05.09.2019

.

Den borgerlige regering indførte et eksorbitant tolkegebyr for flygtninge i sundhedsvæsenet. Det forringer behandlingen, skaber ulighed i sundhedsvæsenet, er juridisk problematisk, men værst af alt: Der er intet, der tyder på, at det skulle hjælpe flygtninge til at lære dansk. Det er kujonagtig politik overfor de svageste patientgrupper, når det er værst.

Kommentar af Morten Sodemann

DE fattigste, mest sårbare, patienter med de største og mest komplekse helbredsproblemer, der kommer til Danmark som flygtninge, har sjældent tilstrækkelige sprogkundskaber på dansk. De kan ikke finde rundt i sociale myndigheder og bliver væk i sundhedsvæsnet. Deres sociale netværk er heller ikke til megen hjælp, og sundhedsvæsnet har ikke patientinformationsmateriale på fremmedsprog, ligesom læger og sygeplejersker mangler viden om flygtninge/indvandreres helbred og sygdomsopfattelser. Denne gruppe af patienter har ofte deres gang i flere af sundhedsvæsnets afdelinger samtidigt. Endelig er der tale om mennesker, der lever af en meget lav integrationsydelse.

ALLIGEVEL valgte den tidligere regering at pålægge lige nøjagtig denne patientgruppe et gebyr for at tale med lægen. De indrømmede, at det var en dårlig ide rent sundhedsfagligt, men da gebyret ikke var baseret på sundhedsfaglige politiske motiver, men derimod på ønsket om at sende et kraftigt motiverende signal om at flygtninge skal lære dansk, så havde de rene hænder og lægerne kunne bare klappe i, for det var slet ikke deres problem. Socialdemokratiet var i starten imod tolkegebyret, men ændrede holdning i foråret 2018 og mente nu pludselig at tolkegebyret ville ”hjælpe” med at få indvandrere til at lære dansk. Nu har Socialdemokratiet overtaget regeringsmagten og sundhedsminister Magnus Heunicke har til Kristeligt Dagblad d. 17. august, udtalt at regeringen ikke vil afskaffe tolkegebyret – stik imod hvad sundhedsorganisationerne, patientorganisationerne og regionsformændene havde forventet.

 

Patienter synes, det er urimeligt, at de skal betale, når de ingen penge har, men meningsløsheden bliver grænseløs, når patienterne gang på gang oplever, at det hundedyre produkt de har købt, en tolk, er så elendig, at de var bedre tjent uden denne ”hjælp”
_______

 

På trods af at tolkegebyret er udtryk for symbollovgivning, så blev gebyrets størrelse absolut ikke symbolsk: 191 kr. for 10 minutters konsultation hos egen læge, 334 kr. for 8 minutters konsultation hos privatpraktiserende speciallæge, 957 kr. for en enkelt 20 minutters lægesamtale ved indlæggelse på sygehus og – hold nu fast – 1675 kr. for tolkebistand under en hel indlæggelse (uanset hvor ofte der er anvendt tolk). Det kan godt være at de private tolkebureauer har høje priser, men regeringen har med tolkegebyret pålagt regionerne at de skal tage en himmelråbende urealistisk høj timepris for tolkebistand: hos den praktiserende læge svarer det til 1146 kr. i timen, mens det – hold nu fast igen – svarer til en timeløn på 2871 kr. ved indlæggelse på sygehus. Patienter synes, det er urimeligt, at de skal betale, når de ingen penge har, men meningsløsheden bliver grænseløs, når patienterne gang på gang oplever, at det hundedyre produkt de har købt, en tolk, er så elendig, at de var bedre tjent uden denne ”hjælp”. Så klager patienterne over tolken, over prisen og over, at de skal betale for en dårlig tolk til en dårlig lægesamtale, fordi lægen ikke behandlede dem ordentligt. Et helt igennem ringe produkt, som forbrugerombudsmanden måske burde se nærmere på. Dertil kommer hele administrationsapparatet bag gebyret. Rykkere, lægeerklæringer om undtagelse, klager over kvalitet, forkert sprog, ankesager, forkerte gebyr, for høje gebyr og betaling for aflyste aftaler. De samme erfaringer fik man allerede sidste gang, da man, uden held, forsøgte at indføre et tolkegebyr i 2010. Dengang blev det afskaffet, fordi regionerne og sygehusdirektørerne ikke ville forsvare den ulighed, som forslaget ville skabe, og samtidig anvende sparsomme sygehusressourcer på det.

LÆGERNE skal bruge tid på at forklare gebyret og må ofte diskutere med patienten, hvem der har den bedste tolk: patientens pårørende (35-årig datter, der er dansktalende socialrådgiver), eller sygehusets tolk (21-årig ung mand med 7 års skolegang, som har lært sig et sparsomt somalisk af sine forældre og et lige så sparsomt dansk). Politikerne siger, det ikke er lægens problem, men selvfølgelig er det lægens problem, når det er en grundlæggende bekymring hos patienten. Det er hårrejsende på tæt hold at opleve den grænseløse uvidenhed og bevidste ligegyldighed blandt politikere overfor læge-patient samtalens kerne. Den eneste grund til at politikerne tør fastholde deres beslutning er, at denne patientgruppe ikke har ét eneste talerør, ingen stærk patientforening og i øvrigt ikke tør ytre sig offentligt af frygt for at blive sendt direkte til Sjælsmark.

DET er en ny form for kujonagtig politik overfor de svageste patientgrupper, og det bliver ikke mindre krysterpræget af, at politikerne ikke selv tør tage snakken med patienterne, men sender lægerne i byen med den trøst, at det ikke er deres ansvar. Men det er det, for lægen kan ikke udføre sit arbejde hvis 5 af de 10 minutters samtale bruges på en diskussion om tolke, gebyr, dialekt og alternativer – en diskussion, der ender med mistillid, dårlig kommunikation og en potentiel afvisning af sygehusbehandling. Patienter aflyser deres aftaler eller tager børnene, en nabo eller en taxachauffør med som tolk. Der er nu et sort marked hvor patienter ”køber” venner eller venners venner til at være tolke. Lægen aner ikke, hvem det er, der deltager i samtalen, eller hvad deres rolle og motivation er. Patienterne vil hellere prøve at føre lægesamtalen uden tolk, end at betale halvdelen af deres integrationsydelse til en uduelig tolk, men resultatet er, at lægen ikke får de vigtigste informationer med, og kommer til at behandle en forkert sygehistorie. Mange af disse patienter har ofte kontakt med mange læger i privat praksis, privatpraktiserende speciallæger og på sygehus. Hver gang skal der betales tolkegebyr.

 

Det er en ny form for kujonagtig politik overfor de svageste patientgrupper, og det bliver ikke mindre krysterpræget af, at politikerne ikke selv tør tage snakken med patienterne, men sender lægerne i byen med den trøst, at det ikke er deres ansvar
_______

 

Ser man bort fra det bizarre i dette regnestykke, så er tolkegebyret en foruroligende blanding af primitiv middelalderlogik, barnlige hævnmotiver og et farligt angreb på sundhedsvæsnets primære ydelse: dialogen med patienten.

JURIDISK er man på ekstremt tynd is: forvaltningsloven krydser klinger med sundhedsloven, når det kommer til tolkegebyret. Hvem har ansvaret, hvis der sker en fejlbehandling eller dødelig komplikation som følge af kommunikationsvanskeligheder? Der står i sundhedsloven at lægen skal sikre, at patienten er informeret og samtykker, men det kan ikke lade sig gøre, hvis patienten beviseligt ikke har råd til en tolk – hvem har så ansvaret? Ingen vil svare på det, for det er aldrig blevet prøvet ved en domstol. Derfor kan politikerne sove roligt, mens læger og patienter ligger søvnløse. Patienterne i denne gruppe tør ikke stå frem og anlægge sag af frygt for opholdstilladelsen. Tolkegebyret er en gratis omgang symbolpolitik med helt uoverskuelige menneskelige og faglige konsekvenser. Det helt ærligt latterligt lille symbolske tiltag har ingen rimelig proportion til de ødelæggelser gebyret trækker efter sig.

Det er et uværdigt gebyr, det er et gebyr der skaber ulighed i sundhedsvæsnets behandling og det er et gebyr der sender forsvarsløse flygtninge ud i irreversibel fattigdom, der vil præge dem og deres børn i generationer. Der er oceaner af evidens for at manglende anvendelse af tolke fører til medicinfejl, komplikationer og fejloperationer og manglende viden om forebyggende sundhedstilbud (fx kræft, rygning, svangerskabsforebyggelse og vaccinationer).

MEN DÉT, der som en læge, der primært arbejder med flygtninge-patienter, er mest foruroligende ved tolkegebyret, er den måde folketingets flertal bevidst ignorerer viden på sprogområdet. Krigstraumer, store tab, kronisk sorg samt Post Traumatisk Stress Syndrom (PTSD) kan forsinke eller forhindre sprogindlæring, ligesom ulykker, re-traumatisering og sygdom kan medføre, at flygtninge mister det danske sprog selv efter de har lært det. Flere undersøgelser tyder på, at stigmatisering, mediesproget og ghettoretorik demoraliserer minoriteter og forsinker sprogindlæring. Videnskabeligt set er dansk et sprog der er sværere at end andre sprog – det kræver flere ressourcer og tager længere tid.

Der er meget forskellige årsager til, at man ikke tilegner sig et sprog, og dermed hvilke indsatser der er brug for. Løsningen på det problem er IKKE et gebyr på at tale med lægen – dét vil kun skabe ulighed og fejl. Politikerne har i kampen for lette point, taget en svag patientgruppe som gidsler, og bruger lægerne som kanonføde. Lægeforeningens formand Andreas Rudkjøbing er skuffet over den socialdemokratiske sundhedsministers beslutning om at lade tolkegebyret fortsætte, men har sagt at kampen mod gebyret vil fortsætte. Det er usædvanligt at have en sundhedsminister, der aktivt støtter ulighed i sundhed.

HVIS I, sundhedspolitikere, vil tages alvorligt, så drop tolkegebyret, for læger vil ikke bruges som instrumenter til bevidst at skabe fattigdom og ulighed i sundhed. Skal der virkelig lig på bordet, før I begynder at tage spørgsmålet seriøst? ■

 

Hvis I, sundhedspolitikere, vil tages alvorligt, så drop tolkegebyret, for læger vil ikke bruges som instrumenter til bevidst at skabe fattigdom og ulighed i sundhed. Skal der virkelig lig på bordet, før I begynder at tage spørgsmålet seriøst?
_______

 

Morten Sodemann (f. 1959) er professor i globalsundhed og indvandrermedicin på Syddansk Universitet. Overlæge, Indvandrermedicinsk klinik, Odense Universitetshospital. Næstformand i Selskab for Indvandrersundhed. Forskning og forskeruddannelse i flere afrikansk lande. Forfatter til bogen: ”Sårbar? – det kan du selv være”. ILLUSTRATION: Morten Sodemann (foto: Lars Skaaning)