10.12.2019

Jordan er et land, der lægger op til intern ballade. Men i mange år har styrets pragmatiske indstilling dulmet de indre modsætninger. Nu knager det i fugerne i kongestyret, og det store og åbne spørgsmål er: Kan landet holde sammen på sig selv?

Af Hans Henrik Fafner

AMMAN – Skoleåret kom tidligere i år dårligt fra start for 1,5 millioner jordanske børn og unge. Da de skulle vende tilbage til klasseværelserne 1. september, gik landets lærere i strejke. Kravet var en betragtelig lønforhøjelse, og konflikten fandt ikke en løsning før fire uger senere.

En jordansk lærer har typisk en månedsløn på, hvad der svarer til godt 4.000 kr. For ikke så mange år tilbage var dette nok til at leve en anstændig tilværelse, men det er det ikke længere. Prisstigninger og ikke mindst dyrere boliger i byerne har udhulet lærerlønningerne dramatisk, og derfor gik de i strejke. I begyndelsen var regeringen i Amman benhård i afvisningen af lærernes krav. Men efterhånden som konflikten trak ud, kom forhandlingsviljen, og da lærerne vendte tilbage til arbejdet i oktober, havde de alle fået mellem 35 og 75 pct. mere i lønningsposen.

Jordan er en selvmodsigelse
Med denne kolossale indrømmelse over for lærerne traf regeringen i Amman en beslutning, som på mange måder strider mod al fornuft. Der er ganske enkelt ikke midler i statskassen til at dække merudgiften, men man vælger ikke desto mindre at komme lærerne i møde for at sikre den ro og stabilitet, der i årtier har kendetegnet Jordan i en af verdens mest konfliktfyldte regioner. Og det til trods for at Jordan nok har de ringeste ressourcemæssige forudsætninger for at klare sig.

Ser man tingene i et bredere perspektiv, kan man sige, at en lignende overraskende beslutning blev truffet, da Jordan i oktober for 25 år siden sluttede fred med Israel. Det kunne ikke andet end gå galt, sagde mange iagttagere dengang. Ved at tage det kontroversielle skridt mod fred ville Jordan lægge sig ud med store dele af den arabiske verden, og det havde landet slet ikke format til. Jordanerne gjorde det ikke desto mindre, og selv om det aldrig er blevet nogen varm og hjertelig fred, er den stadig intakt og har på mange måder været til fordel for Jordan.

 

Med en befolkning, der har passeret de 10 millioner, er bare dét at skaffe rent vand til alle en enorm udfordring – mange jordanske husholdninger har kun vand i hanerne én dag om ugen
_______

 

Landet opstod i 1921 som emirat, da englænderne og franskmændene i kølvandet på Første Verdenskrig og Det Osmanniske Riges fald kontrollerede hele regionen. Transjordanien, som det hed dengang, var som stat nøjagtig lige så kunstig og etnisk usammenhængende som nabolandene Irak og Syrien.

Jordan lader til at være en selvmodsigelse. Landet er godt dobbelt så stort som Danmark, men 75 pct. af det er ørken eller det landskab, geografer kalder ørkensteppe. Der er ingen olie i undergrunden og få andre råstoffer. Med en befolkning, der har passeret de 10 millioner, er bare dét at skaffe rent vand til alle en enorm udfordring – mange jordanske husholdninger har kun vand i hanerne én dag om ugen.

Det er med andre ord et land, der lægger op til indre ballade. Men hvor nabolandene for længst er gået op i limningen, har Jordan overlevet og fremstår i dag som en ø af stabilitet i en af verdens mest konfliktfyldte regioner. Så hvad er den jordanske hemmelighed?

Når man taler med almindelige jordanere på gaden, siger de næsten med samme mund, at det er kongen, der står bag kunststykket. Man hører, hvordan kongen fremstilles som en mand af folket og eksempelvis undlader at omgive sig med pomp og pragt men tværtimod lever en relativt beskeden tilværelse. I folkemunde hedder det sig, at kongen med jævne mellemrum begiver sig ud i byen – alene og i en ganske almindelig taxi – for at se, hvordan det står til i befolkningen. Hvor sandheden end ligger, er der ingen tvivl om, at regenten er særdeles synlig i den jordanske hverdag, og at der hersker en udbredt opfattelse af, at han gør en reel indsats for sit folk.

Den offentlige sektor
Jordan har et folkevalgt parlament, og på papiret fremstår landet som demokratisk. Men reelt ligger magten hos kong Abdallah 2. Det er kongen, som har udpeget ministerpræsident Omar Razzaz samt godkendt hans kabinet, og kongen kan når som helst opløse parlamentet og sende regeringen hjem. Ligesom Danmark er Jordan et konstitutionelt monarki, men den jordanske monarks magtbeføjelser er langt større end den danskes.

Dette er lærerstrejken et godt eksempel på. Den udspillede sig i begyndelsen som en traditionel faglig konflikt mellem fagbevægelsen og regeringen, men det endelige gennembrud kom først, da kongen gjorde sin indflydelse gældende.

Da lærerstrejken havde stået på i et par uger, truede den med at kaste landet ud i en egentlig politisk krise. Utilfredsheden blandt forældrene til de mange børn voksede, og lærernes demonstrationer blev stadig voldsommere. Det begyndte at ligne begyndelsen til det, der tidligere har ført til kaos i andre arabiske nationer. Her ligger nok hovedårsagen til kongens pludselige imødekommenhed over for lærernes krav, selv om det er en beslutning, der skaber andre problemer for kongestyret.

Først og fremmest vil Jordan nu stå med et problem i forhold til Den Internationale Valutafond (IMF). Premierminister Omar Razzaz har nemlig forpligtet sig til store besparelser på de offentlige udgifter for at nedbringe Jordans udlandsgæld. Den er lige nu 40 mia. dollar, ca. svarende til det nominelle bruttonationalprodukt. Dertil er Jordan et af de lande i verden med den største offentlige sektor i forhold til landets økonomi, så de nu øgede lønudgifter til lærerne er i den forbindelse et stort skridt i den forkerte retning.

Andre faggrupper kan nu også føle sig inspireret til at demonstrere. Landets læger kan tænkes at gøre det, og ikke mindst de mange ansatte i det jordanske forsvar, hvor lønforhold og pensionsordninger er endnu ringere. Alt dette kan i øvrigt også ses som en arv fra tidligere, hvor man gentagne gange har søgt at bekæmpe arbejdsløsheden og dermed sikre stabiliteten ved at oprette nye stillinger i det offentlige, selv om der ikke var penge til det. Dette har altså skabt en overdimensioneret offentlig sektor, der nu kræver bedre løn.

Omvendt er netop denne offentlige sektor, i særdeleshed indenfor undervisning, en kilde til jordansk stolthed. Jordan er et af de lande i hele den arabiske verden, hvor børn i selv de fjerneste dele af landet har bedst mulighed for at efterleve kravet om ti års skolepligt. Dette er i sig selv et stabiliserende element, idet centraladministrationen hermed viser, at der i princippet tages hånd om alle borgere.

 

Jordan er et af de lande i hele den arabiske verden, hvor børn i selv de fjerneste dele af landet har bedst mulighed for at efterleve kravet om ti års skolepligt. Dette er i sig selv et stabiliserende element
_______

 

Ro i baglandet
At skolesektoren er forbundet med stor prestige er uden tvivl grunden til, at kongestyret har strakt sig så langt. Men i stort set alle sager kommer er der en form for imødekommenhed, hvilket langt fra er tilfældet andre steder i Mellemøsten. I Jordan bliver protester bliver ofte afladet med reformer fra regeringens side, og selv om de som oftest har karakter af skinreformer uden reel betydning, bliver de som regel hilst velkommen. Det berømte eksempel er, da man for år tilbage imødegik social utilfredshed ved at tillade almindelige borgere at anskaffe sig en motorcykel, hvilket tidligere var forbeholdt kongefamilien. Alt dette tegner billedet af et samfund, som er stærkt topstyret, og som bliver holdt i ave af et stærkt sikkerhedsapparat.

De jordanske borgere ved godt, at de lever i en politistat, og at mange borgerrettigheder er begrænsede. Formelt har landet eksempelvis ytringsfrihed og en fri presse, men reelt oplever kritiske journalister vilkårlige fængslinger. Men netop i disse år synes mange almindelige jordanere at have indset, at udviklingen i eksempelvis Syrien ikke er ønskværdig, og at man derfor accepterer de hjemlige og uperfekte forhold, som de er. Det er også en kendt sag, at myndighederne i Amman lader protesterne få frit spil, når det drejer sig om sager, der ikke truer selve staten – som fx sagen om lønstigninger.

Denne usædvanlige ro i baglandet har givet den jordanske konge et råderum til at spille en udenrigspolitisk rolle, som normalt ikke ville have været mulig for et land som Jordan. Landets økonomi er svag og dets strategiske betydning er begrænset. Det var for eksempel tilfældet, da daværende kong Hussein 26. oktober 1994 undertegnede fredsaftalen med nabolandet Israel. Egypten havde gjort det samme i 1978, og som direkte konsekvens blev landets præsident, Anwar Sadat, attentatmyrdet af islamister i oktober 1981. Naturligvis var der også jordanske protester i forbindelse med fredsaftalen, men i det store og hele bevarede kongen sit greb om magten, bl.a. fordi Jordan brugte fredsaftalen proaktivt til at fastslå sin regionale rolle.

Da israelerne og palæstinenserne underskrev de såkaldte Oslo-aftaler, der skulle have afsluttet den israelsk-palæstinensiske konflikt i 1993, ville Jordan med på fredsvognen og satsede derfor på en aftale med Israel. Ad denne vej tydeliggjorde jordanerne en rolle, som på mange måder er endnu vigtigere: Det jordanske kongehus kom oprindelig fra Mekka og hævder at være direkte efterkommere af Profeten Muhammed, og lige fra etableringen af emiratet Transjordanien i 1921 har den til enhver tid siddende jordanske regent betragtet sig selv som formynder af de hellige steder i Jerusalem. Da det tidligere i år blev vedtaget, at Gravkirken i Jerusalem skulle igennem den største renovering i 200 år, var det Abdallah, der fik aftalen i stand. Og da der er tale om en kristen helligdom, scorede kongen, som selv er sunnimuslim, ekstra politiske points ved at fremstille sig som talsmand og beskytter for samtlige trossamfund i regionen.

 

Men under den tilsyneladende ro har kombinationen af den store offentlige sektor, en økonomi i vanskeligheder og flygtningesituationen fået den jordanske balancegang til at knirke
_______

 

Udenlandske flygtninge
Men under den tilsyneladende ro har kombinationen af den store offentlige sektor, en økonomi i vanskeligheder og flygtningesituationen fået den jordanske balancegang til at knirke.

Flygtningesituationen har altid har været synlig i Jordan. I forbindelse med Israels dannelse i 1948 blev godt 700.000 palæstinensere flygtninge, og mange af dem søgte til Jordan, og en del af dem, som i første omfang havde søgt tilflugt på Vestbredden, flygtede for anden gang i 1967 i forbindelse med Seksdageskrigen, hvor de rejste videre til selve Jordan. Af landene omkring Israel har Jordan altid taget bedst imod de palæstinensiske flygtninge. Mange bor stadig i lejre, som varetages af FN, men de har alle fået statsborgerskab og næsten fulde rettigheder på linje med etniske jordanere.

Anderledes forholder det sig med de to senere flygtningestrømme. I forbindelse med den amerikanske invasion af Irak i 2003 søgte godt en halv million irakere tilflugt i Jordan. De blev i første omgang modtaget med åbne arme, da mange af dem medbragte store formuer, som de investerede i det jordanske erhvervsliv. De begyndte dog også at opkøbe boliger i stor stil, og navnlig i hovedstaden Amman, hvor boligpriserne begyndte at skyde i vejret. Det er noget af det, de jordanske lærere protesterede imod, da mange almindelige jordanere med job i det offentlige har svært ved at følge med prisstigningerne.

Hertil kommer den seneste flygtningestrøm, som består af halvanden million mennesker fra Syrien. Det er en befolkning, der ofte kommer helt uden midler, fordi de flygtninge, som har pengene til det, betaler sig vej frem til Europa. De er med andre ord en tung byrde for et land, hvor økonomien allerede før den syriske borgerkrig viste tydelige krisetegn. Formelt bliver de syriske flygtninge indkvarteret i fem store lejre tæt på grænsen, men der er intet krav om, at de skal blive i lejrene. Hovedparten rejser derfor til Amman og de andre storbyer for at søge lykken. De optræder i stort tal på det uformelle arbejdsmarked, hvor de underbyder den lokale arbejdskraft og dermed skaber endnu en alvorlig ubalance i det jordanske samfund.

 

Mange jordanere synes at leve i en kollektiv bevidsthed om, at det er kongen, der står bag det jordanske mirakel, som man hører det omtalt. Kongen personificerer landets dyrebare stabilitet
_______

 

Usikkerheden lurer
I mellemtiden søger Jordan fortsat at holde balancen og bevare roen. Hvis man således tager til Amman Beach, en af de populære badestrande ved Det Døde Hav, hænger et stort billede af kongeparret og beskuer badegæsterne. Portrætter af den art ser man alle vegne i landet, og umiddelbart virker det som mere end blot en personkult. Mange jordanere synes at leve i en kollektiv bevidsthed om, at det er kongen, der står bag det jordanske mirakel, som man hører det omtalt. Kongen personificerer landets dyrebare stabilitet.

Men tvivlen er så småt ved at sætte sig. Mellem linjerne siger mange jordanere, at Hussein, der regerede fra 1952 frem til sin død i 1999, var den rigtige konge. Det er ham, der omdannede Jordan fra fattigt beduinsamfund til en moderne stat, og kong Hussein havde et stort antal globale ledere og statsmænd i sit personlige netværk.

Hans søn, Abdallah 2., har nu siddet ved roret i tyve år, og han gør sit bedste for at følge i faderens fodspor. Det er Abdallah, som kan tage æren for aftalen om Gravkirken i Jerusalem, og på det seneste har han også profileret sig klart i forhold til Israel. Da fredsaftalen blev indgået, fik israelerne lov til at lease et stykke jordansk territorium. Lejemålet er gældende i 25 år, og udløber altså 25. oktober i år. Israelerne har udtrykt ønske om at forlænge kontrakten og henviser til områdets symbolske betydning for freden mellem de to naboer, men kong Abdallah har bebudet, at han ønsker Baquora, som stedet hedder på arabisk, tilbage under fuld jordansk kontrol.

Dette er ikke nogen undsigelse af fredsaftalen med Israel, men et tegn til den jordanske befolkning. Dens tarv ligger kongen på hjerte, og derfor ønsker han at få al jordansk ejendom på jordanske hænder. Dette tegn til den jordanske befolkning har stor symbolsk betydning, men det store og åbne spørgsmål lige nu er, om det er nok til at ophæve alle de andre problemer, der lige nu tårner sig op for kongedømmet.

Skolestrejken fik en lykkelig udgang for lærerne, hvilket ikke mindst skyldes, at dronning Rania lægger stor vægt på undervisning, og navnlig i randområderne. Den Internationale Valutafond, som tilser de jordanske besparelser, har reageret kritisk og muligvis med god ret. For i modsætning til de klassiske skinreformer, er dette en reel forbedring af en stor faggruppes økonomiske forhold, og det kan vise sig at være en farlig glidebane, der kan destabilisere styret. ■

 

I modsætning til de klassiske skinreformer, er dette en reel forbedring af en stor faggruppes økonomiske forhold, og det kan vise sig at være en farlig glidebane, der kan destabilisere styret
_______

Apropos denne artikel:

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden

Rasmus Brun Pedersen i RÆSONs nye trykte nummer: Her er USA's plan for Grønland

Per Kalvig i RÆSON SØNDAG: EU vil grave sig til forsyningssikkerhed. Det er baseret på en misforståelse

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed