16.11.2019

.

Danmark har kræfter – også politiske – der lever af islamofobien og islamhadet, som fodrer det og udnytter det kynisk til egen vinding. Der er brug for, at de moderate partier tager mere markant afstand fra dæmoniseringen af danske muslimer og islam, og at de i fællesskab sætter gang i en handlingsplan, der italesætter disse problemer.

Kommentar af Naveed Baig

Den afdøde Mogens Glistrups nedsættende omtale af muslimer som ”muhammedanere” er blevet afløst af Rasmus Paludans langt mere voldsomme oneliner-diskrimination: Muslimer kommer fra ”lortelande” og lignende. Foragten er ikke til at tage fejl af. Det er rendyrket forhånelse og muslimhad. Selvom denne form for sprogbrug ikke er repræsentativ for den generelle befolkning i Danmark, har flere årtiers politisk forråelse været medvirkende til, at sproglig dæmonisering af islam og muslimer er blevet mere legitim.

Indvandrings- og integrationsproblemer bliver i dag så let som ingenting italesat som problemer med islam, mens samfundets og danskhedens kollektive fjende er ”muslimen”, som er fremmed, farlig og derfor helst skal ud af Danmark. Det er desværre der, vi er nået til: Vi har national- og lokalpolitikere, som dog ikke er valgte, der i dag aktivt agiterer for deportation og diskrimination af muslimer. Dansk kultur er i fare, får befolkningen at vide, kristendommen, friheden, demokratiet, sekularismen, selve vores land og kultur, er i krig mod islam, hævdes det indirekte og sommetider direkte, når visse meningsdannere og politikere toner frem i deres faste klummer i danske dagblade eller på de sociale medier.

 

Indvandrings- og integrationsproblemer bliver i dag så let som ingenting italesat som problemer med islam, mens samfundets og danskhedens kollektive fjende er ”muslimen”, som er fremmed, farlig og derfor helst skal ud af Danmark
_______

 

Er Danmark islamofobisk?
For nylig udgav den tyrkiske tænketank SETA en rapport om islamofobi i Danmark. Tænketanken blev kritiseret for at være talerør for Erdogan, men uanset, hvad der er op og ned i ift. rapportens tilblivelse, så giver det os en anledning til at diskutere, i hvor høj grad islamofobi i Danmark er et problem.

I korte træk fortæller rapporten, at Danmark sidste år var præget af flere ekskluderende politiske kampagner rettet mod danske muslimer fra visse politiske partier og individer. Den kritiserer også lovgivning som burkaforbuddet for at være islamofobisk. Men samtidig rapporten anbefaler specifikke tiltag og oplister individer og organisationer, der arbejder for at bygge broer i Danmark.

Ifølge den svenske religionshistoriker Mattias Gardell skal islamofobi forstås som ”socialt reproducerede fordomme om og aversion mod islam og muslimer, samt handlinger og praksisser som angriber, ekskluderer eller diskriminerer mennesker på basis af, at de er eller antages at være muslimer og associeres til islam”.

På gadeplan skal man ikke undersøge emnet særlig dybt, før man opdager, at almindelige danske muslimer, når de adspørges, ofte vil svare, at de føler sig stemplede og diskriminerede, og at de er bekymrede for deres fremtid i Danmark. Diskussionsfora for danske muslimer på de sociale medier er ofte tyngede af frustrationer og en følelse af håbløshed og frygt for situationen i Danmark.

På lovgivningsplan har vi i de seneste år oplevet en indskrænkning af den personlige frihed: Burkaloven, håndtryksloven og imamloven er alle eksempler på, at foragten for den muslimske minoritet i Danmark er omdrejningspunktet for meget lovgivningsarbejde i Danmark. Ghettopakken er et andet skrækeksempel på kollektiv afstraffelse af den dansk-muslimske minoritet og minder om lande, som vi værdimæssigt ikke ønsker at sammenligne os med. Disse eksempler er udtryk for islamofobi samt diskrimination af minoriteter fra ikke-vestlige lande. FN’s Komité CESCR har for nyligt rettet kritik imod Danmarks ’ghettopakke’ og har bedt Danmark om at indføre lovgivning imod diskrimination, ligesom Danmark har fået fast spalteplads i udenlandske overskrifter, der sætter Danmark i dårligt lys – fx ifm. håndtryksloven.

Muslimer bliver også udsat for hadforbrydelser. Rigspolitiet registrerer hvert år hadforbrydelser begået inden for forskellige kategorier såsom ”racistisk motiveret”, ”religiøst motiveret” og ”seksuelt motiveret”. I 2018 var der 112 religiøst motiverede hadforbrydelser, hvoraf 63 af disse var rettet imod danske muslimer. Der var 155 racistisk motiverede hændelser indenfor kategorien race/ hudfarve. Ud af de 449 hadforbrydelsessager er der rejst sigtelse i 84 sager mod i alt 101 personer. Den kriminalitetstype, der er rejst flest sigtelser for, er hadefulde ytringer.

Derfor: Politikerne bør lave en handlingsplan, der sigter efter at bekæmpe muslimhad såvel som antisemitisme i Danmark. Et af punkterne kunne være, at man på skolerne opretter obligatorisk undervisning i diskrimination, religiøs forfølgelse, muslimhad og antisemitisme.

 

Politikerne bør lave en handlingsplan, der sigter efter at bekæmpe muslimhad såvel som antisemitisme i Danmark. Et af punkterne kunne være, at man på skolerne opretter obligatorisk undervisning i diskrimination, religiøs forfølgelse, muslimhad og antisemitisme
_______

 

Moderate politiske kræfter må tage et opgør med islamofobien
Det er vigtigt at finde en bæredygtig balance mellem på den ene side: ytringsfrihed og retten til at udøve religionskritik – og på den anden: de religiøse minoriteters oplevelse af tryghed, anerkendelse og inklusion på skoler, i moskeer, på sociale medier, på arbejdspladser, i det politiske liv, osv. Vi har allerede en lovgivning, der beskytter den enkelte borger. Hadforbrydelser er ligeledes ulovlige, og ingen – uanset køn, seksuel orientering, religion eller etnicitet – skal finde sig i at blive nedgjort.

Kritikere af ovennævnte rapport og den islamofobiske industri herhjemme sammenligner i deres modkritik Danmark med andre lande – særligt i Mellemøsten – for at påpege, at Danmark er et bedre land for danske muslimer, end fx Egypten er det for kristne. De understreger også, at Danmark hjælper muslimske lande økonomisk med bistand. Det har de ret i. Men dette ændrer ikke på, at vi som folk og som land først og fremmest skal vurdere os selv på basis af vores egne standarder og i sammenligning med de øvrige vestlige demokratier, som vi normalt sammenligner os med – og ikke despotiske regimer som Saudi-Arabien, Egypten eller Kina.

Danmark er ikke et islamofobisk land. Men islamofobien trives og findes i Danmark. Vi har kræfter – også politiske – der lever af islamofobien og islamhadet, som fodrer det og udnytter det kynisk til egen vinding. Det gælder fx DF. Der er brug for, at moderate politiske partier tager mere markant afstand fra dæmoniseringen af danske muslimer og islam, og at de i fællesskab sætter gang i en handlingsplan, der italesætter disse problemer.

Der er mange gode kræfter i Danmark der arbejder med anti-diskrimination, brobygning, menneskerettigheder og interreligiøs dialog. Der er brug for alle i denne kamp. Og vores samfund har brug for heling, forsoning og sameksistens. Det handler ikke blot om at leve sammen side om side – det er for fattigt – men om at leve sammen i omsorg for hinanden. Vi taler ofte som samfund om innovation og effektivisering af forskellige sektorer. Hvorfor kan vi ikke være innovative og kreative, når det angår styrkelsen af det flerkulturelle samfund, som vi har haft i Danmark i flere årtier? ■

 

Vi taler ofte som samfund om innovation og effektivisering af forskellige sektorer. Hvorfor kan vi ikke være innovative og kreative, når det angår styrkelsen af det flerkulturelle samfund, som vi har haft i Danmark i flere årtier?
_______

 

Naveed Baig er imam hos Dansk Islamisk Center og Rigshospitalet, lektor ved Det Teologiske Fakultet, Universitet i Oslo samt næstformand for Islamisk-Kristent Studiecenter. ILLUSTRATION: Naveed Baig [foto: Munch Ida/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix]