19.11.2019

Det bliver op til Senatet at afgøre, om Trump bliver afsat, og for mange af de republikanske senatorer vil der være tale om en prioritering af egen popularitet i forhold til nødvendigheden af at forsvare det amerikanske demokrati. Her kan man kun håbe, at tilstrækkeligt mange har den personlige integritet, der skal til for – vælgeropbakning eller ej – at turde lægge klar afstand til præsidentens åbenlyse magtmisbrug.

Analyse af Mette Nøhr Claushøj

Alt tyder nu på, at den amerikanske præsident, Donald Trump, bliver stillet for en rigsret. Dét scenarie har der været spekuleret i lige så længe, som han har været præsident, og derfor er det forståeligt, hvis mange er skeptiske over for, om det virkelig bliver til noget denne gang. Men det gør det – ellers havde demokraten Nancy Pelosi, der er formand for Repræsentanternes Hus, ikke formelt indledt en såkaldt ‘impeachment inquiry’ – en rigsret-forberedende undersøgelse.

Det er utænkeligt, at Pelosi – med sin skarpe fornemmelse for det politiske spil – ville risikere det voldsomme politiske nederlag, det ville indebære at indlede en undersøgelse og måtte lukke den igen uden at gå videre til en egentlig rigsretssag. Dét scenarie ville være en decideret politisk sejr for præsident Trump, og Pelosi er for strategisk bevidst til at risikere at give sin argeste modstander sådan én. Hun ved allerede, at hun alene blandt sine egne partimedlemmer kan mønstre det simple flertal i Repræsentanternes Hus, som skal til for at sætte præsidenten for en rigsret.

Men det er ikke kun de politiske overvejelser, der er afgørende for, om præsident Trump bliver sat for en rigsret: Sagens substans er også afgørende – og det er svært at finde en situation i amerikansk historie, der mere klokkeklart er oplagt til en rigsret end præsidentens tilsyneladende utilslørede trusler om at tilbageholde, hvad der svarer til mere end 2,5 milliarder kroner i forsvarsbistand til Ukraine, hvis ikke landet indfriede hans krav om at indlede en politisk motiveret undersøgelse af Hunter Biden, der er søn af den tidligere vicepræsident Joe Biden, som ofte bliver regnet for Trumps farligste potentielle modstander ved præsidentvalget i november næste år.

Sagen omhandler embedsmisbrug af en ganske voldsom karakter, fordi den indikerer, at Trump har tilsidesat USA’s sikkerhedspolitiske interesser for egen vindings skyld; at han har misbrugt den magt, præsidentembedet repræsenterer, til at afpresse en allieret; at han har opfordret et fremmed land til at blande sig i et amerikansk valg gennem en undersøgelse, der – alene ved at blive indledt – kunne skade hans politiske modstander; og at han har forsøgt at skjule det hele for offentligheden.

Der er altså rigeligt at tage fat i, men den værste anklage må være den første. Sikkerheds- og udenrigspolitik hører til blandt præsidentens allervigtigste ansvarsområder, fordi den mest centrale opgave for en amerikansk præsident er at sikre og forsvare det amerikanske demokrati. Det har Trump ikke levet op til i Ukraine-sagen, hvis man skal tro de vidneudsagn og den dokumentation, der allerede er fremlagt for offentligheden. Og det bør man.

 

Hver for sig har embedsmændenes udtalelser bekræftet det billede af en magtmisbrugende præsident, som blev tegnet i de inkriminerende dokumenter, der fik Ukraine-sagen til at rulle tilbage i september
_______

 

Vejen til impeachment
En veritabel strøm af højtstående embedsmænd – de fleste udnævnt af Trumps egen regering – har de seneste uger aflagt vidneforklaringer i Repræsentanternes Hus om, hvad der foregik på den amerikanske ambassade i Kiev og i Det Hvide Hus op til og omkring 25. juli i år, hvor den telefonsamtale, der senere fik sagen til at rulle i offentligheden, fandt sted mellem præsident Trump og den ukrainske præsident, Volodymyr Zelensky. Selvom præsident Trump har forbudt sine ansatte at udtale sig til Kongressens undersøgere, har flere valgt at gøre det alligevel, herunder karrierediplomaten Kurt Volger, som trak sig fra posten som særlig udsending til Ukraine netop for at kunne aflægge vidneudsagn, og oberstløjtnant Alexander Vindman, der har Ukraine som en del af sit ressortområde i det nationale sikkerhedsråd, præsidentens sikkerhedspolitiske rådgivningsorgan. Også den fungerende Ukraine-ambassadør, William Taylor, og hans forgænger, Marie Yovanovitch, har udtalt sig. Kendetegnende for dem og mange andre af de afhørte er deres karrierer i den amerikanske stats tjeneste, der ofte har strakt sig over årtier og været præget af professionel anerkendelse og stor respekt blandt kollegaer. Flere af dem har desuden militærtjeneste bag sig, ofte som frivilligt udsendte i krigszoner.

Hver for sig har embedsmændenes udtalelser bekræftet det billede af en magtmisbrugende præsident, som blev tegnet i de inkriminerende dokumenter, der fik Ukraine-sagen til at rulle tilbage i september, da de blev lagt frem for den amerikanske offentlighed: Først dele af en whistleblower-anmeldelse, der blev indgivet som en direkte konsekvens af telefonsamtalen, og så et officielt referat af samme samtale fra Det Hvide Hus.

Det er bemærkelsesværdigt, hvor konsekvent embedsmændene har bekræftet de mistanker, de to dokumenter rejste i forhold til Trump-regeringens Ukraine-dispositioner: Først og fremmest at Trump-regeringen gjorde klart for den ukrainske præsident, at såvel et officielt møde i Det Hvide Hus som udbetalingen af 2,5 milliarder kroner i forsvarsbistand var betinget af et løfte om at indlede en officiel undersøgelse af omstændighederne for Hunter Bidens bestyrelsesarbejde i det ukrainske energiselskab Burisma. For det andet at præsident Trump førte en slags parallel udenrigspolitik overfor Ukraine udenom det officielle diplomatiske system. Fx havde Trumps personlige advokat, den tidligere New York-borgmester Rudy Giuliani, separate og hemmelige samtaler med den politiske ledelse i Ukraine om præsident Trumps personlige ønsker. Giuliani blev flankeret af bl.a. EU-ambassadør Gordon Sondland, der af uklare årsager tog meget aktiv del i Ukraine-politikken, selvom landet ikke er medlem af EU. Samme Sondland er i øvrigt tilsyneladende den eneste embedsmand, der har afgivet vidneudsagn, som støtter præsident Trumps officielle udlægning af sagen. Men dét holdt ikke længe – efter de mange inkriminerende udtalelser fra andre embedsmænd bad Sondland ganske usædvanligt Kongressen om lov til at revidere sit oprindelige vidneudsagn, fordi han ”pludselig” kunne huske mere, end han havde fortalt Kongressen i første omgang.

Tilsammen danner de mange vidneudsagn, enten afgivet i skriftlige udtalelser eller fortalt for rullende TV-kameraer, indtryk af en præsident, der ikke skelner mellem sine personlige interesser og de interesser, han som præsident er valgt til at varetage på befolkningens vegne. En præsident, der uden skrupler afpresser en udenlandsk statsleder ved at tilbageholde milliarder, der er afsat af Kongressen til at varetage landets sikkerhedspolitiske interesser. En præsident, der opfatter offentligt ansatte, som var de medarbejdere i hans personlige firma, og som – i tilfælde hvor de nægter at spille dén rolle – er parat til at føre udenrigs- og sikkerhedspolitik udenom det etablerede statsapparat, køre de senats-godkendte diplomater ud på et sidespor og i stedet sætte sine personlige håndlangere til at få gennemtrumfet præsidentens personlige ønsker, der i tilfældet Ukraine er i modstrid med nationen USA’s ønsker. Og i øvrigt en præsident, som gennem sine forsøg på at forhindre sine embedsmænd i at udtale sig – og gennem sine offentligt fremsatte tilsvininger af dem, der alligevel har gjort det – har gjort det klart for enhver med det mest basale kendskab til den amerikanske forfatning, at han hverken har tænkt sig at overholde forfatningen selv eller at respektere, at andre gør det. Det samlede indtryk er korruption, magtmisbrug og foragt for selve det amerikanske demokratiske system.

 

En frifindelse ved en rigsret vil i givet fald blive udlagt som en sejr af præsidentens støtter. Men vil det nu også være det? En rigsretssag udgør i sig selv en skamplet på et præsidentembede
_______

 

En politisk beslutning
En rigsretssag er altså nærmest så sikker som amen i kirken. Om præsident Trump vil blive erklæret skyldig og afsat ved en sådan rigsret, er til gengæld ikke sikkert. For selvom der allerede på nuværende tidspunkt foreligger omfattende, belastende bevismateriale mod præsidenten, kan det meget vel blive partipolitik og personlige interesser fremfor hensyn til forfatning og demokrati, der afgør udfaldet af en rigsretssag.

Det er nemlig i Senatet, en rigsretssag skal afholdes, og hér ser det politiske regnestykke ganske anderledes ud end i Repræsentanternes Hus. Forløbet vil på nogle måder ligne de retssager ved amerikanske domstole, vi kender fra TV-serier: Der vil være anklagere (bestående af udvalgte medlemmer af Repræsentanternes Hus), forsvarere (bestående af præsidentens advokater); en dommer, der skal sikre, at processen foregår i overensstemmelse med basale retsprincipper (det bliver den siddende højesteretspræsident, John Roberts); og et nævningeting, der skal afgøre, om præsidenten er skyldig eller ej (nævningene er de 100 senatorer, og en afsættelse kræver to tredjedeles flertal).

På andre måder vil rigsretssagen slet ikke ligne noget, vi har set før: Der kommer ikke til at sidde en masse mennesker i vidneskranken, og da næppe præsidenten. Respekten for præsidentembedet som institution er stadig stor i Kongressen, og derfor er det svært at forestille sig, at man vil kræve mere end et video-optaget vidneudsagn, som er præcedens fra rigsretssagen mod Bill Clinton i slutningen af 1990’erne. I øvrigt vil præsidenten som enhver anden amerikansk statsborger have ret til helt at nægte at udtale sig. Den eneste juridiske konsekvens af en domsfældelse vil være, at præsidenten bliver afsat – der er ingen yderligere straf forbundet med at blive dømt skyldig i en rigsretssag. Og i modsætning til en almindelig retssag er der ingen formelle krav til, hvilke principper nævningene skal følge for deres beslutning, ingen etablerede normer for, hvad der er rimelige beviser i en rigsretssag, og heller ingen regler for, hvad der egentlig er en ‘impeachable offense’, altså en forbrydelse, der kan føre til en rigsretssag. Forfatningen kalder dem ‘treason, bribery, high crimes and misdemeanors’, men hvor de to førstnævnte virker åbenlyse, er de to sidstnævnte i praksis nær umulige at definere. ‘High crimes’ henviser fx til det juridisk set svært definerbare særlige ansvar for at leve op til befolkningens tillid, der påhviler de personer, som befolkningen har betroet særligt privilegerede poster i samfundet gennem valg eller politiske udnævnelser.

Fordi forfatningen kun udstikker meget overordnede retningslinjer for rigsretssager, bliver det i sidste ende en politisk beslutning for senatorerne, om de vil erklære præsidenten skyldig eller ej. Det er særlig relevant i Washingtons nuværende, ekstremt polariserede politiske klima – for eftersom Republikanerne med deres 53 pladser i Senatet har stemmer nok til at kunne forhindre, at præsidenten bliver erklæret skyldig, bliver det deres vilje til at stille præsidenten til ansvar, som er afgørende for, om Trump – som den første præsident nogensinde – bliver dømt skyldig i en rigsretssag og dermed afsat.

Det var dét regnestykke, der i lang tid fik Nancy Pelosi, formanden for Repræsentanternes Hus, til at afvise al snak om en rigsretssag. En frifindelse ved en rigsret vil i givet fald blive udlagt som en sejr af præsidentens støtter. Men vil det nu også være det? En rigsretssag udgør i sig selv en skamplet på et præsidentembede, og dén skamplet vil Trump under ingen omstændigheder kunne kaste af sig. Derudover er der en realistisk mulighed for, at et simpelt flertal i Senatet stemmer for at dømme præsidenten skyldig, men at han alligevel bliver siddende, fordi flertallet ikke er helt oppe på to tredjedele. Især i sidstnævnte situation vil det være mere end almindeligt svært at forestille sig, at en frifindelse alt i alt bliver opfattet som en sejr for præsidenten. En sådan frifindelse vil snarere blive opfattet som en voldsom svækkelse af en præsident, der kun undgår at blive fældet helt, fordi forfatningens krav om to tredjedels flertal for domsfældelse giver ham et par juridiske krykker at humpe videre på.

Alt dét er selvfølgelig kun relevant, hvis der ikke er to tredjedele af senatorerne, som vil dømme Trump skyldig.

 

Indtil videre har det store flertal af folkevalgte republikanere i begge Kongressens kamre været tilbøjeligt til at bagatellisere alvoren af den vedvarende kritik, Trump er blevet udsat for som resultat af sin objektivt aparte og normbrydende embedsførelse
_______

 

Den svære afvejning
Indtil videre har det store flertal af folkevalgte republikanere i begge Kongressens kamre været tilbøjeligt til at bagatellisere alvoren af den vedvarende kritik, Trump er blevet udsat for som resultat af sin objektivt aparte og normbrydende embedsførelse. Kun i ganske få tilfælde har der været mere end et par enkelte republikanske politikere, som har lagt klar afstand til præsidenten. Det gælder fx i forhold til den nylige tilbagetrækning af amerikanske tropper fra grænseområdet mellem Tyrkiet og det nordlige Syrien, der af også mange republikanske politikere er blevet karakteriseret som et voldsomt svigt af kurderne, som har været nogle af amerikanernes mest trofaste allierede i kampen mod Islamisk Stat.

Tilbagetrækningen har ikke i sig selv nogen direkte relevans for rigsretsspørgsmålet: Ingen bestrider præsidentens forfatningsmæssige ret til på egen hånd at træffe beslutning om at trække tropperne tilbage. Men den seneste udvikling i Mellemøsten kan indirekte komme til at spille en anden rolle i det rigsretsdrama, der vil udspille sig over de næste uger og måneder. Beslutningen om at svigte amerikanske allierede kan bidrage til en erosion af præsidentens almene opbakning blandt sine republikanske partifæller.

Netop det militære aspekt er vigtigt at holde øje med i forhold til de republikanske senatorer, der indtil nu har afholdt sig fra offentligt at kritisere præsidenten i Ukraine-sagen. Militæret som institution har en særlig status hos Republikanerne, og hvis rigsretssagen mod Trump blotlægger en tydelig konflikt mellem præsidenten og militæret, vil det udfordre præsidentens tilhængeres loyalitet. Det fik vi det hidtil tydeligste eksempel på, da Liz Cheney – der er en del af Republikanernes ledelse i Repræsentanternes Hus og kendt som ihærdig forsvarer af Trump – udtalte voldsom forargelse over præsidentens og andres forsøg på at miskreditere det vigtige vidne oberstløjtnant Alexander Vindman. Vindman, der mødte op i Kongressen i fuld uniform og har tyve års tro tjeneste i hæren bag sig, betragtes som et kronvidne, fordi han selv hørte med, da Trump talte i telefon med Zelensky i slutningen af juli, og fordi han har modsagt Det Hvide Hus’ udlægning af telefonsamtalen på afgørende punkter. Vidneudsagn fra personer som ham kan blive kile til en bredere splittelse mellem præsidenten og Republikanerne i Senatet, især hvis der kommer mere offentligt fokus på den skade, Trump var villig til at påføre USA’s sikkerhedspolitiske interesser ved at tilbageholde de 2,5 milliarder kroner i forsvarsbistand til Ukraine, som Kongressen havde afsat for at styrke landets forsvar mod Rusland.

Senatorernes valg
Om der er tilstrækkeligt mange republikanske senatorer, som i sidste ende vil stemme for en afsættelse af præsident Trump, er der af gode grunde ingen, som ved endnu. Det er muligt, at langt de fleste vil fastholde støtten til præsidenten. Det afhænger blandt andet af folkestemningen og særligt opbakningen til en afsættelse blandt senatorernes vælgere hjemme i deres respektive delstater – som i hvert fald i en vis grad vil afhænge af, hvor stor succes præsidenten og hans allierede har med at karakterisere rigsretsprocessen som en illegitim heksejagt.

Samtidig kan udfaldet afhænge af oplysninger, vi endnu ikke kender til, men som kommer til offentlighedens kendskab på et senere tidspunkt. Og endelig vil udfaldet naturligvis afhænge af den enkelte senators prioritering af egen popularitet i forhold til nødvendigheden af at forsvare det amerikanske demokrati. Her kan man kun håbe, at tilstrækkeligt mange har den personlige integritet, der skal til for – vælgeropbakning eller ej – at turde lægge klar afstand til præsidentens åbenlyse magtmisbrug. De har trods alt alle svoret at forsvare den amerikanske forfatning mod fjender i både udland og indland. ■

 

Det er muligt, at langt de fleste vil fastholde støtten til præsidenten. Det afhænger blandt andet af folkestemningen og særligt opbakningen til en afsættelse blandt senatorernes vælgere hjemme i deres respektive delstater
_______

Apropos denne artikel:

Anne Kirstine Rønn i RÆSON SØNDAG: Assad er væk, Iran er optaget og Israel er i offensiven. Men Hizbollah har fortsat indflydelse i Libanon

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?

Michael Hirsh: Det, vi ser, er et gennemgribende geopolitisk skift, som kan ændre verden, som vi kender den

Brasso og Foss i RÆSONs nye trykte nummer: Siden 2019 er EU’s fælles gæld mere end tidoblet – og nu mangler der igen penge

William Kotschenreuther Andersen: Bag Trumps grønlandsambition gemmer sig mere end personlig forfængelighed

Bertel Heurlin: Trump vil maksimere USA’s magt – og lykkes faktisk med det. Mange ser det ikke – men det gør Xi