Johanne Hauch Jensen: Dansk politik er et ø-råd eller en parceremoni fra at være 100 % reality
20.09.2019
.
Det kan tit være svært at få øje på substansen i dansk politik. For den overskygges i højere og højere grad af det personlige spil, som politikerne selv har skabt. Et spil der kræver sine vindere og tabere.
Kommentar af Johanne Hauch Jensen
Nogle gange er det svært at se forskel på det seneste afsnit af Robinson og et indslag i tv-avisen om dansk politik. Senest har vi kunnet følge med i den totale nedsmeltning hos Venstre, hvor alliancer, fløjkrige, perfide personangreb og magtfuldkommenhed har udfoldet sig. Det har næsten været ligeså tåkrummende som Paradise Hotel. Men det har også været underholdende. Nøjagtig som realityprogrammer. Forskellen er bare, at disse mennesker ikke er castet til at underholde i et realityprogram, men stemt ind i Folketinget for at varetage danskernes interesser.
VENSTRES totale nedsmeltning forårsaget af Lars Løkke, der nægter at give slip på taburetten, er det nyeste eksempel på, at politik i dag ser ud til at handle mere om det personlige spil end om politik. I stedet handler det hele om at vinde for enhver pris. Som folkevalgt har man fået mandat af danskerne til at tage beslutning på vores vegne i fire år. Ingen har lovet, at man skal være der til evig tid. Men det er der vist nogle politikere, der glemmer undervejs. Og så ender vi med at sidde og se på et politisk drama, der er et realityprogram værdigt.
Med politik som en karrierevej er magtfuldkommenheden blevet total i dansk politik. Politikerne lever mere og mere i en anden verden end den befolkning, de tager beslutninger på vegne af. De lovgiver om vigtige ting, som de sjældent har kompetencerne til at se konsekvenserne af. For ingen lærer noget om virkeligheden ved at besøge en børnehave og få taget nogle selfies.
Men hvad er virkeligheden? Virkeligheden konstrueres i medierne – både de sociale og de traditionelle. Det handler sjældent om at sige sandheden, men om at ‘skabe den rigtige fortælling’. Måske ligger der noget politik med substans nedenunder den mængde af spin, floskelfyldt kommunikation, mudderkastning på tværs af politisk overbevisning og selfies med vælgerne. Nogle gange kommer man i tvivl.
Men hvad er virkeligheden? Virkeligheden konstrueres i medierne – både de sociale og de traditionelle. Det handler sjældent om at sige sandheden, men om at ‘skabe den rigtige fortælling’
_______
For hvorfor skal vi grave igennem så meget personlig branding og ligegyldighed for at finde politikken? Hvorfor skal de fleste politiske diskussioner være en mudderkastnings-konkurrence, hvor politikerne aldrig rigtig fortæller, hvad de vil, men kun hvor åndssvage modstanderne er?
NÅR MAN SCROLLER igennem de sociale medier og støder på politikerne, kan man godt få lyst til at slukke for deres internet nogle gange. For et af de fornemste værktøjer i deres spil er de sociale medier. Hvis de benyttede de forskellige medieplatforme til at komme ud med deres budskaber, ville det være fantastisk. Men der er opstået en mudderkastningskultur, hvor man sjældent passer sin egen tallerken men i stedet råber op om, hvor ulækkert indholdet på sidemandens tallerken er. Man kan sige tingene på mange måder, og det er bare utroværdigt ALTID at råbe “løftebrud” eller pege fingre ad “modstanderne” HVER gang de gør noget. For hvorfor skal de egentlig være modstandere? Hvorfor er det så kropumuligt for dem at arbejde på tværs af politisk overbevisning? Tænk, hvis man kunne det. Eller i det mindste bare respektere de andre. For så dårlige forslag kan den modsatte blok jo heller ikke komme med. Fair nok med forskellige visioner for landet. Men grundlæggende er vi jo ret enige. Der er ikke nogen grund til at opføre sig som om, at modsatte blok forsøger at indføre nordkoreansk diktatur.
Det ville uden tvivl hjælpe på politikerleden, hvis politikerne i højere grad afholdt sig fra den endeløse, perfide mudderkastning og i stedet brugte kræfterne på substansen. Men det kræver selvfølgelig, at man indser, at politik ikke handler om at skabe en karrierevej for sig selv, at det ikke er et personligt spil – men er noget, man får mandat til af befolkningen.
For hvor underholdende det politiske realitydrama end kan være, så er det alligevel for alvorligt til at være reduceret til fnidder og magtkampe. Hvor det, man som vælger har fået ud af seneste afsnit, er visheden om, at Lars Løkke er en virkelig dårlig taber, som man nok skal undgå at spille ludo med. Hvis man vil bevare den gode stemning. ■
Hvor det, man som vælger har fået ud af seneste afsnit, er visheden om, at Lars Løkke er en virkelig dårlig taber, som man nok skal undgå at spille ludo med. Hvis man vil bevare den gode stemning
_______
Johanne Hauch Jensen (f. 1981) er freelance skribent og tekstforfatter. ILLUSTRATION: Lars Løkke Rasmussen, Jakob Ellemann-Jensen og Kristian Jensen på Venstres sommergruppemøde, d. 9. august, 2019 [foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix].