29.10.2019

.

Jarlov opstiller i sagen om Syrienskrigerne et modsætningsforhold mellem kærlighed til fædrelandet og kærlighed til retsstaten. Hans problem er, at han glemmer, at fædrelandet ér en retsstat. Og retsstater er kendetegnet ved, at vi holder fast i de fine, franske principper – også når det er svært.

Kommentar af Jan E. Jørgensen (V)

HVORDAN FORSVARER man sig i et demokrati? Det er spørgsmålet, som i flere år har skåret dybe kløfter i det borgerlige Danmark – og i Europa og USA. Kan man bekæmpe de antidemokratiske, islamistiske kræfter uden at gå på kompromis med de demokratiske principper?

Det mener den konservative Rasmus Jarlov tydeligvis ikke, at man kan. Partiet, der altid har stået for lov og ret, har nu en fremtrædende folketingspolitiker, som hånligt gør grin med lov og ret og de helt fundamentale principper, som retsstaten hviler på.

Den konkrete anledning er hastebehandlingen af et lovforslag, som giver integrationsministeren hjemmel til at fratage de såkaldte Syrienskrigere deres danske statsborgerskab, hvis de pågældende også har et andet statsborgerskab.

SØREN PIND HAR på Twitter stillet et relevant spørgsmål til loven: ”Kan man det? Administrativt med tilbagevirkende kraft?” – men i stedet for at give ham et relevant svar, nedgør Jarlov hans indvendinger ved at skrive: ”Fine franske principper overfor det bedste for Danmark.”

I det hele taget boltrer Jarlov sig lystigt på Twitter, hvor han senere skriver, at ”man skal virkelig have gået længe på universitetet for at kunne gå ind for at skade Danmark ved at byde fremmedkrigere velkommen i Danmark.” Og da loven blev vedtaget, satte han trumf på ved at hovere med at kalde den for ”En sejr for alle, der holder af Danmark. (På Twitter hører man naturligvis mest fra dem, som holder mere af Karnov).”

I sit første opslag fik han kaldt Karnov-elskerne for ekstremister, men det slettede han klogeligt nok igen.

 

Danmark er en del af en international retsorden, der bygger på konventioner nedfældet langt fra Danmarks grænser, som sikrer den enkelte mod overgreb fra statsmagten
_______

 

JARLOV OPSTILLER ET modsætningsforhold mellem kærlighed til fædrelandet og kærlighed til retsstaten. Hans problem er, at han glemmer, at fædrelandet ér en retsstat.

Danmark er et demokrati, hvor magten er delt i tre: den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Det er – ganske rigtigt – et princip, der både er fint og fransk, da det var Montesquieu, der fandt på det. På samme måde er frihedsrettighederne i Danmarks grundlov inspireret af de liberale principper fra både den franske og den amerikanske forfatning. Danmark er en del af en international retsorden, der bygger på konventioner nedfældet langt fra Danmarks grænser, som sikrer den enkelte mod overgreb fra statsmagten.

Hvis Danmark var et diktatur uden frihedsrettigheder, hvor man uden rettergang fængslede forbrydere og fjender af staten, så ville vi måske nok være de importerede værdier foruden, men det ville ikke være det Danmark, vi kender og holder af.

RETSSTATER ER KENDETEGNET ved, at vi holder fast i de fine, franske principper – også når det er svært.

Jeg havde for noget tid siden en god samtale med en af de norske dommere, der var med til at dømme den norske massemorder og terrorist Anders Breivik. Det havde været en aldeles forfærdelig oplevelse – og det nemmeste havde jo været, hvis man bare havde givet ham en kugle for panden, da man fandt ham på Utøya. Men hun var stolt over, at selv en forbryder så ondskabsfuld som Breivik havde fået en retfærdig rettergang, hvor der blev ført bevis for drabet på hvert eneste af de unge mennesker, som han har på sin samvittighed. Menneskerettighederne gælder nemlig for alle mennesker – selv dem vi skammer os allermest over at være landsmænd med.

 

Det KAN lade sig gøre at være effektiv uden at bevæge sig uden for retsstatens rammer
_______

 

DERFOR ER DET godt, at Søren Pind – og senest de to nu forhenværende medlemmer af Liberal Alliance Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund – råber vagt i gevær og gør opmærksom på, at vi ikke må gå på kompromis med retsstaten og dens principper – heller ikke når vi bekæmper de islamistiske fjender af selv samme retsstat.

Og det KAN lade sig gøre at være effektiv uden at bevæge sig uden for retsstatens rammer. Jeg mener, at vi fik sikret hensynet til retssikkerheden i lovforslaget om Syrienskrigerne på en elegant måde, hvor vi ikke ofrer hensynet til lovens effektivitet.

Problemet er jo, at hvis man venter med at tage passet fra de såkaldte Syrienskrigere, til de lander i Kastrup Lufthavn, hvor man kan få en stævningsmand til at overbringe dem en stævning, så ville vi risikere to ting:

For det første at det andet land, hvor den pågældende også er statsborger, allerede har taget statsborgerskabet fra vedkommende. Og for det andet at vedkommende er fra et land, hvor det erfaringsmæssigt er svært at udvise folk til. I begge tilfælde ville Danmark ikke kunne undgå at få Syrienskrigeren retur uden at kunne udvise ham, og så er formålet med loven forspildt.

Derfor er det nødvendigt hurtigt at kunne fratage statsborgerskabet administrativt – men naturligvis med efterfølgende mulighed for at få prøvet lovligheden af myndighedernes afgørelse ved domstolene.

Det har Venstre sikret ved med et ændringsforslag til loven, som gør domstolsprøvelsen reel, idet afgørelsen nu kan indbringes for retten – også efter de fire uger, som regeringen havde lagt op til – hvis det er undskyldeligt, at borgeren ikke har indbragt sagen inden fristen. Det var dommerforeningen, der i sit høringssvar pegede på denne mulighed – og som tommelfingerregel: Hvis det er godt nok for dommerforeningen, bør det være godt nok for alle os andre.

Hvis dette mod forventning viser sig at være utilstrækkeligt, har Venstre sikret en solnedgangsklausul, som gør, at vi automatisk skal revidere loven ved udgangen af næste folketingssamling. For ja – det ér gået stærkt – men nu sikrer vi os, at eventuelle fejl og mangler bliver rettet, når vi har fået erfaringer med loven i praksis.

 

Helt grundlæggende er det en misforståelse, at det skulle være et brud med magtens tredeling, at den udøvende magt administrativt træffer afgørelser, som indebærer et indgreb i den enkeltes rettigheder
_______

 

HELT GRUNDLÆGGENDE er det en misforståelse, at det skulle være et brud med magtens tredeling, at den udøvende magt administrativt træffer afgørelser, som indebærer et indgreb i den enkeltes rettigheder. Det er tværtimod helt normalt. Myndighederne kan bortvise dig fra dit arbejde, så du mister dit levebrød fra den ene dag til den anden. Myndighederne kan tvangsfjerne dine børn. Myndighederne kan ekspropriere din ejendom, selv hvis det er dit barndomshjem, der har været i din families eje i generationer. Myndighederne kan træffe afgørelse om, at du skal betale millioner af kroner i erstatning; at din restaurant skal lukke; at du skal bæltefikseres; at du skal tilbringe natten i detentionen; at du skal indlægges på den lukkede afdeling; at du skal sidde i futtog med håndjern på ryggen i timevis på den kolde asfalt.

Det centrale er, at man kan få prøvet lovligheden af myndighedernes afgørelse ved at gå til domstolene. Det kan Syrienskrigerne naturligvis også. Det er vigtigt, for det kan jo være, at den pågældende slet ikke er Syrienskriger, men er uskyldig. Myndigheder begår fejl, og selvfølgelig kan efterretningstjenesten også begå fejl.

DER ER I ØVRIGT heller ikke tale om en lov med tilbagevirkende kraft. Det er nemlig ikke nyt, at det er ulovligt at kæmpe for Islamisk Stat, og det er heller ikke nyt, at man kan miste sit statsborgerskab, hvis man er landsforræder. Det eneste nye er processen.

Forhåbentlig vil tidligere konservative justitsministre som Lars Barfod og Søren Pape forklare Rasmus Jarlov, at man som konservativ sætter Karnovs Lovsamling højere end Jarlovs Lovsamling. På dette punkt er der nemlig ingen forskel på at være en ægte liberal og en ægte borgerlig. ■

 

Forhåbentlig vil tidligere konservative justitsministre som Lars Barfod og Søren Pape forklare Rasmus Jarlov, at man som konservativ sætter Karnovs Lovsamling højere end Jarlovs Lovsamling
_______

 

Jan E. Jørgensen (f. 1965) er MF og EU-ordfører for Venstre. Næstformand for Folketingets Indfødsretsudvalg. Advokat (L). ILLUSTRATION: Jan E. Jørgensen på Christiansborg [foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix]