20.11.2019

Tag ikke fejl. Menneskerettigheder er ikke bare hyggelige kulturradikale normer for, hvordan samfund bør indrettes. Menneskerettigheder er det første og bedste forsvar i kampen mod autoritære kræfter og dermed vejen til et sikkert og stabilt verdenssamfund.

Kommentar af Rasmus Grue Christensen, Direktør, DIGNITY

Når man arbejder for en verden fri for tortur og umenneskelig behandling, er autoritære kræfter ens utvetydige modstander. For vores læger, psykologer og andre behandlere er tidens autoritære fremstød ikke en abstrakt intellektuel diskussion – det er noget, der sætter sig helt konkret i traumatiserede flygtninge og andre torturofres sind og kroppe.

Derfor er vi på vagt, når autoritære kræfter i disse år vinder nyt terræn. Ifølge Freedom House, som løbende overvåger demokratiets tilstand i verden, er der i de seneste 13 år sket en kontinuerlig indskrænkning af demokratiske normer og civile frihedsrettigheder. Det gælder ikke mindst friheden til at forsamles og ytre sig uden at skulle frygte følgerne, og indskrænkningen sker både i eksisterende autoritære regimer og i demokratier, som viser gradvist stærkere autoritære træk. Meget tyder på, at vi kun har set begyndelsen på denne tendens. Det er vor tids største udenrigspolitiske udfordring.

 

Menneskerettigheder og demokrati er én stor revolutionær langefinger til autoritær magt og tænkning. Mens liberale tænkere har fokuseret på individets frihed og rettigheder, har anti-liberale ideologer betonet behovet for tradition, orden og sikkerhed
_______

 

Sejren var hjemme – troede vi
Lige siden det liberale og rettighedsbaserede demokratis fødsel i det attende århundrede har autoritære kræfter været den ideologiske hovedfjende. Som den amerikanske historiker og konservative kommentator Robert Kagan påpeger i bogen ’The Jungle Grows Back’, er menneskerettigheder og demokrati én stor revolutionær langefinger til autoritær magt og tænkning. Mens liberale tænkere har fokuseret på individets frihed og rettigheder, har anti-liberale ideologer betonet behovet for tradition, orden og sikkerhed. Den kamp mellem autoritet og frihed kan spores tilbage til Den Franske Revolution, som de autoritære russiske, østrigske og preussiske politistater var med til at knuse, men kan også genfindes i både Første og Anden Verdenskrig, der kan tolkes som ideologiske konfrontationer mellem liberale og autoritære kræfter.

Efter at have besejret de autoritære kræfter i Anden Verdenskrig fik USA en ny udenrigspolitisk ambition om at fremme en liberal verdensorden med amerikanske sikkerhedsgarantier, international frihandel, demokrati og menneskerettigheder. Det er let, og ofte berettiget, at ironisere over amerikanernes hykleri, krige i liberalismens navn og skjulte dagsordener i løbet af Den Kolde Krig. Men man må også anerkende, at stædigheden i denne amerikanske udenrigspolitiske doktrin havde betydelige demokratiserende effekter i den vestlige verden – og med tiden også i Sovjetunionen.

Da Sovjetunionen kollapsede, indvarslede det begyndelsen på en ny og optimistisk periode, hvor mange troede, at historiens hjul kun kunne bringe os fremad mod en mere global udbredelse af demokrati og menneskerettigheder. Den nye storpolitiske magtfordeling og fremvæksten af moderne teknologier ville – tænkte man dengang – bringe lysere og friere tider med sig. Kampen mod de autoritære kræfter var endegyldigt vundet.

Jeg delte optimismen. Det var vi mange, der gjorde, og havde du i begyndelsen af 90’erne fortalt mig, at der om 30 år ville sidde en amerikansk præsident, som trak USA ud af FN’s Menneskerettighedsråd, hyldede brugen af tortur og vendte det globale samarbejde ryggen, så havde jeg kylet din ’analyse’ over på hylden med science fiction.

 

Samtidig lider de etablerede liberale demokratier under en mangel på ideologisk selvbevidsthed og modstandskraft. Tilliden til politikerne og demokratiske institutioner er lav i mange europæiske lande og kritikken af det moderne folkestyre er massiv
_______

 

De autoritære kræfter er for alvor tilbage
Netop kombinationen af den ukritiske optimisme og stigende selvtilfredshed har ironisk nok bidraget til, at flere autoritære regimer langsomt har kunnet genvinde fordums styrke. Vi har sovet i timen og fortrængt, at demokrati og menneskerettigheder hele tiden skal plejes og styrkes i konkurrencen med autoritære kræfter. Rusland og Kina har derfor kunnet modstå liberalt pres efter Den Kolde Krig og inspireret mange andre til at gøre det samme.

Siden slutningen af 00’erne har vi været vidne til en autoritær fornyelse verden over: I blandt andet Egypten, Tyrkiet, Iran, Venezuela, Zimbabwe og Indien – og endda inden for Europas grænser i Polen og Ungarn. De autoritære bevægelser har genvundet deres selvtillid og ambitioner. Samtidig lider de etablerede liberale demokratier under en mangel på ideologisk selvbevidsthed og modstandskraft. Tilliden til politikerne og demokratiske institutioner er lav i mange europæiske lande og kritikken af det moderne folkestyre er massiv. Både fra nationalister og populister på højrefløjen, som kritiserer det liberale demokratis værdimæssige atomisering og tandløshed i mødet med ekstremisme og terror. Men også fra stemmer på venstrefløjen, som relativiserer demokrati og menneskerettigheder som vestlige konstruktioner. Vi ser i dag demokratisk valgte regeringer ty til lovgivning, som indskrænker de frihedsrettigheder, staterne ellers møjsommeligt har opbygget siden Anden Verdenskrig.

Den autoritære bølge er i vid udstrækning blevet forstærket af udviklingen af nye teknologier, herunder kunstig intelligens, ansigtsgenkendelse og overvågning på sociale medier, der kan fungere som effektive våben i hænderne på autoritære regimer til undertrykkelse af mindretal, dissidenter og kritikere. Hvor faxmaskinen udfordrede østeuropæiske regimer i 1980’erne, betyder nutidens teknologier ofte, at det er blevet lettere og billigere at overvåge og manipulere ytringer og adfærd. Tag fx Kinas voldsomme masseovervågning af muslimer i Xinjiang-provinsen, som ifølge internationale kilder bliver forfulgt og sendt i genopdragelseslejre. Til dette formål har myndighederne stor gavn af kameraer med ansigtsgenkendelse på gaderne og software, som overvåger deres telefoner. Ny teknologi er altså med til at understøtte den alarmerende forskydning i styrkeforholdet mellem demokratiske og autoritære kræfter.

 

Danmark kan umiddelbart synes på tryg afstand af den autoritære trussel, men autoritære kræfter risikerer i dette scenario at rykke hurtigere og stærkere ind hos mange af vores traditionelle allierede, end mange formentlig antager
_______

 

At styrke menneskerettigheder er ikke bare blødsøden idealisme
Men kan vi i virkeligheden ikke leve fint og trygt i Danmark med et autoritært Rusland og et halvautoritært Ungarn i nabolaget?

Nej, for vi risikerer at ramme et demokratisk ’tipping point’, hvor fremvoksende autoritære regimer verden over – kombineret med et indadskuende USA og EU – forskubber den globale magtbalance i eget favør. Efter dette punkt vil de autoritære regimers magt og gensidige støtte mindske det demokratiske og menneskeretlige pres på andre illiberale demokratier og halvautoritære regeringer. Autoritære regimers styrkede position i den globale magtbalance kan altså ende med at blive selvforstærkerende. Danmark kan umiddelbart synes på tryg afstand af den autoritære trussel, men autoritære kræfter risikerer i dette scenario at rykke hurtigere og stærkere ind hos mange af vores traditionelle allierede, end mange formentlig antager. Derfor er den menneskeretlige kamp mod autoritære regimer ikke alene afgørende for undertrykte befolkninger. Den er også vigtig for danskernes tryghed. Menneskerettigheder er ikke kun udtryk for en blødsøden idealisme midt i mylderet af traditionelle udenrigspolitiske interesser som handel, migration og energi. Menneskerettigheder er også hardcore sikkerhedspolitik.

Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, har skrevet, at »de naive ikke er dem, som insisterer på FN, menneskerettigheder og fælles konventioner. Det er dem, der som Trump tror, at man kan klare sig uden og slipper nationerne løs«. Det har Lykkeberg ret i. Som menneskerettighedsorganisation, der hver dag kæmper mod tortur og vold, drømmer vi om at blive gjort overflødige. Jeg frygter imidlertid, at det har lange udsigter. Hvis det 21. århundrede ikke skal ende som de autoritære regimers århundrede, er vi nødt til at investere massivt i at styrke globale menneskerettighedsinstitutioner og fremme demokratisering og retsreformer. Vi skal støtte lokale menneskerettighedsforkæmpere og konsekvent rejse vores bekymringer om autoritære kræfters fremmarch i politiske og diplomatiske dialoger verden over. Det er en kamp, der skal kæmpes hver eneste dag.

Tag ikke fejl. Menneskerettigheder er ikke bare hyggelige kulturradikale normer for, hvordan samfund bør indrettes. Menneskerettigheder er det første og bedste forsvar i kampen mod autoritære kræfter og dermed vejen til et sikkert og stabilt verdenssamfund. ■

 

Menneskerettigheder er ikke bare hyggelige kulturradikale normer for, hvordan samfund bør indrettes. Menneskerettigheder er det første og bedste forsvar i kampen mod autoritære kræfter og dermed vejen til et sikkert og stabilt verdenssamfund
_______

Apropos denne artikel:

Vestenskov & Streubel-Kristensen i RÆSON SØNDAG: Eufori og et væltet diktatur fører oftere til borgerkrig end politisk stabilitet

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning