10.10.2019

.

Socialdemokratiets forslag om at gennemføre besparelser på friskolerne vil øge uligheden på skoleområdet. Det vil i højere grad blive et alternativ, som kun er tilgængeligt for de velhavende. Det var nok ikke lige dét, der var tanken.

Kommentar af Nikolaj Bøgh. Rådmand, Frederiksberg (C)

GENNEM SOCIALDEMOKRATIETS UDDANNELSESPOLITIK går der en stærk understrøm af centralstyring og ensartede, landsdækkende krav. Derfor må det være en torn i øjet på partiet, når der landet over findes en bred vifte af frie skoler, der tilbyder en anderledes pædagogik, disciplin, værdimæssig forankring og lokalt engagement, end man finder i den store, altfavnende folkeskole. Socialdemokratiet har længe haft et horn i siden på de frie skoler, hvoraf en del efter børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils opfattelse er dannet med henblik på at ”stemple ud af fællesskabetf”.

Dette fællesskab finder efter ministerens menings åbenbart fortrinsvis sted i folkeskolen. Af samme årsag fremturede socialdemokraterne under valgkampen med tanker om, at man ville reducere antallet af børn i de frie skoler med 10 pct. Vel at mærke ikke ved at gøre det mere attraktivt at gå i folkeskolen, men ved at svække alternativet til den – altså: friskolerne.

Nu er Socialdemokratiets ønske om at nå det mål så blevet konkretiseret i et forslag, hvor de vil spare 300 mio. kr. på tilskuddet til de frie skoler ved at sænke den såkaldte koblingsprocent – den andel af udgiften til en folkeskoleelev, som staten betaler i tilskud til en elev i en friskole – fra de nuværende 76 pct. til 71 pct. De forældre, der ønsker et andet undervisningstilbud til deres barn – en mulighed, der er så grundlæggende i dansk skoletradition, at den er nedfældet i Grundloven – betaler altså i dag selv omkring en fjerdedel af udgifterne, vel at mærke efter at de har betalt skat til bl.a. at finansiere den offentlige folkeskole. De vil blive yderligere presset på deres privatøkonomi af den øgede forældrebetaling på omkring 3.000 kr. årligt, hvis besparelsen skal dækkes af forældrene.

 

Har det ikke værdi for samfundet – fællesskabet – at forældre tager et aktivt valg i forhold til deres børns skolegang? Er det ikke netop en del af et stærkt samfund, at forældrene har en holdning til deres børns fremtid?
_______

 

MEN ER DET NU RIGTIGT, at forældre stempler ud af fællesskabet ved at sende deres børn i friskole? Ofte er situationen dokumenterbart den helt modsatte, når forældre fx går sammen om at etablere en friskole i et mindre lokalsamfund, efter den lokale folkeskole er lukket under en af de utallige centraliseringer på skoleområdet, der har været hverdagskost i årtier.

Erfaringen er i det hele taget, at forældre til børn i friskoler indgår særdeles aktivt i fællesskabet gennem en skoleform, der ofte forudsætter en høj grad af forældreinvolvering i forhold til at engagere sig i skolens dagligdag, både indholdsmæssigt og praktisk. Har det ikke værdi for samfundet – fællesskabet – at forældre tager et aktivt valg i forhold til deres børns skolegang? Er det ikke netop en del af et stærkt samfund, at forældrene har en holdning til deres børns fremtid – og ofte også en kritisk holdning til kvaliteten af det tilbud, de bliver mødt med i folkeskolen?

Folkeskolereformen fra 2014, som i høj grad var præget af traditionel socialdemokratisk uddannelsestænkning med stram statslig styring, lange skoledage og fælles målsætninger for folkeskolen fra Skagen til Gedser, har efter alt at dømme været en selvstændig årsag til, at mange forældre har valgt at ”stemple ud”. De er bare ikke stemplet ud af fællesskabet, men af folkeskolen, som stadig vånder sig under de mange nye, rigide krav, der gør det vanskeligt at få hverdagen til at fungere. På trods af at dele af reformen i foråret blev lempet med bl.a. afkortning i skoledagen på nogle klassetrin, er der fortsat betydelige udfordringer på mange folkeskoler med højt sygefravær og stor personaleomsætning.

SPØRGSMÅLET ER NU: Hvad vil konsekvenserne være, hvis Socialdemokratiets planer bliver gennemført? Besparelsen på de 300 mio. kr. årligt risikerer at føre til lukning af en række af de mindre skoler i landets yderområder, som har et beskedent elevgrundlag, hvis forældrebetalingen stiger med de ca. 3000 kr. om året, det vil koste at dække hullet efter det reducerede statstilskud. Dermed vil mulighederne for at vælge et alternativ til folkeskolen blive markant forringet, ligesom den sociale skævhed i, hvilke familier der af økonomiske årsager har adgang til dem, vil blive forøget markant.

Hvor socialdemokraterne ønsker øget lighed med deres besparelser på tilskuddet til de frie skoler, så bliver resultatet altså det modsatte – det vil i højere grad blive et alternativ, som kun er tilgængeligt for de velhavende. Dermed bryder socialdemokraternes tankegang med en central del af dansk skoletradition, hvor det netop altid har været prioriteret højt, at forældre kunne vælge et andet tilbud end folkeskolen – og at denne mulighed netop ikke kun skulle være forbeholdt de allermest velhavende.

 

Hvor socialdemokraterne ønsker øget lighed med deres besparelser på tilskuddet til de frie skoler, så bliver resultatet altså det modsatte – det vil i højere grad blive et alternativ, som kun er tilgængeligt for de velhavende
_______

 

DET MÆRKELIGSTE VED FORSLAGET er måske, at konsekvenserne af besparelsen på de frie skoler efter alt at dømme vil blive øgede offentlige udgifter. For hvis op imod 100 skoler lukker, og hvis det lykkes socialdemokraterne at opnå deres mål om 10 pct. færre børn i de frie skoler, vil det føre til et markant øget pres på kapaciteten i folkeskolen. For her betaler det offentlige som bekendt 100 pct. af udgifterne, og ikke kun 76 pct.

Hvis det øgede antal folkeskoleelever skal gå i skole i de større byer, vil det i mange tilfælde være svært at rumme dem i de store folkeskoler, der mange steder i landet er fyldt til bristepunktet. Skal der bygges nye folkeskoler, taler vi om en udgift på måske 200-300 mio. kr. – pr. skole! De 300 mio. kr., man vil spare på de frie skoler, kan hurtigt få ben at gå på.

Det er godt for det danske samfund at have en stærk folkeskole, og socialdemokraterne burde engagere sig i at styrke folkeskolen fremfor at ville svække alternativet. En del af løsningen kunne være at give folkeskolen nogle af de samme frihedsgrader, som de frie skoler har i dag. På de frie skoler klarer man sig helt uden detaljerede retningslinjer for timetal, indhold m.m. De tager i stedet udgangspunkt i de visioner for god undervisning, der er på den enkelte skole. Man klarer sig sågar uden en stor kommunal skoleforvaltning, og altså med et minimum af styring udefra. Der er måske snarere inspiration at hente – og endda også økonomi – i den måde, friskolerne er organiseret på, fremfor at lægge dem for had. ■

 

En del af løsningen kunne være at give folkeskolen nogle af de samme frihedsgrader, som de frie skoler har i dag. På de frie skoler klarer man sig helt uden detaljerede retningslinjer for timetal, indhold m.m.
_______

 

Nikolaj Bøgh (f. 1969) er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse, rådmand og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie og kulturhistorie. ILLUSTRATION: Nikolaj Bøgh [foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix]