29.11.2019

Vil man som præst politisere, så må man tage præstekjolen af og stille op til valg for et politisk parti, som andre præster har gjort, herunder Søren Krarup, Jesper Langballe og Margrethe Auken. Det handler simpelthen om kirkens troværdighed og kirken. Kirken som institution, der samler danskerne ved de store højtider.

Kommentar af Naser Khader, værdiordfører for Det Konservative Folkeparti

I AUGUST I ÅR var jeg på Smukfest, hvor jeg stod sammen med Inger Støjberg og lyttede til Sebastian, der sang alle klassikerne.

Men mellem sangene skulle han – jeg er fristet til at sige selvfølgelig – kloge sig på Trump, USA og alt muligt andet. Han kunne simpelthen ikke lade være. På et tidspunkt råbte Støjberg og jeg ”hold nu kæft og syng”. Vi var nemlig kommet til Smukfest for at høre Sebastian synge og ikke for at kloge sig på politik. Det samme gælder flere andre musikere, der synes, at de skal kloge sig på politik mellem sangene – fx Nephew. Det er en meget kedelig tendens, vi desværre ser alt for tit i øjeblikket.

På samme måde som sangere skal holde sig til at synge, skal præster holde sig til at prædike. Men ifølge Københavns domprovst, Anders Gadegaard, er præster blevet for ’bovlamme’ – de skal forholde sig til både boligpolitik og børnene på Sjælsmark. Når jeg går i kirke, vil jeg gerne høre noget om Evangeliet og livets store spørgsmål. Til gengæld gider jeg ikke høre en præst, der bruger sit embede til at politisere fra prædikestolen. Jeg skal nok selv finde ud af, hvor jeg står i forhold til de forskellige politiske spørgsmål. Det behøver jeg ikke en præst til.

Jeg synes, det er upassende, at præsterne bruger prædikestolen til at politisere. Det har ikke noget at gøre med, at der er præster, jeg er uenige med politisk. Det gælder ALLE politiske synspunkter.

Vil man som præst politisere, så må man tage præstekjolen af og stille op til valg for et politisk parti, som andre præster har gjort, herunder Søren Krarup, Jesper Langballe og Margrethe Auken.

Jeg ved godt, at der foregår en kirkelig kamp mellem præster af forskellig politisk observans. De præster, der i dag dominerer Folkekirken, er venstreorienterede og kulturradikale. Og så er der mindretal, der er til højre for midten. Der foregår en kamp om, hvor meget man som præst må politisere, og der er også præster på højrefløjen, der politiserer.
Det er farligt for Folkekirken, fordi de politiserende præster risikerer at splitte den. Og dét, der kendetegner den danske folkekirke, er, at den samler.

 

Man skal passe på med at tage monopol på den kristne tro og dens moralske principper, og man skal passe på med at forveksle tro med moralske holdninger. At der er nogle, der gør det, er bekymrende
_______

 

JEG VIL IKKE have svenske tilstande i Danmark. Hvis vi kigger på, hvad der er sket i Sverige, så blander præsterne sig i alle mulige samfundsdebatter, og det har faktisk resulteret i, at der har været rigtig mange udmeldelser af kirken. Den svenske kirke er ikke længere en institution, der samler.

Folkekirken skal ikke være et oplysningsforbund eller et politisk parti. Det skal foregå uden for kirken. Man bør adskille politik og religion.

Problemet er, at de politiserende præster ja – uanset deres politiske observans –tager patent på kristne begreber som barmhjertighed og næstekærlighed og tager monopol på fortolkningen af dem. De begreber forsøger de at gøre politiske. Og det er et problem. Der er noget, der hedder den politiske proces, som vi i mange år har forsøgt at holde adskilt fra religion for at undgå, at den bliver farvet af religiøse argumenter.

Man skal passe på med at tage monopol på den kristne tro og dens moralske principper, og man skal passe på med at forveksle tro med moralske holdninger. At der er nogle, der gør det, er faktisk bekymrende. Foruden visse præster, er biskopperne også begyndt at blande sig i klima- og flygtningespørgsmålet. Og det er spørgsmål, der splitter. Det samler ikke, og det er et enormt problem.

SÅ ER DER DERIMOD andre emner, hvor jeg godt kunne tænke mig, at præsterne var mere aktive. Det gælder fx kristenforfølgelser i Mellemøsten. De har været meget passive i debatten om dette emne. For nyligt blev der oprettet en ny tænketank, der fokuserer på kristenforfølgelser. Men biskopperne besluttede, at de ikke ville deltage aktivt i denne sag, for som biskop Marianne Gaarden udtalte, så ønsker kristne ikke ”at blive spændt for en vestlig vogn, hvor man taler specifikt om forfølgelse af kristne” eller at ”blive defineret som ofre”. Men at gøre sig klog på boligpolitik, det kan de godt, disse præster.

Men når man så begynder – som jeg gør – at kritisere domprovsten, så er der folk, der straks begynder at spørge: ”hvad med præsternes ytringsfrihed og åndsfrihed”? Men jeg vil ikke anfægte deres ytringsfrihed eller provstens politiske standpunkter. Jeg ønsker derimod blot, at domprovsten tager præstekjolen af, når han politiserer. Så det handler ikke om at lukke munden på nogle præster.

Det handler derimod om kirkens troværdighed. Kirken som institution, der samler danskerne ved de store højtider, der forkynder Evangeliet og livets store spørgsmål. Lad det blive ved det. ■

 

Det handler derimod om kirkens troværdighed. Kirken som institution, der samler danskerne ved de store højtider, der forkynder Evangeliet og livets store spørgsmål. Lad det blive ved det
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?