02.11.2019

.

Det handler om at sende danske soldater i krig, i den mulige død, for i sidste ende at sikre Danmarks overlevelse. Hvis vi gør det, skal det ikke alene baseres på det til enhver tid siddende folketingsflertal, men med overvældende tværpolitisk opbakning.

Af Kåre Traberg Smidt (Å)

STATSMINISTEREN stod i bedste sendetid og græd for rullende kameraer, da Godhavnsdrengene skulle have en undskyldning. Hun vil sikkert også stå på landingsbanen, når kisterne med faldne danske soldater kommer retur til Danmark med Herculesflyet og fortæller om alvorligheden og det ubærlige, der kan og vil ske ved dansk deltagelse i krig. Der, lige dér, så fortæl mig fru statsminister: Hvad føler du?

Dagbladet Information skriver torsdag, at Socialdemokratiet nu løber fra en aftale om at stemme for et forslag om at kræve to tredjedeles flertal i Folketinget for at sende danske soldater i krig. Dette er en demokratisk skandale, et parlamentarisk sygdomstegn på højeste niveau og en statsministerderoute, som desværre er en god indikator for rigets nuværende parlamentariske retning.

EMNET var og er desværre mere aktuelt end nogensinde. Selvom Socialdemokraterne, dengang de var i opposition, ville det anderledes, har intet ændret sig, andet end at statsministeren nu hedder Mette og ikke Anders, Helle eller Lars. Nu troede vi ellers lige på det: Der tegnede sig en konsensus om, at en beslutning om at gå i krig skulle kræve to-tredjedeles flertal. Nu kunne det blive demokratiets fest, en sikring af det humanistiske Danmarks garanti for, at vores internationale indsatser sker på et oplyst grundlag via et bredt flertal i Folketinget.

 

Der tegnede sig en konsensus om, at en beslutning om at gå i krig skulle kræve to-tredjedeles flertal. Nu kunne det blive demokratiets fest, en sikring af det humanistiske Danmarks garanti for, at vores internationale indsatser sker på et oplyst grundlag
_______

 

Men så heldige er vi ikke. Eller rettere: Så heldig er Danmark ikke.

For det handler ikke om, hvad de 179 medlemmer af Folketinget finder på af triviel lovning, men om noget langt mere indgribende og farligt end reguleringen af ministres løn og pension, normeringer i vuggestuer eller en lov om, at en radiostation skal ligge 110 kilometer væk fra hovedstaden.

DET HANDLER om de danske ”Jens’er” og ”Marie’er”. Det handler om at sende danske soldater i krig, i den mulige død, for i sidste ende at sikre Danmarks overlevelse. Hvis vi gør det, skal det ikke alene baseres på det til enhver tid siddende folketingsflertal, men med overvældende tværpolitisk opbakning. Efter valget i juni 2019 fik S-regeringen et flertal bag sig på 91 mandater. Uanset om det er med disse partiers velsignelse eller en anden simpel flertalskonstellation, så er det stærkt bekymrende.

Det handler altså om meget mere end at kunne tælle til 90. For hvis man ser tilbage på tidligere beslutninger om dansk krigsdeltagelse, så har man med få undtagelser altid kunnet mønstre et stort bredt flertal. Det skaber ikke bare ro for parlamentet og kommentatorparnasset men meget vigtigere, så skaber det ro i maven hos Jens og Marie og deres kolleger. De ved, at vi er der for dem. De ved, at de drager i krig for Danmark, ikke bare for Mette Frederiksen eller Jakob Ellemann-Jensen.

Det er statistisk bevist, at flere ved mere end færre. Utallige undersøgelser viser det. Det giver god mening, og derfor er det godt, at man forbedrer forholdene for Udenrigspolitisk Nævn ved fx bedre tilgang til baggrundsmateriale og tidligere og hurtigere information ved stillingtagen, men det er ikke nok. Når vi nu ved, at krige historisk set er præget af misinformation, løgne og bedrag i forbindelse med forståelig leflen for allierede, så er det vigtigere end nogensinde at sende et ændringssignal.

 

Det er et eklatant eksempel på mangel for respekt for demokratiet og mindretalsbeskyttelse. At gå i krig er simpelthen for vigtig en beslutning til at overlade den til et simpelt flertal
_______

 

Så det er hykleri af værste skuffe at ændre holdning på et så alvorligt område. Ikke mindst når regeringen i åbningstalen talte om tillid og lighed for loven. Det gør ikke sagen bedre, at både udenrigsminister Jeppe Kofod og udenrigsordfører Annette Lind nu går i stik modsat retning af det, de lovede. De står ikke engang inde for holdningsændringen ved at insistere på, at det netop ikke er en holdningsændring. Og det skræmmer endnu mere, når der lyves for åben skærm, så selv et 5-årigt barn kan se det. Pludselig at skulle definere et bredt flertal ud fra et simpelt flertal er at håne ikke bare vælgerne, men i så sandelig grad de danske soldater, der sætter livet på spil.

Det er et eklatant eksempel på mangel for respekt for demokratiet og mindretalsbeskyttelse. At gå i krig er simpelthen for vigtig en beslutning til at overlade den til et simpelt flertal. Jeg er samtidig i tvivl om, hvorvidt disse politikere er klædt på til opgaven? Er det mere et tegn på simpel amatøropførsel end reel kynisk hån af vores demokrati og forståelse for, hvor store ofre det her kan indebære? Jeg håber på det første.

I DE SIDSTE TYVE år har vi set et skred i, hvad der er mulig og anstændig politik i Folketinget. Man gør ting, bare fordi man kan. Og det handler ikke om ideologi, det handler udelukkende om at få gennemført sin politik – selv på bekostning af basale menneskerettigheder.

Hvis en politikers ord ikke kan stå til troende, og vedkommende ikke engang kan indrømme, at han eller hun har ombestemt sig, så er det sket et skred. Når man laver lovgivning, der gør Folketinget til den dømmende magt, er det et skred, og hvis ministeren samtidig kalder os Karnov-hyldende konventionsforkæmpere for fluekneppere, så er det et skred. Når man fratager nyfødte børn deres statsborgerskab uden at de har andre statsborgerskaber, er det sket et skred. Og når man ikke vil undersøge åbent, hvad der skete sidst, vi sendte styrker i krig, så er det tale om at hytte sig eget skind, om at stikke halen mellem benene for at holde på magten. Anders Fogh Rasmussen har selv skrevet sit eftermæle. Det er ikke blevet pænt. Hvad skal vi skrive om den nuværende regeringsleder om 7 år? ■

 

Anders Fogh Rasmussen har selv skrevet sit eftermæle. Det er ikke blevet pænt. Hvad skal vi skrive om den nuværende regeringsleder om 7 år?
_______

 

Kåre Traberg Smidt (f. 1972) er advokat, tidligere udsendt officer og medlem af Borgerrepræsentationen for Alternativet i København. ILLUSTRATION: Bisættelse af Konstabel Alexander Biune, søndag den 10. juli, 2011 [foto: Martin Bubandt/Ritzau Scanpix].