11.09.2019

.

Det kan godt være, at regeringen vil gøre op med finansministeriets regnemaskiner, men ikke den økonomiske filosofi bag: nyliberalismen. Så man skal ikke have illusioner om en ny økonomisk retning for Danmark, så længe S sidder ved roret.

Kommentar af Jan Hoby

75 procent af velfærdsstatens økonomi er lige blevet forhandlet på plads mellem regeringen, Danske Regioner og KL. Man skulle tro, at fagbevægelsen over en bred kam – og i særdeleshed den del af fagbevægelsen, som organiseringer medlemmer i regioner og kommuner – ville være i højeste alarmberedskab. Men de netop overståede økonomiforhandlinger har trukket ca. samme niveau af opmærksomhed fra fagbureaukratiet, som når Huset på Christianshavn bliver genudsendt i TV. Det blev ikke til meget mere end de rituelle læserbreve, Facebookopslag og Tweets, der dog helt berettiget kræver flere penge til den offentlige velfærd.

Heller ikke venstrefløjen har gjort de årlige økonomiaftaler mellem den til enhver tid siddende regering, Danske Regioner og KL til omdrejningspunkt for hverken forsvar eller kamp for velfærdsstaten. Man undres.

For samtlige 98 kommuner skal om få uger vedtage deres budgetter for 2020, og modsat narrativet omkring denne økonomiaftale fra den socialdemokratiske regering, dens parlamentariske støtter og fagbevægelsen er der ikke tale en ny retning for velfærden. Det er blot mere af det samme. Kommune efter kommune skal skære dybt i deres velfærd. Alene Københavns Kommune står til at skulle skære 50 millioner kroner på de 426 daginstitutioner, samtidig med at Børne- og Ungdomsforvaltningen lige har genåbnet budgettet for 2019 og gennemført en grønthøsterbesparelse, der fjerner 27.576 kroner fra hver eneste daginstitution og 34.502 kroner fra hver af byens specialinstitutioner.

Havde en borgerlig regering leveret det samme resultat, havde samtlige offentlige fagforbund samt Socialdemokratiet, SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten været ude med bål og brand. For selvfølgelig er 500 millioner kr. til landets samtlige kommuner ikke nok.

 

Havde en borgerlig regering leveret det samme resultat, havde samtlige offentlige fagforbund samt Socialdemokratiet, SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten været ude med bål og brand
_______

 

DET ER BÅDE bemærkelsesværdigt og ildevarslende, at den konservative Høje-Taastrup-borgmester Michael Ziegler, der har siddet i bestyrelsen for KL, meddelte på Twitter, at han for første gang i 10 år undlader at stemme for den nye økonomiaftale med regeringen. Hans begrundelse lyder: ”Efter valgkampen har borgerne fået en forventning om, at vi kan levere bedre velfærd end hidtil, men aftalen gør os ikke i stand til at levere uændret velfærd. Vi kommer til at levere dårligere velfærd i 2020 end i 2019. Det kræver tre milliarder for at kunne levere uændret velfærd næste år. Der kommer flere ældre, og der kommer stadig flere borgere med handicap, som koster meget i kommunerne. […] Men vi får reelt kun 1,7 milliarder kroner, og så mangler der jo nogle penge.”

Straks spurgte faglige ledere fra blandt andet FOA og BUPL ind til, hvor Michael Ziegler havde tallet tre milliarder kroner fra. Svaret var fra KL’s analysenotat om det demografiske træk frem til 2025. Men det er åbenbart ukendt stof i de øverste ledelser af fagforbundene FOA og BUPL.

Så her er de fakta, som fagforbund og støttepartierne på Christiansborg ikke kan – eller vil – forholde sig til: De seneste 10 år har kommunerne ikke haft penge nok til at følge med befolkningsudviklingen. Væksten i de kommunale serviceudgifter har de seneste 10 år været for lav til at kunne holde trit med det demografiske træk. Fra 2009 til 2019 er kommunernes serviceudgifter faldet med 0,29 pct. om året i gennemsnit, hvor det skulle være steget med 0,29 pct. om året. Det demografiske træk udgør ca. 18 milliarder kroner frem mod 2025, hvilket giver et årligt behov for en stigning på 3 milliarder kroner i økonomiaftalen, men landets kommuner altså fik sølle 1,7 milliarder kroner.

Heller ikke regionspolitikere og kommunalpolitikere gør meget væsen af sig i denne debat. Det kan særligt undre, at landets kommunalpolitikere ikke er på barrikaderne sammen med de offentlige ansatte, da kommunernes budgetforlig i oktober bliver et direkte resultat af økonomiaftalen mellem regeringen og KL. Og de budgetforlig bestemmer, hvor mange (færre) penge der er til demografiudviklingen til børn, ældre og udsatte borgere – og til (muligvis) at forbedre velfærden.

NÅR VI EFTER DE kommunale budgetforlig i oktober kan gøre regnskaberne op, vil det stå sørgeligt klart, at man ikke skulle have taget Socialdemokratiets valgløfter om velfærd i stedet for skattelettelser alvorligt. Man skal ikke have illusioner om en ny økonomisk retning for Danmark, så længe S sidder ved roret.

Den socialdemokratiske regering har sendt positive signaler, lavet et lovende forståelsespapir og har været med til at justere nogle åbenlyse uretfærdigheder – som Socialdemokratiet selv har været med til at vedtage. Men de netop overstående økonomiaftaler med Danske Regioner og KL viser, at Socialdemokratiet bestemt ikke har gjort op med den økonomiske linje, som partiet har ført siden Poul Nyrups Rasmussens regeringsperiode i 1990’erne. Tværtimod. Det kan godt være, at regeringen vil gøre op med finansministeriets regnemaskiner, men ikke den økonomiske filosofi bag: nyliberalismen.

Det forhindrede dog ikke store dele af fagbevægelsen – med FOA og BUPL i spidsen – at kippe med flaget, råbe hurra i kor og gentage som finansministerens personlige papegøjer: ”Økonomiaftalen skubber velfærden i den rigtige retning”. De glemte på et splitsekund alt om KL’s egne analysenotater om kommunernes massive udfordringer med omkonteringerne ved demografiudviklingen frem til 2025 og deres egne beregninger af den kommunale velfærdstilstandsrapport. Hensynet til at være på god fod med den socialdemokratiske regering er åbenbart vigtigere end hensynet til medlemmerne og den kommunale velfærd.

 

De netop overstående økonomiaftaler med Danske Regioner og KL viser, at Socialdemokratiet bestemt ikke har gjort op med den økonomiske linje, som partiet har ført siden Poul Nyrups Rasmussens regeringsperiode i 1990’erne. Tværtimod
_______

 

FOA OG BUPL HAR satset hele butikken på, at regeringen indfrier løftet om minimumsnormeringer i landets daginstitutioner. Arbejdet skal begynde 1. januar 2020 og være fuldt økonomisk implementeret med udgangen af denne valgperiode. Men læs det simple regnestykke for, hvad minimumsnormeringer koster, baseret på en almindelig pædagogs årsløn: 100 pædagoger koster 35 millioner kroner, 1000 pædagoger koster 350 millioner kroner. Alene Københavns kommune skal bruge 2000 pædagoger, hvis der skal indføres minimumsnormeringer i byens 426 daginstitutioner. Det vil koste 700 millioner kroner årligt. På landsplan skal der bruges i omegnen af 5000 pædagoger, og prisen vil være 1,75 milliarder kroner årligt til landets 98 kommuner.

Det vil kræve et opgør med både budgetloven, serviceloft og anlægsloft. Men Socialdemokratiet står last og brast med budgetloven, som de skriver i deres 2025-plan, så det bliver så som så med genopretning og forbedring af velfærden.

FOA’s forbundsmand, Mona Striib, skrev 27. august, at Wammen skulle have fem milliarder mere med til forhandlingsbordet. Da økonomiaftalen var på plads, var kravet reduceret til en milliard kroner, og Striib kvitterede med en virkelighedsfjern udtalelse om, at “forhåbentlig betyder denne aftale, at ældre og børn fra næste år vil opleve en forbedret service, og at vi vil se kommunale budgetter, som indeholder styrkelser af velfærdsområdet i stedet for de seneste mange års forringelser.”

Desværre har regeringens støttepartier, Det Radikale Venstre, SF og Enhedslisten, samt FOA og BUPL valgt at sidde på hænderne, når det kommer til kritik af økonomiaftalen, i håbet om, at regeringen vil levere minimumsnormeringer i en eller anden version. Dermed er de som nyttige idioter blevet en del af Socialdemokratiets strategiske plan og er frivilligt gået i partiets fælde: Man har vedtaget det luftige forståelsespapir, og nu forstummer kritikken. For som jeg skrev i december sidste år: ”Socialdemokratiet har ikke en plan for et nyt og bedre samfund for de mange. Med den kommende Socialdemokratiske regering, vil vi være vidner til en gentagelse af gamle og usunde mønstre på nye præmisser.” Og det er netop det, vi har nu ser med finansministerens økonomiaftale med KL. ■

 

Dermed er [regeringens støttepartier, FOA og BUPL] som nyttige idioter blevet en del af Socialdemokratiets strategiske plan og er frivilligt gået i partiets fælde: Man har vedtaget det luftige forståelsespapir, og nu forstummer kritikken
_______

 

Jan Hoby (f. 1962) er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og er uddannet blikkenslager, pædagog og cand.pæd.soc. ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen og finansminister Nicolai Wammen holder pressemøde efter regeringsseminar på Marienborg i Kongens Lyngby, 15. august 2019 (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)