klimaminister Dan Jørgensen selv har medgivet, endnu ikke eksisterer
_______

 

MED FÅ UNDTAGELSER har det de seneste år været svært at finde politikere, der benægtede klimaforandringernes eksistens og konsekvenser. Uenighederne er gået på, hvem af danskerne der skulle omlægge deres livsstil for at dæmme op for dem, og hvordan det skulle ske. Men selvom klimabevidstheden blandt danskerne tilsyneladende er steget, går det stadig den forkerte vej: Danmarks CO2-udledning steg i 2018 ifølge tal fra Energistyrelsen.

Der er altså brug for politikere, der tør at male sig selv op i et hjørne og ændre vores samfund radikalt. Selvom det gør ondt. Dét mod har manglet i årtier, og spørgsmålet er, om klimabevægelsen, anført af ungdommen, er nok til at få de danske politikere til at udvikle dét mod.

Politikerne skal tvinge hinanden og diverse interessenter til at indgå kompromiser, der kommer til at gøre ondt ikke kun på danskerne, men også på politikernes respektive politiske principper: Det må ikke gå ud over jobs og konkurrenceevnen, mener De Konservative, imens Socialdemokraterne tidligere har slået fast, at det ikke må blive dyrere for den enlige mor at sætte kødsovs på bordet for sine børn. Når flertallet bag klimaloven vælger at udskyde deres kæpheste til foråret, er klimaloven langt fra i mål.

Disse kompromiser vil tvinge den almene dansker til at indse, at det ikke er nok kun at være grøn i stemmeboksen. Det er også nødvendigt, at man lever anderledes, end man har gjort hidtil. Altså medmindre de næste 10 år byder på banebrydende grønne løsninger, klimaminister Dan Jørgensen selv har medgivet, endnu ikke eksisterer.

INTERVIEWET MED Dan Jørgensen i P1 Morgen 7. december var måske i virkeligheden den bedste kritiske dækning af aftalen. Her endte klimaministeren nemlig selv med at underkende det Klimaråd, hvis rolle i aftalen ellers står som et af de stærkere argumenter for, at man skal tage klimaloven seriøst. I aftalen fremgår det, at Klimarådet skal komme med en årlig opsang til politikerne om, hvorvidt den grønne omstilling går hurtigt nok. Men Klimarådet kritiserede i forbindelse med Finansloven for 2020 – der blev præsenteret få dage før klimaloven – at der ikke blev gjort mere for klimaet. Her svarer klimaministeren så, at Folketinget naturligvis fortsat står over Klimarådet. Ministerens pointe: Klimarådet har fortsat en rent rådgivende funktion, som politikerne kan vælge at lukke ørerne for, uanset hvor mange opfølgninger de vælger at komme med.

Det stærkeste argument for klimaloven er, at den er juridisk bindende. Det er naturligvis positivt og stærkt, hvis den juridiske konstruktion af loven, der først bliver fremsat i februar 2020, ikke indeholder fortolkningsspørgsmål eller kattelemme, man kan snige sig ud af, hvis kompromiserne bliver for svære.

Men klimaloven er endnu ikke andet end et udkast til en aftale, flertallet af Folketingets partier kan se sig i, fordi kun rammerne ligger fast. Dermed illustrerer præsentationen af klimaloven muligvis det samme problem, som præsentationen af finansloven et par dage tidligere. For den fortælling, regeringen og Folketingets partier selv skabte om klimaloven, var den fortælling, danskerne – via medierne – tog imod. Det var ikke en fortælling, der blev skabt, efter at journalister kritisk gennemgik aftaleteksten og dermed kunne præsentere en nuanceret dækning af den nye lov. Det er et gennemgående problem, der spreder sig i den politiske mediedækning, hvor alle partier står stærkt på sociale medier og dermed har en direkte kontakt med vælgerne udenom kritiske spørgsmål fra journalister.

 

Min egen generation skal tackle klimaforandringer, hvilket vil ændre vores hverdag radikalt – ikke kun fordi vejret bliver vildere, men også fordi vi med al sandsynlighed skal leve på en måde, vores forældre ikke har lært os om
_______

 

VI LEVER I en tid, hvor forskerne leverer den ene mere dystre rapport om Jordens fremtid efter den anden, og i årtier har de forsøgt at råbe politikerne op. Min egen generation skal tackle klimaforandringer, hvilket vil ændre vores hverdag radikalt – ikke kun fordi vejret bliver vildere, men også fordi vi med al sandsynlighed skal leve på en måde, vores forældre ikke har lært os om.

Derfor er det godt og nødvendigt, hvis Folketingets partier er nået dertil, at Jorden skal reddes, koste hvad det vil. Men det er nemt at sige, at man er grønnest af alle de grønne. Det beviste folketingsvalgkampen i sommer, hvor snart samtlige partier pludselig var så grønne, at de ikke engang kunne blive enige om, hvem der var grønnest. Den uenighed er måske værd at have i baghovedet, når vi om nogle uger markerer overgangen til 2020’erne og en hastig nedtælling mod det grønne 2030. På bare 10 år skal Folketingets partier indse, at de er nødt til indgå svære kompromiser, vedtage dem og eksekvere dem. Formår de dét, er det i sandhed historisk. I fredags tog partierne bare kun et lille skridt i den retning.

Indtil vi når igennem foråret 2020, og partierne reelt demonstrerer, at de er villige til at tage svære beslutninger, bør klimabevægelsen, danskerne og medierne fastholde en sund skepsis. Det er kun til politikernes fordel at kunne fremture med fortællingen om en historisk klimalov. Dermed kan de håbe, at vælgerne ikke følger helt lige så tæt med i forhandlingerne om handlingsplanen, fordi der skabes en opfattelse af, at den sværeste del af aftalen er landet.

Handling er sværere end ord. Derfor blev klimaloven et mediestunt – og klimaet har ærligt talt fortjent bedre. ■

 

Handling er sværere end ord. Derfor blev klimaloven et mediestunt – og klimaet har ærligt talt fortjent bedre
_______

 

Mathilde Hougaard Boesen (f. 1996) er journaliststuderende ved Syddansk Universitet. Hun er tidligere næstforperson i Alternativet og nuværende formand for Kredsen af Journaliststuderende i Odense (KaJO). ILLUSTRATION: Klimaminister Dan Jørgensen fortæller pressen, at Danmarks første klimalov er faldet på plads, 6. december 2019 (Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix)