08.10.2019

.

Sandheden er, at det er relativt taknemmeligt at sætte en ny retning i forhold til det seneste årtis politik – men det er svært at indhente mange års efterslæb, mens nogle velfærdsbehov samtidig er fortsat stigende. Finansloven sætter en ny retning, men det er knap nok små skridt, hvis man faktisk vil løfte den samlede velfærd.

Kronik af Kristian Kongshøj, post doc, Institut for Statskundskab, AAU

Lad os begynde med hovedkonklusionen: Den nye regerings første finanslovsforslag kan udlægges som et beskedent løfte af den samlede velfærd. Regeringen lægger op til at øge de offentlige udgifter med en smule mere, end den snævre udvikling i befolkningens antal og sammensætning tilsiger (det ”demografiske træk”). Herudover er der også ekstra penge, der følger velstandsudviklingen. Det er første gang siden 2009, at man kan sige det om en finanslov.

På den anden side er forslaget ikke noget særligt i historisk perspektiv, når man sammenligner med den almindelige udvikling i de to årtier, der definerede normen før det seneste årtis nedskæringspolitik. Samtidig stiger behovene (og dermed udgifterne) endnu mere på visse velfærdsområder, så også næste år skal der foretages hårde prioriteringer.

Et skridt fremad i forhold til 10 års nedskæringer
Finanslovsforslagets vækst på 1,3 pct. i det offentlige forbrug ligger over det snævre demografiske træk, som Finansministeriet har vurderet til 0,55-0,6 pct. i årene frem mod 2025. Forslaget lægger op til, at det offentlige forbrug desuden skal følge velstandsudviklingen. Det private forbrug forventes nemlig at vokse med 1,5 pct. om året i de kommende år.

Finanslovsforslaget er således et klart brud med den kurs, der har været sat siden 2010. Fra 2010 til 2019 havde man stort set nulvækst i forbruget pr. indbygger og dermed ingen tilpasning til den store vækst i antallet af ældre, endsige til den almindelige velstandsudvikling. Den offentlige sektor har i næsten 10 år været på skrump set i forhold til størrelsen af den samlede økonomi (BNP), og der er gennemført betydelige besparelser på de fleste områder. Det er sandsynligvis noget af forklaringen på, at vi på tværs af sociale klasser har set større forskelle og stigende niveauer for økonomisk utryghed, politisk mistillid og social mistillid mere generelt.

 

Dermed rækker finanslovsforslaget ikke til en ”social genopretning”. Blødningen er ophørt – og der er mulighed for reelle forbedringer, men ikke ud over den generelle velstandsudvikling
_______

 

Selvom vi i kriseårene havde en lang periode med lav økonomisk vækst, har nulvækstregimet formået at få det offentlige serviceforbrug til at falde med knap tre pct.-point ned til 25 pct. af BNP. En sådan hård kurs var ikke af sig selv dikteret af krisen, og det kan have været med til at forlænge den, at både den offentlige og private sektor holdt på pengene på samme tid.

Selvom finanslovsforslaget er et brud med de 10 års nedskæringspolitik – og væsentligt over, hvad også Socialdemokratiet har foreslået de sidste mange år – er der dog ikke tale om en tilbagevenden til normalen fra 1990’erne og 00’erne. Her voksede det offentlige forbrug pr. indbygger med gennemsnitligt 1,8 pct. om året, men med store udsving mellem de enkelte finanslove. Det voksede pænt over det ”rene” demografiske træk – og væksten oversteg også den generelle velstandsudvikling.

Dermed rækker finanslovsforslaget ikke til en ”social genopretning”. Blødningen er ophørt – og der er mulighed for reelle forbedringer, men ikke ud over den generelle velstandsudvikling. De partier, der skal forhandle om finansloven, kommer dermed til at lægge arm om hårde prioriteringer. En endnu uspecificeret reserve på 2,1 mia. skal dække alskens ønsker om bl.a. minimumsnormeringer og grøn omstilling. Der ligger 5,4 mia. velfærdsmilliarder i regeringens egne prioriteringer, men det inkluderer en række allerede vedtagne beslutninger, såsom aftaler med regioner og kommuner for 3,7 mia. Og der er allerede skrevet og sagt en del om, hvordan det på nogle områder kniber for regeringen med at sætte penge af til alle de formål, man havde talt om før valgkampen. Vi skal naturligvis huske, at forslaget blot er et oplæg til forhandling. Man kan forestille sig, at det vil lykkes at finde et par ekstra milliarder, men udgangspunktet er ingen gavebod.

Et skridt bagud i forhold til stigende behov
De hårde prioriteringer bliver endnu hårdere, når vi tager i betragtning, at der som nævnt er opstået et efterslæb som følge af misforholdet mellem de manglende afsatte ressourcer versus de stigende behov. Lad os tage nogle eksempler fra forskellige velfærdsområder:

I ældresektoren er antallet af hjemmehjælpstimer faldet med 20 pct. i en tid, hvor antallet af ældre har været stigende. Hvor det ifølge forskningsorganisationen VIVE i 2008 var 21 pct. af de 65+-årige, der fik hjemmehjælp, hed det i 2018 13 pct. Antallet af svage ældre, der på trods af deres omstændigheder ikke får hjemmehjælp, vurderes til at være steget fra 40.000 til 60.000.

I psykiatrien er antallet af patienter steget med 63 pct. for børn og unge, og 29 pct. for voksne. Når udgifterne ikke har fået lov at følge med, betyder det, at udgifterne pr. patient på de to områder er faldet med hhv. 26 og 11 pct. ifølge tænketanken Cevea.

 

I ældresektoren er antallet af hjemmehjælpstimer faldet med 20 pct. i en tid, hvor antallet af ældre har været stigende […]. Antallet af svage ældre, der på trods af deres omstændigheder ikke får hjemmehjælp, vurderes til at være steget fra 40.000 til 60.000
_______

 

Hvad angår børnepasning er normeringerne ikke faldet signifikant i nyere tid (når man ikke tager højde for, at en større del af de ansatte bruger mindre tid med børnene), men ifølge Danmarks Statistik vil uændrede normeringer i de kommende år kræve op mod 1000 nye ansatte på området hvert eneste år i de kommende år.

Sundhedsområdet har ganske vist som den eneste velfærdssektor fået lov at vokse. I perioden 2010-2018 er udgifterne steget med ca. 1 pct. om året (en vækst, der således betyder minusvækst på de resterende velfærdsområder under det samlede nulvækstregime). Antallet af ansatte i sundhedssektoren er også steget modsat de andre velfærdsområder, hvor det er faldet. Sundhedssektoren har dog et særligt udgiftspres på en række områder, til dels pga. en eksplosion i nye behandlingsformer. Vi har desuden også set, at hospitalernes udgifter til medicin næsten er fordoblet til 9 milliarder kr. i perioden. Det vurderes af sundhedsøkonomen Kjeld Møller Pedersen, at behovene tilsiger, at væksten i sundhedsudgifterne snarere skulle have været det dobbelte.

Skattestigninger, omprioriteringer eller mere gæld?
Når misforholdet mellem behov og udgifter er så markant, kunne især venstrefløjen, som nu er parlamentarisk grundlag for Socialdemokratiets et-partiregering, spørge, om man ikke bare igen kunne lade den offentlige sektor vokse hurtigere end den resterende økonomi, når nu man har opbygget et efterslæb over flere år. Modargumentet vil være, at det førnævnte fald i det offentlige serviceforbrug ned til 25 pct. af BNP er en tilbagevenden til niveauet fra midten af 80’erne til midten af 00’erne. Dette fald skete dog i en krisekontekst, og her var det uklogt, at man trådte på bremsen og satte den offentlige sektor på skrump. Når både den offentlige og den private sektor sparer på samme tid, trækker man langt mere økonomisk aktivitet og beskæftigelse ud af økonomien, end man ville have gjort, hvis man i højere grad aktivt havde holdt hånden under økonomien med offentligt forbrug og investeringer.

Dette skal ganske vist foregå inden for rammerne af EU-regulering af offentlige underskud. Uanset at fornuften i disse snævre rammer er under heftig debat, har Danmark dog også valgt selvstændigt at implementere endnu strammere regler end nødvendigt.

Idérigdommen i debatten vedrørende de udvalgte skattestigninger, der skulle finansiere mærkbart øget velfærd, lader da også noget tilbage at ønske. Socialdemokratiet har bragt nogle få stigninger med i sit forslag, men disse er ret beskedne og reelt blot tilbagerulninger af tidligere skattelettelser på snævre områder (arveafgift, medarbejdertelefon, aktiesparekonto, m.m.). Hvis man skal fortsætte ad den vej med blot at tilbagerulle tidligere skattesænkninger, ligger der langt større og mere ulighedsskabende skattereformer fra 2010 og 2012 i bakspejlet. De aktuelle og ret beskedne forslag møder dog allerede nu betydelig modstand fra højrefløjen.

I disse tider vandrer der også idéer ind fra udlandet om, at lave renter og stillestående økonomi giver plads til, at den offentlige sektor kan træde mere på gaspedalen med større underskud. Den europæiske centralbankchef, Mario Draghi, tilsluttede sig for nylig synspunktet. På visse parametre er Danmark særligt gunstigt stillet her, idet renterne på statsobligationer reelt er negative, samt at den offentlige gæld på kun 33 pct. af BNP er meget lav (nettogælden er et rundt nul).

Desværre er Danmark også – paradoksalt nok – ugunstigt stillet i den forstand, at væksten aktuelt ikke er lav i Danmark, og beskæftigelsen har været høj og stigende. Mere forsigtigt anlagte makroøkonomer vil derfor advare mod mulig overophedning af økonomien. Nationalbankdirektør Lars Rohde har netop været ude med en sådan advarsel. Det er dog en åben diskussion, om der lige nu vitterligt ikke er mere ledig produktions- og arbejdskraft at finde i dansk økonomi. Kan vi nu være helt sikre på, at vi må opgive alle dem, der i dag af forskellige årsager står uden for arbejdsfællesskabet, bare fordi vi indtil videre ikke har gjort det godt nok?

 

Det ville være ønskeligt med – men måske også naivt at håbe på – en mere ærlig offentlig debat mellem politikere og befolkning om ovenstående dilemmaer, og hvordan vi fremover skal placere hegnspælene mellem ressourcer, behov og prioriteringer
_______

 

Finanslovsforslaget flugter dog med det mere forsigtige standpunkt, idet dets samlede virkning på den økonomiske aktivitet (den såkaldte ”finanseffekt”) vurderes at være så godt som neutral. Desuden ville midlertidige investeringer (fx grøn omstilling) være et langt klogere objekt for ufinansierede satsninger end mere varige serviceudgifter, der har permanente driftsudgifter.

Kort sagt er det vanskeligt at forestille sig en vej til reel genoprettelse af velfærden, der går uden om enten flere selektive skattestigninger, nedprioriteringer på andre områder eller bedre anvendelse af eksisterende ressourcer. Alle håndtag skal sandsynligvis i spil. Regeringen har allerede taget små skridt mht. det første, og hvad angår det sidste, befinder man stadig mere på det retoriske plan med snak om mere tillid og selvstyre til de offentligt ansatte. Vejen med konstante, uniforme krav om ”effektiviseringer” eller ”omprioriteringer” (dvs. reelt grønthøsterbesparelser) er nok udtømt. I forlængelse af dette var det interessant at se statsministeren i omfavnelse af Liberal Alliances politiske leder, Alex Vanopslagh, ved Folketingets åbningsdebat, idet hun understregede en fælles interesse i at finde nye måder at gøre tingene på, som ikke alene handler om ressourceforbruget.

Behov for en mere ærlig debat mellem politikere og vælgere
Endnu er der ingen, der har præsenteret gode og mere sammenhængende idéer på disse grundlæggende problematikker. Det ville være ønskeligt med – men måske også naivt at håbe på – en mere ærlig offentlig debat mellem politikere og befolkning om ovenstående dilemmaer, og hvordan vi fremover skal placere hegnspælene mellem ressourcer, behov og prioriteringer. Det gælder også debatten om, hvad vi skal gøre, når vi i disse år producerer langt flere sårbare mennesker, der havner i psykiatrien, i specialundervisning, m.m. Hvor har vi kollektivt fejlet, når det handler om den omsorg og anerkendelse, der skal sikre, at folk ikke ender disse steder? Med de stigningstakter, vi har set de senere år, er det ikke alene noget, der kan løses med flere penge.

Foreløbig har også regeringen sparket denne debat til side, mens man har kommende udspil i kikkerten. Derfor er det tvivlsomt, om befolkningen vil opleve et reelt løft af velfærden. Det sker i alt fald ikke i regeringens første leveår.

Det er muligvis derfor, at statsminister Mette Frederiksen og finansminister Nicolai Wammen i de senere dage har været bemærkelsesværdigt afdæmpede i deres retorik. Forventningsafstemningen er i gang: Både Frederiksen og Wammen gentager til stadighed mantraerne om, at de vil ”sætte velfærden først”, men at de ”ikke kan løse alle problemerne på én gang”, samt den efterhånden årgamle traver om at ”sætte en ny retning”. I sin åbningstale understregede statsministeren også, at velfærden ikke ville blive ”markant tryggere og bedre”, samt at ”selvom vi bruger flere milliarder […] så er udfordringerne så store, at mange slet ikke vil opdage det”.

Sandheden er jo, at det er relativt taknemmeligt at sætte en ny retning i forhold til det seneste årtis politik – men det er svært at indhente mange års efterslæb i en kontekst, hvor nogle velfærdsbehov samtidig er fortsat stigende. Finansloven sætter en ny retning, men det er knap nok små skridt, hvis man vil nå i mål med faktisk at løfte den samlede velfærd. ■

 

Finansloven sætter en ny retning, men det er knap nok små skridt, hvis man vil nå i mål med faktisk at løfte den samlede velfærd
_______

 

Kristian Kongshøj (f. 1985) er postdoc ved Centre for Comparative Welfare Studies (CCWS), Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet. Han beskæftiger sig særligt med velfærdspolitik i Norden og Kina, regional ulighed, samt national identitet, medborgerskab og social sammenhængskraft. ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen under Folketingets åbningsdebat, d. 3. oktober, 2019 [foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix]