Emil Bang Hansen: Regeringen værner om Danmarks sikkerhed ved at fratage fremmedkrigerne dansk statsborgerskab. Vi har intet ansvar for de mennesker

Emil Bang Hansen: Regeringen værner om Danmarks sikkerhed ved at fratage fremmedkrigerne dansk statsborgerskab. Vi har intet ansvar for de mennesker

16.10.2019

.


De ønsker ikke at være danske. Hvorfor skal de så beholde statsborgerskabet? Vi kan som land ikke være tjent med, at islamistiske krigere kan rejse rundt på rødbedefarvede danske pas. Udover at de udgør en trussel mod den danske sikkerhed, så er der slet ikke tale om danskere. Ikke længere.

Kommentar af Emil Bang Hansen

Regeringen har vist handlekraft. Den har bedt Folketinget hastebehandle et lovforslag, der skal gøre det muligt rent administrativt at frakende fremmedkrigere med dobbelt statsborgerskab deres danske statsborgerskab. Det betyder i praksis, at vi – uden deres viden – kan fratage dem deres pas, mens de ikke opholder sig i Danmark. Hastebehandlingen kommer på baggrund af den eskalerede situation i det nordlige Syrien, hvor Tyrkiets tropper har gjort deres indtog. Statsminister Mette Frederiksen har i en pressemeddelelse udtalt:

“Der er risiko for, at de kurdisk kontrollerede IS-lejre i grænseområdet bryder sammen, og at fremmedkrigere med dansk statsborgerskab søger mod Danmark. Det er mennesker, der har vendt Danmark ryggen og med vold kæmpet mod vores demokrati og frihed. De udgør en trussel mod vores alles sikkerhed. De er uønskede i Danmark. Regeringen vil derfor gøre alt, hvad der er muligt, for at forhindre dem i at komme tilbage til Danmark.”

Initiativet er et fornuftigt træk. Fremmedkrigerne har bekæmpet demokratiet. De har bekæmpet Danmark. Det må derfor antages, at de ingen interesse har i et dansk statsborgerskab og ingen interesse har i at være danske eller bo i Danmark. De har valgt at kæmpe for et islamisk kalifat, der underminerer samtlige danske værdier. Det danske statsborgerskab er et privilegium, som de har fået, men har valgt at spilde. Danmark sender derfor et vigtigt signal, hvis loven bliver vedtaget. Det tyder alt på, da otte af Folketingets 10 partier bakker op om forslaget. Kun Alternativet og Enhedslisten er imod.

 

Vi risikerer, at [fremmedkrigerne] kommer herop og radikaliserer flere mennesker, som de også kan forvandle til islamistiske krigere
_______

 

Vi skal sende et signal om, at vi ikke tolererer de forbryderiske handlinger, der er begået af ISIS under krigen i Syrien. Fremmedkrigerne, der har kæmpet for islamisterne, er landsforrædere og kan sammenlignes med de danskere, der drog til østfronten og kæmpede for nazisterne under Anden Verdenskrig. Det er altafgørende, at disse mennesker ikke kommer tilbage til Danmark eller Europa. I deres øjne er vi vantro. De ønsker at slå os ihjel – og de har lært at bruge våben og føre krig. Vi risikerer, at de kommer herop og radikaliserer flere mennesker, som de også kan forvandle til islamistiske krigere. Vi risikerer flere angreb som det forfærdelige attentat på krudttønden i 2015. Den risiko kan vi ikke tage.

Det er bestemt ikke alle i den offentlige debat, der er enige i forslaget, der har fået en hård medfart på de sociale medier, herunder særligt på Twitter. Mange mener, at Danmark løber fra sit ansvar, at vi har en forpligtelse til at stå inde for de mennesker, der nu engang er danske statsborgere, og at det er vores forpligtelse at stille dem for en dansk domstol.

Jeg forstår argumentet, men verdensbilledet er mere nuanceret end som så. Fremmedkrigerne skal nok blive retsforfulgt eller straffet, men det bliver ikke i Danmark af en dansk domstol. De bliver fortsat jagtet af soldater i Syrien, og langt de fleste vil blive fanget. Det er jeg overbevist om. Vi må have tillid til dem, der kæmper for demokrati og retfærdighed. Når de så er fanget, må syrerne og/eller kurderne tage sig af dem, og ellers må de sende dem hjem til deres oprindelige hjemlande – de har jo nu engang dobbelt statsborgerskab.

 

Hvorfor skal vi tilbyde [fremmedkrigernes] børn dansk statsborgerskab? De har ingen tilknytning til Danmark. De kender ikke vores land. De ejer ikke vores værdier
_______

 

Det er selvfølgelig klart, at de krigere, der kun har dansk statsborgerskab, skal hjem til Danmark. Vi ønsker også at kunne sende udenlandske kriminelle hjem til deres hjemlande. Så vi må ligeledes acceptere, at hvis kriminelle i Danmark har dobbelt statsborgerskab, så kan vi ikke forlange, at de skal sendes hjem, med mindre de bliver frataget deres danske statsborgerskab. Og det er altså netop, hvad vi skal gøre med syrienskrigerne.

Flere frygter imidlertid også, at det kan gå ud over fremmedkrigernes børn, som risikerer at blive statsløse pga. forældrenes forbrydelser. Men de børn, der er født i Syrien under forældrenes kampe, er ikke danske, modsat de børn som er født i Danmark og er rejst med deres forældre. Hvorfor skal vi tilbyde disse børn dansk statsborgerskab? De har ingen tilknytning til Danmark. De kender ikke vores land. De ejer ikke vores værdier. Forældrene er ikke oprindeligt danske, og det er de heller ikke i dag. Argumentet bliver desuden fuldstændig udvandet, da forslaget ikke omfatter personer under 18 år, som har fået dansk pas, fordi forældrene er danske statsborgere.

Vi skal huske på, at disse mennesker, der er rejst til Mellemøsten for at gå i krig, sjældent er etniske danskere. Der er for langt hovedparten tale om mennesker af anden etnisk baggrund. De har efterfølgende valgt at forlade vores land. De ønsker ikke at være danske. Hvorfor skal de så beholde statsborgerskabet? Vi kan som land ikke være tjent med, at islamistiske krigere kan rejse rundt på rødbedefarvede danske pas. Én ting er, at de udgør en trussel mod den danske sikkerhed. Noget andet – og måske endnu mere fundamentalt – er, at der ikke er tale om danskere. Ikke længere.

Så hvorfor skal vi ikke vedtage lovgivningen? Jeg kan ikke komme på ét godt argument, og jeg er heller ikke stødt på et. ■

 

Så hvorfor skal vi ikke vedtage lovgivningen? Jeg kan ikke komme på ét godt argument, og jeg er heller ikke stødt på et
_______

 



Emil Bang Hansen (f. 1995) uddannet forsikringsrådgiver. Studerer BA.Jour. på SDU. ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen til pressemøde om udsendelse af danske soldater i Spejlsalen i Statsministeriet, fredag den 6 september 2019 (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)